Kaspar Colling Nielsen

om at bage

Da landet lukkede ned, begyndte forfatter Kaspar Colling Nielsen at lære sig selv at bage surdejsbrød. I et forsøg på at holde sine to store teenagebørn hjemme, så han kan bevare meningen med sit liv og samtidig dulme en undertrykt angst, bager han nu to gange om ugen.

Når jeg vågner om morgenen, er jeg spændt på at se, hvor meget min dej har hævet i løbet af natten. Ligesom mange andre begyndte jeg at lave surdejsbrød under coronanedlukningen. Jeg så nogle YouTube-videoer og forsøgte mig frem. Det sværeste har været at finde ud af, hvordan jeg skulle behandle min surdej. Surdej er en levende organisme, og man bliver nødt til at fornemme sig frem til, hvordan den lever bedst. Der er problemer hele tiden. For eksempel kom der fluer i min. Jeg har forsøgt med nogle låg, der sad skråt på, men det hjalp ikke. Nu har jeg løst det ved at bruge køkkenrulle. På den måde er der lukket til, men dejen får stadig ilt. Man skal røre rundt i den hver dag og give den mel og vand. Jeg blander bare dejen på gefühl. Jeg føler mig efterhånden ret komfortabel med min surdej. Dejen skal æltes i lang tid, jeg giver den 20 minutter i en røremaskine. Den må ikke blive for våd, ellers hæver brødet ikke nok, men jeg ved aldrig, hvor meget min dej vil hæve. Nogle gange bliver den bare gigantisk. Jeg bager det ved 250 grader, men det betyder, at der hurtigt kommer skorpe på brødet, og så kan det ikke hæve nok, derfor sprøjter jeg vand på brødet undervejs. Det bedste ville være at have en ovn, som automatisk sprøjter vand ud, men der er jeg ikke nået til endnu.

Kaspar Colling Nielsens, 47, nye roman ’Frelseren fra Hvidovre’ udkommer 29. oktober på Politikens Forlag. I bogen er Colling optaget af, at samfundet ikke længere kan styres af lovgivning. ”Lige nu sidder der en masse magtfulde mænd og ryster i bukserne, og sådan var situationen ikke før Me Too-bevægelsen. Nu er situationen vendt på hovedet, og det skyldes ikke lovgivning eller politisk indgriben, det skyldes massekommunikation på de sociale medier. Det tror jeg, der vil komme endnu mere af. Virksomheder skal betale skat, enten fordi de har lyst af moralske grunde, for eksempel for at give penge til at løse klimakrisen, eller af frygt for at blive boycuttet af kunder.”

Sweater, A Day’s March, 1.295 kr.
Bukser, A Day’s March, 950 kr.

Jeg har svært ved at vurdere, hvor meget jeg skal salte dejen. Hvis jeg putter for meget salt i, og brødet ikke hæver nok, bliver det for salt. Hvis jeg omvendt putter for lidt salt i, og dejen hæver meget, smager det ikke af noget. Men det er også det spændende ved at bage. At jeg aldrig ved, hvornår jeg laver det rigtig gode brød. Nogle gange lykkes det bare, og så laver jeg verdens bedste brød, som ingen kokke i verden kunne lave bedre, fordi det er hjemmebagt. Men det sker sjældent, for jeg skal være heldig.

Læs også:

Melets kvalitet betyder selvfølgelig også noget. Jeg køber Meyers mel, fordi jeg stoler på, at de har tænkt over, hvor de får deres mel fra – det er formentlig dyrket på nogle marker, hvor der en høj grad af biodiversitet. I dag har de fremmeste kokke jo deres eget landsted. Der er så mange kokke, som er i gang med at eksperimentere med, hvordan vi kan spise mere lokalt med flere grøntsager og mindre kød. Madkulturen begyndte at interessere sig for den grønne omstilling på et tidligt tidspunkt og er i virkeligheden et godt forbillede for alle andre industrier. Det fede er også, at det er uendeligt mere interessant og lækkert at spise, som man kan på restauranterne i dag i forhold til i 80’erne, hvor det i nogle perioder var 100 procent sandsynligt, at der var salmonella i lørdagskyllingen, og maden mest bestod af kød og kartofler. Steg, frikadeller og medisterpøller. Det var røvsygt. Der er jo ingen, som ønsker sig tilbage.

På den anden side: I min nye bog beskriver jeg et surdejshotel på Gl. Kongevej. En af personerne i bogen ser dét koncept som et dommedagstegn. Det er så dekadent at aflevere sin surdej, så andre kan bage med den, mens man er ude at rejse. Som var det en hund, der skulle passes. Det er et liv med behov på et for højt niveau. Vi har så mange akutte problemer, og så har man et surdejshotel. Det er jo absurd. Da jeg skrev bogen, havde jeg følelsen af, at verden er fortabt. Bogen er en politisk satire, som også handler om, at der bliver født en ny frelser, men modsat Jesus gider han ikke tage rollen på sig. Han nægter faktisk at have noget med det at gøre. Han er en falleret digter, der bor i en kælderlejlighed i Hvidovre, og han går kun op i sin kunst, selv om han er Guds søn. Bogen undersøger, hvad der ville ske, hvis der var én person, der kunne løse alle vores problemer, men nægter at gøre det.

Min surdej har givet mig en lille glæde under den her pandemi. Mit forsøg på at lave det perfekte brød har givet mig følelsen af, at der også er kommet noget godt ud af isolationen. Jeg har i det mindste lært at bage. Dengang der var fugleinfluenza, kunne jeg ikke sove i flere måneder. Jeg lå og svedte og tænkte på, hvordan influenzaen ville transformere samfundet. Det var kulminationen på min angst, som jeg havde lidt voldsomt af, siden jeg var i begyndelsen af 20’erne. Da coronaen kom, var jeg nervøs for, om min angst ville blusse op igen. Når man lider af angst, tager man den meget lille sandsynlighed for, at der vil ske noget helt katastrofalt, og ganger den voldsomt op i sit hoved, og på den måde bliver det forfærdelige mere realistisk. Der er kun en lille chance for, at det sker, men hvis det sker … Det specielle er, at når det frygtelige så sker, at der faktisk kommer en pandemi, er det ikke sikkert, at man flipper særlig meget ud. Det er mere forestillingen om en pandemi, man flipper ud over. Du bliver fri for din angst, hvis problemerne ikke er inden i dig selv, men findes i virkeligheden. Og når du står midt i krisen, kan du tit reagere lige så rationelt og fornuftigt som alle andre mennesker.

Det betyder meget for mig at bage et brød, som mine børn godt kan lide. Nogle gange spørger de endda, om jeg ikke kan lave et brød til dem. Det gør mig stolt. Mine børn er så store, at de er ved at flytte hjemmefra, og det er jeg rimelig meget i panik over. Det er de sidste krampetrækninger for at lave nogle hyggelige familieting. Jeg er bange for, at jeg mister meningen med mit liv, når de flytter. Som små var de totalt afhængige af mig. Der måtte ikke ske mig noget, og det gav en stor meningsfuldhed i mit liv. Nu kan jeg mærke, at de trækker sig fra mig og vil ud i verden. I øvrigt synes de, at jeg er lige så åndssvag og pinlig, som jeg syntes, mine forældre var. Om lidt sidder jeg tilbage som et insekt, der har lagt nogle æg på en gren og bare kan lægge sig til at dø. Jeg tænker meget over, hvilket slags liv min kæreste og jeg nu skal leve. Skal vi flytte på landet? Eller til et andet land? Hvad skal vores projekt være nu? Skal vi have en hund? Det skal nok være noget, som giver mere mening end bagning. Omvendt kan jeg også bare begynde at bage på fuldtid …

Fra Dossier nr. 27, november-december 2021.

Læs også: