Lone Simonsen

om sit medieforbrug

DET SENESTE ÅR har været meget specielt. Jeg har måttet opgive alle mine andre interesser for at kunne fokusere min indsats på at bekæmpe pandemien. Jeg har stort set ikke haft tid til at dyrke sport, og jeg har i det hele taget ikke taget særlig godt vare på mig selv. Jeg har altid svømmet meget, jeg kan godt lide at træne i fitnesscentret, jeg elsker at spille musik og synge, og jeg holder meget af at læse bøger. Det er ikke sket i over et år. Noget af det. Overhovedet.

Hvis du spørger min mand, vil han sige, at jeg ikke har haft øjnene fra min mobiltelefon, siden covid-19 meldte sin ankomst. Det har været ekstremt. Når jeg ikke har forsket og researchet, hvad ud af, har jeg selv talt med medierne – jeg har virkelig været på. Op til 16 timer i døgnet. Jeg har en fuld forskerkarriere bag mig i USA, og skal jeg sige noget positivt om det arbejdspres, jeg har udsat mig selv for, er det, at det har været dejligt at erfare, at man også herhjemme har kunnet bruge min faglighed til noget.

En anden positiv udvikling er helt klart, at der er kommet en større åbenhed i forskningsmiljøet. Under SARS-pandemien i 2003 opdagede vi, at vi var alt for dårlige til at dele vores viden. Der var meget lidt deling af kliniske data, der var meget lidt deling af gode ideer, metoder og resultater. Det har været helt anderledes med corona. Lige fra starten, hvor kinesiske forskere delte virussens genetiske information, så vi kunne gå i gang med at udvikle vacciner og teststrategier. Det, jeg især nyder at se, er, at folk deler deres ideer og resultater lynhurtigt uden at tænke over, om det er dem, der i sidste ende får en Nature-artikel ud af det. Der er efterhånden skabt en kultur, hvor det har værdi at være den, der introducerer ideerne. Den udvikling er jeg rigtig, rigtig glad for – det kan jeg ikke få armene ned over. Sådan er jeg nemlig selv af natur – det interesserer mig at høre, hvad folk mener om mine ideer. Det gør dem som regel skarpere.

Lone Simonsen, 62 år, er epidemiolog og professor ved Roskilde Universitet. Hun har forsket i pandemier og infektionssygdomme gennem en lang karriere i primært USA. I april modtog hun Uddannelses- og Forskningsministeriets Forskningskommunikationspris 2021 for sin formidling af coronapandemien.

Helt konkret finder de artikler, der tidligere blev lanceret i de førende lægevidenskabelige tidsskrifter, hurtigere vej til mainstream-medier, fordi de i højere grad offentliggøres i såkaldt præ-print. I forskningsverdenen findes der et begreb, der hedder peer reviewed (når en videnskabelig artikel er fagfællebedømt forud for optagelse i et tidsskrift, red.), men det har der ikke været tid til i denne situation, og så har vi selv måttet sortere i revl og krat i præ-print-materialet. Et trick, jeg har benyttet mig af, er at holde øje med, hvad en række go to-folk i mit internationale netværk skriver på Twitter. Det er helt vildt, hvad der strømmer ind af information den vej, også fordi covid-19 er en multidisciplinær sag – de vigtige artikler kan have udspring i alt fra immunologi over bioinformatik og klinisk epidemiologi til matematiske modeller. Twitter er under pandemien blevet det sted, hvor man inden for min verden deler sine ideer.

Jeg har derudover abonnementer på The New York Times, The Atlantic, TIME, Nature og Science. Jeg læser også Politiken hver morgen fra forside til bagside og det samme med Weekendavisen i weekenderne. Jeg har været vant til et meget højt fagligt niveau i USA, hvor for eksempel The New York Times og Canadian Press havde deres fagreportere med til de videnskabelige konferencer, men jeg må generelt sige, at de danske journalister virkelig har været dygtige under covid-19. Jeg kan mærke det, når jeg taler med dem – de stiller de rette spørgsmål, fordi de er interesserede og velinformerede.

Tidligt i pandemiens forløb nåede jeg alligevel lige at læse Michelle Obamas bog – ’Becoming Michelle Obama’ – og jeg har siden tænkt over, hvorfor den blev ved med at sidde i mig. Jeg elsker The Obamas, og jeg var helt vild med Barack Obama som præsident. Men hendes historie interesserer mig nu af andre grunde: Det er historien om en familie, der ofrede meget for at skabe en bedre verden for alle afroamerikanere, for alle amerikanere. Det er en historie om, at de to næsten ikke så hinanden et år ad gangen, fordi de havde så travlt med at kæmpe for en sag. Det kan jeg jo relatere til. Jeg har virkelig lidt nogle afsavn. Og dog: Min mand og jeg har prioriteret at gå en tur hver dag omkring Kirke Værløse, hvor vi bor. Uden mobilen. Vi har nok gået ti kilometer om dagen, og på den måde har vi været så heldige at se to forår springe ud.

Fra Dossier nr. 25, juli-august 2021.

Læs også: