DITTE REFFSTRUP

Medejer, Ganni, 43 år

Danmark har ikke tradition for at fostre modehuse, der strækker sig over generationer og holder sig relevante i årtier. Tværtimod er det mere reglen end undtagelsen, at tøjmærker skyder op for så at lukke efter et par år. Det vil Ditte Reffstrup ændre på. I hvert fald når hendes jyske ydmyghed tillader drømmene frit spil. “Det vil være fantastisk, hvis jeg kan være med til at skabe et modehus, der vedbliver at eksistere, og ikke bare er en døgnflue. Mit mål er, at Ganni består uden mig og min mand, og vi kan sidde som 80-årige og se mærket forny sig selv, at det pludselig er nogle helt andre menneskers arbejdsplads, og nogle andre kreative kræfter, der skaber, hvad Ganni er,” siger hun, inden det jyske DNA tæmmer den momentane løssluppenhed, “men det tør jeg næsten ikke sige højt, for jeg vil jo ikke lyde hovski-snovski.”

I 2009 blev ægteparret Ditte og Nicolaj Reffstrup medejere af Ganni. Mens ingen af dem har en uddannelse som tøjdesignere, har Ditte en baggrund som indkøber hos alt fra miniputten Peder og Stoffer til modegiganten Bestseller. Ved sidstnævnte virksomhed begyndte hun så småt at designe tøj. Nicolaj har en CBS-uddannelse og en kandidat fra IT-universitet. Da ægteparret købte sig ind i Ganni, begik brandet sig mest i salg af cashmere til en undseelig kundekreds, og hovedkontoret udgjorde et beskedent hjørne af en stue i en lejlighed i Stormgade. Det ændrede Ditte på med sine designs, mens Nicolaj primært stod for den finansielle del. “Jeg ved ikke, hvad vi havde gang. Det var helt skørt, at vi sprang ud i det. I starten havde Nicolaj og jeg mange snakke om, vi burde have startet fra scratch. Men jeg er virkelig glad for, at vi overtog Ganni og ikke startede noget i mit navn. Det har været en befrielse at operere under et navn, ingen ved hvad er, eller hvad betyder. Det er meget nemmere at invitere folk ind og skabe et community, når det er virkeligheden, end hvis det havde heddet Ditte Reffstrup Designs.”

I dag tæller Ganni over 200 ansatte, mere end 35 butikker spredt over hele verden og kontorer fra New York til Shanghai. Ofte bliver Ganni tituleret som “Danmarks største modesucces”. I 2017 solgte Ditte, Nicolaj og deres daværende forretningspartner aktiemajoriteten til et investeringsselskab, der også er involveret Louis Vuitton og Dior. “Meget af vores success kan tilskrives, at vi har været gode til at sætte et hold. Helt Kasper Hjulmand-agtigt. Hvis vi finder et talent, så skal vi nok finde en rolle til den person. Det er lykkedes os at bygge et hold op, der er bedre end os selv. Og så har vi været tro mod produktet og ikke prøvet at være noget, vi ikke er.”

Hvor Ditte Reffstrup stadig har hold i Gannis kreative tøjler, har Nicolaj skiftet fokus. Nu om dage arbejder han med brandets miljøansvarlighed, noget der har fyldt siden mærkets formative år. I løbet af 2022 går de fra at købe aflad gennem klimakompensation, til at investere i deres egen forsyningskæde. Pengene bliver nu brugt på bæredygtig innovation og tiltag, der nedsætter leverandørernes CO2-aftryk. “Da jeg mødte Nico for mange år siden, snakkede han altid om globalopvarmning. Når vi havde middagsselskaber, var det nærmeste det eneste, han talte om, og jeg tænkte: ’christ, hvad betyder det overhovedet’. Dem, der italesatte global opvarmning, var lidt nogle sølvpapirshatte. Men han havde jo ret. Da vi gik ind i Ganni, insisterede han på, at vi skulle gøre det ordentligt. Mode er per definition ikke bæredygtigt, men vi bliver nødt til at prøve at gøre en forskel.”

Ditte Reffstrups æstetik er med egne ord formet af MTV — dengang det var mere musikvideoer end Jersey Shore — og kultradioprogrammet på DR Det Elektriske Barometer. Hun er født og opvokset i den lille, jyske fiskerby Hirtshals. Og selvom Hirtshalshabitten (en kedeldragt) i en vis udstrækning har fået sit fashion spotlight, så var det ikke et sted, der vrimlede med indtryk og inspiration. Derfor blev musikken et vindue til resten af verden, hvor idolerne blandt andet var Björk og PJ Harvey. De to kvinder spiller i høj grad endnu en rolle i den kreative arbejdsproces. Det samme gør musik. “Alting hos Ganni starter og ender med musik. Det er vores forever inspiration. Både Björk og PJ Harvey er de her finurlige, feminine skikkelser med deres egen æstetik, og når de åbner munden, kommer der så meget power og energi. Det var inspirerende for en, der sad på sit provinsværelse. Den dualitet er Gannis DNA. Vi arbejder altid på at vise det helt feminine, båret med power, så kontrasten skaber en helhed. Ganni handler om at lave tøj til folk, der giver dem selvtillid, så de går ud i verden og føler sig godt tilpas,” siger Ditte Reffstrup.

Til dette års kollektion bad hun i den indledende fase sit hold af designere om at dykke ned i deres egen musiksmag og finde de kunstnere, der giver dem den selvtillid. Under modeugen bliver kollektionen præsenteret af en personificering af Gannis DNA: sangerinden Jada. “Jada har den dualitet. Hun tør være skrøbelig og vise sine sensitive og følsomme sider, samtidig med at hun har så meget power, der smitter af.”

Læs også: