JANNIK WIKKELSØ DAVIDSEN

Grundlægger og kreativ direktør, Han Kjøbenhavn

I slutningen af januar lancerede Han Kjøbenhavn den nyeste kollektion ved navn Imperfect Sanity i et modeshow bygget op som en sindssygeanstalt. To gange hvert år kulminerer Jannik Wikkelsø Davidsens arbejde, når en ny kollektion lanceres. Men bag den ligger en lang proces med kreativ idégenerering, der altid er startet med, at han har gransket sig selv.

”Alle kollektioner i Han Kjøbenhavn tager udgangspunkt i noget, jeg selv har oplevet eller gået igennem. Det er vigtigt for mig at lave personlige kollektioner, for så er det ærlige kollektioner. Hvis det er udgangspunktet, er der altid større frihed til at bringe kreativiteten endnu længere ud og eksekvere endnu mere spektakulært, uden at kæden hopper af, fordi fundamentet er bygget ud fra en sandhed. Når jeg skal i gang med en ny, kigger jeg på, hvad jeg har i det mentale skab. Man bliver inspireret i underbevidstheden over lange perioder, men jeg skal lige have adgang til det. Jeg forsøger at tage en rejse rundt i mit hoved, måske er der noget, der er oppe i tiden, der trigger et eller andet, som bliver en platform til en kollektion. Det er sådan, det starter.”

Læs også:

Selv om Han Kjøbenhavn i dag er et anerkendt modebrand på den globale scene, forsøger Jannik Wikkelsø Davidsen at holde fast i den samme tilgang, som da han tilbage i 2008 kiggede på branchen som udefrakommende.

”Jeg kunne godt blive træt af at høre folk fortælle om inspirationen bag, for det var altid en eller anden David Lynch-film. Men det sjove er jo ikke at afspejle en historie, som alle allerede har set og erklæret fantastisk. For mig handler det langt mere om at gøre det personligt, for så er det allerede i udgangspunktet ikke allemandseje.”

Jannik Wikkelsø Davidsens vigtigste ritual i den kreative proces er, at han altid skal nå hjem og lægge sine børn i seng, også selv om han efterfølgende må tilbage og arbejde igen. ”Medmindre jeg har været i udlandet, har jeg ikke misset at lægge dem i seng en eneste gang i fem år. Jeg gider ikke gå glip af mine ungers opvækst og bruge et travlt arbejde som undskyldning for alting. Derudover har det den effekt, at det giver et godt lille pusterum. Når man tænker på noget hele tiden, kan man stirre sig blind på det. Selv om det kun er to-tre timer, jeg har været væk, kigger jeg pludselig på det med friske øjne.”

Trøje. Stone Island, 2.700 kr.
Tracktop, Han Kjøbenhavn, 1.000 kr.
Ur, TAG Heuer Formular 1, 19.995 kr.

Når Jannik Wikkelsø Davidsen først har fundet ankeret i sig selv, tillader han sine tanker at stikke i alle mulige retninger for at udforske alle afkroge af emnet. Imperfect Sanity startede med fascinationen af de mere quirky sind. De uperfekte mennesker, der set ud fra et kasse-perspektiv skal fikses, for at de kan passe ind i samfundet.

”Det har været i kogeren i mange år. Man bliver ældre og lærer nye ting om sig selv og lærer måske at omfavne de hjernedøde ting ved en selv. Det starter altid sådan nogle steder. Jeg observerer måske noget, der er oppe i tiden. Mange unge mennesker går til psykolog eller skal have rettet op på dit og dat. Så tager jeg udgangspunkt i det og prøver at spejle, hvordan jeg selv er skruet sammen. Det er en meget snørklet rejse at lave koncepter. Du tager fragmenter baseret på dig selv, og så bygger du på. Det er ligesom et puslespil, hvor du undervejs finder klodserne. For mig kom fascinationen til at handle om, hvad der sker, hvis du ikke fikser de her ting, som mange vil sige er en udfordring for at eksistere som et normalt menneske. Bliver det så farligt, eller bliver det rent faktisk en mulighed for at skabe nye, bedre, måske fantastiske ting?”

Når Jannik Wikkelsø Davidsen på et tidspunkt har lagt sig fast på et koncept og givet det et navn, skal han forsøge at overføre det til et fysisk udtryk. ”I den efterfølgende proces undersøger jeg, hvad det kan. Kan jeg overføre det uperfekte sind til noget tøj? Det kan jeg ikke nødvendigvis direkte, men så kan jeg lave en kollektion, der er uperfekt i konstruktionerne. Det er ikke sikkert, at alle kan se det, men hele kollektionen er mere eller mindre asymmetrisk. På den måde bliver det uperfekte visualiseret.”

Jannik Wikkelsø Davidsen står for hele konceptudviklingen selv. Senere bringer han sit team ind, og sammen udvikler de kollektionen, som skal udtrykke og respektere konceptet igennem hele processen, forklarer han. Det er vigtigt for ham, at folk i sidste ende ikke blot får et stykke tøj, men en fortælling.

”For mig er det at lave tøj i sig selv ikke nok. Man skal huske på, at vi skifter udtryk et par gange om året. Derfor er det vigtigt for mig, at der er en større historie i det, der vil eksistere i meget længere tid. Fortællinger rammer hjertet, og når noget rammer hjertet, planter det sig dybere end et overfladisk øjebliksudtryk.”

Fra Dossier nr. 7, april 2018.

Læs også: