Mie Olise Kjærgaard

om at udvikle kvinden fra objekt til subjekt i kunsten

Efter at have udstillet i Venezuela med en fuld kurator, boet seks år i New York og blive skubbet ud ad døren på en herregård på Lolland har Mie Olise Kjærgaard fundet sin plads i København. Hun har fordybet sig i et opgør med kunsthistoriens stereotype fremstilling af kvinder, som hun maler ridende på hammerhajer og krokodiller, mens de spiller musik eller drikker alkohol. Det er en søgen efter at sætte kvinden og hendes egen hånd med penslen fri, som får 46-årige Kjærgaard hen i atelieret hver dag.

Kolonihaven — Islands Brygge

Som barn blev jeg hevet med ud og sejle i ugevis af mine forældre. Min far havde selv bygget det kæmpestore træskib med tre kahytter. Han opkaldte det efter Espen Arnakke, som var forfatter Aksel Sandemoses hovedperson og alter ego i ‘En flygtning krydser sit spor’ (roman fra 1933, red.). Det var Nykøbing Mors, hvor vi boede, Aksel Sandemose var inspireret af, da han i sin bog formulerede Janteloven. Espen Arnakke stak af til søs ud for Nykøbing Mors som 17-årig, på flugt fra Janteloven, og det var min far meget optaget af. Vi sejlede mange ture oppe ved Norge og i Sveriges skærgård. Min mor og jeg blev helt elektriske, når vi kom i nærheden af en havn. Nu kunne vi endelig møde nogle andre mennesker. Men min far kunne finde på at styre skibet hen til en klippe og hamre søm ind i klippen og fortøje (binde fast, red.) skibet, så vi ikke kom i havn alligevel. Jeg stod og skreg ud over vandet: Jeg keder mig! Jeg kedede mig simpelthen så meget som barn. Der var ikke mange stimulanser i Nykøbing Mors, og fordi jeg ikke havde noget at tage mig til, begyndte jeg at tegne. Her kunne jeg forestille mig en anden virkelighed og drømme mig væk.

Skjorte, Henrik Vibskov, 2.510 kr.
Bukser, Henrik Vibskov, 2.010 kr.
Taburet, Mathias Mentze og Alexander V. Ottenstein
hos Mmentze.com, 3.800 kr.

I Nykøbing Mors herskede Janteloven i den grad stadigvæk. Man holdt hinanden nede, og man måtte ikke træde uden for fællesskabet. Man bandede og drak sig pissefulde. Håndbold var gud. Man var nødt til at stille sig op i rækken, ellers var man ude. Jeg lærte sproget og levede det her liv, indtil jeg som 15-årig opdagede kunst. På folkebiblioteket havde de to kunstbøger, begge om moderne kunst med fokus på Anselm Kiefer og Georg Baselitz. Da jeg kiggede i bøgerne, skete der noget. Jeg vidste intet om, hvad det ville sige at være kunstner, men jeg kunne mærke, at jeg ville male. Min far fik fat på nogle kæmpestore træplader, og så begyndte jeg med oliemaling og spartel. Jeg kopierede alle de store: Matisse, Picasso, Edvard Weie. Men jeg malede også nogle store abstrakte malerier, som faktisk blev hæderlige. De var inspireret af Peter Brandes og Per Kirkeby. I dag kan jeg se, at det var en rigtig god måde at lære om lag, farver, penselstrøg og flader på. Hvordan det hele opfører sig. Jeg havde det vildt sjovt, men mit liv blev også ensomt, fordi der ikke var andre, jeg kendte, som malede.

Læs også:

Jeg flyttede hjemmefra som 18-årig og boede i et par år i Aarhus og København. Jeg var sulten efter at få erfaring, fordi jeg følte, at jeg ingen historie havde. Jeg var bange for at spilde tiden, hvilket betød, at jeg var hurtig til at kaste mig ud i nye projekter, så jeg kunne have noget at byde på. Som 19-årig kom jeg i praktik hos modedesigner og kunstner Jean Voigt, som boede på en herregård på Lolland. Han for rundt på herregården, fordi han skulle holde en udstilling, hvor dronningen skulle komme. Lige pludselig fandt han ud af, at han havde regnet en uge forkert, så udstillingen var en uge tidligere, end han havde planlagt efter. Og så fik vi travlt. Han havde været haute couture-designer i Paris, og det meste af hans kollektion blev ødelagt under et indbrud natten før hans store gennembrudsshow i Paris. Han havde fået det resterende tøj sendt hjem og skulle bruge det til udstillingen. Jeg blev bedt om at gøre tøjet klar, og mens jeg stod og børstede det, kom han farende og var rasende på mig, fordi det støvede. Han åbnede fløjdørene og kylede først ginen med tøjet ud ad døren, og derefter skubbede han mig ud på den grusbelagte gårdsplads. Mens jeg stod der, tænkte jeg: Hvad fanden laver jeg her? Sådan har jeg stået mange gange i mit liv, ude foran fløjdøren og tænkt: Kunne du ikke have regnet det ud på forhånd?

Sweater, DAY Birger et Mikkelsen, 1.400 kr.
Bukser, Henrik Vibskov, 2.310 kr.
Støvler, DAY Birger et Mikkelsen, 2.200 kr.
Lampe, Isamu Noguchi for Vitra hos Studio X, 3.390 kr.
Stol, Bruno Rey for Dietiker hos Studio X, 3.850 kr.
Bog, ’Man skulle nok have været der’ af Thomas Korsgaard hos Lindhardt og Ringhof, 249,95 kr.
Bog, ’Bob’ af Helle Helle hos Gutkind, 259,95 kr.
Bog, ‘Sommerferiedigte’ af Nikolaj Zeuthen hos Gutkind, 199,95 kr.
Olielampe, Studio0405 hos Studio X, 5.750 kr.
Bog, ’Han, hun, hen’ af Cecilie Nørgaard hos Gyldendal, 199,95 kr.

Jeg flyttede til København i 95’ og startede på Designskolen, men efter et par uger fandt jeg ud af, at det slet ikke var mig. Jeg søgte i stedet ind på Arkitektskolen og blev optaget. Jeg syntes, at arkitektur var spændende, men jeg vidste igennem hele studiet, at jeg ikke skulle arbejde som arkitekt. Hver sommer og jul sagde jeg til mig selv: Jeg tager lige et semester mere. For jeg elskede at gå på skolen. Men jeg var også klar over, at en arkitekts arbejde er 3 procent kreativitet og 97 procent problemløsning, og de 97 procent orkede jeg ikke. I løbet af uddannelsen var jeg i praktik hos Zaha Hadid i London, men det var ikke særlig sjovt, fordi jeg ikke lærte noget. Hun var så strid og havde et horn i siden på stort set alle på kontoret. Mig ville hun slet ikke tale til. Det virkede, som om man helst skulle blande sig udenom det, der blev lavet. Derfor stoppede jeg ret hurtigt og kom over til FAT (Fashion Architecture Taste, red.), som også lå i London. Der kom jeg virkelig i gang, her havde de brug for arbejdskraft. Hos FAT opdagede jeg, at der var hybrider mellem arkitektur og kunst, og det blev interessant. De var tre arkitekter og en kunstner, som typisk lavede løft af slidte bykvarterer, og her spillede kunsten en rolle. Jeg gik på The Bartlett School of Architecture i London sammen med min studieveninde Frederikke, som jeg senere startede Laboratorium for arkitektur, kunst og design med. Her lavede vi projekter, som var meget inspireret af vores tid i London, og som lå i grænsefeltet mellem kunst, arkitektur og design. Vi lavede installationsudstillinger på Charlottenborg og holdt et modeshow i Nikolaj Kirke. Vi var 27 og havde det vildt sjovt.

Da jeg nærmede mig 30-års-alderen, begyndte jeg at føle, at jeg sjoflede min ægte drøm. Jeg lavede både tøj og arkitektur, men jeg brændte for at male. Jeg havde igennem alle årene haft et atelier, som jeg besøgte efter skole eller arbejde, og jeg levede faktisk af at sælge mine malerier, fordi Frederikke og jeg stort set ingen penge tjente. Men jeg gav ikke maleriet særlig meget opmærksomhed, det var noget, jeg gjorde med venstre hånd. Jeg besluttede mig for at lægge alt andet på hylden og kun fokusere på kunst. Jeg tog til London og blev optaget på Central Saint Martins’ billedkunstlinje.

Det var først på Saint Martins, at jeg forstod, hvad kontemporær billedkunst er. Indtil da havde jeg nok malet malerier. Jeg lærte, at maleriet skal kunne noget, og at man skal ville noget med det. Jeg havde været analytisk i forbindelse med arkitektur, men ikke i maleriet. Jeg havde ikke tænkt over, hvorfor det, jeg lavede, var vigtigt. Jeg havde ikke sat nogen spørgsmålstegn ved det. Hvad er det, jeg undersøger? Hvordan kan jeg være mere præcis? Og hvordan kan jeg vække noget i andre med mit maleri? I den periode tænkte jeg stadig meget i konstruktioner, og jeg var interesseret i at male det negative rum og fraværet af en utopisk drøm. Ideen, man havde, som faldt til jorden. Jeg tog til Svalbard, hvor der tidligere har været minedrift, og der stod den her konstruktion af en faldefærdig minestation og var et vidne om en samfundsorden, som var faldet og ikke længere eksisterede. Jeg malede den på en grov og enkel måde. Jeg opdagede, at jeg havde lyst til at deltage i en samtale om samfundet: Hvordan det havde været bygget op, og hvordan det burde være. Som billedkunstner stiller man spørgsmål uden at give svar – det åbner værkerne.

Læs også:

Efter min afgangsudstilling blev jeg valgt som en af fire afgængere fra kunstskoler i England til en særlig gruppeudstilling i London. Channel 4 lavede et tv-program om os, og det fik rimelig meget opmærksomhed. Jeg havde lavet fem virkelig gode værker, blandt andet et af minestationen i Svalbard og et flyvende skib, der sad fast i et træ, men i stedet for at bruge de værker til udstillingen sendte jeg dem til et lille galleri i Roskilde, som jeg havde lovet nogle værker. Jeg tænkte: Jeg laver sgu da bare fem nye, som bare bliver endnu bedre. Men det kunne jeg ikke på to måneder. De værker, jeg endte med at udstille og have med i tv-programmet, var dårlige. Simpelthen elendige. Men samtidig havde jeg en virkelig god udstilling i Roskilde, hvor alt blev solgt. I stedet for at træffe det sikre valg med de værker, som stadig er nogle af de bedste malerier, jeg har lavet, var jeg for modig. Jeg havde for stor tiltro til, at det nok skulle gå. Det brækkede jeg halsen på og blev slået hjem igen.

Udstillingen åbnede alligevel nogle døre for mig, og jeg fik efterfølgende mulighed for at lave en soloudstilling på et galleri i London og i Houston i USA. Havde jeg afleveret de andre værker, er jeg nu ret sikker på, at niveauet på gallerierne havde været et andet. Men nok om det. Det var stadig en god mulighed, så jeg flyttede til New York for at lave udstillingen i Houston. I de seks år, jeg boede i New York, udstillede jeg fast hos Barbara Davis med en soloudstilling hvert andet år. Jeg arbejdede lidt med Y Gallery og udstillede fire steder i L.A. Jeg fik travlt. Jeg blev også tilbudt at lave en museumsudstilling i Venezuela. Da jeg mødte kuratoren i lufthavnen i L.A., var han skidefuld. Han skulle bare have mere at drikke! Og vi skulle drikke sammen. Jeg var sådan: Okay, jeg er på udebane og skal besøge et land, som er ved at bryde sammen politisk, jeg skal bare ikke miste kontrollen her. Men kuratoren, som var fra Venezuela, og som skulle være min guide, var så fuld og på rulleskøjter i flyveren. Jeg havde været dernede en enkelt gang tidligere for at lave research til min udstilling, og her havde jeg mødt en fyr, som var blevet drugget af nogle, som stjal hans penge. Det var et skideutrygt sted. At have en stiv guide hjalp ikke på det. Vi kom alligevel frem og skulle bo i museumsejerens enorme luksuslejlighed med elevator op i midten, moderne designmøbler, lysværker på væggene og altan rundt om hele lejligheden. Det var en noget anden stil end det, man så, når man kiggede ud over byen. Kuratoren var stadig fuld og løb rundt i lejligheden i underbukser med drinks i hånden og satte musik på og festede i sofaerne.

Venezuela er et korrupt land, hvor de rige snyder de fattige. Regeringen havde blandt andet taget nogle penge, som skulle bruges til at bygge ny infrastruktur, og sat ind på en bankkonto i Schweiz. Det er jo et af verdens rigeste lande, når det kommer til naturressourcer. De har mineraler, guld og olie, men det ryger bare i det private. Og så er der narkohandlen. De fattige har det modbydeligt, mens andre udnytter situationen og bliver rigere og rigere. Jeg havde lavet en udstilling, der handlede om, hvordan Venezuelas forladte bygninger og ruiner blev bosat. Modsat Svalbard blev de forladte bygninger lynhurtigt befolket af nye mennesker, som byggede stederne færdige. Hvis der var et hul i væggen, fik de lige muret det op og sat noget pap op. Det var svært som privilegeret vesterlænding at kloge mig på sådan en kultur. Hvordan kunne jeg sige noget om det, jeg ikke kendte til? Jeg kunne kommentere på de lag, som opstod i deres måde at bygge på. Det var en underspillet måde at tale om et styre på, der hele tiden bryder med sin egen tradition. Jeg skulle bruge 24 stykker træ til at bygge nogle konstruktioner, som skulle stå ved siden af malerierne til udstillingen, men de kunne kun skaffe 13 stykker, fordi landet ikke havde mere træ. Papirvarer var de også udgået for. Det var ret uhyggeligt. Jeg måtte bruge det, der nu var: Har i snor? Jeg fik mine værker færdige på samme måde, som venezuelanerne byggede på. Det klædte udstillingen, at jeg ikke blot mimede deres bygninger, men selv skulle navigere i landets undtagelsestilstand.

Jeg flyttede tilbage til Danmark i 2014, hvor jeg blev skilt. Jeg valgte at begrave mig i arbejde og fik virkelig turbo på. Jeg havde et vildt program med seks soloudstillinger i Venezuela, New York, Houston, L.A., Nordjylland og København på halvandet år. Jeg husker stort set intet fra den periode – kun små glimt. Jeg var hele tiden rundt på et nyt udstillingssted og hang på en stige med en boremaskine i hånden. Samtidig skulle jeg være delemor og lave værkerne til den næste udstilling. Jeg rullede dem sammen og sendte dem af sted. Jeg tog på kunstmesse i Miami og havde værkerne i en kæmpestor skitaske på hjul, som jeg trak hen over stranden. Det var helt vanvittig hårdt.

Forlaget Aftryk — Vesterbro

Det har været fedt for mig at blive voksen og komme på den anden side af 40. Jeg har altid søgt det nye: Hvad nu, hvis der er mere spændende herovre? Jeg er startet alene op i seks byer, siden jeg flyttede hjemmefra: Aarhus, København, London, San Francisco, New York og København igen, da der ikke var mange tilbage, jeg kendte, fra første gang jeg boede i byen. Nu føler jeg, at det er spændende her, hvor jeg er nu. Til dels fordi jeg føler, at jeg har nok at hive op af lommerne. Man bliver jo gammel og rusten på et tidspunkt og bliver som en hval, hvor der sidder en masse sneglehuse på, og nogle af dem kan man bruge til noget, mens man kan ryste andre af sig. Mit behov for at samle til mig kommer af at være fra Mors og skulle finde mit eget sprog, efter at jeg forlod min gamle historie som 18-årig. Jeg har søgt et nyt hjem og at finde ro i et fællesskab og en familie, som jeg ikke havde med mig. Jeg kom til København som 19-årig og følte virkelig, at jeg kom ind med firetoget. Alle omkring mig havde prøvet alt muligt, så det kunne ikke gå for langsomt med at få kastet noget erfaring ind i regnestykket. Jeg har gjort det svært for mig selv ved hele tiden at flytte mig og skulle finde nye fællesskaber. Det er nok den største dumhed, jeg har begået, for kunstverdenen er bygget på alliancer.

Læs også:

I virkeligheden har jeg bare gerne villet være med. Man går og laver det her arbejde, som man selv er glad for, og så skal det vises frem, men det er langtfra alle, som er interesseret. Jeg har lavet udstillinger, som jeg har brugt vildt meget energi på, og stået stolt til ferniseringen, men så er der stort set ingen, som har set udstillingen. Jeg har skudt meget energi af sted efter det, jeg brænder for. At lave kunst og udstille det. Og ofte kommer den energi ikke tilbage til en. Der er andre kunstnere, som er skidegode til at spare på energien og holde sig selv mere eksklusive og regne det lidt bedre ud, men der har jeg bare væltet mig ud i det og er kommet beskidt hjem. Det gør, at jeg har fået nogle ar på kroppen. Men jeg tror egentlig ikke, at jeg kunne tænke mig at have gjort det anderledes. Det er jo en ærlig tilgang. Det er sådan, jeg er. Så kan det godt være, at det ikke er så eksklusivt, men det er en rå og ren energi. Det er nok bonderøven, som er lidt højpandet: Gud ja, det vil jeg da gerne være med til. Lidt for imponeret. Og som ikke har fattet, at man også kan være cool. Jeg forstod tidligt, at det måske var bedre at holde lidt igen, men jeg bliver jo ved med at gøre det på den samme måde, for det er sådan, jeg er.

”For 10 år siden lavede jeg en udstilling i Nikolaj Kirke med 14 installationer, der byggede på min rejse i sporene på Axel Sandemose og min fars skib Espen Arnakke. Jeg ledte efter togskinner, som Sandemose skulle have lagt, men de var fjernet. Sandemose skrev også i ’En flygtning krydser sit spor’, at han ville skrive en ny bog, der skulle hedde ’Den tavse station’, som blev titlen på min udstilling, men den skrev han aldrig. Udstillingen handlede om det negative rum og det, jeg ikke fandt i mit mapping-projekt. Jeg blev interviewet til Politiken inden udstillingen, og desværre misforstod journalisten mit projekt og skrev om det positive rum. Jeg endte med at lyde ret hjernedød. Og det hjalp nok heller ikke på det, da anmelderen for Information, Michael Jeppesen, slagtede udstillingen efter at have brugt 20 minutter på den her gigantiske udstilling, som jeg havde brugt tre år på at lave. Jeppesen havde gjort det til en dyd at slagte yngre og især kvindelige kunstnere, inden det blev kritiseret så meget, at Information måtte stoppe samarbejdet med ham,” siger Mie Olise Kjærgaard.

Jakke, Hansen, 3.500 kr.
Bukser, Hansen, 2.250 kr.
T-shirt, CDLP, 592 kr.
Sko, Cos, 1.100 kr.
Taske, Another Aspect x Gramparents, 245 kr.

Jeg bliver stadig nødt til at flytte mig og arbejde forskellige steder i verden, ellers vil jeg kede mig. Jeg er nysgerrig, og jeg har brug for at opleve noget for ikke at gå i stå. Men det skal være nogle faste poster, som jeg kan rotere imellem. Nu har jeg mit atelier i Nordvest, kolonihaven og et sommerhus sammen med nogle venner i Sverige, hvor jeg også kan arbejde, og så kunne jeg godt tænke mig en fast base i New York og måske et femte sted. Jeg er færdig med at starte noget op fra bunden af. Jeg kan ikke blive ved med at gå med en skitaske over skulderen. I mit voksne liv skal jeg have nogle steder, hvor jeg kan bygge oven på og få en dybere erfaring. Mit atelier i Nordvest er vildt rodet, og jeg elsker at finde gamle skitser og udklip, jeg har gemt i fem-syv år, og så ryge direkte tilbage i den interesse, jeg havde dengang. Pludselig kan min nye erfaring bringe den gamle idé i en ny og overraskende retning.

Nu har jeg valgt at lave en bog med mine nyere værker, fordi jeg føler, at jeg er landet det rigtige sted, både i mit liv og i min kunst. Efter mange år, hvor jeg har lavet forskellige typer af kunst og maleri, hænger mit arbejde bedre sammen nu. Jeg har været i bevægelse i mange år i træk, men nu er jeg stoppet op og har sat mig ned og kigget på de tre seneste år. Og dvælet ved det. Jeg troede faktisk, at det skulle være sådan et projekt, hvor vi klippede en hæl og hakkede en tå ligesom alle andre publikationer, jeg har været med til. Men sådan har det langtfra været. Nicolai fra Aftryk har været fed at lave bogen med. Vi er slet ikke gået på kompromis nogen steder. Forsiden har en lækker papkvalitet, siderne er bløde, og alt det grafiske er meget gennemført. Lad det endelig blive kendetegnende for den voksne Mie Olises arbejdsliv.

Atelieret— Nordvest

Jeg gik og troede, at så længe jeg gjorde mit arbejde så godt som muligt, var jeg ligeværdig med mine mandlige kollegaer. Men da Artnet udgav sin undersøgelse af kunstbranchen, som viste, at kvindelige kunstnere kun står bag to procent af de kunstværker, som bliver solgt på auktioner verden over (på internationale kunstmesser er tallet 24 procent, og på museer er det 12-15 procent, red.), gik det op for mig, hvorfor det tager 10-15 år mere for de kvindelige kunstnere at slå igennem. Hvis de overhovedet slår igennem. Jeg begyndte at interessere mig for kvindekampen. Jeg søgte efter fotografier af suffragetter: Kvinder, som uniformerede sig og demonstrerede for valgret og fri abort. Jeg blev interesseret i perioden, da kvinden smed korsettet. Efter at have været spærret inde og haft etiket på til at sidde overskrævs på en hest og cykle som en fri person. Slå håret ud. Bruge sin krop. Spille tennis. Lave musik. Drikke alkohol. Kvinder, som havde været enormt kontrolleret både af sig selv og normerne, slog sig løs og søgte friheden. Det var de kvinder, jeg begyndte at male for et par år siden.

I kunsthistorien har traditionen i århundreder været, at den mandlige kunstner malede den kvindelige model som sin muse. Hun er typisk blevet fremstillet som blid, moderlig eller sensuel. Hun blev et objekt set med mandens blik. I alle mine malerier er kvinden et subjekt. I stedet for at blive beskuet udefra og være en stereotyp har hun en aktiv rolle i sit eget liv. De første suffragetter, jeg malede, blev lidt skæve i hovederne. De blev ikke det her smukke objekt, men et subjekt, som har sin egen agenda. Kvinderne levede indefra og ud, hvor man mærker sine behov og gør det, man har lyst til, uagtet om man står på en latterlig måde eller har dobbelthage. Det er ikke, fordi man ikke kan være smuk, samtidig med at man laver noget spændende, men det var mit opgør med en oldgammel historie om, hvordan vi har værdisat kvinder. Den unge, smukke kvinde er mest værd. Det er jo set udefra, for i virkeligheden burde man sige: Hvad er fedest at være? Hvornår har man det mest spændende i sig selv? Det kan man sgu have i alle aldre, hvis man giver sig selv lov. Manden har haft frihed til bare at være en stor personlighed, mens kvinden har skullet se ud på en bestemt måde. Vi er i en oprydningstid, hvor der bliver gjort op med en gammel måde at anskue verden på. De yngre generationer af kvinder gider sgu ikke være med til det længere, og de unge mænd er sådan set også trætte af stereotyperne.

På det seneste har jeg malet nogle fabelagtige fortællinger, hvor kvinderne rider på farlige dyr som hammerhajer og krokodiller. Der er en større humor og leg i det. Jeg har malet figurativt i mange år, fordi jeg synes, at narrativet er spændende. Tidligere arbejdede jeg mere poetisk, men nu er der en sag, jeg kæmper for, og det må godt være tydeligt, hvad det er for en sag. Det gik op for mig, at mange af de kvinder, jeg maler, er en afspejling af den verden, jeg selv er en del af. Jeg maler den her kvinde, som er på vej med sin søn og har alt for meget oppakning med, en kæmpeplante og en fugl siddende på toppen af en hat. De rider på et farligt dyr og har en alliance med det farlige. Mine motiver har aldrig været forankret. Husene, jeg malede tidligere, var på pæle, og skibene fløj. Der er altid en bevægelse.

En af mine helte er kunstneren Rose Wylie. Jeg tror, at hun var 82, da hun slog igennem for tre-fire år siden. Hun har malet hele sit liv, men det var hendes mand, som også var maler, der fik opmærksomheden, indtil han døde for nogle år siden. Pludselig blev Rose opdaget, og nu har hun haft en kæmpeudstilling på Serpentine Gallery i London og skyrocket mod toppen af kunstbranchen. Hendes ting er bare så gode. Hun maler meget groft, nærmest lidt som børnetegninger. Rose er helt fri. Hun er fucking ligeglad. Hun tillader sig at male på en måde, som de færreste ville gøre. Det er så modigt. Det er noget med hendes farvevalg, som er utrolig delikat og abstrakt kombineret med den her barnlige streg, og at malingen er så tyk, mens hun skriver tekster henover.

Til oktober åbner Mie Olise Kjærgaard sin måske vigtigste udstilling i karrieren på galleriet The Tennis Elbow i Lower Manhattan, New York City. Her skal hun blandt andet vise de over fem meter brede og høje malerier med kvinder ridende på næsehorn og leoparder. ”Jeg er vildt beæret over at skulle udstille hos Tennis Elbow. At komme til New York bliver også en mulighed for at bevare en tæt kontakt til min gamle malerfamilie derovre, selv om jeg ikke er der til hverdag.”

At opnå total frihed i hånden, når jeg maler, er grunden til, at jeg står op om morgenen. Det er en søgen efter at befri tanken om, hvad man kan gøre med maleriet. Hvordan kan jeg sætte det helt fri? Der er Rose Wylie den ultimative, fordi hun frigør sig helt og aldeles fra andres forventninger, og hendes udtryk er ultimativt hendes eget. Jeg er drevet af tanken om, at det kan være i dag, det sker. Jeg ved ikke helt præcist, hvordan det føles, men jeg fornemmer, at jeg har færten af det en gang imellem. Jeg har dage, hvor jeg cykler helt høj hjem fra atelieret, fordi jeg har haft et gennembrud med maleriet. Som da jeg malede håret, som mange af mine nye kvinder har, der laver den her bevægelse, så man kan se, at der er fart i billedet. Et maleri er jo stillestående, så hvordan kunne jeg skabe en bevægelse i det? Men det handler også om at turde lade noget stå usikkert tilbage. At slippe helgarderingen. Turde lade være med at pynte på det. Målet er, at hånden med penslen arbejder frit, uden at jeg tænker over, hvad der sker. Her kan jeg bruge min livsfilosofi med bare at kaste mig ud i det, også selv om det måske ikke er noget, andre synes er cool. Hvis jeg kan få det ind på lærredet, i stedet for at bruge mit rigtige liv på det, ville jeg måske være tættere på friheden.

Jeg kan male det, jeg vil, men det handler også om at droppe konventionerne og give slip på noget af sin gamle lærdom. Som teenager prøvede jeg at tegne heste og kvindeøjne, så de lignede meget præcist. Det blev enormt pænt og detaljeret. Da jeg gik i gang med at male de her uforfængelige kvinder, havde jeg svært ved at tegne dem, fordi jeg havde haft en forfængelig teenagehånd til at tegne æstetiske og symmetriske ansigter. Min arm gjorde bare det, den havde i sin erindring. Det tog en måned, hvor jeg lavede hundredvis af ansigter, hvor jeg gav mig selv nogle opgaver: Jeg skulle starte med det ene øje unaturligt højt oppe i ansigtet og det andet langt nede. Jeg skulle skabe disharmoni. Man kan altid male noget, som er pænt, men hvornår bliver det interessant? Det skæve er altid det mest interessante. Her bliver der åbnet for fortolkning. Man kan begynde at stille spørgsmål, fordi man ikke rigtig kan komme omkring det. Man skal provokere sig selv til at male noget, som stritter. Som vakler lidt og er skrøbeligt. Der er ikke noget mere kedeligt end balance. Nå, det var det. Det må godt være lidt selvmodsigende, så du ikke bliver færdig med det. Hvis du har sagt: Det er sådan, det er. Så er der ikke mere at komme efter. Det må ikke være færdigfortolket, når det forlader dit atelier. De fleste kunstnere, jeg kender, kan ikke helt finde ud af, hvad de har lavet. Man skal helst være i gang med at undersøge det. Hvis du er færdig med det, serverer du det bare for nogle andre, og det gør maleriet statisk og ikke frit.

Min vigtigste mentor og mit største idol er Katherine Bradford. Det har hun været, siden hun var min underviser på Skowhegan School of Painting & Sculpture (i Maine, nord for New York, red.). Her blev jeg for første og måske eneste gang en del af en kunstnerisk familie. Vi havde en malergruppe, hvor vi nørdede med, hvad maleriet kunne. Vi gad ikke argumentere for, hvorfor vi malede, selv om de fleste kunstnere i 00’erne lavede videoer og installationer, vi ville tale om matte overflader, lag og stregen i fladen. Bradford var gift og havde tvillinger, indtil hun i 70’erne blev skilt og sprang ud som lesbisk. Hun flyttede til New York og begyndte at undervise i kunst og fandt sin nye livsledsager ret tidligt. Jeg tror, at hun har haft et hårdt liv som kvinde på kunstscenen i New York i over 40 år, men som 73-årig slog hun igennem med sin første store galleriudstilling på Canada Gallery i New York. Til ferniseringen mødte flere tusinde mennesker op, og langt de fleste var kunstnere, hun havde udklækket fra de kunstskoler, hun har undervist på. Alle var begejstrede. Der var ingen, som fortjente det mere end Katherine. Hendes søn læste en tekst op til ferniseringen, hvor han beskrev den kamp, hun havde været igennem. Jeg tudbrølede, da jeg læste den i Danmark. Udstillingen blev en kæmpesucces, og jeg tror, at alt blev udsolgt på dagen. Siden har hun haft en rejse ligesom Rose Wylie med udstillinger på anerkendte gallerier i London og Berlin. I dag taler man om, at OWA, Old Women Artists, er det eneste, som er mere cool end en ung mandlig kunstner. Det er Katherine og Rose et billede på. Nu er det endelig blevet deres tid. Jeg synes jo, at det er uretfærdigt, at Katherine ikke slog igennem noget før, men da jeg spurgte hende, om hun ikke var bitter, var hun bare sådan: Ej, jeg er bare glad for, at det skete. Det fortæller om den generation, hvor det var endnu sværere for kvinder. Hun havde nok ikke forventet, det ville ske.

Katherine har spurgt mig, hvad hun kunne gøre for mig i New York, og vi har diskuteret, hvilket galleri der passer godt til mig. Jeg ville rigtig gerne udstille hos Tennis Elbow, som udspringer af The Journal Gallery, og dem kendte Katherine, så hun tog ned med en udprintet pdf med mine værker på og viste dem frem. De sagde heldigvis ja med det samme. Tennis Elbow repræsenterer ikke kunstnerne, det er kun et udstillingssted, hvilket betyder, at de andre gallerier og museerne holder godt øje med, hvad der sker hos dem. De er megafede, og så udstiller de også Rose Wylie, Raymond Pettibon og Billy Childish sammen med helt unge, ukendte kunstnere. Det kan blive en god genintroduktion til scenen i New York. Jeg drømmer om at få et fast samarbejde med det rigtige sted i New York, og så er det dem, der skal sparke døren ind til gruppeudstillinger på museer. Jeg vil gerne skrive mig ind i min samtid. Jeg har stået ovre på min egen badebro lidt for ofte i min karriere og har ikke altid været så meget i relation til andre kunstnere. Men i øjeblikket passer mine værker bedre ind sammen med andre kunstneres. På en god måde. Jeg vil gerne deltage i et fællesskab. Nu må vi se, hvad der sker. Jeg har prøvet mange gange at have høje forventninger, og så er der ikke sket en skid. Men så bliver det bare another round. Man bygger jo hele tiden på.

Fra Dossier nr. 26, september-oktober 2021.

Læs også: