Lewis Hamilton

Formel 1-kører, Mercedes AMG Petronas F1 Team, og designer, Tommy X Lewis, 35 år

Lewis Hamilton er med seks verdensmesterskaber en af historiens største Formel 1-navne. Briten er blandt mange andre meritter den kører i historien, der har opnået flest karrierepoint, flest pole positions og flest podiepladser. Som designer er han til gengæld stadig en rookie med hidtil fem kollektioner for Tommy Hilfiger bag sig. Disciplinerne har dog sine ligheder, mener den 35-årige Mercedes-pilot. Det handler om at skubbe til grænserne.

Hvordan vil du beskrive din stil, når det kommer til mode?

Som barn var ambitionen, at jeg ikke skilte mig ud, men i dag ser jeg mode som en mulighed for selvudtryk. Jeg er ikke bange for at eksperimentere og skille mig ud fra mængden. Min smag har konstant udviklet sig, fordi mode har en frigørende kraft, så du kan opdage og favne din individuelle stil. Jeg blander streetstyle med luksusmærker og tilføjer dristige farver og mønstre som mit eget personlige tvist.

Hvem er verdens bedst klædte mand i verden – og på hvilken måde?

Jeg elsker Pharrell Williams’ stil. Han ligner ikke en undskyldning for sig selv og er tilsyneladende ligeglad med, hvad andre måtte tænke om ham. En af mine egne leveregler er, at du aldrig må lade andre mennesker definere, hvem du er, og hvad du står for, og det udtrykker han i alt, hvad han gør – også i måden, han går klædt på.

Hvem er alle tiders bedst klædte Formel 1-kører?

Ayrton Senna er en kæmpestor racinglegende og en stor inspiration for mig som kører, men han var også et stilikon for sin æra. Hans livlige og ærlige personlighed skinnede altid igennem, hvad enten det var i hans kørsel eller på den måde, han præsenterede sig på for verden. Som barn elskede jeg hans gule hjelm og McLarens (Sennas hold, red.) orange og hvide farver.

Lewis Hamilton arbejder på sine kollektioner for Tommy X Lewis sideløbende med sin karriere i Formel 1.

Hvad er din tidligste erindring om et stykke tøj, du elskede at have på?

Mode var ikke rigtig på min radar, da jeg var yngre, fordi min families penge blev investeret i mine racingambitioner. Det var først, da jeg var i tyverne, at jeg begyndte at udforske mode, men så har jeg til gengæld været hooked lige siden. Jeg har altid elsket streetwear og beundret den måde, mine musikhelte dengang gik klædt på. For eksempel Snoop Dogg inspirerede mig.

Hvad kan du berige modeindustrien med?

Ligesom Tommy bidrager jeg med lidenskab og mit eget personlige tvist. Bæredygtighed er noget, der har og fortsat vil have stor betydning for både Tommy og mig, så jeg er stolt af at kunne sige, at 75 procent af tøjet i vores seneste Tommy x Lewis-kollektion indeholder bæredygtige elementer. Vi er meget loyale over for den sag og kan ikke vente med at se, hvordan vi ellers kan fremme den inden for modeindustrien.

Hvad har du lært af dit samarbejde med Tommy Hilfiger?

Lige fra projektets begyndelse har Tommy opfordret mig til at skubbe til grænserne, så jeg som designer udtrykker mine egne værdier. For hver sæson er min inspiration blevet mere personlig. I forårskollektionen 2020 Tommy x Lewis hyldede vi ’loyalitet’, et begreb, jeg har tatoveret på min arm. Det er en værdi, vi deler, ikke kun over for hinanden, men over for de sager, vi brænder for – bæredygtighed, mangfoldighed og inklusion.

Læs også:

Beskriv din stil som racerkører: Hvad karakteriserer dig i forhold til andre kørere?

Gennem hele min karriere har jeg altid skubbet mig selv og mine biler helt til grænsen, men at kunne køre hurtigt er kun en del af historien. Min familie ofrede alt for, at jeg kunne realisere mine ambitioner. At jeg er her, er et bevis på, at hvis du retter dit fulde fokus på et mål og giver det alt, vil din drøm gå i opfyldelse. I sidste ende falder min succes tilbage på hårdt arbejde, og hvem jeg har omgivet mig med. Jeg er kommet til det sted, jeg er i dag, på grund af min familie, mine fans og mine mere end 1.500 holdkammerater (inklusive mekanikere m.m., red).

Hvordan forbereder du dig til et løb: en uge før, en dag før, en time før, et minut før?

Niveauet af mental og fysisk form, du har brug for for at kunne konkurrere i et grandprix, er det samme som i enhver anden topsport, så mine forberedelser starter, længe inden jeg sætter mig ind i cockpittet på løbsdagen. Jeg træner hårdt for at holde mig i form, og jeg har også været veganer i to år nu, hvilket har fået mig til at føle mig endnu stærkere både fysisk og mentalt. Op til et konkret løb undersøger jeg, hvordan jeg skal tackle banen, og jeg forbereder min løbsstrategi. Jeg sørger for at få en god nats søvn inden løbsdagen, så jeg bringer overskud med ind på banen. Frem til selve starten lytter jeg til musik, og i minutterne lige inden løbet handler det om at bygge mig selv op. Takket være mange års øvelse er jeg i stand til at komme ind i en zone uden baggrundsstøj og distraktioner og være hyperfokuseret på det løb, der ligger foran mig. Fysisk forberedelse er vigtig, men så snart jeg er bag rattet, handler det om mental kraft.

Ser du dig selv som designer, når du har afsluttet din karriere i Formel 1?

Da jeg voksede op, var mit fokus ene og alene rettet mod at få mine drømme som racerkører til at gå i opfyldelse, så jeg havde ganske enkelt ikke plads til at udleve andre af mine mange kreative sider. I dag har jeg det sådan, at jeg vil prøve så meget som muligt: Jeg vil producere musik og være en del af modeverdenen, arbejde mere for at fremme børns vilkår og støtte organisationer, der hjælper dyr.

Fra Dossier nr. 21, oktober-november 2020.

Læs også: