Burhan G

om at handle på sin panikangst

Disciplinen, som han har med sig fra Københavns Drengekor, smed han over bord, da han var ung og ny i musikbranchen. Men en ubehageligt sløret aften fik Burhan G til at genfinde den og lægge sit liv om, så han i dag, 35 år gammel, lever en totalt skemalagt hverdag. ”Jeg har bygget en maskine op om mit talent,” siger han.

EN AFTEN, da min karriere var på sit hidtidige højdepunkt, begyndte jeg at hyperventilere. Det var i 2005, jeg var 22 år, havde kun været i branchen i to år og havde det generelt bare for vildt. Jeg levede, som den jeg var: en ung person, der lige har fået en pladekontrakt. Som var det mine sidste dage. Jeg spillede til awardshows, mine sange kørte i radioen, jeg gik i seng klokken 6, stod op om eftermiddagen og spiste en pizza og gik i studiet med mine venner og skrev musik. Vi havde et kæmpestudie på Fælledvej på Nørrebro med sofaarrangementer, kæmpefladskærm, PlayStation og et fedt køkken. Vi var der fireogtyvesyv. Når vi var sultne, gik vi ned på gaden og hentede pizzaer og bagels dengang man syntes, at det var lidt sundt. Jeg dyrkede slet ikke motion. Vi var unge og nok for meget vores egne bosser. Livet var en fest, og vi skulle ikke rigtigt noget.

På det tidspunkt havde jeg ikke luret, hvad det gjorde ved mig at leve sådan. Men jeg kunne mærke, at jeg blev mere og mere sløv, træt og nedslået. Det var hårdt at give koncert oven på en diæt af cigaretter, pizza og joints. Jeg blev mere og mere indadvendt og indelukket.

Burhan G forsøger at opdrage sin toårige søn Dallas med god musik. Michael Jackson, som er hans egen største inspirationskilde, er fast pensum. ”Om lørdagen, når jeg havde fri, satte jeg Michael Jacksons Dangerous-koncert på på VHS. Jeg spillede den to-tre gange og sang alle sangene foran fjernsynet, snakkede, når han snakkede, trak vejret, når han trak vejret, græd, når han græd. Jeg moonwalkede også og lavede den der, hvor han hælder i luften, selv om det ikke kan lade sig gøre. Jeg kunne den koncert udenad. Det var en helt anden måde at synge på. I Drengekoret lærer man sin stemme at kende og træner den til at være en del af en større sound. Man laver ikke fraseringer, men det gjorde jeg om lørdagen, når jeg var Michael Jackson.”

Sweater, Stone Island, 2.150 kr.
Bukser, Levi’s, 900 kr.
Sko, Dr. Martens, 1.500 kr.

Efter bare et par år i musikbranchen var jeg rundtosset og fed up. Jeg havde det ikke godt og fik ikke det optimale ud af mig selv, selv om vi udgav plader, spillede koncerter, og at det på papiret gik godt. En aften blev det for meget for mig. Der var gang i den i studiet, folk røg og drak, festede og hørte mujesik, og nogen lavede musik – en aften som alle andre. På et tidspunkt kiggede jeg rundt i lokalet og kunne mærke, at jeg mistede kontakten til mig selv. Det var en ud af kroppen-oplevelse, hvor jeg bare zoomede ud og så mig selv udefra. Wow, hvad sker der her. Jeg lagde mig på en rød sofa og gispede efter vejret. Jeg var helt udmattet, min krop var på overarbejde. Jeg tog hjem og gispede videre efter vejret. Det var et anfald af panikangst, fandt jeg senere ud af. Det var min krop, der panikkede og fortalte mig, at jeg skulle flygte fra situationen: Kroppen sagde bare: LØB! Jeg havde det sløjt og virkelig mærkeligt i et års tid. Eller mere. Jeg var trist og havde fået nok. Jeg begyndte til coaching og prøvede at finde ud af, hvad jeg skulle, og hvem jeg var. Jeg følte mig vildledt af mig selv og musikbranchen. Var det bare det? Er det sådan, den her branche er?

Hvis man kan snakke om at gå fra 0 til 100, eller måske snarere 100 til 0, så var det dét, jeg gjorde. Fra min lejlighed i Pisserenden flyttede jeg hjem til mine forældre i Brøndby Strand. Jeg fik et nyt studie, begyndte at skrive musik på dansk, begyndte at tænke over, hvad jeg spiste, og ved hjælp af en bog, Endelig ikke-ryger!, holdt jeg op med at ryge min daglige pakke cigaretter. Jeg begyndte stille og roligt at dyrke motion. Langsomt fik jeg mere selvtillid og følte mig bedre tilpas. Det handlede ikke om at få store muskler, men om at gøre noget, jeg havde lovet mig selv. Psykisk hjalp det også, og jeg så alting lidt klarere.

”Det var hårdt at give koncert oven på en diæt af cigaretter, pizza og joints. Jeg blev mere og mere indadvendt og indelukket. Efter bare et par år i musikbranchen var jeg rundtosset og fed up. Jeg havde det ikke godt og fik ikke det optimale ud af mig selv.”

Burhan G

I DAG lever jeg ekstremt disciplineret, når det gælder kost, søvn og motion. Det starter, fra jeg står op om morgenen. Eller faktisk starter det dagen før med, at jeg går i seng klokken 22. Jeg står op uden vækkeur – klokken halv seks-seks er jeg lysvågen. For nogle år siden læste jeg, at noget af den bedste søvn, kroppen kan få, er mellem 22 og midnat, og så har jeg bare dyrket det. Der er selvfølgelig dage, hvor jeg ikke er herre over min sengetid. For eksempel når jeg giver koncert. Da jeg spillede Fredagsrock, gik jeg på klokken 22 og følte mig lidt rock’n’roll, da jeg gik i seng klokken 1.

Når jeg står op, vælger jeg dagens soundtrack. I dag var det noget klassisk, andre gange kan det være country eller Bon Iver eller hip-hop. Hjemme hos mig kører der altid musik, og alt er nøje udvalgt. I øjeblikket lytter jeg meget til gamle Bonnie Raitt-plader, Bruce Hornsby og Ryuichi Sakamoto. Jeg kunne ikke drømme om at sætte en tilfældig spilleliste på. Jeg går også meget op i, at min søn, der er to et halvt, lærer håndværket i musikken, så vi hører kun det bedste. Så samler jeg tankerne, svarer på et par mails, spiller lidt klaver og spiser, hvis ikke det er fastedag, lidt morgenmad. Jeg faster tre gange om ugen. Min kost er nok det, jeg tænker mest over i løbet af dagen. Når jeg faster, spiser jeg ikke fra klokken 20 til klokken 13 næste dag. Sådan var det i dag. Klokken 11 tog jeg ned og trænede to timer på tom mave – squat og dødløft. Kroppen kommer i en tilstand, hvor den for at kunne holde dig på benene spiser af dine fedtdepoter i stedet for at bruge energi fra den mad, du har i maven. Det er en sjov tilstand; jeg bliver faktisk ekstra klar i hovedet af det, nærmest helt høj. Efter træning får jeg dagens første måltid. I dag var det en smoothie lavet af en avocado, fire bananer, dadler, spinat, gurkemeje og sort peber, der gør, at man optager gurkemejen meget bedre. Jeg har været alle former for kure igennem, palæo, raw food – jeg har prøvet alt!

Tracksuit-top, Gosha Rubchinskiy x Adidas, 1.200 kr.
Tracksuit-bukser, Gosha Rubchinskiy x Adidas, 750 kr.

Dallas (Burhan G’s søn):
Polo, Wood Wood, 500 kr.

Kun at spise rå, ikke tilberedt mad i et halvt år var nok det mest ekstreme. Nu er jeg endt der, hvor jeg er blevet veganer, helt straight veganer. Jeg har ikke en lang prædiken om, hvorfor jeg er veganer – det fungerer bare for mig. Før det var jeg vegetar, før det spiste jeg fisk, og endnu før spiste jeg også kød. Men jeg savner ikke noget. Jeg spiser burgere hele tiden bare med en rødbede- eller kikærtebøf i stedet, og jeg føler ikke, at jeg er på en eller anden diæt hver dag, det er bare sådan, jeg lever.

Jeg eksperimenter også med forskellige former for træning. Tidligere har jeg haft en vild fysik, hvor jeg var helt hakket, og nu vil jeg bare gerne være rigtig stærk. Og det næste, jeg gerne vil prøve, er at klatre. Selvfølgelig er det rart at ligne en, der har brugt nogle timer på at træne, men jeg gør det virkelig bare for mit eget velvære. Jeg får det godt af det. Når jeg træner, skal jeg kun tænke på min næste bevægelse og lukker alt andet ude. For tiden har jeg en personlig træner. Vi giver det et halvt år, hvor han prøver et program af på mig, og så går jeg ind og afvikler. Vi snakker også meget om at være dedikeret. Om fokus og positiv energi. Det handler om at være buddies med ham, du ser i spejlet, og spørge sig selv, om man er der, hvor man gerne vil være, eller om man skal et andet sted hen. Førhen havde jeg slet ikke tid til at mærke efter. Jeg har én hviledag om ugen. Her mediterer jeg typisk i stedet for at træne. Jeg laver vejrtrækningsøvelser i 20-25 minutter og forsøger at finde ind til mig selv. Det gør mig megaafslappet, når det virker. Nogle dage har man den bare ikke.

Læs også:

Til aftensmad i aften har jeg tænkt mig at lave kikærter med pasta og broccoli, som jeg svitser, og så en salat med tomat, avocado og ting og sager. Det smager virkelig godt! Jeg drikker ikke alkohol, medmindre der er en, der siger, at til den her ret skal du have lige præcis den her rødvin, så tager jeg et glas. Men jeg får det dårligt af det. Ved 20-tiden begynder jeg stille og roligt at gå i dvale og skrue ned for tempoet. Jeg skal ikke rigtigt noget. Jeg sidder måske og hører lidt podcast eller et interview. Forleden hørte jeg en sjov podcast om Michael Jackson, der er min ultimative inspiration, om hans hemmelige rolle i et afsnit af The Simpsons. Jeg er også meget optaget af en orthomolekylærlæge, der hedder Andrew Saul, som er fortaler for plantebaseret kost. Han taler om kroppens egenskab til at hele sig selv. Jeg har et fjernsyn, mest for min søns skyld, men jeg har ikke nogen tv-kanaler, og jeg ser ikke serier. Det gider jeg sgu ikke. Jeg vil ikke være afhængig af noget, og jeg gider slet ikke at bruge tid på bare at se fjernsyn. Jeg vil gerne selv vælge. Og det, jeg ser, vil jeg gerne lære noget af. Det er ligesom med musikken om morgenen. Det, min krop skal have, det skal være … nice! Min søn skal også kun se det bedste, og han står allerede og danser foran fjernsynet til Michael Jackson, der er ikke så meget der!

Jakke, Visvim, 12.200 kr.
Skjorte, A.P.C., 1.500 kr.

SELV ER JEG vokset op først i Nordvest og så i Brøndby Strand med min søster og mine forældre. De har givet mig en fantastisk opdragelse. Emma Gad … Den havde jeg locked down! De lærte mig almen dannelse, at være en verdensborger, der er rar, holder døren og rejser sig op, når nogen kommer ind. Det er også noget af det første, jeg er ved at give videre til min egen søn. Men i skolen – der havde jeg ingen disciplin. Jeg var virkelig ikke god til nogen fag og lavede ikke lektier. Jeg havde slet ikke interessen for det. Jeg har altid vidst, at jeg skulle lave musik, så det var ikke i dansk- og matematiktimerne, at jeg skulle lægge min energi. Men det krævede en del ydmygelse, og jeg følte ikke, at jeg var god til noget. Jeg var virkelig flov over at være så dårlig i skolen. Allerede inden læreren spurgte mig, vidste vi godt begge to, at jeg ikke havde lavet lektier. Jeg følte mig virkelig lousy. Men så skiftede jeg skole. Min musiklærer havde opfanget, at jeg blomstrede i hans timer, og han spurgte, om det var okay at sende mig til optagelsesprøve på Sankt Annæ. Til prøven sang jeg Jeg ved en lærkerede flot nok til at komme ind på skolen i tredje klasse og komme med i Københavns Drengekor. Det var SÅ fedt! Endelig var det fedt at gå i skole. Sankt Annæ havde en kæmpe koncertsal, der stod et klaver i hvert klasselokale, og der var nodelinjer på alle tavlerne.

Jeg tror, at musikken fyldte mere på skolen, end hvad de lige har lovet Undervisningsministeriet. Og det passede mig virkelig godt. Hvis man, som jeg var, var solist, fik man lov til at gå fra timerne for at øve. Jeg var førstesopran, hvilket vil sige, at jeg sang virkelig lyst. At gå så meget op i sangen og koret var mit første møde med selvdisciplinen. Bare den måde vi skulle klæde os på. Drengekoret er jo gammelt og har mange traditioner: Man går i matrostøj, rejser sig op, når kantor kommer ind, og der er regler for, præcist hvordan du holder dit nodeark. Der var næsten militær disciplin, og jeg elskede det.

”At være med i Drengekoret har skolet mig på en måde, hvor jeg i dag kan mærke, at jeg har noget ekstra ammunition. Musikken er indarbedet langsomt og sikkert gennem hele min opvækst, og jeg føler mig god – for at være helt ærlig.”

Burhan G

Vi havde aftenprøver, efter at vi havde fri fra skole, men for mig var det ikke en pligt. Endelig følte jeg mig god, og det motiverede mig meget. Jeg sad også og skrev digte efter skole – det var den spæde start på selv at lave musik. Hver søndag sang vi til gudstjeneste i Vor Frue Kirke. Vi sang salmer til begravelser og dåb og fik 20 kroner for det, haha. Her brugte jeg altså en del tid, jeg kunne have brugt på alt muligt latterligt, men jeg var meget pligtopfyldende og disciplineret, når det kom til musikken.

At være med i Drengekoret har skolet mig på en måde, hvor jeg i dag kan mærke, at jeg har noget ekstra ammunition. Musikken er indarbejdet langsomt og sikkert gennem hele min opvækst, og jeg føler mig god – for at være helt ærlig. Jeg tror, at det er ligesom med folk, der har været i militæret: Uanset om de arbejder med noget helt andet i dag, har de et ekstra overskud på grund af den træning, de har fået. Sådan har jeg det med Københavns Drengekor.

SIDEN DA har jeg vidst, at musik skulle være min levevej. Og jeg har lyst til altid at lave musik. Og det kræver, at jeg holder mig skarp. I dag har jeg bygget en maskine op om det talent, jeg synes, at jeg har fået foræret, og som jeg gerne vil værne om. Al træning, søvn og kosten … Det hele bunder i musikken. Jeg vil gerne have det overskud, der gør, at jeg kan være et skridt foran alle andre. Altid. Det er ikke nogen bestemt, jeg er i konkurrence med. Jeg vil bare gerne være den bedste! Jeg har købt sådan en corny citatbog, hvor jeg læste et citat af en fra Google: ’Deliver more than expected’. Det giver rigtig meget mening for mig.

Jeg kan også genkende den måde, Ronaldo bare ER sit fag på. 110 procent. Han har overgivet sig fuldstændigt til sit talent, og det, synes jeg, er smukt. Han har fået en gave, og den passer han godt på, og han får hvert minut til at tælle. Det er også sådan, jeg har lyst til at behandle mig selv og min stemme. Alt er bygget op om den gave, jeg har fået. Ronaldo har, som fodboldspiller, selvfølgelig brug for at være i fysisk topform for at kunne præstere på banen. Det behøver jeg ikke. Jeg synes bare, at det er fedt at leve som topatlet. Det er jo irrelevant, når jeg sender en sang ud, at jeg kan løfte en masse kilo. Men det er et fedt element for mig selv at have med. Det bunder nok i, at jeg gerne vil være den bedste til det, jeg gør. Altid. Og det kræver noget ekstra. Sådan har jeg altid tænkt.

Læs også:

Jeg føler virkelig ikke, at jeg går glip af noget. For det er jo mit valg. Eller fravalg. Når jeg ser mine kollegaer i branchen poste billeder fra efterfesten, klubben eller den røde løber, så tænker jeg aldrig, at jeg også burde være der. Jeg forstår og anerkender, at det også er en del af livet som musiker. Det er bare ikke mit drive. Jeg vil hellere sidde i studiet, øve mig, gøre mig bedre, og så slipper jeg også for tømmermændene, haha.

Det nytter ikke at hvile i sine tidligere succeser. På din næste plade, eller i din næste fodboldkamp, kan du ikke bruge til noget, at du HAR vundet én gang. Jeg render hele tiden rundt med den opfattelse, at jeg ikke rigtigt har opnået noget. Selvfølgelig har jeg oplevet nogle fede ting i min karriere, og jeg føler, at jeg har skrevet nogle sange, som folk vil synge med på nogle år endnu, men jeg føler mig også som en debutant hver gang. Det hele kan jo være lige meget, hvis ikke det, der sker i fremtiden, bliver godt.

Jakke, Undercover, 5.900 kr.
T-shirt, Le Fix, 300 kr.
Bukser, Stone Island, 1.900 kr.
Sko, Reebok, 749 kr.

Jeg har altid følt, at jeg har meget at bevise. Jeg er vokset op et sted, hvor statistikken ikke ligefrem tilsiger, at man bliver kreativ og klarer den i showbiz. Især ikke dengang – det er måske lidt bedre nu – men dengang var der bare langt fra Brøndby Strand til musikbranchen. De skulle virkelig lige se os an: Hvem fanden er de drenge, der kommer med A-toget ude fra Vestegnen? Det kræver mod at gå i et betonbyggeri og drømme om en musikkarriere. Det er noget andet, hvis man bor i Pisserenden eller har gået på Bernadotteskolen, hvor der er et miljø for at være kreativ. Det var der virkelig ikke i Brøndby Strand. Selvtillid har jeg masser af, men der er stor forskel på det og så selvværd, som jeg har lidt mindre af. Selv om jeg hellere ville være musikalsk end boglig, har mit selvværd fået nogle hak i folkeskolen. Det er et vigtigt tidspunkt i livet, og her fik jeg at vide, at jeg ikke var god nok til de ting, samfundet synes, at man skal være god til. Det kan jeg godt mærke i dag. Mine forældre havde ikke værktøjerne til at bygge mig op og sige: Gå for musikken. For vi er jo programmeret til, at det vigtigste er at være god til at lave lektier, skrive stile og kunne tabellerne. Når min søn vælger, hvad han vil, står jeg bag ham som den første – uanset hvad han vælger! Den modstand, jeg har oplevet, er for mig – i dag – bare benzin til at køre endnu mere på, til at lykkes endnu mere.

Jeg påstår ikke, at min måde at leve på er den rette opskrift for alle. Slet ikke. Så vidt jeg ved, er der ingen af mine kolleger, der lever på den her måde. Og jeg ved ikke, hvad folk siger om mig. Mange legendariske musikere har været på alt muligt, og jeg var selv påvirket, da jeg skrev de to første plader. Men jeg kunne bare ikke lide den måde at være i branchen på. Nu går jeg ikke på kompromis længere. Det er nok overskriften på mit liv.

Fra Dossier nr. 9, oktober 2018.

Læs også: