Christian Vennerstrøm

Arkitekt og medstifter, Bahraini-Danish og Miniatura, 32 år

Da Christian Vennerstrøm fik arbejde hos Studio Anne Holtrop i Bahrain i 2015, kørte han sammen med sin nye kollega Maitham Almubarak fra Manamas skyskrabere ud til industrikvarterer og landsbyer og videre langs kysten, hvor han kiggede ud på de nye kunstige øer, der stadig lå tomme. De kørte i mange timer, mens Almubarak, som er lokal, viste og fortalte Vennerstrøm om sit lands kultur. Kollegaen viste ham blandt andet billeder af nogle isskilte med Karoline-køer og markblomster, der stod ude foran traditionelle arabiske basarer – noget, Almubarak havde minder om fra sin barndom. Vennerstrøm fandt ud af, at skiltene med de danske mejeriprodukter stammede tilbage fra 50’erne og 60’erne, hvor Arla, som tidligere hed MD Foods, satte sin mælkeproduktion op i Saudi-Arabien, Kuwait og altså Bahrain og kaldte det The Bahrain Danish Dairy Company. Det kom bag på Vennerstrøm, hvor internationaliseret Bahrain var med gadeskilte skrevet på både engelsk og arabisk. ”Det betød noget for os. Vi kørte rundt i det her land, som var overvældende meget anderledes end det, jeg kommer fra, der var ekstremt varmt, og hvis vi ikke kørte rundt mellem skyskrabere, så var vi i ørkenen, og samtidig var der noget, der føltes hjemligt for os begge to – noget, vi havde til fælles,” siger Christian Vennerstrøm.

At det lige blev Bahrain, Vennerstrøm landede i, er mere tilfældigt, da han havde søgt arbejde hos forskellige tegnestuer rundtom i verden, men han vidste, at han ikke ville følge den danske møbeltradition, ”som er gennemraffineret, og jeg kan ikke forestille mig, at jeg kan tilføje noget nyt. I stedet synes jeg, det er spændende at kigge efter nye veje og begynde et nyt kapitel.” Efter fyraften på tegnestuen, som var afgørende for det, Vennerstrøm i dag ved om formgivning og håndværk, men også understimulerende, fordi han kun realiserede chefens idéer, begyndte han at mødes med Almubarak og Almubaraks kone, Batool Alshaikh, på restauranter og caféer for at tegne møbler, som var det, de selv havde råd og tid til at bygge i weekenderne. Deres forskellige kulturer og indgangsvinkler til en designproces blev grundstenen for deres arbejde. ”Vi taler tit om det nyttige i at se sin egen kultur gennem en andens blik. Når de stiller spørgsmål til noget i min kultur, som er selvfølgeligt for mig, svarer jeg automatisk ud fra en generel dansk selvforståelse,” siger den 32-årige arkitekt. ”Det er vigtigt, at vi stadig undrer os over hinanden og os selv. Det er også sådan, vi finder sprækkerne ind til noget nyt.”

Da Christian Vennerstrøm designede Atlas-skamlen sammen med Batool Alshaikh og Maitham Almubarak, arbejdede de med frie former. De var fascineret af blades former, som de affotograferede og lagde ind i computeren, hvor de trak i formen og tegnede videre på den, indtil den udviklede sig i en interessant retning for dem. ”Det er svært at sige, hvornår en form er rigtig god, det handler meget om vores mavefornemmelse. På arkitektskolen skulle man altid forsvare, hvorfor noget ser ud, som det gør. Ved at rejse langt væk fra Danmark følte jeg mig fri til at sige: Hvorfor ikke? I dag har vi lyst til at lave noget, som er mere stringent med vinkelrette former og vise, at det minimalistiske ikke behøver at være kedeligt. Sådan udvider vi hele tiden vores ordforråd,” siger Christian Vennerstrøm.

Når det kom til design i Bahrain, var der ikke meget, som resonerede for Christian Vennerstrøm. Der var ingen butikker med skandinavisk design, som han kunne sætte i bås som godt eller skidt. ”I Danmark har vi udviklet vores designkultur med udgangspunkt i nogle underforståede dogmer og værdier, der afgør, hvad godt design er. Typisk noget, som står på skuldrene af Arne Jacobsen, Wegner og Kjærholms skole. At komme til Bahrain og opleve, at ingen bekymrede sig om, hvilke designregler man bør overholde i Danmark, gav mig en følelse af, at min verden åbnede sig.” Vennerstrøm kunne ikke spejle sig i æstetikken i Bahrain. Det eneste, han kunne genkende, var den mere traditionelle arabiske stil, der er reproduceret i vestlige portrætteringer af Mellemøsten. Op gennem 60’erne, 70’erne og 80’erne begyndte de første skyskrabere at dominere det bahrainske landskab, og i dag arbejder de fleste arkitekter på indkøbscentre, infrastruktur og flere skyskrabere. Men Vennerstrøm, Alshaikh og Almubarak kunne ikke finde ligesindede, der også ønskede at have en mere kunstnerisk og undersøgende tilgang til design og arkitektur, hvor man godt kan designe uden at have en bygherre, som har en konkret efterspørgsel, og skabe, fordi man ikke kan lade være. ”Det føltes, som om vi kunne bygge en ny verden op med et nyt sprog, der hverken var dansk eller bahrainsk, men vores eget.”

Læs også:

Det andet møbel, de lavede, var Atlas-skamlen, som blev deres gennembrudsdesign. De navngav deres trio for Bahraini-Danish, inspireret af deres fælles reference til de danske mejeriprodukter. I Bahrain er størstedelen af alle materialer standardiserede industriprodukter, og man bygger huse af cement og betonblokke. Byggekomponenterne er få, til gengæld bygger de alt med dem, fortæller Christian Vennerstrøm. ”At lave et møbel som et masseproduceret standardprodukt er ikke særlig sexet i en dansk kontekst, her skal man helst bruge naturlige materialer, og det skal gerne laves i hånden af en snedker. I Bahrain lykkedes det os kun at finde ét snedkeri, hvor mester var lokal – alle de ansatte var indiske snedkere. Som turist havde jeg en typisk fantasi om at finde noget autentisk. Det var en øjenåbner for, at autenticitet ikke nødvendigvis er etnisk eller kulturelt homogent.” Da de skulle producere skamlen, kombinerede de deres to kulturers forskellige tilgange til produktion. De brugte det tykkeste træ, de kunne få adgang til, hvilket gav mening ud fra en dansk logik om at bruge kvalitetsmaterialer. De skar skamlens elementer ved hjælp af en CNC-maskine, der taler sammen med en computer – hvilket er en udbredt metode i Bahrain. Kommunikationen med de indiske snedkere rakte til at lave en tapafslutning på benene, ”og på den måde kom vores skammel alligevel forbi menneskehænder, før den var færdig, hvilket pleasede min danske opfattelse af et godt produkt.”

Skjorte, A Day’s March, 650 kr.
T-shirt, A Day’s March, 250 kr.
Bukser, Sunflower, 1.500 kr.
Bælte, Mulberry, 1.850 kr.
Sko, Adidas, 799 kr.

Skamlen blev i 2017 en del af den permanente udstilling på designmuseet V&A Museum i London, og i dag er Bahraini-Danish repræsenteret hos kunst- og designgalleriet Etage Projects i København, hvor de løbende udstiller nye design. Christian Vennerstrøm er flyttet tilbage til København og har fået sin egen tegnestue og sit eget værksted på Gammel Køge Landevej i udkanten af Valby, hvorfra han også arbejder på projekter uden Alshaikh og Almubarak, som stadig bor i Bahrain. Sammen med Jonathan Meldgaard Houser har han skabt Miniatura, som er et forsøg på at lave et museum, hvor arkitekturmodeller og -projekter udstilles i en miniatureskala. Museet kan omformes og i princippet opstilles alle vegne. Alle plader, som skal bruges til at danne kulissen med gulve og vægge, er lavet på Vennerstrøms værksted. Det er også her, de i efteråret vil opstille de første tre udstillinger, som kun lever digitalt på deres hjemmeside og de sociale medier. ”Vores forhåbning er at skabe et museum, der fungerer på samme billedmæssige vilkår som et almindeligt museum, fordi man på fotografier af miniaturemodeller i et øjeblik kan tro, at det er i fuld størrelse,” fortæller Vennerstrøm.

Ifølge Christian Vennerstrøm er både design- og arkitekturbranchen i Danmark domineret af nogle få og store spillere. ”Når DAC laver udstillinger, er det ofte om de store succeser eller de kanoniserede helte, men hvordan kan nye generationer af arkitekter komme mere ind i dialogen? Hvis ikke man kan spejle sig i branchen og gerne vil i en ny retning, så er der meget få steder at gå hen og vise sine ideer frem,” siger Christian Vennerstrøm. De succesfulde firmaer ender ifølge Vennerstrøm med at få enebestemmelse på, hvad det vil sige at lave god arkitektur og design. ”Jeg er ikke kritisk over for, hvad toppen står for, men jeg kan være bekymret for, at stærke traditioner lukker sig om sig selv og skygger for det nye, der gror frem. Hvis vi gentager os selv for mange gange, er der ikke noget nyt at lære. Jeg er i gang med at finde min egen vej og udforske andre måder at gøre tingene på. Med Miniatura vil vi undersøge, hvem vores generation er, og hvad vores bidrag bliver. Vi må insistere på, at der er nyt talent derude.”

Fra Dossier nr. 26, september-oktober 2021.

Læs også: