Jonas Poher Rasmussen

Filminstruktør

Filminstruktøren Jonas Poher Rasmussen er med sin animerede dokumentar ’Flugt’ Danmarks nyeste Oscar-håb. I en blanding af arkivklip og animation skildrer det tegnede vidnesbyrd instruktørens barndomsven Amins flugt fra Afghanistan til Danmark og gennem stregerne Amins søgen efter et hjem, et sted at være sig selv. Jonas Poher Rasmussen stod i en lufthavn i den amerikanske delstat Georgia, da han fik at vide, at han var blevet indstillet som nationens titeludfordrer til statuetten. At blive endeligt nomineret til Oscar-showet næste år er ikke barnemad. Det sker ikke, hvis man sidder på sine hænder. I stedet er det en lang kampagne, hvor man konstant befinder sig mellem arrangementer, genfortæller de samme historier med den samme ekstroverte energi, mens man ryster nye hænder. Lige nu sidder han i New York, langt fra sin kone og to børn. I går var han til branchefest, dagen i dag står på interviews. De mørke krøller er pjuskede, og randene kryber frem under øjnene. ”Det er en mærkelig blanding af at hygge sig og skulle være på. Det er en fantastisk mulighed og en game changer for min karriere, men der er også indbygget et afsavn til mine børn i det. Lige så fantastisk og overvældende det er, lige så hårdt er det. Det har også fået mig til at genoverveje, hvad hjem er for mig. I lang tid troede jeg, at jeg var en fri fugl, en rock’n’roller, der kunne være hvor som helst. Men det er jeg overhovedet ikke. Jeg nyder at være hjemme sammen med min familie i vores hus. Jeg føler en enorm tilfredsstillelse ved at gå derhjemme og nusse om hjemmet. Det giver mig en ro at have et sted, der er vores eget. Den havde jeg ikke set komme.”

Egentlig havde Jonas Poher Rasmussen altid tænkt, at han skulle arbejde med lyd. Enten med radio eller som lyddesigner. Men en tilfældighed voksede sig større og større og større. Han kommer fra et langt slægtstræ af kunstnere. Mosteren var skuespiller, faren musiker, moren billedkunstner og bedsteforældrene forfattere. Heriblandt farfaren, Halfdan Rasmussen, digteren, der var særligt kendt for sine børnerim. Filminstruktøren blev født ind i sine forældres omrejsende børneteater og er med egne ord opvokset i en teatervogn. Hver aften så han moren og farens stykke og blev generelt eksponeret for en verden og kultur, hvor det at fortælle historier var naturligt. Forældrene fandt inspiration i det levede liv og tog alt, hvad de oplevede, med ind i deres historiefortællinger. Modsat mange andre hjem var det at udtrykke sig en naturlighed. ”Det at arbejde med film lå langt fra mig. Men da Halfdan døde, samledes hele familien i hans hjem for at lede efter testamentet. Jeg fandt de her gamle VHS-bånd, der var overførsler af smalfilm, han havde lavet tilbage i 60’erne og 70’erne. Jeg satte mig i lænestolen og så filmene, det var en historie og side af min farfar, jeg ikke kendte til, og som jeg blev suget ind i. Halfdan var den sjove farfar, der fyrede jokes af og havde en kasse med sodavand i kælderen. Jeg oplevede, at der var en verden under det, jeg kendte. Noget, der havde været skjult alle de år. Og det fik mig til at lave dokumentaren ’Noget om Halfdan’. Jeg havde aldrig drømt om at lave film i Hollywood eller make it big in the US. Det er ligesom bare sket. Jeg havde ikke regnet med at sidde her, hvor jeg sidder lige nu, for 20 år siden.”

Læs også:

Et så stort navn som Halfdan Rasmussen kan kaste forventningens skygger over de efterfølgende generationer. Og filminstruktøren har set, hvordan de har lagt sig over faren, der til tider har kæmpet med at være den folkekære digters efterkommere. Men de har aldrig ramt Jonas Poher Rasmussen, tværtimod har det været en mulighed for ham og en måde at kickstarte karrieren på. ”’Noget om Halfdan’ var den første dokumentar, jeg lavede. Jeg var 21 år og havde absolut ingen erfaring. Den kunne jeg aldrig have lavet, hvis Halfdan Rasmussen ikke var min farfar. Folk ville have kigget mærkeligt på enhver anden ung fyr uden erfaring, der ville lave den dokumentar. For mig har Halfdans arv kun været en positiv ting og et privilegie. Også det at komme fra en kunstnerisk familie. Jeg har ikke skullet kæmpe mod noget for at få lov til at udtrykke mig, jeg har ikke skullet revolutionere mod mit ophav. Der har været en støtte, hvor mange andre har kæmpet meget mere. Men det har også været kedeligt, at der ikke var noget oprør. Jeg burde jo være blevet revisor.” ’Flugt’ er skabt ud fra et venskab. Jonas Poher Rasmussen opdagede første gang Amin i skolebussen på vej til gymnasiet i den lille sjællandske provinsby, hvor instruktøren er vokset op og hovedpersonen flygtet til. Amin stak ud med sin hudfarve, tøjstil og arbejdsindsats i skolen. De to blev hurtigt venner, og langsomt åbnede Amin sig og fortalte, at han var rejst ind i Danmark med en dækhistorie. I ’Flugt’ undersøger de sammen den sande historie.

Sweater, Uniqlo, 899 kr.
Jakke, Berner Kühl, 2.300 kr.

Da de langsomt indledte arbejdet med projektet i 2013, var det med grobund i Jonas Poher Rasmussens nysgerrighed på vennens hemmelighed, som han havde holdt skjult i mere end 20 år. To år senere ramte flygtningekrisen, og filminstruktøren begyndte at anskue sit værk på en anden måde. Rundtomkring i mediebilledet så han, hvordan mennesker på flugt blev reduceret til ensidige, unuancerede mennesker, der kun blev beskrevet ud fra deres behov for et sted at være. ”Der er en tendens til at glemme, at flygtninge er komplekse individer som alle andre. Jeg ville beskrive en flygtningehistorie set fra et venskab og give det et menneskeligt ansigt for at vise, at det at være flygtning ikke er en identitet, det er et livsvilkår. Det er nok også derfor, filmen er blevet en succes. ’Flugt’ er fortalt gennem vores venskab, og man åbner døren til noget, som man kan relatere til, og som alle mennesker kæmper med på et tidspunkt. I bund og grund handler filmen om at finde et sted i livet, hvor man kan være den, man er, med alt, hvad det indebærer. Den handler om at finde hjem.”

Det sidste åbenbarede sig først for filminstruktøren gennem samtaler med sin mor. Han understreger flere gange, at filmen på ingen måde handler om ham, men gennem Amins fortælling begyndte han at undersøge sin egen families historie, også det at være så ærkedansk som ’Bennys bukser brændte, Børge råbte åh’ og andre bogstavrim fra Halfdans ABC. ”Det bliver ikke meget mere dansk end det. Men i arbejdet med ’Flugt’ har jeg tænkt over, hvor meget det at flygte har fyldt i min egen familie. Mine jødiske oldeforældre flygtede fra de russiske pogromer. De fik asyl i Tyskland, hvor historien indhentede dem, og min mormor måtte stille sig op i skolen med en stjerne på brystet, inden de flygtede igen. Min mormor tog traumer med sig fra sin flugt og barndom, traumer, hun gav videre til min mor. Senere tog min franskfødte mor til Danmark. Der ligger en historie om at finde hjem i min egen familie.”

Sweater, Uniqlo, 899 kr.
Bukser, Tommy Hilfiger, 799 kr.
Sko, Converse, 495 kr.

Størstedelen af Jonas Poher Rasmussens arbejde som dokumentarist bygger på en interesse for marginaliserede mennesker. Mødet med dem, at sætte sig ind i deres situation og forsøge at forstå det menneskelige aspekt er den røde tråd i hans værker. I ’Searching for Bill’ er det tabshistorien, hvor personerne har mistet deres jobs, deres livsvilkår. I ’Det han gjorde’ prøver han at forstå Jens Michael Schau, der begik den ultimative synd og slog sin kæreste ihjel af jalousi. ”Jeg påstår ikke, at jeg kan forstå den menneskelige kompleksitet, men jeg prøver at give en indsigt i, hvordan ting former os, og hvorfor vi gør, som vi gør. Det ville også være enormt spændende at lave en historie om en af de russiske menneskesmuglere, der fik Amin til Danmark. For at forstå, hvorfor man ender der, hvor man udnytter andre mennesker. For der er altid en menneskehistorie i de fortællinger. Der er altid en menneskelig vinkel. Jeg insisterer på, at det er vigtigt, at vi lytter til hinandens historier og prøver at forstå hinanden for at skabe noget sammenhængskraft og kunne leve sammen. Det er en grundting i mig.”

Fra Dossier nr. 28, januar-februar 2022.

Læs også: