KATRINA WITTIG

Partner, Kerne.milk, 26 år

Det første modeshow Katrina Wittig og Marie Mark nogensinde så, endte med at blive deres eget. I 2019 startede 27-årige Marie Mark mærket Kerne.milk og ikke lang tid efter kom Katrina Wittig med ombord som partner. Deres soveværelser blev omdannet til systuer og showrooms, mens de i kaosset, med masser af sene nætter og overarbejdstimer, langsomt byggede brandet op til i dag, hvor de har showroom på Åboulevard på Nørrebro, København. I alt den tid har de to ejere inviteret kunderne direkte ind i hjertet af Kerne.milks univers, og de har haft mere eller mindre total kontrol over brandets narrativ. Nu har de for første gang — med deres modeshow under Copenhagen Fashion Week — åbnet universet op til et større publikum og givet slip på lidt af kontrollen og fortællingen. “Det har været dejligt at få lov vise det intime rum frem. Men vi havde også en samtale et par dage før showet, hvor vi diskuterede, om vi var ved at blive revet med af det hele. For os har det handlet om, hvordan vi skulle kombinere vores univers med fashion week. Vi besluttede os for at være meget ærlige om, hvad vi er, hvem vi er, og hvordan vi arbejder. Derfor blev vores show eksperimenterende, langsommeligt og undersøgende. Ligesom vores arbejdsproces er. Vi landede et sted, der repræsenterer os megagodt, selvom vi har været nervøse for, om det var for mærkeligt, det vi har lavet. Det blev meget kropsligt og taktilt og har rod i vores begges baggrund som dansere,” siger Katrina Wittig.

Som flere af deres samtidige på den danske modescene, gentænker Kerne.milk, hvordan og hvor ofte deres tøj skal udkomme. Kollektioner baseret på sæsoner og trends er erstattet med editions, der udkommer færre gange om året for at gøre plads til mindre, innovative drops imellem. Meget af deres tøj er skabt af rester fra andres produktioner eller afklip, de finder hos stam-stofbutikken ITA tæt ved Det Kongelige Teater. Under modeugen præsenterer de Circus Edition digitalt og fysisk fra galleriet Bianca D’Alessandro — ikke et tilfældigt valg da en af Kerne.milks hensigter er at sløre grænsen mellem kunst og mode. Circus bygger videre på deres tidligere udgivelser, enten med udgangspunkt i tøjets linjer eller materialevalg. “Til et drop bruger vi noget materiale til et par bukser, den næste bruger vi det samme materiale til en kjole. Vi forsøger at skabe en sammenhæng mellem det hele. Circus Edition er mere eksperimenterende og legende i farverne, end vi er vant til. Vi har for første gang arbejdet med både denim og mesh, det sidste for at forsøge os med forskellige niveauer af gennemsigtighed. Vi er mere modige, end vi plejer. Det oplever man også til modeshowet, hvor stemningen måske er en lille bitte smule dyster. Universet er altomsluttende, og det er op til publikum, hvordan man vil tolke det og træde ind i det,” siger Katrina Wittig.

Gennem Kerne.milks levetid har det været båret af nogle af verdens mest prominente influencers. Heriblandt har snart sagt alle kvinderne fra Kardashian-Jenner-klanen poseret med mindst et af mærkets styles, mens også Jorja Smith har haft både top og bukser på fra det to personer store tøjmærke. Alligevel har den store eksponering ikke fået dem til at frygte, at de brager ud på himmellegemet for blot at eksplodere som en supernova. “Første gang Kim Kardashian havde vores tøj på, ringede vi grædende til hinanden og var helt oppe at køre. Vi aftalte at ringe til vores veninder og fortælle dem om det og så lave 100 kjoler, som vi kunne sælge dagen efter. Næste morgen sad vi klar ved computeren, men der blev solgt meget få kjoler. Det er vanvittigt, at så mange mennesker ser vores tøj, til en grad hvor det kan være svært at forstå. Men i sidste ende har det ikke gjort den store forskel,” siger Katrina Wittig og tilføjer: ”Samtidig er Kerne.milk et så personligt projekt for os. Det hele startede jo med, at kunderne kom hjem til os for at hente tøjet. Den samtale man havde, og de inputs kunderne kom med, har givet os meget inspiration og gør også, at vi ikke er bange for, at vi ikke kommer til at forsvinde i en hype-boble.”

Det næste skridt for Kerne.milk er at bygge videre på det fællesskab, der er opstået organisk. Det mål og den vision blev yderligere cementeret i samtalen Katrina Wittig og Marie Mark havde kort før, de fremviste under modeugen. Her fastlagde de sig på en plan: De vil åbne et nyt, større kombineret showroom og butik længere nede af Åboulevarden. “Vi har virkelig været motiveret af at møde de mennesker, vi sælger til. Dialogen er fed. Vi går meget op i det community, der er omkring Kerne.milk, både af kunder og andre kreative. Derfor kommer vi til at sælge vores eget tøj og de mange andre seje brands, der prøver at komme ud med det, de laver, i den nye butik. Der kommer til at være alt fra keramik, kunst, smykker og strik til tøj. Drømmen er at tilbyde andre brands en plads i studiet, så vi kan collab, bruge hinandens rester eller splejse om at købe bedre symaskiner. Vi vil langt hellere inspirere, end vi vil konkurrere.”

Læs også: