Kasper Asgreen

i samtale med Brian Holm om at sejre, inden det er for sent

Da Kasper Asgreen vandt forårets Flandern Rundt, slog han sit navn fast i det eksklusive felt af cykelryttere, man skal regne med, når de store finaler skal køres. Men regner den 26-årige koldingenser med sig selv? I denne samtale med sin sportsdirektør og mentor Brian Holm taler Asgreen om spurter, styrt, forhandlinger og den tvivl, han endnu ikke kender til.

Prolog: GUNNAR

Det havde ikke stået helt klart for Kasper Asgreen, hvem Gunnar var, da han tidligere på dagen trillede ud ad sin indkørsel i Kolding. Den nyslåede danske Flandern Rundt-mester havde egentlig bare aftalt en træningstur med sin sportsdirektør og landsmand Brian Holm, men efter 40-50 kilometer sydover havde han siddet over kaffe og blødt brød i Gunnars dagligstuegemakker i Haderslev. De havde sludret lidt, Holm, Gunnar og Asgreen, og det blev ret hurtigt tydeligt, at Gunnar omvendt heller ikke vidste, hvem Brian Holm havde taget med på sin formiddagsvisit. ”Men da han så fandt ud af det,” griner sportsdirektøren. ”Hold da kæft, han var lige ved at skvatte ned af stolen. Kasper Asgreen sad og drak kaffe i hans stue.”

Kasper Asgreen og Brian Holm har trådt sig tilbage igennem sidevinden langs Lillebælt og er nu hjemme igen. Det vil sige, at Asgreen er mest hjemme, for vi sidder i hans bungalow i den nordlige del af hans barndomsby – på den anden side af indfaldsvejene med byggemarkederne, men blot to sving fra Guldbageren i Bramdrupdam. De har været i bad og har sat sig til rette med sandwicher, XL-kanelsnegle og Faxe Kondier ved spisebordet, da Holm opklarer sin forbindelse til Gunnar fra Haderslev:

Læs også:

Den danske cykelsportslegende havde modtaget en besked på Instagram fra Gunnars søn. Gunnar, viste det sig, havde været formand i den lokale sønderjyske cykelklub i en menneskealder, men var nu alvorligt syg. Kunne Brian Holm ikke sende hans far en hilsen? Den ville skabe glæde. Nej, det kunne Holm ikke: Han kunne overraske Gunnar med et besøg, og han kunne ovenikøbet medbringe dansk cyklings mest fremtrædende navn netop nu.

”Grunden til, at de danske ryttere er i så høj kurs ude i verden, er, at de har gået på universitetet, og universitetet i Kaspers tilfælde er Kolding Bicycle Club. Det er af ildsjæle som Gunnar, du lærer disciplinen: at komme til tiden, at lappe en cykel, at træne i sne og slud … Når de unge ryttere har gået i den skole, så har de alle de kvaliteter, de skal have, inden de bliver sendt videre ud på livets landevej,” siger han.

”De ledere skulle simpelthen hyldes med nogle store pokaler. De er en stor del af forklaringen på, at dansk cykelsport bliver ved med at skabe så mange gode ryttere. At besøge Gunnar i dag var det mindste, vi kunne gøre.”

1. SPURTEN
Det er onsdag 21. april, og Kasper Asgreen har holdt løbsfri, siden han vandt monumentet, et af de fem fineste endagsløb i cykelsporten, 17 dage tidligere. La Flèche Wallonne kører lydløst på fladskærmen i baggrunden, mens vi ser den minidokumentar om sejren, som Asgreen og Holms fælles hold, Deceuninck-Quick-Step, har produceret og distribueret til stor bevågenhed via YouTube. Brian Holm gik for et par år siden på deltid som sportsdirektør efter eget ønske og var ikke med til løbet i den nordbelgiske provins, som han derimod kommenterede på Eurosport. Han har ikke set videoen før.

Træningskammeraterne sidder lænet ind over de blege bagermestervarer, men løfter blikkene, da Kasper Asgreen nærmer sig målstregen i selskab med den forsvarende mester, hollænderen Mathieu van der Poel. Resten af feltet er efterladt, 254 kilometer, syv brostenspavéer og 19 stigninger tilbagelagt, og nu er det mand mod mand.

Kasper Asgreen: Det var en vigtig melding, han kom med der. Da Tom Steels (sportsdirektøren, red.) sagde, at vi havde 35 sekunder. Lige inden kilometermærket. Så tænkte jeg bare: Nu er vi væk! Den sidste tid, vi havde fået inden da, var 15 eller 18 sekunder, og da begyndte det at blive lidt tight. Nu tænkte jeg: Okay, nu er det tid til …

Brian Holm: … at tage hans baghjul.

KA: Ja! Selv om farten skulle gå af os, ville det ikke gøre noget. Jeg slog ud, lige efter at jeg hørte, at vi havde 35 sekunder. Nu skulle jeg bare sidde på dæk af ham. Jo langsommere han ville køre, jo tidligere ville jeg indlede spurten, så jeg ville være sikker på at få cyklen helt op i fart.

BH: Man har jo set sådan en spurt med van der Poel 100 gange før, og det eneste, han ikke må få, er en kort spurt. Fordi han er så eksplosiv. Hvis han får en kort spurt, så tager han livet af dig. Og det er jo ofte sådan, at hvis man vil have en til at starte spurten, så kører man helt op i kranken på ham for at stresse ham. Man kører helt op, som om man starter, så bliver han forskrækket og rejser sig og starter, og så bliver spurten for lang for ham.

KA: Jeg rejste mig også op for at stresse ham. Og få ham til at åbne for tidligt. Han holdt sig dog i rimelig ro, og det var først, da jeg virkelig trådte an bagfra, at han reagerede. Han kørte også en kølig finale, men vi fik kørt en spurt på 240 meter eller deromkring.

”En, der ikke har tvivlen, er Kasper. Hvis han havde haft et dårligt år, så havde han ikke spist en gigasnegl for lidt siden. Han havde valgt noget glutenfrit. Eller bønner. Men det sker for alle før eller siden. Tvivlen kommer til enhver cykelrytter.”

Brian Holm

BH: Det er også langt, og det var til din fordel. Uh, det er godt, det der! Der, hvor I sad ved siden af hinanden, og du klikkede ud og gav den en tand til, og han bare måtte sætte sig ned og ryste på hovedet. Der gav du ham nakkeskuddet. Når du er skulder ved skulder, og den anden så skifter gear, så knækker man psykisk. Han vidste bare, at da han hørte det der KLONK – den der hule metallyd … Det er ligesom en pistol, der går af, og det næste, der sker, er, at du får kuglen lige for panden. Hold kæft, hvor er det godt.

KA: Haha!

BH: Jeg har hørt den lyd mange gange. Det var bare mig, der var offeret. Haha.

KA: Der var vel 100 meter igen. Jeg var sådan set forbi ham. Jeg var et halvt forhjul foran og havde mere fart på, end han havde. Jeg kunne mærke, at jeg stadig kunne accelerere, og at han ikke kunne køre stærkere. Og så satte han sig ned.

BH: Men helt nøgternt ved man jo aldrig, hvordan benene svarer, før man klikker. Det kan godt være, at benene kollapser, når du klikker ud. Der kan sagtens ske det, at du klikker ud, og så sker der bare ikke mere. Hjernen vil gerne, benene vil ikke. Det er, ligesom når du kører op ad en stigning – lige pludselig bliver der bare slukket for lyset. Man bliver jo forskrækket, når det sker, og tænker: Hvad fanden?

KA: Da jeg kunne se det, tænkte jeg: Okay, han kører i hvert fald ikke fra mig – jeg skal nok nå forbi ham. Men der var stadig langt til målstregen, og jeg fløj jo ikke bare forbi ham. Det var sådan en sejtrækker. Men jeg troede på, at jeg nok skulle komme forbi ham.

BH: Jeg tror, at han også troede, at han skulle slå dig. Han følte sig mere sikker, end du gjorde.

KA: Det tænker jeg også. Når man kører en spurt med van der Poel, får man normalt bare prygl.

BH: Jeg tror aldrig, at han har tabt sådan en spurt før i hele sin karriere. Aldrig. Ikke engang som U15-rytter.

KA: Nej, det har han sgu nok ikke. Jeg kan ikke huske nogen i hvert fald.

BH: Når du sidder i en finale i Flandern, har du indstillet dig på, at du hellere vil fucking dø end ikke at vinde den spurt. Jeg tror, at han var overrasket over, at hans ben ikke svarede igen, og det var derfor, han satte sig ned og rystede på hovedet. Han havde lige kørt et soloudbrud hjem i Tirreno, der var lige til historiebøgerne. Den dreng har altså vundet nogle cykelløb. Det har været legende let for ham. Det her er den største mavepuster, han har fået i hele sin karriere.

”Gome on, Gasper! Gome on, Gasper! Gome on, Gasper!” skriger Tom Steels på flamskengelsk fra sportsdirektørbilen, da den 192 centimeter lange dansker hamrer mod målstregen i Oudenaarde. ”We believe in your sprint, Gasper!

Læs også:

KA: Haha! Tom smadrede airbaggen i bilen lige der. Det fik jeg at vide bagefter.

2. DET GENERØSE DAMPBARN

Brian Holm er fra Amager. Hans fætter blev i 1970’erne det første dødsoffer i rockerkrigen mellem de fraktioner, der endte med at konstituere sig som Bullshit og Hells Angels. Holm var for længst accelereret ud ad en anden livsbane. Han blev medlem af Amager Cykle Ring i 1971, og ildsjælen, der introducerede ham for disciplinen, hed Leif. Brian Holm blev cykelrytter på højeste professionelle niveau i 13 år, vandt 13 løb og har nu været sportsdirektør i endnu længere tid. Han har netop, som 58-årig, bekendtgjort, at han i november stiller op til sin tredje valgperiode for de konservative til kommunalbestyrelsen på Frederiksberg.

Kasper Asgreen gik til dressurridning i ni år i hjembyen Kolding. Ponyen hed Cindy, men da Asgreen bogstaveligt talt voksede fra sin samarbejdspartner, begyndte han som 13-årig at cykle. Han drømte om at køre de store løb, men han tog sin studentereksamen, og skulle cykelkarrieren stagnere på juniorniveau, ville han nok læse til ingeniør eller måske fysik. Den stagnerede ikke. Henriette og Mikaels ældste af tre skrev kontrakt med Quick-Step i 2018, og siden har Brian Holm været som et ekstra familiemedlem for ham.

Den danske sportsdirektør fortæller, at Asgreen om fredagen inden søndagens Flandern Rundt havde meldt ind, at han følte sig særligt godt tilpas. Rytteren havde holdt et planlægningsmøde på Teams om alt muligt andet end det kommende løb med Holm og holdets øvrige sportsdirektører, men den 26-årige koldingenser havde fået indskudt, at han følte sig hurtig. At han kunne vinde en massespurt, hvis det skulle være.

BH: Det sagde du meget overbevisende, og jeg tænkte, at du ikke kunne nå at tabe moralen på to dage. Du er jo ikke en mand, der normalt går og strør om sig med ordsprog og floskler – du siger, hvad der skal siges. Du er en beskeden herre.

Holm holder inde. Kasper Asgreens holdkaptajn, verdensmesteren Julian Alaphilippe, toner frem i dokumentarfilmen på smartphonen: ”Kasper, I want to say something to you,” indleder franskmanden med hængelåsskægget. ”You know already what I think of you … You are a big machine, you are a strong character … You are so strong on the bike … (…) I was so proud of you when I hear that you won the race … It was a really emotional moment … I think it was one of the first time I was so much emotional after the finish line because you simply deserve it so much … You won in such a strong way.”

BH: Jeg fik relativt mange sms’er om det indslag. Det er et klip, der tydeligvis har gjort noget ved folk. Det er en verdensmester, det er faktisk nok den største sportsmand i Frankrig p.t., der taler sådan om vores bondeknold fra Kolding.

Er det almindeligt at vise den slags format, den slags generøsitet i international cykelsport?

BH: Nej, jeg vil sige, at det siger mere om Alaphilippe. Alaphilippe er …

KA: … Han er bare en god dreng, ikke!? Han under sine holdkammerater, at det går dem godt.

BH: Han har et menneskeligt overskud som få.

KA: Virkelig.

”Jeg sendte den besked til Patrick, og så gik der et par minutter, og så fik jeg en besked tilbage, hvor der bare stod: Stop. Der stod kun Stop. Jeg tænkte: Fuck! Fuck! Nu er jeg færdig. Det var det. Det blev ikke Quick-Step.”

Kasper Asgreen

BH: For et par år siden under Tour’en, da Gilbert stak på nedkørslen, men røg ud over kanten, og man tænkte: Hold da kæft, ham ser vi aldrig mere … Men han kom så op fra dybet og kørte i øvrigt i mål med en brækket knæskal. Han kørte 75 kilometer med en brækket knæskal. Det siger lidt om, at de ikke er lavet af chokolade. På den sidste stigning, på samme etape, inden man kører ned igen til Bagnères-de-Luchon, stak Yates og fik sat Alaphilippe med 17-18 sekunder inden toppen, og der var to kilometer fladt til mål i bunden. Og jeg sagde: Nu kører du kraftedeme på nedkørslen for at stresse ham. Og han kan kraftedeme køre nedad, Alaphilippe. Da Yates hørte, at han kom flyvende bagfra, begyndte han at lave fejl, og til sidst røg han på røven. Vi råbte til Alaphilippe: Pas på, han er styrtet. Han kørte forbi ham og råbte: He has crashed, he has crashed, should I wait for him? Han spurgte tre gange, og jeg sagde: Hvad!? Er du sindssyg!? Det er Tour de France – kør, for helvede! Han har en eller anden form for …

KA: Han er bare en god dreng – det er helt vildt. Han er bare supertaknemlig for det arbejde, man gør for ham.

BH: Jeg tror ikke, at han har fundet ud af, at han er en superstjerne. Jeg kendte hans far og hans brødre, og de var vant til at tage cyklen med i toget, når de skulle til løb. Han har en ydmyghed. Han er en karakter. Han sover ikke ret meget. Jeg tror sgu, at han har en diagnose af en eller anden art – han har et overskud af energi. Han går på hænder og slår på tromme, der sker hele tiden noget.

KA: Under klassikerne havde vi samme massør, og når jeg kom ind efter Julian, sagde Steven, massøren, at han var ved at gå ned med stress, fordi Julian ikke kunne ligge stille. Lige pludselig var han begyndt at spille trommer hen over skabet ved siden af briksen. Det hele kører bare. Han kan simpelthen ikke ligge stille. Der skal ske et eller andet hele tiden. En times massage med Julian er ikke nemt.

Læs også:

BH: Det er ligesådan, når du sidder med ham i bilen tilbage til hotellet, hvis han har vundet. Han er helt oppe at køre. Han er helt skudt af, når han skal ind til ceremonien. Men det er ligesom med børn: De kan også falde i søvn ved spisebordet – lige pludselig slår de hovedet ned i tallerkenen, og så sover de bare. Jeg sidder så og griner lidt med pressechefen eller lægen, eller hvem der nu er med. Og så lige pludselig, efter et kvarter, så vågner han med et spjæt, og så kører han igen. Jeg siger dig: Det kører.

Brian Holm laver en trompetfanfare med fingerspil foran munden.

KA: Ja, der er fart på.

Men det, han siger til Kasper efter Flandern, virker meget modent og reflekteret og roligt …

BH: Det bedste af det hele er, at det er troværdigt. Der er mange, der sender alle mulige videobeskeder om godt holdarbejde og tak til sponsorerne … Fint nok! Men vi ved, at du er et røvhul, så den løgn har vi gennemskuet. Fra Alaphilippe kommer det fra hjertet.

KA: Han sad i det samme løb og kunne måske mærke, at han ikke selv havde dagen, men han kørte jo fandeme, til han ikke havde mere. Da han først blev sat, nåede han jo at smide 20 minutter på 20 kilometer eller sådan noget. Men han vidste, at så længe han sad med, så ville de andre være bange for ham – han sidder der jo i den der trøje (VM-trikoten, red.). De ved godt, at han kan eksplodere, og så er der stor risiko for, at de aldrig ser ham igen. Det sidder de og skal være klar på, og det gjorde han for min skyld, så jeg havde en bedre chance. Han kørte, til han segnede, for at hjælpe mig.

BH: Det er en form for løbsintelligens. Når verdensmestertrøjen sidder med, så holder man øje med den og i mindre grad med Kasper. Selv om du selvfølgelig ikke var helt under radaren den dag. Jeg har ikke set det her klip før, men jeg har det sådan, at det er ligesom med vin: De bliver bedre med årene. Jeg ligger og ser gamle klip hver aften, inden jeg skal sove. Jeg elsker at gå tilbage til gamle cykelløb. Når vi ser det her klip om 30 år, så vil det betyde langt mere. Når man er i det, forstår man ikke altid, hvor stort det er. Lad os sige, at du nu bliver kåret til årets koldingenser, så skal du ned på rådhuset, og du har ikke rigtig tid til det, og så skal du aflyse noget andet … Det er lige før, at det er lidt irriterende. Men om 20 år, om 30 år, sætter du pris på det. Lige når det sker, kan man godt være sådan: Slap af, så er det heller ikke større. Jo, det var det faktisk. Der går altid lige noget tid, før man fatter det.

Ligger du og ser klip fra din egen karriere som rytter og sportsdirektør?

BH: Alt muligt. Selvfølgelig kun cykling. Jeg elsker at se de store finaler. For to år siden, da vi var på træningslejr, så jeg finalerne fra VM i cykelcross fra de seneste 25 år. Man ser, hvordan løbene bliver kørt, og hvordan de udvikler sig – det er bare godt. Rivaliseringen mellem rytterne. Jeg bliver simpelthen aldrig træt af at se det. På den måde indeholder cykelløb i dag og for 40 år siden de samme mekanismer.

Giver det dig noget som sportsdirektør, eller er det bare en god oplevelse?

BH: Selvfølgelig giver det noget taktisk. Når du ser Flandern Rundt fra 1979 eller 80 (1980, red.), så sad Michel Pollentier med i finalen. Hans søn er soigneur på holdet i dag. Hans karriere var ved at være færdig. Han var bjergrytter og sad alene i front med Francesco Moser. Han vidste godt, at han aldrig nogensinde ville komme til at slå Moser i en spurt. Det ville være umuligt. Han hørte så, at supermanden Jan Raas var på vej op 30-40 sekunder bagude, og så holdt han op med at føre. Han ventede på Raas, fordi han vidste, at Raas og Moser hadede hinanden som pesten.

KA: Hahaha … Det er genialt.

BH: Så sad de tre mand. Pollentier havde regnet ud, at han nu skulle stikke, når der manglede 800 meter, for så var der ingen af de to andre, der ville køre med, fordi de var bange for, at den anden skulle vinde. Er det ikke godt!? De små finter er geniale. Den slags historier er der mange af i cykling, og du kan stadig lære noget af dem. Det er ligesom at se en god film. Selv om jeg kender resultatet, er jeg lige så nervøs, når jeg ser Kasper i spurten på klippet i dag. Jeg er stadig ikke helt sikker på, at det lykkes. Det er helt tosset, men det kan cykelløb.

Kasper Asgreen har valgt at blive boende i barndomsbyen Kolding, efter at han blev professionel på det belgiske hold Deceuninck-Quick Step i 2018. Herfra træner han ofte med Asbjørn Kragh Andersen (Team DSM), som ligeledes bor i Kolding, og Jesper Schultz (Riwal Cycling Team), som har base i Vejle, samt ”diverse supermotionister”. Kasper Asgreen: ”Jeg har ingen faste ruter. Det sjove er at improvisere. Der er ikke noget værre end at køre den samme rute hver gang og så med en ekstra sløjfe, hvis den skal være lidt længere, og en mere, hvis den skal være rigtig lang. Det er det samme hver gang.” Brian Holm: ”Sådan har mit liv set ud i 50 år.”

3. I AM NOT A DICTATOR

Quick-Step er en belgisk gulvfabrikant. Vi taler luksusvinylfliser og slidstærke og ridsefaste laminatløsninger. Siden 2003 har virksomheden sponsoreret – med skiftende partnere – cykelholdet af samme navn. Det var det hold, Kasper Asgreen allerhelst ville køre for som professionel. Teamet, der i dag hedder Deceuninck-Quick-Step, har altid været kendt for at udvikle unge talenter til noget større.

BH: Jeg tror, jeg stod i lufthavnen i Amsterdam, første gang du ringede til mig. Du var blevet snydt af et hold, du var ved at tegne kontrakt med. Der gik et par måneder eller et halvt år, før vi talte sammen igen. Jeg tjekkede lidt op på dig. Jeg kan huske, at Skelde (dansk sportsdirektør, red.) sagde: Jeg kan love dig for, at han bliver god – jeg lægger hånden på kogepladen for dig. Bjarne (Riis, red.) var også begejstret. Og så startede det der spil med Patrick (Patrick Lefevere, holdets manager, red.) – han er ikke altid nem. Du havde en kontrakt med et andet hold liggende i skuffen, og der plejer at være en udløbsdato på 14 dage. Vi havde et par ryttere, der blev kørt ned i Sydafrika og brækkede arme og ben, så det kunne være en god åbning. Jeg ringede til Patrick og spurgte til situationen, og da blev han sur: Du ringer kraftedeme hele tiden – nu skal du lige slappe af. Så jeg sagde til Kasper, at vi heller ikke kunne ringe for meget, for så blev han bare irriteret og sagde nej. Jeg tænkte, at måske var det bare bedre, at han skrev med et andet hold, for jeg var sgu ikke sikker på Patrick. Han får jo 50 opkald om dagen fra ryttere og managere. Hans telefon ringer altid – det fantastiske er, at han altid tager den eller ringer tilbage. Men du ville køre for Quick-Step, og du satsede hele butikken. Det var første gang, jeg tænkte: Fint nok, han ved, hvad han vil, ham der. Havde det været mig, havde jeg bare skrevet under med det andet hold, så jeg havde en kontrakt og ikke var blevet snydt to år i træk. Den eneste, der har gjort det på den måde før dig, var Guido Trenti: Jeg skriver med Quick-Step, eller jeg går tilbage til universitetet. Kasper havde den der ro, og jeg tænkte: Det var satans.

”Jeg kan jo godt lide at hjælpe mine holdkammerater, og jeg kommer aldrig til at stå og råbe og skrige oppe ved bussen. Det gør jeg ikke.”

Kasper Asgreen

KA: Min agent Andrew havde sagt: Vi skal vide noget fra Quick-Step nu – ellers skal du tage det andet hold, for i morgen er det tilbud væk. Patrick svarede ikke rigtig Andrew længere. Patrick var måske blevet lidt træt af os – der var lidt for mange, der pressede på. Andrew foreslog til sidst, at jeg selv sendte Patrick en besked. Forklar situationen: at du for alt i verden gerne vil køre for Quick-Step, men du skal have besked i aften. Ellers bliver det det andet hold. Det skrev jeg til Patrick, efter at jeg havde skrevet beskeden om ti gange. Det var midt i Normandiet Rundt – efter tredje etape.

Selskabet retter blikket mod fladskærmen. La Flèche Wallonne er ved at blive afgjort. Mikkel Honoré, den 24-årige Quick-Step-rytter med rødder i Fredericia, rører på sig, men kan ikke slippe afgørende fri. Primož Roglič, den dobbelte Vuelta a España-mester, satser på at køre en lang spurt, men Alaphilippe haler ind på sloveneren.

BH: Han vinder sgu!

KA: Kom så! Kom så, for helvede!

BH: Bam! Hvor er det smukt, mand!

KA: Fedt! Det der kan han altså bare. Det kan han bare. Nå, jeg sendte den besked til Patrick, og så gik der et par minutter, og så fik jeg en besked tilbage, hvor der bare stod: Stop. Der stod kun Stop. Jeg tænkte: Fuck! Fuck! Nu er jeg færdig. Det var det. Det blev ikke Quick-Step. Det blev det ikke. Nu har jeg pisset ham af. Så gik der et minuts tid, og så kom der en besked mere, hvor der stod: We have a deal.

Kasper Asgreen er født 8. februar 1995. Han fik sit gennembrud i 2016, da han blandt andet blev nummer fem ved U23-VM i enkeltstart. I 2018 var han med til at vinde VM-guld i holdtidskørslen, mens han i 2020 hjemtog DM både på landevej og i enkeltstart samt sejren i Kuurne-Bruxelles-Kuurne. Inden triumfen i årets Flandern Rundt vandt han E3 Saxo Bank Classic, og senest tog han sig af fjerde etape – enkeltstarten – i Volta ao Algarve. Asgreen er kæreste med den canadiske cykelrytter Gabrielle Pilote Fortin.

BH: Skrev han først Stop?

KA: Ét ord: Stop. Som i: Nu gider jeg ikke høre mere. Hold nu kæft! Men så mente han Stop nu, nu gider vi ikke snakke mere om det, lad os lave en aftale. Men der gik et minuts tid, hvor jeg troede, det betød noget helt andet.

BH: Han er ikke en overkommunikerende type.

KA: Når han skriver beskeder, er det Ja, Nej og O.k.

BH: I Belgien er man jo sindssygt bange for ham. Jeg har til vores ledelsesmøder i Bruxelles hørt ham sige …

Brian Holm synger overdrevet blidt.

BH: … You can always call me. I am not a dictator. My telephone is open 24 hours. Jeg havde så fundet alle de mails, han havde skrevet det år, og printet dem ud og taget dem med i en mappe. Det var sådan noget med: Are you stupid? Worst shit I have seen in my life. Maybe you can find a new team.

KA: Hahaha.

BH: Og jeg sagde: Du siger, at du er open minded og alt muligt, men hvad med den her og den her og den her? Så sad han og kiggede lidt. Yes, but you know I don’t like e-mails.

Læs også:

KA: Hahaha. Det er sådan, han er. Jeg fortalte ham faktisk under klassikerne i år, da vi sad på hotellet i Belgien, om den besked med Stop, men den kunne han ikke huske. Jeg fortalte ham, at det havde været det længste minut i mit liv. Og så sagde han nemlig også: But you know I don’t like texting. Han havde bare skræmt livet af en ung gut.

BH: Han minder lidt om Goodefroot (Holms chef, da han kørte for Telekom, red.). Hvis du gør dit arbejde, så har du det godt hos ham. Men du skal ikke brokke dig. Du skal ikke gå og tude over et eller andet. Det gider han ikke. Som Cavendish siger, så er det et gammeldags cykelhold: Det fungerer simpelthen, som det gjorde i 1984. Bjarne kunne sende sine hold på teambuilding med B.S., og den købte medierne i mange år. Det er noget andet her. Det er ikke sådan, at han ringer og hører, hvordan du har det. Han siger: Ved du hvad, det kan godt være, at du er ved at blive skilt, men du møder på arbejde i morgen. Der er et eller andet befriende over det. Hvis du kan det system, så er det det bedste at være i. For mange cykelryttere fungerer det bare. Du kan sagtens kvaje dig og dumme dig, og vi får også lavet mange taktiske fejl i løbet af en sæson. Vi smadrer biler. Mekanikerne ødelægger cykler. Sportsdirektører rejser 180 dage om året og begår fejl. Der er rigtig meget, der kan gå galt, og det har han fuldstændig forståelse for. Men han er den sidste, der ville ringe for at få en dybere snak – det kunne han aldrig finde på. Det er øretæver, og så stikker han lidt til en for at se, om man er i live.

Kasper Asgreen følger med fra det åbne køkken. Han brygger espressoer.

BH: Han ved alt om, hvad der sker på holdet. Vi skriver rapporter hver aften, og har du været for sent ude til løbet, kan du lige så godt skrive det, for han får det alligevel at vide. Han har en stikkerlinje af soigneurs og massører. Hvis der er sket et eller andet i Californien Rundt, så ved han det helt sikkert næste dag: Hvorfor var Dries Devenyns ikke med inde at se baseball? Han ved alt, hvad der foregår på holdet. Han er sgu vild. For ham er det 24 timer i døgnet. Han har et godt øje for det. Det beviser han igen og igen. At få det bedste ud af unge mennesker som Kasper.
Kan han glædes over en sejr som Flandern?

KA: Der er han glad.

BH: Ja, det er rart. Så udstråler han glæde.

KA: Han brænder bare for cykelløbene.

BH: Man skal nok være på et belgisk hold for at forstå, hvor meget det betyder for dem at vinde et løb som Flandern. Det var VM i fodbold, der blev vundet der. Nej, det her er lidt større. Hvis du er belgier og arbejder i Quick-Step, så er det simpelthen som at blive adlet. De der soigneurs er så stolte af at arbejde for Quick-Step. Holdets merchandise er jo mere populært end Ralph Lauren.

KA: Ja, de render jo rundt i holdtrøjerne derhjemme.

BH: Hvis du kører børnene i skole i en Quick-Step-trøje, så er du altså noget ved musikken.

Dansk cykelsport havde til og med Romandiet Rundt, der sluttede maj, vundet syv sejre på årets UCI World Tour – fordelt på seks ryttere. Danmark har et par særligt gode årgange på landevejene i disse år. Brian Holm: ”Slovenien har også haft et boom: Roglic, Pogacar, Mohoric … De kører også stærkt. De er måske lidt færre. Men der er ingen tvivl om, at du allerede er blåstemplet i miljøet, hvis du er dansker.” Kasper Asgreen: ”Det er blevet et fænomen, at alle hold skal have en dansker. Alle skal bare have en dansker.” Brian Holm: ”Ja, det ligger i kortene, og der er ingen tvivl om, at det åbner nogle døre. Der er måske nogen, der kommer lidt lettere til en kontrakt, end hvis der ikke havde været den stemning. Som måske ikke helt har niveauet til det, men de har det rigtige pas.”

4. STYRT PÅ STYRT PÅ STYRT …

BH: Jeg tror, at vores første cykelløb sammen var Californien Rundt.

KA: Ja. Det var i maj 2018.

BH: Du gik frem og førte …

KA: Og så punkterede Fernando …

BH: Lige præcis. Du begyndte perfekt. Der var en fra holdet, der var gået kold … En, der skulle have ført. Det er sådan en episode, jeg husker. En anden skulle have ført.

KA: Det var Jhonatan Narváez.

BH: Det er rigtigt. Han kom aldrig frem, og ham var jeg kraftedeme sur på. Man da begyndte du at arbejde for ham. Vi ville have gemt dig til senere. Men pr. automatik gik du frem og førte, da han var væk – du viste allerede, at du havde en god løbsintelligens. Det, man kalder for streetsmart: Du ved, når du skal gøre tingene. Du kastede dig bare ind i kampen, selv om aftalen var, at du skulle køre fra toppen af stigningen. Det gjorde du så alligevel. Så var der en enkeltstart. Der så vi din mere nørdede side, da du begyndte at skifte klamperne (bindeleddet mellem cykelsko og klikpedaler, red.) på dine cykelsko. Det er sådan noget, unge mennesker kommer med en gang imellem.

KA: Det gør jeg stadigvæk.

BH: Du havde ét par cykelsko og flyttede klamperne, så du kunne træde flere watt. Du ville heller ikke køre ruten inden. Kan du huske det?

KA: Hm!

BH: Gør du heller ikke det nu?

KA: Jo, det har du fået overbevist mig om.

BH: Jeg har stået og kigget på dig og tænkt, at du må gøre, hvad du har lyst til. Det er jo din karriere. Det styrer du selv. Men det vidner om en vis karakter. Man kan synes, at det er rigtigt eller forkert, men jeg kan også godt lide folk, der har deres egne meninger. Men netop også, fordi du er omstillingsparat – du er ikke dumstædig. Du tilpasser dig. Det er sjældent, du går i krig. Du er et fornuftigt, veluddannet menneske. Du har dine ideer, og så prøver du dem af, og så fungerer de, eller de fungerer ikke. Sportspsykologen vil sige, at intelligente ryttere hele tiden har modet til at prøve ting af. Hvad giver aerohjelmen? Skoovertræk? Alle de der små ting, der kan give noget. Det er en rytter, der går op i sit arbejde, der prøver det af. Alaphilippe kunne aldrig nogensinde finde på det – han er en anden ryttertype. Men når en rytter har alle de her små ideer, viser det, at han går op i det, han laver. Og ikke hænger fast i det, hvis det ikke virker.

”Det er af ildsjæle som Gunnar, du lærer disciplinen: at komme til tiden, at lappe en cykel, at træne i sne og slud … Når de unge ryttere har gået i den skole, så har de alle de kvaliteter, de skal have, inden de bliver sendt videre ud på livets landevej.”

Brian Holm

KA: Nu har jeg så fået mere end et par cykelsko. Nu behøver jeg ikke at flytte klamperne længere. Nu har jeg nogle, der står klar.

BH: Man går jo og iagttager rytterne, og du brokkede dig jo aldrig over, at du kun havde et par sko. Du konstaterede det bare, og inden enkeltstarten tog du umbraco-nøglen frem og begyndte at justere. Og jeg tænkte: Hold nu kæft! Kunne du ikke bare lade dem sidde for de 14 kilometer!?
Hvilket talent så du? Hvilken rytter havde han potentiale til at blive?

BH: En ting var, at han kørte stærkt og lukkede et hul. Tom havde set dig i Norge og sagde, at du kørte som en motorcykel. Men det er der måske mange, der gør som neo-pro’er. Op til Tour’en kørte du Adriatica. Jeg ringede til dig bagefter bare for at høre, om alt var godt. Det hele var fint, Viviani havde vundet. Så fik jeg rapporten om aftenen og kunne læse, at du havde taget en ordentlig simsalabim. Har du arret?

KA: Ja, her!

BH: Ja, der! Du havde fået cyklen i ansigtet. Du havde været på hospitalet og var blevet syet. Og det havde han ikke fortalt noget om, da vi talte sammen. Jeg tænkte, at han er sgu lidt tosset.

KA: Hahaha.

BH: Jeg ringede til ham dagen efter: Hvad fanden, du styrtede, og det ville du ikke ulejlige dig med at fortælle mig. Næh, gør det nogen forskel? Ja, det gør det faktisk.

KA: Men benene havde det jo fint.

BH: Jeg kan huske, at jeg tænkte: Ved du hvad, du ender med at blive en god cykelrytter.

Hvorfor sagde du ikke noget?

KA: Der var ikke sket noget, jo.

BH: Ikke andet, end at du var blevet syet i hovedet. Jeg tror godt, jeg kan nævne et par andre danske cykelryttere, der havde lavet 117 opslag på Facebook af sådan et styrt. Det siger noget om Kaspers karakter. Vi er så gammeldags i cykelsport, at vi godt kan lide sådan nogle ryttere, der ikke snakker for meget. Folk, der ikke er så aktive på Facebook. Folk, der taler med benene. Det er gerne dem, der bliver bedst. Så kan de begynde at snakke i karrierens efterår, når de ikke kører så hurtigt længere. Når man begynder at have meninger om politik og alt muligt. Fokus! Det er også sjældent, at du sådan bliver grebet af stress, har jeg noteret mig.

KA: Ja, det bruger vi ikke rigtig.

Sæsonens næste store opgaver for Kasper Asgreen er Tour de France (Quick-Steps trup blev først udtaget efter redaktionens deadline), OL i Tokyo og ikke mindst VM på landevej 26. september omkring Antwerpen i Flandern. En geografi, danskeren har gode erfaringer med.

Jakke, Bertoni, 699 kr.
T-shirt, Uniqlo, 149 kr.
Bukser, Tommy Hilfiger 899 kr.

BH: Nej, og heller ikke præstationsangst. Der var den sæson, hvor Terpstra havde sagt til dig i Omloop … Der er nogle brostensstykker … Det er Slaget ved Stalingrad, når man kører over dem. Det er en positionskamp, og der er nogle, der knækker psykisk på det. Niki sagde til dig: Velkommen hos profferne – nu kører vi cykelløb. Så havde du bare grinet og sagt: Jeg elsker det!

KA: Det var i Kuurne-Bruxelles-Kuurne.

BH: Var det Kuurne? Nå, men han ringede til mig dagen efter og sagde: Hvem fanden er ham danskeren der?

KA: Hahaha, gjorde han det?

BH: Det var Niki Terpstra, der trods alt har vundet Paris-Roubaix og Flandern. Det er et voldsomt stykke, og du havde bare sagt: Jeg elsker det! Det var på grænsen til det arrogante.

KA: Jeg synes, det var det fedeste nogensinde.

BH: Du havde siddet med det største smil på, og han sagde det for at rose dig. Når Niki Terpstra ringer og siger noget, så er det vigtigt. Der dannede sig efterhånden et billede af, at du kunne møde Elvis i elevatoren, og så ville du ikke sige det til nogen. Du er temmelig uimponeret. Du kan se, at Magnus Cort knækkede psykisk på at køre de der positionskampe. Det kræver et godt hoved. Det er sgu voldsomt. De skubber, de skubber, de skubber. Folk ryger på røven og brækker arme og ben. På et tidspunkt knækker folk over al den stress.

KA: Det var fandeme sjovt. Det var min første brostensklassiker. Det var i 19.

BH: Jo-jo. Det kræver et specielt sind. På et tidspunkt knækker de fleste. Så tager man nogle røvture, eller benene er der måske ikke. Så er det ikke så sjovt. De fleste bliver skræmt væk. At lære at køre brosten er ligesom at lære at tale flamsk. Nogle lærer det hurtigt, og nogle lærer det aldrig. Kasper var en af dem, hvor det bare skete på rekordtid. Men du er også styrtet meget. Du havde et ry for, at du var en, der styrtede meget.

Læs også:

KA: Ja.

BH: Hvad fanden skete der?

KA: Jamen der skete et eller andet …

BH: Hold kæft, det var hvert andet cykelløb jo.

KA: Ahhhh!

BH: Så hvert tredje.

KA: Ahhhh!

BH: Du var åbenbart så vant til det, at du ikke gad sige det til mig, dengang jeg ringede til dig. Hold kæft, du styrtede meget.

KA: Ahhhh! Det er også blevet en bedre historie med årene. Jeg tror aldrig, at jeg har haft mere end fem styrt på en sæson. Det er jo langtfra hvert andet cykelløb. Fem, det er meget, det er jeg godt klar over, og det var også for meget, men det var ikke hvert andet cykelløb.

BH: Men det var rigtige styrt. Noget med nogle sting i hovedet.

KA: Ja-ja, den ene gang, jo. Men der skete et eller andet i 2017, hvor det blev bedre. I 2018 blev det endnu bedre.

BH: Var det værre, inden du kom til os?

KA: Ja.

BH: Hold da kæft.

Hvad skete der?

KA: Jeg tror, det handlede om, at fysik og teknik ikke hang sammen. Jeg vidste godt, hvor jeg skulle sidde henne, men jeg havde ikke helt kræfterne til at gøre det. Og når du sidder der i rød zone, så laver du bare fejl, fordi du heller ikke helt har den samme teknik som de andre. Og så ryger du på røven.

BH: Det gode ved det var, at du ikke blev bange. Jeg tror godt, at man kunne finde nogle almindelige mennesker, der havde taget de der styrt med i deres rygsæk. Det er jo oppe i tiden at slæbe rundt på en rygsæk med problemer. Du kørte sgu da også ind i et vejskilt under Tour’en.

KA: Det var så også det eneste styrt, jeg havde det år.

BH: Det gjorde det ud for fem. Du kørte frontalt ind i et skilt. Vi tænkte, at hvis du overlevede, så kunne du i hvert fald ikke køre videre, men så kom du alligevel kørende lidt efter.

Hvis Kasper Asgreen måtte ændre én ting i international cykelsport, skulle det være den økonomiske struktur. ”Holdene har ikke nogen del i tv-rettighederne – det er løbsarrangøren, der sidder med dem. Vi har ikke nogen indtjening der. Vi er 100 procent afhængige af sponsorater. Et hundrede procent. Jo, du kan sælge nogle trøjer i din webshop, men altså … Den struktur udfordrer bare holdenes og dermed rytternes eksistens, for sponsorerne kommer og går,” siger han.

Hættetrøje, Davida, 1.599 kr.

5. TVIVLEN INDHENTER DIG
Brian Holm taler om tvivlen. Den kommer før eller siden til alle cykelryttere, har han set. Den kan komme snigende efter et styrt. Efter at man har kørt den forkerte vej rundt i en rundkørsel. Den kan melde sig efter en sæson, hvor du ikke har vundet noget som helst. Fundamentet bliver rystet, og man begynder at lave om på sine forberedelser. Alle rutiner bliver kastet op i luften. Træning. Kost.

BH: En, der ikke har tvivlen, er Kasper. Hvis han havde haft et dårligt år, så havde han ikke spist en gigasnegl for lidt siden. Han havde valgt noget glutenfrit. Eller bønner. Men det sker for alle før alle siden. Tvivlen kommer til enhver cykelrytter. Der er en første gang for alting. Selv Kasper bliver ramt af den på et tidspunkt. Det kan jeg garantere jer for. Når det går godt, tror man, at det varer for evigt. Det er ligesom at være nyforelsket.

Hvordan skiller Kasper sig ud i forhold til de andre ryttere, der har klaret den igennem nåleøjet?

BH: Du træner jo også afsindig hårdt. Og så kan man sige, at det gør alle. Men du træner ligesom Tony Martin: I er de eneste, der vil træne mere og ikke er interesserede i at sidde på hjul af de andre. Tony Martin kunne også have de dage, hvor han lå 500 meter efter de andre, så han fik mere vind i hovedet. Kasper gør det samme nogle gange. Hvad var det, du sagde, I havde kørt, dig og (Alexander, red.) Kamp?

KA: Syv timer.

BH: Syv timer! Hvor mange watt havde I kørt i snit?

KA: 254 i snit, men vi havde kørt rundt i bjergene, og der var jo nedkørsler, hvor du ikke træder. 254 lyder ikke så voldsomt, men når du regner nullerne med fra nedkørslerne … Det var i hvert fald sådan, at træneren bagefter skrev: Kørte du selv, eller var du ude og slagte en eller anden? Haha.

BH: Motoren er der. Det er en sindssyg motor, du har. Og som bare har udviklet sig og udviklet sig.
Hvad mangler?

KA: Der er altid noget, man kan blive bedre til. Taktisk – blive bedre til at træffe de rette beslutninger på de rette tidspunkter. Jeg skal ud at køre nogle flere finaler.

BH: En ting, der måske er ved at blive lavet om på nu: Du skal være lidt mindre teamplayer. Nogle gange har du været lidt for sød. Du har lukket lidt for mange huller for de andre i finalerne. Taktisk er du begavet – du gør, hvad du skal. Men altså, alle laver fejl. Alle kvajer sig taktisk. Du kan spurte, du kan køre enkeltstart, du kan køre opad, men selvfølgelig kan du blive bedre – det kan alle. Det kan Roglic også. I Tyskland lukkede du hullet og tabte et par sekunder.

KA: Det var i Californien.

BH: Det var også i Californien på første etape, Sacramento. Det skal der laves om på – nu er det altså nogle andre, der skal lukke de huller.

På grund af en ændring i status?

BH: Ja, det er klart. Men det er et instinkt, der skal ændres. Ingen nævnt, ingen glemt, men der er da et par ryttere, som ikke kunne finde på det. To på holdet. Hvis de har skullet lukke et hul, og de så bagefter står oppe ved bussen og råber og skriger, så bliver jeg bitter. Kasper lukker huller pr. automatik, og det er afsindig godt for holdet, men det irriterer mig, når Kasper har gjort det, og det skulle have været nogle andre, der gjorde det.

KA: Jeg kan jo godt lide at hjælpe mine holdkammerater, og jeg kommer aldrig til at stå og råbe og skrige oppe ved bussen. Det gør jeg ikke.

BH: Men du ved godt, når noget er forkert.

KA: Ja, det gør jeg, men omvendt er det også mig selv, der har taget beslutningen ude i løbene. Der er da også gange, hvor det har generet mig, men så er det ikke mig selv, der har taget beslutningen om at lukke det hul. Så har det været, når jeg har siddet i en god situation, synes jeg selv, og så har jeg måske ikke altid været enig i, at jeg er blevet kaldt tilbage. Men jeg ville altid gøre det – jeg kommer aldrig til at gå imod, hvad holdet siger. Men jeg siger min mening bagefter. Men det kan da godt være, at jeg skal være bedre til ikke selv at tage beslutningen om at lukke et hul.

BH: Det kommer automatisk. Nu vandt du Flandern. Du har fortalt, hvad din status er, med benene.

KA: Det kan jeg også bedst lide. At tale med benene.

Hvad drømmer du om?

KA: At vinde cykelløb.

BH: Du skal være verdensmester.

KA: Det er klart, at jeg gerne vil vinde nogle af de store sejre … Verdensmesterskabet både på landevej og i enkeltstart. En Tour de France-etape, Paris-Roubaix, Flandern Rundt … Det er de store, der trækker.

BH: Du kan vinde VM.

KA: Ja, det vil jeg gerne.

BH: Et år i trøjen. Men det skal også være nu. Det er nu, du kører stærkt. Du har de der år, hvor alt kan blive til guld. Men om fem år i dag …

Sportsdirektøren knipser.

BH: Tiden går hurtigt. Jeg blev selv nummer 12 i mit første Milano-Sanremo og mit første Flèche, og jeg tænkte: Hold kæft, jeg sidder her med alle stjernerne. Det er et spørgsmål om tid, før jeg vinder. Og så gik der lige pludselig ti år, hvor de 12.-pladser stadig stod som mine bedste resultater i de løb. Hvad fanden skete der? Så brækkede jeg et kraveben, så var man i dårlig form … Der var hele tiden noget, der kom i vejen, og pludselig var det slut. Det går så lynhurtigt, og der kommer hele tiden nogle nye, der kører stærkt. Så når den er der, så er det om at slå til. Det der med næste år … Nej, det er kraftedeme nu. Det er nu, der er VM i Belgien. Det er nu, der er en rute, der passer dig. Det er nu, Kasper!

KA: Ja.

BH: Det er ikke noget med til næste år, for så er der en rute, der ikke passer dig. Det skal ske her og nu, for lige pludselig er det hele overstået. Du skal gøre det, mens du er ubekymret. Inden tvivlen indhenter dig.

Hvad er det bedste råd, du har fået af Brian?

KA: Lad være med at gå ud og opfinde den dybe tallerken. Det sagde du fra starten af. Det har jeg så prøvet at lade være med.

30. april meddelte Deceuninck-Quick-Step, at holdet havde forlænget kontrakten med Kasper Asgreen til og med 2024. 8. maj vandt koldingenseren enkeltstarten på fjerde etape af Volta ao Algarve. 20. maj blev Asgreen udtaget til både landevejsløbet og enkeltstarten i sommerens OL i Tokyo.

Fra Dossier nr. 25, juli-august 2021.

Læs også: