David Dencik

om at udfylde 
sine roller

Når David Dencik til efteråret bliver udnævnt som æresdoktor i filmskuespil ved universitetet i Göteborg, forventes det, at han holder et symposium om, hvad skuespil er. Hvordan spiller den 46-årige dansk-svenske, James Bond-aktuelle skuespiller for eksempel selv sine roller mest troværdigt og levende? Dencik giver sine bud her.

DA JEG I 90’ERNE prøvede at komme ind på teaterskolen, havde jeg enetimer med Lars Mikkelsen, der talte meget om at være sandhedssøgende som skuespiller. Han lærte mig, at man skal prøve at gå ind og opleve en situation. Det er ikke nok at gentage det, man gjorde sidste gang, man skal stræbe efter at opleve på ny.

På et tidspunkt skulle jeg fremføre en dialog fra Shakespeares komedie ’Stor ståhej for ingenting’, hvor min rolle finder ud af, at den kvinde, han er forelsket i, også er helt vild med ham. Opgaven var at reproducere det moment af overvældelse over at blive bekræftet i sin forelskelse. Her er det jo ikke nok at sige sine replikker. Det handler om at sætte sig ind i situationen, det handler om det magiske ’hvis’. Hvad nu, hvis det var mig, der hørte det her. Det handler om at tage sig tid til rent faktisk at høre, hvad den anden siger, og mærke efter, hvordan det føles: Hun siger, hun er vild med mig. Hun er … Nå, okay, hun er sgu vild med mig! På den måde lærte jeg, at en stor del af skuespillet handler om at lytte frem for at tale. Man skal ikke have for travlt med at sige sin egen replik, man skal lytte. Og det blev for mig nøglen til min måde at være skuespiller på.

Læs også:

Jeg er heller ikke så vild med at have mange prøver. Jeg har lige spillet over for en norsk kollega, der gerne ville spille scenen mange gange, inden vi skulle optage, hende og mig. Det er det, man kalder at orde, hvor man sidder rundt om et bord og skiftevis siger sine replikker. Vi havde for eksempel en sexscene, hvor hun siger: ”Vänta, kondom …”, og så siger jeg: ”Men kom igjen, seriöst?”, og så siger hun: ”Sluta gnälla nu, kom igjen”, og så siger jeg: ”Det känns bara som …”, og den måde at øve sådan en scene ved et bord på … Det vil jeg gerne være fri for. Jeg bryder mig ikke om det. Det er, som om scenen bliver konsumeret for mig, hvis jeg øver den for meget. Det friske i en scene ophører med at være friskt, og når vi så filmer, gentager vi bare noget, vi gjorde et kvarter forinden. Det er meget mere levende, når det føles som første gang foran kameraet.

Det er også udfordringen ved at lave teater. Det er ikke, fordi jeg ikke kan lide det, teater har været min vej ind i skuespillet, men det er et andet slid. Og jeg synes, at det er svært at reproducere den samme forestilling seks aftener i træk og holde niveauet. Personligt får jeg mere ud af at filme en scene, hvor jeg dårligt nok kender replikkerne. Så går jeg ind og oplever en situation på en helt anden måde, som hvis jeg hører noget blive sagt første gang, som da du sagde, at du kom ti minutter for sent til vores aftale. Hvis jeg havde hørt dig sige det 40 gange, ville min følelsesmæssige reaktion nok være lidt mat, i forhold til hvis jeg hører det første gang, hvor jeg tænker: Fedt! Men det behøver jeg ikke at sige til hende, for jeg er også selv forsinket, og det var jeg. Så er der hele den historie, som kun er der én muligvis to gange, og så er den væk. Alt andet derefter vil være at prøve at skabe det moment igen, og det vil til hver en tid ikke blive lige så levende. I den situation siger jeg til min norske kollega, at, okay, vi kan øve det en eller to gange, og så siger hun: ”Vi körer igjen, vi körer igjen”, og så siger jeg: ”Det er cool, det kan du bare gøre uden mig”.

David Dencik bor med sin kone, juristen Sofie Munck-Dencik, og deres to børn, Elvira og Gabriel, på Frederiksberg. Han har tidligere boet i Belo Horizonte i Brasilien, hvor han uddannede sig som instruktør i den brasilianske kampsport capoeira, og senest har han tilbragt et halvt år i Los Angeles med sin familie.

Skjorte, Ami hos Illum, 1.350 kr.
Kasketten er David Denciks egen.

REPLIKKERNE KAN JEG I SIDSTE ØJEBLIK. At lære dem er noget, jeg gør med stor modstand. Det er et meget langsommeligt arbejde, som jeg har brug for at gøre hyppigt, men i meget kort tid ad gangen. Hvis jeg skal spille en fire siders skænderiscene, vil jeg typisk begynde at kigge på den et par dage før, muligvis gå rundt med de sider af manuskriptet i lommen og så kigge på dem i køen i Netto. Søvnen gør et kæmpearbejde for mig, så hvis jeg begynder at massere replikkerne ind i små bidder lige så stille, sætter de sig fast om natten. Når jeg er på vej hen for at hente børn eller vasker op eller spiser en frokost alene, mumler jeg replikkerne for mig selv. Hvis jeg ikke kan dem, mens jeg gør de her små, automatiserede sysler, så skal jeg øve dem noget mere. Det er lakmusprøven.

Så afslappet med mine replikker er jeg dog slet ikke på engelsk, som jeg ikke er lige så godt hjemme i som dansk eller svensk – mine forældre er svenske, men jeg er vokset op i Danmark. Jeg har lige lavet en tv-serie i England, ’The Ipcress File’, som er et remake af en gammel film fra 60’erne med Michael Caine med spioner, Øst- og Vestberlin, russere og atombomber. Jeg spiller en russisk fyr i det der spionnetværk. Det var et manuskript med en litterær kvalitet, der var meget stringent skrevet, og det ville ikke være blevet bedre af, at jeg ikke kunne mine replikker ordentligt, eller at jeg improviserede. Jeg havde også brug for den sikkerhed på engelsk at kunne det meget bedre, end jeg nogensinde har kunnet et dansk manuskript.

”Det er en af de mest komplekse roller, jeg har spillet, og den kom meget tidligt i min karriere, og jeg synes stadig, at den holder. Den tåler at blive set, og det er jeg ikke sikker på, at mange af de andre, jeg har lavet, rigtigt gør.”

David Dencik

Andre gange sidder jeg med et manuskript, hvor instruktøren siger: Sig, hvad du vil, så længe du holder dig inden for rammen, med de ord, du synes er relevante. Sådan var tilgangen i filmen med min norske kollega, som vi wrappede i sidste uge. Den kommer til at hedde ’Diorama’ og er instrueret af den svenske skuespillerinde Tuva Novotny. På et tidspunkt skulle jeg sige: ”Hi, sexy”, men jeg følte mig mere tilpas ved at sige: ”Hej, smukke”, og så gjorde jeg det. Det var et manuskript, hvor situationen var den dominante, og lige præcis hvilke ord der blev sagt, var ikke så afgørende for følelsen i filmen.

’Diorama’ handler om parforholdet og udfordringerne ved tosomheden, som jo er en af de mest fundamentale strukturer, vi har i vores liv. Den handler om, hvordan man kan glide fra hinanden, som børnefamilier kan opleve, når børnene kommer ind om natten og tager den enes plads i sengen, og man må sove i badekarret eller på sofaen. Og hvor slidsomt det kan være, når man kommer til at gå for meget op i, hvem der har smurt flest madpakker, og det bliver en kamp om, hvis tur det er til at tage af bordet næste gang. Hvordan mange ikke ser hinanden, og det ender i et millimeterdemokrati, som er langt væk fra den kærlighed, det hele måske begyndte med. Jeg spiller manden i forholdet. I den her film var det vigtigt at skabe situationer, som mange børnefamilier kunne genkende, for eksempel en kaos-morgen. Jeg gjorde mange ting, der faldt uden for manuskriptet, og det var ikke altid, det kunne bruges, men ambitionen blev anerkendt, og hele arbejdet med den film var meget lystbetonet for mig. Jeg havde en følelse af at være fuldstændig opløftet efter et take, jeg ville bare blive ved med at filme.

T-shirt, Arket, 140 kr.
Bukser, Acne Studios, 2.000 kr.
Sko, Nike, 899 kr.
Kasketten er David Denciks egen.
Solbriller, Cold Heggem, 9.200 kr.

GODT SPILLEHUMØR KOMMER man virkelig langt med. Jeg synes, det er tydeligt at se, om en skuespiller rammer spilmomentet med en lyst til rent faktisk at spille skuespil. Der er mange, der kramper det frem. Det synes jeg godt, at jeg kan gennemskue, når jeg ser en film. Når en skuespiller derimod rammer skuespillet med et vist overskud, taler det virkelig til mig.

Forleden så jeg ’Green Book’ på vej hjem i flyet på en lillebitte skærm. Jeg måtte hele tiden stille mit glas juice fra mig for at se en scene færdig, fordi jeg var så imponeret af Viggo Mortensens arbejde med sin rolle som den her italienske mafiafyr, der kører rundt som chauffør for en sort pianist i sydstaterne. Der er nogle fantastiske scener, hvor Viggo Mortensen lytter til ham spille musik og bliver så imponeret, som hvis jeg siger til mine børn, at de må få en ny legoklods. At tabe hagen, som man siger på svensk. Det virker virkelig, som om Viggo Mortensen lytter til musikken, oplever den og reagerer på den. Her kan man virkelig tale om at lytte til, hvad der bliver sagt – eller spillet – og reagere på det. Jeg ved ikke, om han havde det sjovt, da han lavede filmen, men jeg har virkelig en følelse af, at han havde det sjovt. I hvert fald er det et meget virtuost spil, der har en lethed over sig, som tiltaler mig. Det bliver tilgængeligt, overraskende og uforudsigeligt.

Læs også:

Jeg prøver også selv at komme på settet med godt humør, være social og udadvendt, og så skal de andre også gerne være i godt humør, ligesom du nu sidder og smiler, så har jeg det meget bedre, og så arbejder jeg bedre. Jeg har oplevet mange, som kommer og skaber drama omkring deres person, og som nægter at tage den og den trøje på, og det gør jeg aldrig. Det ligger meget langt fra mig at begynde at skabe dårlig stemning, fordi jeg bare vil have ret. Det er ikke ubetinget en god ting, for det er jo meget godt at kunne sætte grænser, formulere sine behov og sige, at jeg ikke kan spille den her scene, hvis den der helikopter skal være tændt. Men det siger jeg meget sjældent, jeg bryder mig ikke om at være den person, som nægter eller skaber problemer omkring sig selv.

Jeg kan i hvert fald komme i tanker om to gange, hvor jeg dog skulle have sagt fra, og de handler begge om mine tænder. Da jeg spillede Gorbatjov (i HBO-serien ’Chernobyl’ fra 2019, red.), blev der gjort rigtig mange ting med mit ansigt og mit kostume. Fem timer hver morgen sad jeg i makeuppen, og jeg forsvandt jo, jeg var jo inde i Gorbatjov mere end noget andet, og det var ligesom svært at finde ind til noget kreativt i det. Jeg skulle have tre eller fire stykker silikone på, der var støbt efter mit ansigt, først på den ene kind, så på den anden, på næsen, og så til sidst en paryk. Det skulle alt sammen limes fast, gerne af to sæt hænder, og hvert stykke tog en time. Til sidst fik jeg malet et modermærke i panden og fik et fatsuit på, der var syet efter mine mål. I det første, de lavede til mig, havde de glemt at lave et hul til min tissemand, så jeg kunne ikke tisse, så den måtte de lave om.

Karl David Sebastian Dencik, bedre kendt som David Dencik, er født 31. oktober 1974 i Stockholm, men flyttede to år senere til København med sine forældre og sin storebror, forfatteren og filminstruktøren Daniel Dencik. David Dencik er uddannet skuespiller fra Teaterhögskolan i Stockholm i 2003 og har medvirket i en lang række danske og svenske teaterstykker, serier og spillefilm, ligesom han har arbejdet på internationale produktioner med instruktører som Steven Spielberg, Tommy Lee Jones og David Fincher. Dencik spiller den russiske videnskabmand Valdo Obruchev i James Bond-filmen ’No Time to Die’, den 25. Bond-film i rækken, der har dansk biografpremiere 30. september.

Jeg følte mig meget langt fra mig selv, og det var svært nok at spille i forvejen. Og så ville de gudhjælpemig også give mig falske tænder på, og jeg taler ikke særlig godt med gebis. 46 års træning har gjort, at jeg tilsyneladende taler ud gennem det lille mellemrum, jeg har mellem fortænderne, og når det lukker til, snakker jeg meget underligt. Og efter fem timer i sminken var mit sprog jo det sidste, jeg havde tilbage. Alligevel gik jeg med til det, da de sagde: Det ser pissefedt ud, det skal du bare gøre, vi kan ikke høre noget som helst, men jeg havde det, som om jeg havde en varm kartoffel i munden. Det føltes ikke så godt, men jeg åd den og skrev et par måneder senere i en mail, at jeg meget gerne ville eftersynkronisere mine replikker, altså sige dem igen uden gebis, men de andre kunne slet ikke høre det, så det fik jeg ikke lov til. Ud over mig selv var det vist kun min kone, der bemærkede det, men for mig var det et handicap, som hvis du var taget på arbejde uden blæk i din kuglepen.

Det var dog ikke så slemt som i 2013, hvor jeg til min rolle i ’Gentlemen’ fik lavet rigtige implantater på mine tænder hos en rigtig tandlæge. Jeg levede med dem et år! Der havde de også lukket hullet mellem mine tænder, og jeg kunne slet ikke eksistere. En aften kunne jeg ikke mere, og jeg ringede til min svigerfar, der er tandlæge, som kom hjem til os, lagde mig på køkkenbordet og gik i gang med en tandfil for at åbne mellemrummet bare lidt op, så jeg kunne være i det. Jeg var kommet til at sige, at det kunne da være fedt med de rigtige implantater, det gør vi da bare, men det var jo jordens undergang. Jeg havde lige filmet ’Lasermannen’, der gjorde mig verdensberømt i Sverige, blandt andet med det mellemrum, og så ville instruktøren gerne lukke det, fjerne det karakteristika til den nye rolle. Fremover kommer jeg til at være mere stædig, hvis nye instruktører vil pille ved mine tænder.

”Jeg prøver også selv at komme på settet med godt humør, være social og udadvendt, og så skal de andre også gerne være i godt humør, ligesom du nu sidder og smiler, så har jeg det meget bedre, og så arbejder jeg bedre. Jeg har oplevet mange, som kommer og skaber drama omkring deres person.”

David Dencik

Jeg skal også øve mig i at være mere lydhør over for mig selv, om det er en rolle, jeg skal tage. Jeg har været på sets, hvor jeg ikke har brudt mig om materialet, hvilket jeg har fundet ud af for sent. Eller jeg kan være kommet til at tage en rolle af forkerte årsager: Fedt med et engelsk projekt, perfekt, at de lige filmede i København, og nogle gange er lønnen jo også god, men jeg skal jo stadig være kritisk, selv om jeg på tre måneder kan tjene en årsløn. Hvis jeg skal spille en scene, jeg ikke føler mig hjemme i, er det ligegyldigt, hvor godt humør jeg møder op med – det bliver aldrig helt godt. Jeg har ovenikøbet været med til læseprøver og udtrykt begejstring for manuskripter, jeg godt ved, jeg ikke burde lave. Hvis jeg ikke føler mig unik til rollen, men står med et materiale, hvor jeg tænker, at det kan gud og hver mand spille, og at jeg med min klejne skuespilkompetence ikke kan bidrage med noget, der kan løfte det i nogen som helst retning – så skal jeg jo sige nej. Det er en kostbar ting for mig at spille, det er sårbart, dyrebart og på en måde det eneste, jeg kan, så jeg skal ikke være sløset med det og bare kaste det ud til højre og venstre. Det er sket for mange gange. Jeg bliver nødt til ikke at være så vægelsindet, men tro på min intuition og stå ved mit nej.

’EN SOAP’ ER EN AF DE FILM, jeg er stolt af, og jeg føler, at der er en flig af rollen, der er blevet boende i mig. Jeg kan for eksempel føle, at jeg får besøg af Veronica, når jeg står på et dansegulv, fordi der var så meget med dans og feminine bevægelser i den rolle. Det var i høj grad Pernille Fischer Christensens (instruktøren, red.) proces, der gjorde det til så helstøbt en rolle for mig. Vi havde to ugers prøveforløb, hvilket er ret meget. Andre gange er det nul dage, på James Bond er det kostume på, og så filmer vi, og sådan er det faktisk på næsten alle film – måske lige suppleret af en læseprøve, hvor man siger sine replikker højt.

Jesper Christensen er den dansker, der har medvirket i flest James Bond-film: Han spillede rollen som mr. White i ’Casino Royale’ (2006), ’Quantum of Solace’ (2008) og ’Spectre’ (2015). I alt har fem danskere haft roller i en James Bond-film – foruden David Dencik og Jesper Christensen drejer det sig om Cecilie Thomsen, der spillede professor Inga Bergstrøm i ’Tomorrow Never Dies’ (1997), om Ulrich Thomsen, der var Davidov i ’The World Is Not Enough’ (1999) og om Mads Mikkelsen i rollen som Le Chiffre i ’Casino Royale’ (2006). ’No Time to Die’ med David Dencik er instrueret af Cary Joji Fukunaga.

T-shirt, Arket, 140 kr.
Bukser, Acne Studios, 2.000 kr.
Sko, Nike, 899 kr.
Kasketten er David Denciks egen.
Solbriller, Cold Heggem, 9.200 kr.

Pernille har gået på filmskolen og lært om Mike Leigh og Ken Loach og var blevet inspireret af deres filosofi om, at en skuespiller skal eje sin rolle. Der er kun den her specifikke skuespiller, der kan spille dén rolle. Sammen med Pernille og en kostumier gik jeg ind i dameafdelingen i H&M og prøvede trøjer, trusser, strømpebukser, sko og alt det der. Jeg var pludselig nødt til at udtrykke en eller anden smag i dametøj, hvilket jeg ikke har brugt så meget tid på før. Jeg talte også med en overlæge i psykiatri ved Sexologisk Klinik på Rigshospitalet og en transkønnet person, der kunne fortælle helt lavpraktisk, hvordan det hele fungerer, når man har fået en kønsskifteoperation. Såret skal holdes åbent, så kønnet ikke vokser sammen, og så viste hun mig de instrumenter, nærmest en slags dildoer, man skulle bruge til det. Det var jo noget, jeg ikke anede, og det var heller ikke noget, der direkte skulle bruges i filmen, men jeg kunne bruge den viden, jeg fik, til at forstå, hvor stort og voldsomt et indgreb det, Veronica ønsker sig i filmen, er, og hvor mange følelser der er forbundet til det. Hvor eksistentielt det er.

Jeg fik selv lov til at navngive min karakter, Veronica. Det var Pernille, der havde skrevet historien, men det var virkelig mig, der skabte rollen. Jeg kan huske, at jeg efter et stykke tid lagde mærke til, at der i manuskriptet stod om Veronica: Han rejser sig op, han tager en kop kaffe og så videre, og det stregede jeg over gennem hele manuskriptet og skrev hun, for det kan da godt være, at hun havde en tissemand, men hun var jo en kvinde. Det blev vigtigt for mig. ’En Soap’ er en kærlighedshistorie, der transcenderer den kønslige kærlighed. Den handler om Veronica, der er født i den forkerte krop, og som møder Trine Dyrholms rolle, og de to finder en ømhed over for hinanden, der kommer fra et ret ærligt sted, hvor det ikke handler om køn.

Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle tage rollen, jeg var vildt begejstret fra starten. Det er en af de mest komplekse roller, jeg har spillet, og den kom meget tidligt i min karriere, og jeg synes stadig, at den holder. Den tåler at blive set, og det er jeg ikke sikker på, at mange af de andre, jeg har lavet, rigtigt gør.

Sweatshirt, Maison Kitsune hos Illum, 1.100 kr.
Bukser, Acne Studios, 2.000 kr.
Solbriller, Cold Heggem, 9.200 kr.

ER ROLLEN OG FILMEN INTERESSANT, er det på et set som skuespiller, at jeg er allermest kreativ, men det kommer ikke af sig selv. Det er helt klart forbundet med mødet med andre mennesker, hvilket jeg mærkede under corona, hvor jeg ikke arbejdede i over et år. Det føltes jo som at holde søndag i 15 måneder eller som en forsmag på livet som pensionist. Inden første lockdown var jeg måske lidt mæt af roller og havde været lidt krukket med ikke at ville arbejde så meget, men jeg kunne bare konstatere, at jeg virkelig savnede mit arbejdsliv meget under corona. Jeg fik mulighed for at være rigtig meget sammen med min familie i L.A. med pool og citrontræ, men der manglede noget for mig. Jeg forstod, hvor vigtigt arbejdet er for mig og for min egen indre balance. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle lave, og jeg følte, at jeg manglede en hel dimension i mit liv.

Normalt kan jeg godt lide at tage på arbejde og så komme hjem, men at jeg ikke havde hele den ene halvdel af mit liv i så lang tid, gjorde ikke noget godt for, hvordan jeg så var derhjemme. Jeg vil jo også gerne føle mig eftertragtet som skuespiller, og jeg begyndte at tænke på, hvad, hvis rollerne stopper om nogle år. Så jeg blev virkelig taknemmelig, da vi startede op igen, og jeg fik lov til at spille, være på et set og have interaktion med andre mennesker. Det er samarbejdet med de andre faggrupper på et set og det uforudsete, der kan ske i mødet med andre mennesker, der bærer min kreativitet, og det samspil kan jeg på en god dag være god til at forvalte.

”Det er en kostbar ting for mig at spille, det er sårbart, dyrebart og på en måde det eneste, jeg kan, så jeg skal ikke være sløset med det og bare kaste det ud til højre og venstre. Det er sket for mange gange. Jeg bliver nødt til ikke at være så vægelsindet, men tro på min intuition og stå ved mit nej.”

David Dencik

Den kreative opgave med en rolle kan fylde ret meget inden i mig, så jeg glemmer at give børnene madpakker med, fordi jeg tænker på et eller andet, jeg har lyst til at lave, men det er ikke rollens tyngde eller lethed, jeg bærer rundt på, det er min egen ambition. Jeg synes lidt, at der er en romantik om, at man som skuespiller skal føle det, man føler i en scene, i virkeligheden og både meget længe før og efter, og det forstår jeg slet ikke. Jeg tillader mig ovenikøbet at tvivle på, at andre skuespillere gør det. Hvis jeg skal spille vred, behøver jeg ikke at være det i virkeligheden. Forleden skulle jeg skændes med min norske kollega i ’Diorama’. Jeg sagde mine replikker, hørte, hvad hun sagde til mig, og det var noget, der – inden for rollens matematik – sårede mig, det var om børnene, og hvem der skulle have dem, så der kom vreden rigtig nemt. Men det betyder ikke, at jeg var vred, da der blev sagt tak. Jeg ved heller ikke, om musikere, der skal spille Mozarts requiem, sidder og har det stramt over, at de skal spille en dødsmesse, og også er nedtrykte i metroen på vej hjem, men muligvis har de det stramt, fordi det er et svært stykke at spille.

Da jeg fik min første internationale rolle (i filmen ’War House’, 2011, red.), kunne jeg ikke finde ud af at være ham den glade fyr på settet, som jeg plejer at være. Der var jeg ret hæmmet og nervøs over at skulle møde mr. Spielberg og sige mine replikker. Jeg var lige kommet fra at lave tv-serien ’Lykke’, som jo var super i orden, det var fantastisk at være med, men en serie, der er lidt set ned på af den fine kulturelite, til at jeg kom på det her set, hvor jeg blev fløjet rundt og indkvarteret alle mulige steder. Lige pludselig spillede man VM-finale, og man har kun spillet danmarksserie hele sit liv. Det var jo følelsen af slet ikke at være berettiget til at stå der, følelsen af, at det var gået meget hurtigt lige pludselig. Jeg følte, at gud, nu er jeg her – på et set med en af filmhistoriens store giganter, hvis ikke den største. Indiana Jones kan man jo se med sin morfar eller sin datter, Spielberg er jo en episk historiefortæller, der samler familier, generationer og grupperinger. Jeg husker stadig, da jeg spillede en bjørn i en børneforestilling oppe på Dramaten i Stockholm. Jeg synes, at jeg har aftjent min værnepligt og lavet ting, som jeg sådan set har været glad for at lave, men jeg har hele tiden haft en ambition om at spille på engelsk og komme ud og lave store, vigtige film af store og vigtige instruktører, og lige pludselig var jeg der.

David Dencik vandt en Robert for bedste mandlige hovedrolle i filmen ’En Soap’ (2006) og har alt i alt været nomineret til fem Robert-priser, fem Bodil-priser samt en række svenske og internationale priser.

Frakke, APC hos Illum, 3.200 kr.
Bukser, NN07, 1.399 kr.

På grund af sproget var det anderledes at være med i ’War House’. Havde jeg været danser, kunne jeg udtrykke mig lige så frit i Danmark som i England, men på engelsk har jeg ikke tilgang til samme humor, og så var det svært at være den person, jeg for eksempel var på ’Lykke’, fordi jeg ikke kunne sige de sjove ting, kommentere, at frokosten var god eller dårlig, hverken foran kameraet eller i pausen. Så jeg stod ret stille og holdt lav profil, da jeg var på set med Spielberg, og jeg fik sagt det mest underlige en dag. Hvad fanden havde jeg gang i, haha. Klokken nærmede sig fem om eftermiddagen, og jeg havde været på settet hele dagen, hvor jeg skulle køre en motorcykel fra Første Verdenskrig med 7.000 forskellige dimser, jeg skulle dreje på, og alt det gik godt. Og så kunne jeg se, okay, vi er færdige med min scene, jeg er træt, og jeg kedede mig lidt. Men jeg var alligevel på arbejde med en af verdens største filmskabere. De var gået videre og begyndt at filme en eller anden hest, og det var helt tydeligt, at jeg var færdig for i dag, de havde set mig køre ud af billedet. Så jeg gik simpelthen over til Steven Spielberg, og det eneste, jeg fik sagt til ham, var: ”So, can I go home now?” Han kiggede på klokken og sagde noget i stil med: ”Der er 45 minutter til, vi wrapper, vil du ikke bare blive hængende? Det kunne jo være, at vi finder på, at vi lige pludselig ser din fod, eller at jeg vil tage den igen”. Så er det, at man tænker, at af alle ting på jorden, jeg kunne spørge Steven Spielberg om, så er det, om jeg må gå før tid.

Han tog det heldigvis ikke ilde op, og han roste mig da også for den accent, jeg opfandt til min rolle som tysk officer. Hvis du kan huske den der britiske comedy-serie ’’Allo ’Allo!’ fra 80’erne, hvor de taler sådan helt sauerkraut-tysk – den kopierede jeg rimelig meget en til en. Og Spielberg sagde bare: ”Your accent! It’s impeccable, impeccable!” Det sjove var, at der var en tysker på settet, som i øvrigt havde en langt større rolle end mig, der blev hevet til side af vores dialect coach, fordi han ikke lød tilpas tysk. Sådan som jeg talte, lyder tyskere jo ikke. Det var en karikatur på en tysk accent, hvilket man straks vil bemærke i biografen, hvis man er tysk eller tyskkyndig. Men det er de ikke i USA, her er det det stereotype, de vil have, ikke det subtile, så jeg fyrede bare helt op.

FØRSTE GANG JEG SKULLE CASTES til en James Bond-film, var i 2012 til ’Skyfall’. Den legendariske caster Debbie McWilliams (der har castet de største James Bond-film siden ’GoldenEye’ i 1995, red.) var i Danmark for at udfylde nogle roller. Når man caster til en James Bond-film, ved man ikke, hvilken rolle det drejer sig om, man ved ikke, hvad filmen handler om, man bliver bare sat til at spille en mock-scene fra en tidligere film eller fra ’Den engelske patient’ eller hvad som helst, slet ikke noget, der er relevant for den potentielle rolle. Intet om det rigtige plot må slippe ud.

Det var ikke engang tæt på, at jeg kom med i filmen. Men da hun igen nogle år senere skulle caste til ’No Time to Die’, kontaktede hun min agent, der så ringede til mig og spurgte, om jeg kunne flyve til London og mødes med hende og instruktør Cary Fukunaka. Det kunne jeg godt! James Bond er jo ligesom noget, der transcenderer hele filmverdenen, alle i hele verden har et forhold til det univers, det er den største franchise, der findes, så selvfølgelig ville jeg gøre alt for at få en rolle.

På vej til London havde jeg god tid og læste en hel afhandling i Weekendavisen om hvidvaskskandalen i Danske Bank, hvilket kom mig til gavn, da jeg landede og på Cary Fukunakas skrivebord så en bog om samme emne. De skulle ikke se mig spille, det handlede bare om at få den lidt besynderlige sociale relation mellem instruktøren, casteren og mig op at køre, og så snakkede vi om hvidvaskning. Og så fløj jeg hjem i venteposition, indtil de bad om endnu et møde i London, stadig uden at have set mig spille noget overhovedet.

Nogle gange kan jeg få lov til at caste mange gange til en kortfilm, men en rolle i en James Bond-film kan man få uden at gøre noget. Til vores tredje møde bad Debbie mig dog rent faktisk om at forberede noget skuespil. Jeg skulle være Javier Bardem i ’Skyfall’ og tale med cubansk accent og gik straks i gang med at se ’Scarface’ med Al Pacino og tutorials på YouTube: How to speak like a Cuban. Jeg havde virkelig øvet den her accent, og så fløj jeg derover til mit tredje møde, men ingen bad mig spille min scene. Så da ingen rigtig sagde noget, spurgte jeg, om de ikke ville se, hvad jeg havde forberedt. Cary sagde: ”Oh, did you prepare something?” De havde så ikke lige talt sammen, og det var noget, Debbie havde bedt mig om som en backup-plan, og Cary sagde bare, at det var lidt cute, at jeg rent faktisk ville spille skuespil for dem. Men så sagde Cary, at den rolle, jeg var i betragtning til, ikke var cubaner, men russer. Så jeg havde altså sat mig selv i den akavede situation, at jeg insisterede på at lave en audition på cubansk til en rolle, der talte russisk, i en film, jeg ikke kendte handlingen i, for nogle mennesker, der ikke havde bedt om det. Det var jo helt tåbeligt. De hentede lige Michael (Wilson, red.) og Barbara (Broccoli, red.) (der ejer James Bond-franchisen, red.) ind, så de kunne se med. Jeg var nervøs, men kunne mærke, at stemningen, der havde været lidt stiv, ligesom blev ret god, da jeg spillede, og at de andre fik en god fornemmelse af mit spil.

Læs også:

På vej hjem i bilen ringede min agent og sagde, at nu ville de begynde at forhandle løn. Jeg vidste stadig ikke, hvad min rolle var i filmen, eller hvad den handlede om. Alle medier ringede, da det blev officielt, at endnu en dansker skulle være med i en James Bond-film, men jeg vidste jo ingenting og kunne derfor ikke fortælle noget. Så blev jeg fløjet til Jamaica, hvor vi skulle optage, og hvor en rastafyr tog imod mig i lufthavnen med en kuvert med mit navn på og to linjer i et manuskript, hvor der stod, at så siger Bond det, og så siger min karakter, den russiske videnskabsmand Valdo Obruchev, det, og jeg tænkte, får jeg ikke mere? Det viste sig bare at være et lille udpluk af min del af manuskriptet. Jeg var ret frustreret, for jeg anede jo ikke, hvordan jeg kunne spille min rolle uden at kende konteksten. Som hvis jeg fik et manuskript, hvor der stod: Annelise sidder på en stol. Altså, hvorfor gør hun det, hvem venter hun på, hvad er der gået forud? Så ret hurtigt på settet bad jeg simpelthen om at få noget mere at vide. På en James Bond-produktion findes der jo ikke manuskripter, de er angste for digitale læk. Og jeg ville jo normalt ikke gå ind på sådan en præmis i en produktion, men når det er James Bond, er jeg villig til at gøre en undtagelse. Men så fik jeg lov til at læse de første 79 sider én gang, og det var også nok til at forstå sammenhængen, og så kunne jeg spille. Da jeg skulle lave presse i Danmark, havde de fløjet en fra produktionsselskabet ind, der ikke forstod dansk, men som skulle sidde med ved mine interview, så jeg ikke fik sagt noget, jeg ikke måtte.

JEG ER LIGE BLEVET SPURGT, om jeg vil være æresdoktor på Göteborgs Universitet i filmskuespil, efter at jeg i et kort forløb har undervist nogle elever fra teaterskolen, der er tilknyttet universitetet. De har ringet og spurgt om mit hattemål og ringmål, det er jo næsten som at få ridderkorset. Det er normalt noget, man får, når man er rigtig gammel og har brugt et langt liv inden for akademien. Det er mig og en eller anden skotsk kemiker, der bliver udnævnt til efteråret. Min far, der er akademiker, blev også en kende jaloux, da jeg fortalte det. Og nu forventer de så, at jeg kommer op og holder symposium og siger noget meget klogt om skuespil, men jeg ved jo dårligt nok selv, hvad det er, jeg kan. Men da jeg begyndte at undervise deroppe, blev jeg tvunget til at opfinde en metode, og da bad jeg mine elever om at identificere, hvad de syntes var godt skuespil og hvorfor. Jeg havde også brug for at definere for mig selv, hvad det er, jeg kan, som adskiller sig fra det, man ser i en australsk tv-serie klokken 11 om formiddagen på Kanal 5. Jeg ved ikke, om jeg har fundet ud af det endnu. Det er den tanke, der hjemsøger mig.

Over for mine elever prøver jeg at have værdier som nysgerrighed over for en selv og over for andre og over for livet. Det synes jeg er helt afgørende. Nysgerrighed over for, hvad det er, vi tramper rundt i, på steder og på roller, og hele tiden spørge, hvad der får rollen til at gøre, som den gør, hvorfor vil en massemorder hugge næsen af sit offer, det skal man finde en troværdig forklaring på. Jeg taler også meget med eleverne om relationer. En rolle findes ikke i noget antropologisk vakuum, den findes kun via relationer til andre. En rolle er til hver en tid defineret af sin omstændighed, og det tror jeg, at mange glemmer. Man tænker nemt, wow, jeg har fået en rolle, der kan judo og køre Formel 1, og så glemmer man alt udenom. Det handler om, at man opstår gennem hinanden, og det er det, der gør skuespil interessant for mig. I mødet med dig opstår jeg for eksempel som en, der prøver at udtrykke nogle luftige tanker om skuespil. Alle roller i livet er defineret i det møde. Det var også derfor, at min rolle i ’No Time to Die’ i starten var et stykke ikke-materiale for mig. Det var først, da jeg kunne sætte det ind i en kontekst, at jeg kunne komme i gang.

Så jeg tror, at mit symposium kommer til at handle om, at man skal gøre sig bevidst om, hvad godt skuespil er. Det prøver jeg i hvert fald selv.

Fra Dossier nr. 26, september-oktober 2021.

Læs også: