Mads Brügger

om sit medieforbrug

JEG ER NYHEDSJUNKIE om en hals. Jeg abonnerer på både Berlingske og Politiken, men derudover scraper jeg al den journalistik, jeg kan få fat i, fra alle platforme, hvor jeg kan komme ind. Kort sagt kan jeg ikke få nyheder nok. Det gælder både fra ind- og udland.

Jeg abonnerer også på New York Times og Washington Post, og indtil for nylig fik jeg endda New York Times på papir, i den internationale udgave. Jeg bor nemlig så tæt på lufthavnen i København, at jeg fik den leveret før klokken 9 om morgenen. På en måde savner jeg ’den grå dame’ på papir, men efter sagen om journalisten Don McNeil, der blev presset ud af New York Times, fordi han havde sagt n-ordet i en fuldstændig uskyldig sammenhæng, har jeg fået det svært med avisen. Hver gang jeg læser en artikel i New York Times, tænker jeg på, om journalisten i bylinen var en af dem, der stemte for, at man ikke længere kunne have tillid til Don McNeil. Så jeg besluttede mig for at neddrosle min støtte til avisen og får den ikke længere på papir. Faktisk er jeg ret bekymret for, hvad New York Times er ved at udvikle sig til, i forhold til hvad avisen var engang, nemlig den gyldne standard for, hvad journalistik skal være.

Læs også:

Jeg er også superbruger hos engelske medier, især The Guardian, som altid er værd at gæste, men også Spectator og Daily Mail. Sidstnævnte fordi jeg har en faible for tabloidjournalistik og elsker, hvor ferme englænderne er til at coine fængende rubrikker. En journalist, jeg savner, er Independents legendariske og kontroversielle reporter Robert Fisk, som desværre døde sidste år. Inden for amerikansk presse følger jeg altid med i, hvad Matt Taibbi går og laver. Han er nu hos Substack, hvorfra han udgiver sit nyhedsbrev. En anden dygtig amerikansk kommentator og journalist, som er flyttet ind hos Substack, er Virginia Heffernan, som er en fremragende kulturjournalist, men også god på politik og teknologi.

Jeg læser magasinet The Atlantic, som er uomgængeligt, hvis man følger med i amerikansk politik. Så er der selvfølgelig The New Yorker, som ingen når til sokkeholderne, når det gælder kunsten at skrive lange features. Noget af det bedste, jeg har læst i nyere tid, var New Yorkers artikel om, hvorfor Pentagon er begyndt at tro på UFO’er. En gang imellem, fordi jeg er en nørd, kigger jeg forbi Wired, og når jeg frekventerer en velassorteret kiosk, især i lufthavne, plejer jeg at købe Wired på papir, især fordi jeg elsker den sektion, hvor de beskriver og anmelder nye gadgets. Og står jeg i sådan en kiosk, køber jeg også gerne TIME og Economist på papir, både af nostalgiske årsager, og fordi Economist altid er godt.

MADS BRÜGGER, 49 år, er uddannet fra DR’s talentudviklingsprogram. Han har stået bag talrige tv- og radioprogrammer, bøger og dokumentarfilm – senest ’Muldvarpen – undercover i Nordkorea’ (2020) – og var kanalchef (med Mikael Bertelsen) på Radio24syv. Han har netop lanceret nyhedsbrevsmediet Frihedsbrevet.

Litteratur spiller helt klart også en rolle i mit medieforbrug. Lige meget hvor presset og stresset jeg er, forsøger jeg at finde tid til at læse skønlitteratur. Simpelthen fordi det gør mig til et bedre og mere omgængeligt menneske. Lige nu læser jeg den amerikanske sci-fi-forfatter Ted Chiangs novellesamling ’Stories of Your Life and Others’ – i den optræder den historie, som det filmiske mesterværk ’Arrival’ af Denis Villeneuve er baseret på. Hver søndag hører jeg podcastudgaven af det amerikanske tv-program ’Meet the Press’ med Chuck Todd som vært. Desuden hører jeg ’Genstart’ med Knud Brix, som er en helt eminent interviewer og samtidig en suveræn formidler af svært indhold. En anden podcast, jeg fast har lyttet i årevis, er New York Times Book Reviews podcast (’The Book Review Podcast’, red.) med Pamela Paul som vært. Hver gang jeg lytter til den, opdager jeg bøger og forfattere, som jeg ikke anede eksisterede. Det var sådan, jeg opdagede en af mine yndlingsforfattere, nemlig franskmanden Emmanuel Carrère, som man bør læse alt af. Og så hører jeg selvfølgelig ’Undskyld vi roder’ fra R8DIO i Skuldborg.

Havde du spurgt mig om mit tv-forbrug for fem år siden, havde jeg skrevet en alenlang liste. Dengang syntes jeg, at folk, der koketterede med, at de ikke ejede et fjernsyn eller ikke så flow-tv, var irriterende og prætentiøse. Men det er der, jeg selv er i dag. Jeg har dog stadig et fjernsyn, men det er kun for at bruge det til at streame tv-serier og film fra betalingstjenester på. Og så en gang imellem en enkelt fodboldkamp. Har man ikke set TV-Avisen eller TV 2 Nyhederne længe, er det godt nok en mærkelig oplevelse lige pludselig at gøre det. Alt ved det virker underligt gammeldags og mærkeligt.

Jeg abonnerer på en mængde nyhedsbreve. Blandt andet fra Morning Brew og Axios. Sidstnævnte er en klar inspirationskilde til Frihedsbrevet.dk, altså en nyhedsbrevsplatform, hvorfra man kan abonnere på nyhedsbreve i forskellige kategorier. Senest har jeg opdaget nyhedsbrevet Spy Talk, som er nyheder om efterretningstjenester, og hvad der sker i miljøet, hvor man bærer skæg og blå briller.

Fra Dossier nr. 26, september-oktober 2021.

Læs også: