The Minds of 99

om at holde magelighed og vanetænkning fra døren

Når The Minds of 99 i september går på scenen foran 52.000 tilskuere i Parken, bliver det den største stadionkoncert på dansk grund i nyere tid. Men hvordan holder barndomsvennerne fra Frederiksberg – Jacob Bech, Niels Brandt, Louis Barnholdt Clausen, Asger Wissing og Anders Folke Larsen – balancen mellem at bevare og udfordre sig selv?

ANDERS FOLKE LARSEN
Guitar, 39 år

Jeg gik til spansk guitar på musikskolen på Frederiksberg, fra jeg var otte år. Lidt efter blev jeg headhuntet til at spille fagot samme sted. De manglede en fagottist til et ensemble, og den slags tilbud tog man bare imod, da man var barn, for alle gik jo til alt muligt, og det betød ikke så meget, om det var cool eller ej. Da jeg blev ældre, fandt jeg ud af, at den måde at spille musik på – fagot i en kvartet med obo og så videre – ikke gav så mange point hos de andre drenge eller hos pigerne for den sags skyld, og så begyndte jeg at spille rytmisk guitar.

Jeg lærte at spille alle lejrbålsakkorderne, men snart begyndte verden at åbne sig. Lige pludselig havde mine venner cd’er med i skole, og vi sad og hørte musik i pauserne. Især Nirvana, ’Smells Like Teen Spirit’ og den der unplugged-plade (’Live On MTV Unplugged’, red.), og Oasis, mest ’Wonderwall’-singlen. Jeg havde en veninde, der havde søskende, som var en del år ældre, og da jeg havde fødselsdag, kom de med Blurs ’The Great Escape’: ”Den skal du have, for her hos os holder vi med Blur!” Okay, så gjorde jeg også det – og så var det Blur, jeg lyttede til.

Musik har altid fyldt meget i mit liv. Det har fyldt meget på et følelsesmæssigt plan, hvor det enten har været rart at lytte til eller spille selv. Alle har jo et eller andet, man trækkes imod, som vækker et eller andet i en – et happy place. Og det var musik for mig. Samtidig har jeg altid tænkt meget ringe om mig selv og mine egne musikalske evner. Jeg har altid kigget på andre og tænkt, at de kunne noget på et niveau, som jeg aldrig selv ville kunne opnå. Sådan har jeg altid haft det. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men det har nok haft den effekt, at det aldrig har tændt mig at stå forrest på scenen og være den store stjerne. Jeg har altid fundet mig meget bedre tilpas i mellemrummene mellem de store.

Jeg har altid været draget af at spille med andre. Det var også noget af det, der tændte mig, da jeg spillede fagot – at spille i en sammenhæng, hvor musik blev løftet til noget pisseflot, fordi alle kom med deres bidrag. Jeg var dog i min opvækst i det store og hele ikke begavet med venner, som delte min interesse for musik, så det var mest en alene-ting. Noget, jeg spillede for mig selv. Men da jeg kom i gymnasiet, mødte jeg andre, der spillede rytmisk musik, og som interesserede sig for mere, end hvad der lige hittede på ’Absolute Let’s Dance 7’. Jeg var enormt tiltrukket af fællesskabet og glæden ved at spille et eller andet sammen med andre.

Når man når dertil, hvor vi er nu, har der været drømme, der har været 10-15 år undervejs. Niels har jo altid haft en idé om, at det er det her, han kan, det er det her, han skal. For mig har musik i højere grad været noget, jeg har været tiltrukket af – det har ikke været en fasttømret karriereplan. Jeg har været heldig bare at flyde med strømmen. Det var ikke en stor drøm for mig at bryde igennem som rockstjerne. Det har altid været min akilleshæl – det her med: Hvem er du? Hvad vil du? Jeg kan godt mærke, når jeg laver noget, jeg kan lide. Jeg kan godt mærke det med det, vi har gang i, og den udvikling, vi har været igennem, at jeg kommer tættere og tættere på, hvem jeg er. Men jeg har også lært, at det ikke hjælper mig at skulle definere det. Eller hvor jeg gerne vil hen. Det hjælper ikke min proces. Jeg kan gå så langt som til at sige, at for mig handler det om at bringe mig selv et sted hen, hvor de ting, der kommer, kommer indefra. Frem for at de kommer udefra eller oppe fra hovedet. Det har været gaven ved denne periode (corona-pandemien, red.) – hele vores forretning har været lukket ned. Der har ikke været nogen koncerter – der har ikke været en efterspørgsel. Alt det gode kommer til en, når man ikke prøver at finde på noget fedt – så kommer der en fed idé.

Vores helt store styrke er, at vi er så forskellige – både hvad angår musikalsk baggrund, men også hvad angår musikalske præferencer: Vi bringer hver især ting ind fra nogle territorier og nogle musikalske erfaringsområder, som ligger uden for fællesmængden. Vi bidrager alle sammen med en eller anden form for krydderi, og jeg tror, at det er det, der gør det så spændende både at være i og også at lytte til. I alle de ting, der er bedst, er der elementer, som ikke ville være blevet til noget, hvis ikke vi alle sammen havde bidraget.

Jeg tror, at jeg er den i bandet, der tænder mest på støj og skæve musikalske indslag. Jeg har lyttet rigtig meget til bands som Sonic Youth, Flaming Lips, Pavement og Bob Hund … Nu nævner vi altid Oasis som en stor inspirationskilde, men jeg har dyrket Graham Coxon fra Blur rigtig meget. Han skubber virkelig til grænserne for, hvordan guitar kan lyde og spille i populærmusik. Jeg kan godt lide de steder, hvor guitaren kommer fra en anden planet og bliver brugt på en måde, man ikke kan forstå … Det er det, jeg tænder på: Når jeg hører et stykke musik, eller en lyd, der er lavet på en måde, som jeg ikke fatter. Som overrasker: Jeg kan ikke forstå, hvordan han eller hun spiller det der på den måde – hvordan de får det til at hænge sammen. Det fede opstår, når man laver hybrider – når man tager noget fra en anden verden og prøver at få ind i vores udtryk.

Læs også:

Jeg er blevet bedre til at hvile i det, jeg kan. Jeg har også fundet ud af, at jeg ikke kommer videre ved at være usikker eller undskylde for det, jeg laver. Det bringer mig ikke videre i min proces – den der frygt for ikke at være sej. Vi er jo kommet hertil, fordi vi har haft det pissesjovt, men også fordi vi har truffet nogle valg og tændt på nogle forskellige ting, som umiskendeligt er os – som kom indefra. Man skal have troen på, at det er den samme indskydelse, den samme følelse, som er det, folk tænder på og godt kan lide. Lige så snart man begynder at prøve på at regne den ud, dør det. Man skal altid udfordre sig selv, man skal altid gøre noget andet, men man skal stadig have den der følelse.

Jeg er stadig helt vildt usikker på mig selv. Om jeg er original nok, om jeg ser godt nok ud, om den måde, jeg står på, er sej nok … Min udfordring er, når jeg kommer ind i det der selvbevidste rum, hvor jeg kommer til at tænke for meget over det, jeg gør. Det synes jeg, at jeg er blevet bedre til at komme ud af – og ligesom bare være der og gøre de der ting. Det handler også om at stole på, at nu er jeg kommet så langt med det her, at det ikke er nu, alle opdager, hvor stor en idiot jeg er. Jeg har gjort ting rigtigt. Når jeg begynder at spinne det oppe i hovedet, så ved jeg, hvad det er. Som Louis engang sagde: Det er, hvad du gør det til.

Jeg er slet ikke bange for at spille koncerter. Jeg er sikker på mig selv i situationer, hvor jeg spiller sammen med andre – jeg er sikker på, at jeg kan det, jeg skal, i de situationer. Jeg er skolet godt og har øvet mig nok, men jeg har også antennerne ude med hensyn til, hvad de andre laver – hvis der er nogen, der glemmer et eller andet eller kommer ind et forkert sted, så er jeg sikker på, at jeg kan bevare roen og på en eller anden måde hjælpe dem i den rigtige retning. Jeg føler mig meget tryg i den situation, hvor jeg står sammen med mine venner og skal have det her til at fungere. Jeg hviler i fællesskabet – jeg hviler i, at vi står sammen. Jeg er en udpræget – UDPRÆGET – holdspiller: Jeg spiller helst og bedst sammen med andre. Det er jeg til gengæld pissehamrende dygtig til. Jeg er god til at give noget til de andre og hjælpe dem igennem. På den måde passer min rolle i bandet godt til mit gemyt.

Vi er så sindssygt forskellige, men vi formår at være en forlængelse af hinanden i stedet for at stå i vejen for hinanden. Det er der jo mange, der gør, når de er sammen med nogle, der ikke er ligesom dem selv. Enten er de forskellige og kan ikke finde ud af at lave noget sammen, eller også ligner de hinanden for meget, og så kommer der ikke nogen nye ideer og tanker til. Kasper Hjulmand er totalt vand på min mølle – hvis vi har tillid til hinanden, kan vi have et rum, hvor vi kan spasse fuldstændig ud, for vi ved, at vi samler hinanden op bagefter … Vi kan godt komme rigtig op at skændes, hvor vi råber og skriger ad hinanden, men vi ved, at vi har et venskab, der er vigtigere end det skænderi, når stormen har lagt sig.

ANDERS FOLKE LARSEN uddannede sig som folkeskolelærer og turnerede med bluesbandet Bobadavdaw, inden The Minds of 99 blev etableret. Guitaristen underviste i musik, geografi og matematik helt frem til 2018. Han stoppede på Skolen ved Søerne, ugen inden bandet skulle spille på Orange Scene for anden gang.

Sweater, Wood Wood, 2.200 kr.

Jeg er guitarist i Minds, og Louis er trommeslager, og Niels er forsanger og så videre, men vi tænker alle sammen på helheden. Der er mange af de roller, jeg spiller, som jeg ikke selv har fundet på. Der er mange af de roller, de andre spiller, som jeg har fundet på. Vi er bevidste om, at vi bidrager meget til at få en helhed frem. Hvis man skal tale om, hvor det samarbejde kulminerer med hensyn til min guitar, kommer jeg umiddelbart til at tænke på et nummer som ’Som fluer’, hvor det, jeg spiller, er meget lidt og meget simpelt, men det passer perfekt i sammenhængen. Hvis jeg skulle spille en tone mere, så ville vi have ødelagt det.

Guitarsoloen i ’Alle skuffer over tid’ var Jacobs idé. Den var også et resultat af vores forskellige referencer og indfald. Vi havde fået nummeret op at køre, og det var superfedt, men så sagde Jacob: Ved I, hvad der kunne være fedt? Hvis der kommer en guitarsolo ind her som i Midlakes nummer ’Head Home’ (fra albummet ’The Trials Of Van Occupanther’, red.). Det er en mega-udspasset, hippieagtig Fuzz-solo. Og så handlede det om at være åben og nysgerrig og få gjort det ordentligt. En udfordring med guitaren er, at det ikke skal blive for rocket, så jeg afsøgte nogle andre territorier. Jeg fandt på at køre en Fuzz-pedal uden om forstærkeren og direkte ind i lydkortet. Det lyder, som om den er helt gal – den smadrer signalet. Det lyder som et dyr, der bliver kørt over. Jeg spiller soloen med den lyd, som er en sindssygt grim lyd. Den bliver ikke rocket og hippieagtig, det bliver lidt derhenad, men det er også et univers, som løfter sig ud af der, hvor ideen kom fra.

Det tog noget tid at komponere den solo, men jeg er sindssygt stolt af, hvor den er landet, og jeg er sindssygt stolt, når alle mulige kids har øvet den solo og sender den til mig på Instagram. Hvis jeg er nået til et sted, hvor folk har lyst til at spille noget, som jeg har lavet, så gør det mig sindssygt stolt, for det er det sted, jeg selv kommer fra: at høre et eller andet og så bare blive fuldstændig forelsket i det og gå ind i det. Den stolthed, der kommer med at lære at spille det, er fantastisk. Det giver mig den selvfølelse: at det, jeg laver, faktisk er godt nok. At det giver mening.

LOUIS BARNHOLDT CLAUSEN
Trommer, 39 år

Hvis man skal forstå gruppedynamikken i Minds, er man nødt til at forstå rockbandets natur. Spørgsmålet er så, om vi overhovedet er et rockband – altså genremæssigt – men mentaliteten i det, vi laver, er jo som et rockband. Det er den måde, vi er på – også sammen. Det er det ideal, vi er vokset op med – Oasis og grunge-bølgen. I rockbandet er der altid en frontmand. Det skal der være! I Minds er det selvfølgelig Niels. Forsangeren er på mange måder personificeringen af musikken, og derfor er det vigtigt at have en karismatisk og stærk person i front. Niels er jo på mange måder født til den rolle, og for os som band er det en kæmpe gave. Samtidig er man nødt til at forstå, at et band jo kun kan bestå, hvis der er flere mennesker. Og at bandets succes først og fremmest består af alle medlemmernes evne til at kontribuere til musikken, det kreative og det sociale på hver deres måde.
Når det så er sagt, er der ikke noget demokrati i kunst. I hvert fald ikke i god kunst. Og derfor er det oftest den, der har fået en idé, som er nødt til at udføre den. Vi har respekt for hinanden og giver plads, når der er én, der har noget på hjerte. Men indimellem kræver det også, at man tager pladsen. En stærk gruppe kræver stærke individer.

Har man set dokumentarfilmen om os (’Stor som en sol’, red.), så er det fuldstændig vildt at forestille sig, at det band, der i den film spiller til havnefesten i Bork foran 10 drenge, er det samme band, som skal spille i Parken lige om lidt. De 10 drenge knalder ud til det, men der er ingen andre i teltet, fordi alle andre synes, det er noget lort. Vi har arbejdet hårdt på det, vi har troet på det, i rigtig mange år, og ud af det er der vokset en gensidig tillid.

LOUIS BARNHOLDT CLAUSEN er ligesom de øvrige bandmedlemmer vokset op på Frederiksberg, men han gik på Bernadotteskolen i Hellerup. Han mødte Niels Brandt i gymnasiet og tilsluttede sig Brandt i London for at spille musik. Asger Wissing, som Brandt havde gået i folkeskoleklasse med, kom også med om bord, og trioen skrev kontrakt med pladeselskabet RCA. Det kom der ikke en udgivelse ud af, og trommeslageren vendte hjem og begyndte at læse film- og medievidenskab på Københavns Universitet.

Hættetrøje, The Minds of 99 hos store.themindsof99.com, 500 kr.

Det er sådan i en gruppe, at hvis tilliden er stor, så kan du sige alt. Hvis tilliden er lille, så kan du ikke sige noget som helst til nogen. Så går lortet i stykker. Tillid er noget, man kun kan arbejde på på den lange bane. Den hænger sammen med kærlighed – altså at der er en grundlæggende tro på, at alle vil hinanden det bedste. Hvis vi er åbne og ærlige og driver tingene frem sammen. Og når jeg siger, at tillid også udspringer af en eller anden form for kærlighed, så er det ikke kun kærligheden imellem os, men også til sangene. Når vi engang er døde og borte, har sangene forhåbentlig stadig et liv. Det er det, der er projektet, for så spændende er vi sgu heller ikke som personer. Men hvis sangene rammer noget i folk …

Det er det samme, man også ser med det fucking fodboldlandshold. Det er bare fodbold, men det er det alligevel ikke bare. Det er jo også fællesskabet – det, der gør os til mennesker. Det er en fantastisk følelse, når man er sammen om noget. I går, da vi spillede ’Hurtige hænder’, hvilket vi har gjort 100 gange, stod Niels og spillede, og vi andre tog ’ørerne’ ud, så vi kunne lytte med, og det er altid en stor oplevelse, men i går … Det var første gang, at folk fik lov til at stå på Gæstgiveren siden 2019, og det lyder som en kliché, men det ramte os fandeme at stå der i modtagerens ende: Hold kæft, hvor har folk sukket efter det her. Og igen, det er fantastisk at være sammen om det. Det er i sidste ende det, der afgør, om sangene får ben at gå på – om de ræsonnerer hos folk.

Der sker også det, at når man begynder at få succes, så kommer der selvtillid, og spørgsmålet er, hvordan man forvalter den. Der er mange uheldige eksempler på, at man tror, at man kan gå på vandet, men jeg synes, at vi har forvaltet vores selvtillid, eller den medgang, vi har oplevet, på en måde, hvor vi har været kloge nok til at stoppe op indimellem og give os tid til at snakke med hinanden. Det foregår sjældent i plenum. Det foregår ofte i plenum, når der er nogle faglige ting, der skal tages stilling til, men hvis der er nogle mennesker, der skal masseres … En gruppe på fem, eller seks, som vi var til at starte med, er jo … Jeg vil ikke sige et toxic klima, hvis man gerne vil arbejde på folks personlighed, men der skal man passe på. Det er fuldstændig ligesom i et parforhold: Hvis du siger til din kæreste, at du synes, at hun eller han er pissedårlig til det der, så tænker man med det samme: Du skal nok arbejde med din approach, kammerat.

Grundstenen til The Minds of 99 blev lagt på Lindevangsskolen på det ydre Frederiksberg. Niels Brandt fra Solbjerg Have og Mikkel Bech Hansen fra Smallegade kom i samme 0. klasse, og året efter trådte Asger Wissing fra P.G. Ramms Allé ind i klasselokalet. Mikkel og Asger begyndte at spille musik sammen, og i 1996 inviterede de Niels med i et band, som de kaldte No Clue. Efter et par år stødte Jacob, Mikkels to år yngre lillebror, til. Kvartetten skiftede navn til Punke, men det var som Iord, at Anders Folke Larsen blev indlemmet. Han havde gået på Søndermarksskolen, naboskolen på den anden side af Peter Bangs Vej, og hans lillesøster havde været kæreste med Asger i et par uger i slutningen af folkeskolen, men det var først på Falkonergårdens Gymnasium, at Anders og Asger lærte hinanden rigtigt at kende. Samtidig mødte Niels Louis Barnholdt Clausen på Ingrid Jespersens Gymnasium, men da Niels droppede ud for at tage til London for at lave musik, var det slut. Bandet afgik ved døden. Men kun indtil Niels vendte hjem fra England, hvor han og Louis og Asger havde forsøgt at slå igennem med projektet Airman, og kaldte til samling. De gamle medlemmer plus Louis blev i Mikkel og Jacobs forældres lejlighed enige om at genskabe bandet: Af Iord er du kommet … Af Iord skal du igen opstå. Som The Minds of 99. Det var i 2012. Bandnavnet stammer i øvrigt fra The KLF-sangen ’Justified and Ancient’, hvorfra Niels Brandt opfattede linjen ”mine’s a 99” som ”minds of 99”.

Det foregår meget mere på tomandshånd – det er min oplevelse. Jeg mødes med Jacob, eller Anders og Niels går en tur og så videre. Eller på tremandshånd, hvor man går ud og drikker en øl om aftenen: Jeg synes, at det var en dårlig dag i studiet. Derfra kan man præge gruppedynamikken, for hvis der er tre mand, der går tilbage i studiet næste dag og siger: Vi har snakket om det her … Hvad synes I? Så har du kridtet banen op. Der er flere end en, der synes noget. Den måde at arbejde med gruppen på er en meget, meget stor del af grunden til, at vi stadig trives – fordi vi arbejder på gruppens præmisser. Hvis individer enten angriber eller bliver angrebet, så har det en eroderende effekt over tid. Så bliver man træt af folk. Så er det altid ham, der bliver ved med at snakke om de her ting. Og altid ham, der ikke gør noget ved det. Men hvis der er flere, der synes det her om mig, kan det godt være, at jeg lige skal gå hjem og tænke over det.

Det betyder meget for mig, at vi har det godt. At de andre har det godt, at jeg har det godt, og vi har det godt sammen. Det ligger mig meget på sinde, at vi har en form for mentalhygiejne på gruppeplan – at vi har nogle ventiler, der kan skrues på. Med den karriere, vi har haft indtil videre … Når man tænker på, hvor travlt vi har haft: Det er gået en vej, og i rigtig mange henseender er det recipe for disaster, at man bare skruer op, op, op, op, op … Det var også derfor, Mikkel stoppede – han skulle ikke det der. Det var nok et eksempel på, hvad der kan ske, hvis man ikke er opmærksom på gruppen.

Vi har lige fra starten kaldt os selv et lorteband. Med fuldt overlæg, for det var vi. Og det er vi også lidt stadigvæk. Det er ikke, fordi jeg synes, at vores sange ikke er store, for det synes jeg, de er, men der er noget med musik og den måde, du dresser dig på. Det der med at præsentere en musik og en banddynamik handler jo meget om smag, og jeg tror, at vi altid har haft en forkærlighed for underdogs. Så når vi stod i den situation til havnefesten i Bork med 10 drenge, så tænkte vi bare: Fuck, hvor er de lækre – vi spiller for dem! Det ser jo fuldstændig vanvittigt ud, for vi giver den jo lige så meget op for dem, som når vi har spillet på Orange. Når man ser den dokumentar, tænker man: Jamen har de slet ingen selvindsigt? Det har været en del af drivkraften: Det er lige meget, om der er 10 eller 70.000 – det skal være lige godt. Der skal være ild i øjnene, for ellers er det ikke musikken, der driver det – så handler det om noget andet. Så handler det om: Se mig, hør mig, jeg står på en scene. Det er en af de største sejre, synes jeg – at det er musikken, der får lov til at være fremdriften.

Nu har Niels lige indtalt de her Strunge-digtsamlinger, og i et af de digte, han læser op, ’Krystalkuglen’, er der en linje, der lyder: ”Intet nyt og alt ved det gamle er en sikker brækmedicin”. Det synes jeg er så stærkt! Hvis du er et stort rockband, der ikke tør udfordre sig selv, så er du et stort rockband i meget, meget kort tid. Det kan ikke være anderledes. Folk bliver trætte og mætte, hvis tingene ikke udvikler sig. Det betyder ikke, at vores fans ikke også stritter imod, når tingene udvikler sig, men det er en af kunstens vigtigste opgaver at blive ved med at prikke til sig selv. Kan vi lave noget, der lyder anderledes, og hvordan gør vi det på en måde, så det ikke bare er for stiløvelsens skyld? Hvor sangen stadig er det, det handler om, men hvor vi spørger os selv: Hvad sker der, hvis vi gør sådan her med den?

Modet til at udfordre os selv er vores fem senest udgivne sange – og de kommende – et vidnesbyrd om, for de er atomiseret på et plan, som jeg ikke har været med til før. Vi har ikke sagt nej til noget – det eneste, vi har sagt nej til, har været, hvis det lød som noget, vi allerede havde lavet. Vi vil ikke replikere os selv. Hvis man skal være lidt krakilsk, så ville det, replikationen, være et kommercielt move, og så kunne vi blive ved med at være et band, der blev ved med at gøre det samme og det samme. Det ville være kedeligt.

Det er ikke en nem øvelse. Jo ældre jeg bliver, jo sværere bliver det ikke at gentage sig selv, for du har jo også en faglighed, gud ske tak og lov, og det kan være svært at slippe nogle af de ting, man har for vane at gøre, simpelthen bare fordi det er vaner, der virker. Sådan fungerer den menneskelige hjerne: Vi vil gerne gøre de ting, vi ved virker. Det er måske det allersværeste i alt det, vi laver – at turde gå linen ud og udfordre os selv. At være risikovillige. Men vi er jo heldigvis fem mand, der er bundærlige, når vi sidder i det studie, og det betyder altså også, at den musik, vi udgiver, er umanerligt mange gange rundt i manegen. Vi kan møde ind i studiet og sige til produceren: Vi vil faktisk gerne høre, sådan som det lød i forgårs. Det er sygt fedt, det der! Glem i går. Alt det, vi brugte 12 timer på i går. Vi ved, at det er nødvendigt at gå de kilometer.

Det er måske der, vi er vokset allermest som band: Det er den mentalitet, vi har – vi stopper aldrig, før det er godt nok. Vi udgiver aldrig noget, før alle synes, at det er godt nok. Der er masser af tilfældigheder – vi taler meget om at dyrke happy accidents – men der er ikke noget, der ikke er gennemarbejdet. Den mentalitet har spredt sig til alle de folk, vi arbejder med. Der er ingen, der slipper, før vi er færdige. Det er en kultur, der er vokset. Indefra set er det det, jeg er allermest stolt af. Man kan bare ikke fucke med vores mentalitet.

Læs også:

NIELS BRANDT
Forsanger, 38 år

Oasis var det første band, der fik skovlen under mig. Jeg har været 12-13 år og gik på Lindevangsskolen på Frederiksberg. Det var faktisk den energi, Oasis kom med, der inspirerede os til at starte det band, der var den spæde begyndelse på Minds. Det handlede også om, at det var noget musik, vi lige pludselig kunne finde ud af at spille. Det var i hvert fald ikke lige så svært som Guns N’ Roses og Dizzy Mizz Lizzy, som havde været toneangivende lige inden. Så kom Oasis, så kom Nirvana, og det var noget, man godt kunne få til at lyde nogenlunde, når man gik i 6.-7. klasse. Det var inden for rækkevidde.

Men det handlede samtidig også om energien i musikken. Især Oasis og Nirvana kom frem med noget, som var meget anderledes, synes jeg. På den ene side kunne man høre, at det var dødsens alvor for dem, men der var også bare en masse livsstil i det, som ikke havde noget med musik og kunst at gøre. Musikken var måske flugten fra et liv, et hårdt liv. Det var sgu egentlig befriende. Det sagde mig noget. Jeg kunne genkende mig selv i den flugt. Det er noget, jeg har taget med mig. Også nu, hvor det her jo godt kunne blive hele vores liv, for nu behøver vi jo ikke at lave andet. Men vi bliver hele tiden mindet om, at når vi så ikke laver andet end musik, så bliver det noget lort. Altså, det er virkelig vigtigt, at musik ikke bliver alt. Det er vigtigt at have andre interesser og interessere sig for alt muligt. Musik er en del af livet – det er ikke HELE livet på nogen som helst måde. Så lægger du alt for meget pres på det. Og sådan skal det ikke være – det skal være det sted, der sætter dig fri. Sådan har jeg det.

Jeg har lige siden altid været mest tiltrukket af den musik, der er resultatet af en eller anden form for undertryk. Noget, man går og holder på, indtil man er stærk nok til at fremføre det. Hvis kunst og kreativitet er noget, der bare bliver fremelsket og støttet … Hvis der bare er vidtåbent for sluserne … Så er der måske ikke så meget inden i en – så er der måske ikke den store konflikt inden i en – der til sidst kan eksplodere og blive til en vild sang.

Jeg ved med mig selv, at jeg skal føle en sult, for at en sang bliver god. Der skal være en grund til, at jeg skriver en sang. Der skal være en nødvendighed. Jeg har før kaldt musik for et affaldsprodukt: Det er noget, der skal ud. På et tidspunkt må det bare ud. Efter at vi gik af scenen på Royal Arena (november 2019, red.) efter en lang sommer med koncerter, var vi mætte i en lang periode. Hvis penge havde været drivkraften for os, så var vi gået i gang med den nye plade lige der. Så skulle vi fucking arbejde med alle mulige rappere eller et eller andet og bare malke den, men det skete ikke, for det var ikke det rigtige. Det handler slet ikke om penge for os. Det er ikke en drivkraft. Det er det bare ikke.

Vi har kun et publikum, fordi vi laver de sange, vi laver. Da vi var ved at være færdige med ’Solkongen’-forløbet i 2019, tænkte vi, at vi tager sgu lige en tur. Vi tager væk. Vi tager til Los Angeles, og så tager vi bare i byen. Bare drengene. Vi havde brug for at komme langt væk og drømme nogle nye drømme. Der var noget derovre, nogen af os havde prøvet – noget med nogle palmetræer og noget vibe. Jeg havde mødt en fyr, der hedder Frederik Thaae, som bor derovre. Han er producer og har haft et band, der hedder A Kid Hereafter. Og så havde han produceret den Folkeklubben-plade, der hedder ’Sort tulipan’, som jeg virkelig synes er en fuldstændig fænomenal plade. Den er så godt orkestreret, og arrangementerne og produktionen er så fucking god. Sangene er gode – Kjartan havde lavet nogle fucking gode sange. Den ramte mig virkelig. Så vi ringede til Frederik og sagde: Hey, man, vi kommer til LA – skal vi hænge ud? Vi landede og tog ud til hans studie, og så endte vi med at bruge hele ugen der. Da vi tog af sted, havde vi fem sange med hjem – ikke nogen, vi skrev dér, men nogen, som vi havde med derover som skitser og ikke rigtig havde spillet for hinanden. Vi kom hjem med ’Som fluer’, ’Big City, Bright Lights’, ’1, 2, 3, 4’ og to andre, som ikke er udgivet endnu. Det var bare en eksplosion.

Da The Minds of 99 skulle åbne Orange Scene i 2015, faldt det sammen med, at Noel Gallagher skulle spille på festivalen samme aften. NIELS BRANDT talte med de andre medlemmer om at invitere sin gamle helt fra Oasis med som special guest. Kim Larsen fik et lignende tilbud. Da ingen af invitationerne blev imødekommet, besluttede bandet at indtage den legendariske scene uden gæsteoptrædener.

Langærmet T-shirt, Henrik Vibskov, 644 kr.

Det, vi snakkede om, inden vi tog derover, og mens vi var der, var, hvordan vi kunne hacke det her. ’Solkongen’ var jo blevet gigantisk. Man snakker om den svære toer – den var ikke svær for os, synes jeg. ’Liber’ var ikke svær. Jeg synes heller ikke, at ’Solkongen’ var en svær plade for os at lave – den svære treer. Det var det ikke for os. Men det tror jeg var, fordi vores debutplade og ’Liber’ ikke var store nok succeser. ’Solkongen’ var vores store, kommercielle breakthrough – det var det bare. Det var der, vi slog igennem for alvor, og lige der fik jeg en frygt for magelighed. Jeg fik virkelig en frygt. Vi kunne slet ikke gå i gang med at lave nye sange. Vi skulle hacke os selv for at komme ind til det nye. Det der med, at der var nogle sange på engelsk, og vi producerede dem på en helt anden måde ovre hos Frederik … Den musik lyder slet ikke som det, vi lavede før … Det var ikke, fordi vi skulle tage afstand fra ’Solkongen’ eller noget, og vi ville gerne fortsætte, men vi ville ikke fortsætte, hvis vi sagde til os selv: Nu skal vi lave plade 4. Nu skal vi bare have ti sange, så vi kan udgive plade 4. Så vi kan leve vores magelige liv.

Det var en kæmpefrygt for os alle sammen, at det ville blive megakedeligt at skulle lave den her plade. Men så skete det der med, at vi tog til LA, og at den musik, vi lavede, kom bag på os … Vi måtte bare gå med det. Og vi måtte også bare udgive det og ikke rigtig tænke på, om det var en plade, eller det bare var nogle singler. Vi havde brug for lige at shake tingene op, med hensyn til hvad det var for nogle formater, vi arbejdede i. Vi måtte bare gå med den musik, der var.

Pointen var, at vi frygtede, at mageligheden ville indfinde sig. Vi havde lavet tre plader, og det var bare vokset og vokset og vokset, og vi vidste også, at vi skulle skubbe os selv yderligere for, at det blev … For at der var følelser i det. Det er en sang, fordi jeg føler den – ikke fordi den skal laves, fordi jeg skal holde gang i min fucking karriere. Jeg skal kunne høre, at det her er noget for mig. Når du får noget succes med det, du laver, og kommer ud med musik, som bliver hørt, og som bliver stort, så rykker grænserne sig for, hvad der rører dig også. Og det er sort magi. Sangskrivning. Hvorfor en sang virker, eller hvorfor den ikke gør. Der er ikke nogen, der kan sætte det på formel – folk har prøvet, men det rykker sig hele tiden. Enten er den der, eller også er den der ikke. Du kan ikke fake dig til det. Regne det ud. Det er det, der er så smukt og magisk ved det – dine grænser for, hvad der er godt, rykker sig hele tiden. Du skal kunne mærke, at det er noget, og det mærkede vi.

Vi fik hug for at udgive det der på engelsk – for satan, mand! Men vi mente det. Jeg elsker det nummer (’1, 2, 3, 4’, red.), elsker det, og jeg har elsket det lige fra day one, og det er det eneste, der betyder noget for mig. Men nogle folk tænkte: Hvorfor udgiver de det? Som om vi havde forrådt folk. Men prøv at høre: Hvis vi gør det, folk forventer af os, eller hvis vi bliver til det, folk synes, vi skal være, så er der til sidst ikke noget at være fan af. De er fans af det, vi har gjort – det er sådan, vi gør ting. Vi gør ting for vores egen skyld – ikke for nogen andres skyld. Det er sådan, det er, og sådan er det med os. Det er den eneste måde, det her kan fungere på.

The Minds of 99 har udgivet de tre studiealbummer ’The Minds of 99’ (2014), ’Liber’ (2015) og ’Solkongen’ (2018). De seneste to år har bandet udsendt fem singler under paraplyen ’Infinity Action’: ’Big City, Bright Lights’, ’Som fluer’, ’1, 2, 3, 4’, ’En stemme’ og ’Emil’. Anders Folke Larsen (guitar), Niels Brandt (sang), Asger Wissing (bas), Jacob Bech (synthesizer) og Louis Barnholdt Clausen (trommer) udgør The Minds of 99, som åbnede Orange Scene på Roskilde Festival i 2015. Gruppen optrådte på samme scene igen i 2018. Bandets første gig, under navnet No Clue, fandt sted på det plejehjem, hvor Niels Brandts mor arbejdede. Folkeskoledrengene fik ti kasser sodavand for at spille til personalets julefrokost. 11. september spiller The Minds of 99 for et totalt udsolgt Parken. Billedet er fra koncerten på Gæstgiveren 6. juli 2021.

Men du kan også tage den kamp om forventninger for langt. Et eksempel er, da Radiohead ikke ville spille ’Creep’ til deres koncerter. Fuck jer! Folk elsker den sang. Hvad er det for noget? I har lavet den. Hvorfor vil I ikke spille den? Man kan også tage det helt til månen, hvor man bare tænker: Fuck jer, hvor er det latterligt! Man vil omvendt heller ikke være det band, som har samme setliste i 20 år, så det er en balance, som skal findes i, at man er med sit publikum, men at man samtidig er sig selv. Det er en balance. Det er ikke sort-hvidt. Det er det ikke, for jeg elsker vores publikum – VI elsker dem.

Vi var et godt sted, da vi tog til Los Angeles og lavede de der numre (’Som fluer’, ’1, 2, 3, 4’, ’Big City, Bright Lights’, red.). Det var i april i 2019. Lige efter det spillede vi 40 store shows i Danmark og sluttede i Royal Arena i november. Vi lavede Dodekalitten (skulptur-kunstværk på en mark på Lolland, hvor bandet spillede koncert, red.) og spillede på stort set alle danske festivaler. Da var jeg træt bagefter. Vi skulle fortsætte og lave ny musik, men vi kunne ingenting. Jeg var blevet en person, der så mig selv udefra. Jeg var ved at miste fokus. Jeg var et forkert sted mentalt. På den måde kom corona ret kærkomment, fordi vi havde brug for ikke at lave noget. Omvendt kan de perioder heller ikke rigtig undgås. Du kan ikke undgå, at det kommer ind under huden på dig, men så fik vi heldigvis en lang pause fra det der limelight. Det var sundt. Nu har vi noget musik, der kommer ud, men ikke inden Parken.

Parken handler om meget andet end os. Parken handler om genåbning. Chefen for Livenation (koncert-arrangør, red.) siger, at det bliver den største koncert i Europa efter corona. Vi vil gerne give folk tryghed, for det har alle brug for, og vi vil heller ikke sætte vores publikum i en situation, hvor halvdelen af dem ønsker, at vi spiller mere af det nye, og den anden halvdel ikke gider høre det nye. Hvorfor sætte dem i den situation? Hvorfor overhovedet skabe den situation? Det er heller ikke fair over for vores nye sange – de skal have de bedste betingelser for at komme ud.

I dag kan jeg høre al mulig musik. Hvis det er godt, så er jeg fucking ligeglad med, hvad det er. Hvis det sidder. Jeg går op i sangene. Jeg kan for eksempel ikke høre det nyere Oasis. Efter ’Be Here Now’ holdt det op for mig. Jo, der var lige en sang, der hedder ’Songbird’, som jeg syntes var god, på ’Heathen Chemistry’, 5’eren, men så stoppede det også for mig. Der skete et eller andet med dem og med Noel Gallagher, som gik totalt i hak. Undertrykket var væk. Sangene føltes ikke nødvendige.

Læs også:

ASGER WISSING
Bas, 37 år

Jeg hører af og til, at jeg er den i bandet, der har det mindste ego. Det er også rigtigt, at det er sådan. Niels har altid haft et undertryk. Der var noget, der skulle ud. Noget, der skulle ses. Noget, der skulle erobres. Det er ikke min primære drivkraft. Jeg kan lide at spille musik. Jeg har elsket at have musik i mit liv, og jeg har altid holdt enormt meget af det fællesskab, vi har haft. Jeg er på mange punkter et sindssygt privilegeret menneske: Jeg har haft virkelig meget musik i mit liv, og jeg er en del af et fællesskab, som jeg holder utrolig meget af.

Men jeg har det også nogle gange sådan: Burde jeg ikke være mere? Burde jeg ikke sørge for, at folk vidste lidt mere om, hvem jeg er? Burde mit navn ikke stå flere steder? Det handler om min tilstedeværelse både i skrivningen, men også på scenen. Og med hensyn til det praktiske – i alle de opgaver, der ligger rundt omkring bandet. Det er noget, jeg tænker over, og det tror jeg også er vigtigt, at jeg gør, for ellers bliver jeg for magelig. Jeg er nemlig godt tilpas, så det handler om, at jeg kan blive nervøs for, at jeg kommer til at tage min rolle i bandet så meget for givet, at de andre også gør det. Jeg ved, at jeg har noget at byde på, og jeg ved, at jeg også kommer med noget, men hvis man ikke en gang imellem peger på sig selv, så kan man glemme sig selv så meget, at andre også gør det. Det er en svær balance, for der er også nok ego i bandet – vi behøver ikke mere, haha! Jeg har det fint med ikke at være leder eller skulle gå ind og fylde mere, men det er også vigtigt, at jeg stadig er med. Det er et dilemma. Jeg tror ikke nødvendigvis, at jeg skal skubbes mere ind i manegen – det er bare vigtigt for mig, at jeg bliver derinde.

Den nye musik lyder anderledes end ’Solkongen’, som igen lyder anderledes end de første to plader. Til at starte med var vores udtryk meget skarpt defineret. Louis gør sådan her, for det er hans rolle i det her lydbillede, og Anders bidrager på den her måde, og Jukse (Jacob, red.) sørger for det her … Det var bare skarpt defineret på de første plader. Det var dogmatisk. Jeg har aldrig rigtig spillet bas i traditionel forstand – det gjorde Mikkel på de første plader, også når vi spillede live. Han havde en JUNO, en synth, som har nogle rigtig fede baslyde, og han leverede den bas, der ligger nede i bunden, og så har jeg spillet temaer oven på det. Det var et clean cut: Det er sådan her, The Minds of 99 lyder.

Den lyd opstod, da vi tog over i et sommerhus på Fanø for at lave vores første sange. Vi havde haft mange og lange snakke om, hvordan vi skulle lyde. Det skulle gå hurtigt, og vi ville gerne have en punket energi. Vi ville gerne i retning af new wave, Joy Division, hvor bassen altid har haft en meget hooky rolle. Inden vi tog af sted til Fanø, havde jeg siddet og leget lidt med en Jazz Chorus-guitarforstærker, som min roomie havde stående, og den passede bare sindssygt fedt til min bas. Den tog jeg med til Fanø, og det gjorde, at jeg kunne spille nogle temaer på min gode, gamle, røde Fender-bas, som netop kan være meget diskant i lyden, oppe i et højere register – en oktav over, hvor man normalt ville spille bas. Den – barytonbassen – blev definerende for vores lyd. I særdeleshed på de to første plader og til dels på ’Solkongen’. Hvis man vil lytte til, hvad jeg mener, kan man høre ’Fuglebur’, ’Jeg lytter’, ’Rav’ og ’Ind at se på stjerner’ fra den første plade og ’Stjerner på himlen’, ’Hjertet følger med’ og ’En fremmed’ på nummer to.

Barytonbassen er stadig en del af de nye sange, men jeg kan også godt mærke, at der sker noget med vores lyd, som bevæger sig væk fra det univers, og som gør, at jeg vågner lidt op, for hvad fanden er min rolle så? Jeg har sat et rimelig stort aftryk på det, vi har lavet, så måske kommer mine tanker om ikke at blive for magelig af, at jeg skal finde ud af, hvad jeg så skal byde ind med.

Når det er sagt, så er det vigtigt for mig at understrege, at jeg er totalt med på, at vi skal udvikle os. Jeg er rigtig glad for det, vi har, men jeg ved også, at det, vi har, går i stykker, hvis ikke vi udvikler på det. Der vil altid være et genkendeligt element i vokalen, som peger tilbage til, at det her er Minds, men jeg håber da, at vi hele tiden har modet til at udfordre os selv og vores lyd. Vi kunne sagtens spille videre i samme rille i de næste ti år, uden at vi lavede noget som helst om, men det tror jeg ikke ville være godt for os, og når det ikke er godt for os, tror jeg heller ikke, at det vil være godt for vores publikum. Det er en forhandling, for når først man har etableret noget og skal til at lave det om, så bliver det jo noget andet. Man kommer også ud af sin comfort zone, når man ændrer på det, man plejer, men det tror jeg er vigtigt, for ellers kommer vi til at kede os, og så bliver musikken derefter.

Vi kan måske spille de samme numre, i samme rækkefølge, til samme havnefest, når vi bliver 60. Så har vi det sikkert fint med det. Men jeg håber egentlig, at vi kigger hinanden dybt i øjnene, også til den tid, måske tager nogle svampe og kaster os ud i noget nyt. Jeg er altid mest oppe at køre over vores nye musik.

Jeg kan huske alle vores sange helt tilbage fra folkeskolen. Det kan godt være, at jeg ikke lige kan alle teksterne, men jeg kan fortælle dig, hvad de handlede om. Musik er ligesom lugte – det kan føre en tilbage i tiden. Du hører et nummer, og du genkalder dig følelser og stemninger fra en svunden tid. Sådan har jeg det, når jeg hører vores første kompositioner. Det er både enormt nostalgisk og dejligt, men vi har virkelig også lavet meget lort.

De første optagelser, jeg har, er, hvor Niels og jeg sidder og spiller Oasis gennem to kanaler på min fars båndoptager: Jeg spiller bas gennem den ene, og Niels synger og spiller guitar gennem den anden. Det har været i 6.-7. klasse. Det udviklede sig stille og roligt derfra. Så begyndte vi at lave vores egen musik, og Niels og Mikkel skrev det første nummer, og så begyndte Niels at skrive mere og mere … Det var noget med, at han kom og sagde: Jeg har lavet en sang, og så gik han i gang med at spille guitar og synge, og så stemte vi andre i, så godt vi kunne. Sådan har det nærmest været siden 7. klasse.

The Minds of 99 henlagde i de indledende år sangskrivningen til sommerhusture rundtomkring i landet. Den første tur gik til Fanø i juni 2012, og det blev snart en tradition, at medlemmerne forseglede sommerhusene som et gerningssted med plastic- og papafdækning, så de ikke skulle bekymre sig om at undgå at spilde eller ødelægge indbo. Det var på en sådan tur, til Skarø i efterårsferien 2013, at ASGER WISSING inviterede de øvrige bandmedlemmer på et svampetrip. Det kom der ifølge Niels Brandt fem numre ud af – blandt andre ’Til dem’.

Sweater, Y3 hos Henrik Vibskov, 1.575 kr.

Da Niels hørte meget Oasis, hørte jeg også selv en del Oasis, for det var ikke til at komme udenom dengang, men jeg hørte mest Rage Against the Machine og Red Hot Chili Peppers, og jeg har taget masser af riffs med derfra. Det er noget, jeg stadig godt kan høre – måske nok mere Red Hot Chili Peppers end Rage Against the Machine, når det kommer til stykket. Det er en inspiration, jeg stadig trækker på – jeg kan godt lide, at det ikke lyder alt for pænt. Jeg kan godt lide, at det skramler lidt. Det har jeg fra Red Hot Chili Peppers, og det riffagtige har jeg fra Rage Against the Machine. Senere har jeg hørt rigtig meget The Cure, og jeg havde også en motown-periode, da jeg boede i London og gik på musikskole. Det var i den periode, Amy Winehouse var the shit. Jeg dyrkede meget James Jamerson, som var en gammel motown-bass-legende. Der er helt klart også nogle småting, jeg har løftet derfra. For eksempel spiller jeg rimelig meget bassen fra ’I Can’t Help Myself (Sugar Pie Honey Bunch)’ i verset på ’K for ærlighed’ – jeg spiller den lidt højere. Det trækker også tråde til Michael Jackson – ’Billie Jean’ lyder lidt på samme måde. Det er nok en blanding af de to numre. Sådan er det – man løfter ting ind fra sit bagkatalog af al mulig musik, og så ændrer man lidt her og der, så det passer ind. Små referencer. Der er helt klart også noget The Cure i ’Alle skuffer over tid’ – det nummer, der hedder ’Lovesong’, men det skal man nok være mig for at kunne høre. Det er noget, der sker, når vi laver sangene: Jeg kunne godt tænke mig, at det får lidt mere en smag af det her. Hvordan lyder det? Okay, det lyder godt. Når en sang skal have lidt mere af den og den følelse … Et højdepunkt for mig var nok, da vi indspillede ’Big City, Bright Lights’ – der var noget magi i det take. Det var både smukt og skraldet. Men jeg har det godt med alle vores numre – også dem, jeg ikke har været særlig meget inde over.

Vi havde en svær tid som band, da Mikkel stoppede. Hvem var vi uden ham? Jeg tror ikke, at situationen med Mikkel kunne have udviklet sig anderledes. Mikkel har altid været meget optaget af mange forskellige ting i forskellige perioder af sit liv. Han har altid shoppet meget rundt. Han har enormt mange, altså sindssygt mange, vilde kompetencer. Det har han jo, i kraft af at han ikke kan holde ud at lave det samme for længe ad gangen. Han skal videre. Han bliver rastløs. Ud over sine kreative musikalske egenskaber havde han en bred vifte af tekniske talenter. Alt med computere: programmering, videoredigering, 3D-animation … Et af hans mange kælenavne var straight up Tekniske. Mens vi andre trippede på svampe på Skarø, byggede Mikkel en klon af en TB303’er fra Roland, en klassisk bassynthesizer fra 80’erne. Du ved, med en loddekolbe og komponenter, han havde fundet på nettet. Det lå i hans natur, at han skulle videre, og han nåede at få de oplevelser ud af det, han skulle have. Jeg tror ikke, at det havde været sundt for ham, hvis vi havde tvunget ham til at blive i det. Han har virkelig en drift mod nye horisonter. Jeg tror, at det var uundgåeligt, at Mikkel stoppede. Det sjove er jo, at selv om Mikkel ikke er med i bandet længere, er han jo altid med i bandet. Han vil altid være vores bror. Han er en del af vores historie, og jeg tror heller ikke, at det er sidste gang, at vi kommer til at lave musik med ham. For mig er han stadig en stor del af bandet.

Vi er hele tiden i udvikling. Jeg tænker i øjeblikket for eksempel meget over, hvad min nye rolle skal være. Jeg tænker, at den er mere flydende på den nye plade, ligesom musikken faktisk også er det. Jeg ser den som en form for opløsning eller måske snare en splintring af vores lyd og de dogmer, vi havde, da vi startede bandet. På en eller anden måde er det hele meget åbent nu. Hvilket både føles befriende, men også lidt angstprovokerende.

JACOB BECH
Synthesizer, 35 år

Jeg er lillebror til Mikkel, som gik i klasse med Niels og Asger på Lindevangsskolen. Min bror og jeg voksede op med en far, der spillede i et 60’er-rockband med sine venner, så vi var vant til, at musik var en naturlig del af livet. At spille og være med i et band.

Mikkel gik til trommer og blev ret hurtigt rigtig god til det, og så ville jeg også spille trommer. Det tror jeg, at han syntes var lidt irriterende, for det var hans ting. Jeg startede siden til klaver, og da jeg havde gået til det i et stykke tid, blev jeg som 11-årig inviteret med i Mikkels, Asgers og Niels’ band. Jeg gik to klasser under dem, men de kunne godt bruge nogle keys. Jeg hørte også Blur og Oasis og alt det andet britpop, ligesom de gjorde, men som barn var jeg mest på Michael Jackson. Da jeg fyldte syv, fik jeg ’Dangerous’-pladen på kassettebånd sammen med en walkman. Hele det artwork, der er til den plade, var helt sindssygt. Det husker jeg som mit første store møde med musikken, hvor jeg sad og drømte mig fuldstændig ind i det.

Min fars band hed Marthas Jukebox, og det var rent cover. Marthas var en diner i Liseleje, hvor min far og hans venner hang ud, da de var børn. Den lå i krydset mellem Asserbo, Melby og Liseleje. I den diner var der en jukebox, hvor man kunne høre Stones, Beatles, Credence Clearwater og alt det der. De har spillet til byfesterne i Liseleje – til torvedagene, hvor de har stået og spillet på ladet af en lastbil. Det er nogle år siden, de har spillet sidst. Det handlede meget om at få folk op at danse. Min far var forsanger.

Det var min far, der skaffede os vores første øvelokale. Han var god til at se, at det ville være fedt for os. Det var et gammelt metalsliberi i baghuset i den gård i Smallegade, hvor vi boede, og de havde to rum i overskud, som vi fik lov til at leje for en tusse om måneden eller noget i den stil. Vi lydisolerede det selv, så godt vi kunne. Da vi fik et øvelokale, var det første gang, at vi kunne bruge lige så meget tid på musik, som vi ville. Vi gik selvfølgelig i skole, men det at have sit eget sted var en helt sindssyg frihed, når jeg tænker tilbage på det.

Jeg spillede klaver og keyboards i bandet, men der skete et eller andet, første gang jeg satte mig ved en computer oppe i øvelokalet. Vi havde downloadet et program, der hedder Reason, og pludselig sad jeg og programmerede trommemaskiner og lagde basgange på. Det elektroniske element i musikken fangede mig. Jeg har vel nok været 16 år, og efter at vi opgav bandet, var det den vej, jeg skulle: Jeg gik på et mediegymnasium i Sverige, hvor jeg kunne kombinere en lydteknisk uddannelse med en studentereksamen.

Jeg var begyndt at gå i byen, da electrobølgen ramte København. Det var en vild tid. Jeg kom meget på en klub i Ny Østergade, som hed KAT, hvor der var en meget speciel blanding af mennesker. Klubben havde tre etager, og i kælderen var det første gang, jeg hørte Kjeld Tolstrup spille. Jeg kan huske, at han spillede et helt smadret electrobeat, og så miksede han introen fra ’Song 2’ med Blur ind over det. Det ramte mig som et godstog, for det havde en rocket lyd, samtidig med at det var super klubbet, og det larmede. Han åbnede virkelig dørene for, hvad klubmusik kunne være. Jeg begyndte at spille selv – jeg øvede mig i at få mine egne produktioner ind i de dj-sets, jeg spillede. Jeg begyndte at spille på klubberne og arbejdede på at få mit musikalske output og det underholdningsmæssige aspekt til at gå op i en højere enhed. At få folk til at danse.

Den franske electro var meget oppe på det tidspunkt, Justice og alle de der Ed Banger-ting (fransk pladeselskab, red.). Også hele Kavinsky-universet med animationer. Det var jeg sindssygt draget af. Faktisk så meget, at jeg på eBay købte en svejsehjelm, som var formet som et pandahoved, og så hookede jeg op med en grafisk designer på Myspace, som hed Killian Eng, og som lavede det vildeste space age-tegneseriekunst. Sammen designede vi et helt univers omkring den her Juxx-figur, som var mit dj-navn, i klassisk tegneseriestil, hvor et eksperiment går galt, og en mystisk karakter rejser sig fra asken. Planen var, at jeg skulle ud og optræde med hjelm og det hele, men det blev aldrig til noget. Jeg kunne ikke få mig selv til det. Til gengæld havde jeg den sygeste Myspace-profil.

I dag hedder jeg bare Jacob Bech. Jeg synes godt, at man kan høre en del i vores musik, som har med min skoling at gøre. Da vi startede bandet igen, var jeg kommet skridtet videre. Jeg var begyndt at udgive selv. Jeg havde boet et par år på Ibiza og var kommet mere over i house-genren som dj, og hele tanken om at skulle være med i et band … Jeg tænkte, at det var slet ikke den musiker, jeg var. Nu var det beatet, det handlede om for mig – ikke sangen. Men vi begyndte at blande det maskinelle og de momenter, der er i klubmusik, ind i det: de store buildups og droppet … Det kan være lige så stort eller nærmest et større moment end et omkvæd på det rigtige sted. Når jeg hører vores musik, kan jeg høre den inspiration rigtig mange steder. Alle de elektroniske elementer. Jeg skal ikke tage credit for alt det, men det var den skoling, jeg kom med, og det er nu blevet en fastgroet del af den måde, vi laver musik på: Der er mange buildups, og vi bruger rigtig mange klubbede elementer.

’En stemme’ har det her helt sindssyge 303-moment (303 er en bassynthesizer, red.), som jeg har det rimeligt sygt over. Det er fedt – det er rigtig fedt live. Det er ligesom et loop. Det er egentlig idiotisk, at man skal høre det samme igen og igen … Men jeg bruger sådan en scatter-effekt (scatter er en slags scratch, red.), så det hele tiden bliver choppet op og hele tiden ændrer sig. Men i bund og grund er det det samme loop, og musikken i det er de samme toner, der kører, men fordi jeg har så mange knapper, jeg kan stå og skrue på og choppe, kan jeg få det til at stige … Den energi, der er i det, hvor droppet er noget, vi alle sammen kommer ind på igen … Det swinger for sygt. Det rammer så tungt (passagen kan høres fra 3:56 på ’En stemme’, red.).

Mange mennesker, inklusive mig selv, oplever en koncert med øjnene, så det er vigtigt at have nogle tydelige momenter … Det er lettere med en sanger eller en guitarist, men når de kigger over på mig, kan de se alle de her knapper og tænker: Hvad er det, han står og laver? Han står og skruer og piller, og der er alle mulige fede lyde, men det der med at spille en rolle, en musikalsk rolle, er noget, vi har udviklet, og vi er kommet til et rigtig fedt sted, synes jeg. Det er det samme med dj’en – der er ikke så mange, der ved, hvad han står og laver. Nogle gange står han eller hun med hænderne i luften den halve tid, men hvad er det musikalske bidrag? Jeg synes, at vi er kommet et rigtig godt sted hen, og det er noget, vi har snakket meget om: Hvordan vi som band kan tage de der elektroniske roller og gøre dem til … At feature dem. Skære dem ud i pap, så de bliver tydelige.

Man kan sige, at den elektronisk sekvenserede bas oven på bandet er en ting, der kendetegner vores musik. I starten havde vi en dyb synthesizer, som lå der, hvor bassen plejer at ligge, og så lagde vi en elbas ind over – en barytonbas, hvor Asger spiller på de nederste strenge, så den får en mere lead-agtig rolle. Og så har man guitaren og trommerne oven på det. Det var dogmet til at starte med. I dag er dogmet sangen – det er sgu sangen. De valg, vi træffer, handler om, at sangen får de bedst mulige vilkår. Det er der, vi er lige nu. På den første plade havde vi et instrumentalnummer – der var vi meget på det repetitive, det hypnotiske og de lidt mere langtrukne numre, men jo mere vi kom ud at spille, og jo mere vi voksede, handlede det om at gå med sangene. At gå sangenes vej. Hvis man gerne vil have et 303-acid-stykke, hvor kan det så ligge som en del af kompositionen? Et nummer som ’Fuglebur’ fra første plade er også bare dakdakdak, og så spiller vi oven på det, og det kører derudad, uden at Niels nærmest synger noget – det er bare sådan noget hulemandsprimalskrig – en energiudladning. Det er der mindre af i dag, vil jeg sige. Der er det mere sangen, det handler om.

Jeg er blevet ved med at lave min egen musik on the side, men i takt med at Minds har vokset sig så stor, har det stået stille i en lang periode. Men det er en del af mig, jeg også har brug for at dyrke, og nu udsender jeg mit første track i fem år. Den del af mig lever stadig. Det har også været fedt at være væk fra det og finde mig selv i det igen. Om det er deephouse eller electro er ikke så vigtigt for mig. Jeg prøver at gøre op med mit eget genresnobberi og lade sangen komme først.

Jeg har altid set mig selv mere som en producer end en musiker. Niels og jeg har for det meste stået for postproduktionen sammen med en producer. I starten kunne jeg slet ikke lide at spille koncerter. Men det er blevet bedre. Men jeg har stået på en scene og tænkt: Hvad fuck laver jeg her!? Det har været den der fornemmelse af dådyr fanget i billygternes skær. Det er bare en vild følelse at træde op på en scene, og så står der 80.000 mennesker og skriger. Eller bare glor. Det har taget noget tid for mig at lære at nyde. Man ser også sig selv udefra. Lige pludselig er det alting, der bliver overvejet: Ah shit, hvor gør jeg af mine hænder, når jeg ikke spiller? Det er noget, jeg nyder i dag. Vi har også bare været gode til at holde en fest og overgive os til det, når vi spiller live.

Fra Dossier nr. 26, september-oktober 2021.

Læs også: