Frederik Andersen

om at være ishockeymålmand i verdens bedste liga

”Jeg tager de skud, der kommer, og jeg er forberedt på, at det kan gøre ondt.” 
28-årige Frederik Andersen er den første danske målmand nogensinde i National Hockey League.

De fleste ishockeyspillere kan huske, hvornår de var på is første gang. Det kan jeg ikke. Min far (den tidligere landsholdsmålmand Ernst Andersen, red.) tog mig med i hockeyhallen i Herning, allerede før jeg kunne gå. Mine forældre, fætre, kusiner, moster, onkel og søskende har alle spillet hockey, så man kan sige, at jeg er opvokset i den hal. Det er der, jeg har brugt det meste af min ungdom. Da jeg var yngre, kunne min far give sine erfaringer videre til mig og være en slags målmandstræner, men han har aldrig presset mig til at gå i sine fodspor. I dag følger min far min karriere tæt. Når vi har spillet en kamp, sørger han altid for at se den som det første om morgenen, inden han tager på arbejde. Og inden en kamp får jeg altid en sms fra ham, hvor han ønsker mig held og lykke.

Læs også:

Det var i slutningen af folkeskolen, at jeg begyndte at tage sporten mere seriøst. Det var en drøm at blive professionel, og jeg vidste, at jeg kunne gøre det godt, hvis jeg gik all in. Det var knapt med byture, men det var det hele værd. Da jeg var 18 år og spillede i Herning Blue Fox, havde vi en udenlandsk træner, der havde vundet mange mesterskaber. Han mente ikke, at jeg var klar som førstemålmand, så jeg pakkede mine ting og skiftede til Frederikshavn White Hawks. Det var rigtig godt for mig, og fordi jeg pludselig skulle stå på egne ben, udviklede jeg mig både som målmand og som menneske.

Som hockeyspiller er årene, fra man er 18 til 21, de vigtigste. Det er her, man skal opdages og draftes. Da jeg var 20 år, spillede jeg stadig i Danmark. Jeg var ikke blevet set nok og havde ikke vist udlandet, hvad jeg kunne. Jeg endte med at gøre det godt til VM i 2010, og det blev min chance. I 2011 blev jeg draftet og skrev under med Frölunda Indians i Göteborg. Det nytter ikke noget kun at spille i Danmark. Man skal til udlandet og udfordres. Jeg tog til Sverige for at spille og for at bevise, at jeg kunne gøre det godt.

Foto: (privat)

Jeg tror på, at mange ting i livet kommer, når man er klar til det. Da jeg var yngre, manglede jeg fysisk træning og var ikke klar til udlandet. Det blev jeg senere. I 2012 tilbød Carolina Hurricanes mig en kontrakt i USA. Det var kæmpestort, og kontrakten lød på 900.000 dollars om året. Det var mange flere penge, end jeg nogensinde havde drømt om, men alligevel sagde jeg nej. Mine agenter og jeg tog chancen og satsede i stedet på at finde en klub, hvor jeg kunne blive førstemålmand. Jeg er ikke i spillet for pengenes skyld, men det var meget mærkeligt at sige nej til sådan en chance.

Min sportsagent hedder Claude og er selv gammel hockeyspiller. Derudover har jeg et team på seks-syv agenter, der er tæt på mig. De har hver deres rolle i firmaet, kan man sige. Jeg har nogle, der sørger for finanserne, og andre, der hjælper med sponsorater og velgørenhed. Når man skal sætte sit hold, møder man en masse forskellige mennesker for at se, hvem man passer bedst sammen med. Mange gange vil folk gerne udnytte én og tjene penge til dem selv, så derfor tog det noget tid at sætte det rigtige hold. Vi har været et hold i fem-seks år, og jeg har ikke tænkt mig at skifte nogen ud. Vi arbejder godt sammen, og jeg er meget tilfreds. Da jeg sagde nej til kontrakten med Carolina Hurricanes, havde mine agenter længe holdt øje med andre klubber og studeret deres målmænd. Der var ingen af os, der vidste, om jeg ville blive tilbudt en ny kontrakt, men jeg vil kalde det en velovervejet risiko.

Læs også:

EFTER AT ANAHEIM DUCKS i Californien havde draftet mig (i 2012, red.), tog jeg på en træningslejr sammen med holdets andre unge spillere. Jeg viste dem, hvad jeg kunne, blev tilset af en læge, og så var skiftet ellers på plads. Det var da fedt at blive den første danske målmand i NHL, men det er ikke noget, jeg tænker så meget over længere. Nu er det blevet hverdag, og hvis man begynder at tænke for meget over opmærksomheden udefra, så tror jeg hurtigt, man kan miste fokus på, hvad der egentlig er vigtigt.

Jeg nåede at spille i Anaheim Ducks i knap fire år. Det sluttede, da de skulle vælge mellem to unge målmandstalenter, og de valgte en anden. Det kan være barskt: Enten er du førstevalg, ellers bliver du vraget. Men lige i den situation så jeg det i stedet som en mulighed. Anaheim Ducks er ikke kendt for at betale meget for deres spillere, og de var heller ikke klar til at betale mere for mig. Jeg vidste, at jeg var god nok til at være førstemålmand, og det endte med, at holdet indgik en aftale med ­Leafs (Toronto Maple Leafs, red.), som havde en kontrakt på et højere niveau klar til mig.

Det hele gik meget stærkt, da jeg kom til Leafs. Fra kontrakten var underskrevet, og til nyheden var ude, gik der kun få timer. Jeg nåede kun lige at give min familie et heads up, og så stod telefonen ellers ikke stille. Holdkammerater, nye som gamle, ringede for at sige tillykke. Medierne gik i selvsving. Det var vildt at opleve. Der er vanvittig stor forskel på at spille ishockey i Canada og så i Danmark, hvor sporten ikke er så stor. Derfor var det også en stor omvæltning at rykke til Toronto, der er den vel nok største hockey-by i verden.

I begyndelsen havde jeg det svært. Det hele var nyt, en ny by, en masse nye holdkammerater, et nyt system, en ny målmandstræner og et helt nyt hold bag. Derudover skulle jeg komme tilbage fra en skade, så jeg var ikke oppe på mit normale niveau. Efter et par måneder og nogle kampe begyndte jeg at føle mig tryg, og jeg fandt mig selv og mit spil igen. Det var fedt at komme ud på den anden side og bevise mit værd.

Far og søn i Toronto Marple Leafs-outfit. Ernst Andersen er i dag 50 år. Foto: rgsports

Når Frederik Andersen spiser ude i Toronto, frekventerer han ofte de italienske restauranter Terroni og Sotto Sotto (bysbarnet Drakes favoritrestaurant) samt Jacob’s & Co. Steakhouse.

Medierne i Toronto dækker os hver dag, og der er enorm stor fokus på, hvad vi laver, og om vi klarer os godt. Jeg kan ikke rigtig gå rundt i byen uden at blive genkendt, men det må man tage med. Jeg prøver at være mig selv, så meget jeg kan, og det er jo bare fedt at mærke den enorme support, holdet har. Byen går op i hockey og i vores hold med liv og sjæl, men det gør det også ekstra fedt at komme hjem til Herning og mærke kontrasterne. Tage det stille og roligt og spise mors mad. I hockeyhallen ved de fleste, hvem jeg er, og det er sjovt at komme hjem og være den, de yngre spillere ser op til, men oppe i gågaden er det sjældent, jeg bliver genkendt, og det er der også en stor frihed i.

Fordi vi er en af de største klubber i ligaen, er der også en masse penge at gøre godt med. Klubben behøver ikke spare på noget, så derfor stiller de alle ressourcer til rådighed for os. Holdet bag knokler dagen lang og sørger for, at alt spiller uden for banen, så vi kun skal fokusere på at gøre det godt inde på isen. Der er helt klart konkurrence mellem spillerne på vores hold. Det er en del af kulturen og opvæksten. Vi konkurrer i alt, og man vil gerne gøre det så svært for trænerne som muligt at vælge én fra. Men selv om det i sidste ende er en konkurrence om pladserne, er der ikke nogen, der håber på, at andre bliver skadede. Vi er her for at vinde Stanley Cup (trofæet, der gives til vinderen af NHL, red.), og vi er afhængige af hinanden. Hver dag kommer man jo ind i hallen til 20-25 gode venner, som man skal have det sjovt med. Man danner et tæt venskab til dem og til hele klubben.

Læs også:

ISHOCKEY ER EN VOLDSOM sport, og en skade kan være altafgørende for min karriere, men jeg har aldrig været decideret bange for at stå på mål. Jeg tager de skud, der kommer, og jeg er forberedt på, at det kan gøre ondt. Det er imod reglerne at tackle målmanden inde i feltet, men man kan ikke undgå et uheld, og jeg har da også haft nogle småskader her og der. Sporten er også psykisk hård. Der kan være mange op- og nedture i løbet af en sæson, og derfor arbejder vi meget med hverken at blive for begejstrede efter en sejr eller komme for langt ned, hvis vi taber en kamp. Vi taler selvfølgelig kampene igennem og diskuterer, hvad vi gjorde rigtigt og forkert, så vi ikke gentager de samme fejl i næste kamp. For mig handler det meget om at være i øjeblikket, når jeg er på isen. Gøre mit bedste dér og ikke lade mig rive for meget med af en stemning. Og så har vi altid mulighed for at tale med sportspsykologer. Jeg har ikke brugt dem så meget, men det er godt at vide, at muligheden er der.

Jeg er en del af en branche, der har en udløbsdato, og det er da en af de ting, jeg begynder at tænke over. Jeg ville føle en kæmpe tomhed, hvis jeg stoppede. Hockey er ikke bare mit job, det er mit liv, men selv om jeg ved, at en skade kan ødelægge min karriere, er det spild at tænke ’hvad nu hvis’. Jeg er i de bedste hænder, og jeg bruger meget tid på at holde min krop i bedst mulig stand.

“Jeg tager de skud, der kommer, og jeg er forberedt på, at det kan gøre ondt.”

Frederik Andersen

Som målmand er jeg stille og rolig. Jeg prøver at få det til at se let ud, selv om det er svært. Forsvaret ved altid, hvor de har mig. Jeg flyver ikke rundt over det hele, og det, tror jeg, hjælper vores spil. Jeg holder overblikket og forsøger altid at bevare kontrollen. Før en ny sæson prøver jeg altid at gå ned i vægt og forbedre min kondition. Det har været en lang proces at blive hurtigere, bedre og spille på et højere niveau, men jeg har et tæt forhold til min målmandstræner, som hjælper mig. Han forbereder mig på, hvilke modstandere jeg skal møde, og hvordan de spiller, men man ved aldrig helt, hvad man kan forvente. Min træner kigger altid videomateriale igennem efter vores kampe og fortæller mig, hvad jeg kan gøre bedre, og hvad vi skal ændre på. Min drøm har altid været at komme til at spille i NHL og slå mit navn fast. Nu er drømmen at komme tilbage i slutspillet og vinde mesterskabet med vores hold. De har de ikke gjort i 50 år, så det kunne være fedt at være en del af den gruppe, der tager pokalen med hjem. Stanley Cup er det sværeste mesterskab at vinde, og vi har lang vej igen, men vi har en lys fremtid. Vi har et hold med mange yngre spillere, der er rigtig gode, og vi spiller godt sammen. Vi tror alle på, at vi kan nå hele vejen.

Denne sæson skal jeg spille op mod 70 kampe plus slutspillet. Det er rigtig mange, men selv om man er på hårdt arbejde, handler det også om at nyde kampene. Jeg slår ikke mig selv i hovedet, hvis det går galt, men jeg har skullet lære at lægge de dårlige oplevelser fra mig og komme videre fra hver kamp og bruge nederlagene som erfaringer i stedet. Mange sportsudøvere har ritualer eller lykkeamuletter, som de tror bringer held. Jeg behøver ikke held og lykke. Det handler om at knokle hårdt og lægge alt i det.

Frederik og Ernst Andersen, da sønnike var omkring 4 år. Ernst Andersen var selv ishockeymålmand i Herning og Odense og i 25 landskampe for Danmark. Frederik Andersen har til dato opnået 63 kampe som landsholdsmålmand, og han er sikker deltager ved A-VM i Danmark 4.-20 maj, medmindre slutrunden kolliderer med NHL-slutspillet. Privatfoto

HOCKEY FYLDER 99 procent af mit liv. Der er et formål med alt, hvad jeg laver, og med alt, hvad jeg drikker og spiser. Inden sæsonen går i gang, gør vi os klar til en hård træningslejr, men vi træner ikke længere flere gange om dagen. Det er der kommet en masse regler om, fordi det belaster kroppen for meget, når vi har så mange kampe. I stedet er det vigtigt, at vi får restitueret ordentligt inden næste kamp. Når sæsonen er i gang, har vi ikke tid til at gå i supermarkedet eller stå i køkkenet. Derfor har jeg en privat kok, der laver mad efter nogle bestemte blodprøver, jeg får taget et par gange om året. Han sørger for, at jeg får den rigtige kost, spiser nok protein og så videre.

Når sæsonen er slut, tager jeg altid en uge, hvor jeg slapper af. Tager på ferie og spiser og drikker, hvad jeg vil. Og jeg nyder det. Men efter en uge vil jeg allerhelst bare tilbage igen. Tilbage til rutinerne og til træningen. Det er næsten hårdere mentalt at lave ingenting, end det er at træne hver dag. Det er noget, jeg virkelig glæder mig til – at komme i gang igen.

Nikolaj Ehlers (der spiller for Winnipeg Jets, red.) har lige skrevet en rigtig fin kontakt (på en kvart milliard, red.). Det er utroligt fedt at se, når der er en, der hæver loftet for, hvad den højeste kontrakt for danskere i NHL lyder på. Det forstærker håbet om, at endnu flere danskere kan komme ind i ligaen og gøre det godt. Men det er jo selvfølgelig også sjovt at konkurrere mod hinanden og møde hinanden i kampe. Jeg har lige et par år, til at den næste kontakt skal forhandles, og selv om man ikke kan sammenligne kontrakter til målmænd og markspillere, vil det da være sjovt at slå hans kontrakt næste gang, så jeg igen vil være den bedst betalte spiller i NHL.

Fra Dossier nr. 6, januar 2018.

Læs også: