Nagieb Khaja

Journalist, forfatter og dokumentarfilmsinstruktør

For nyligt var Nagieb Khaja inde på et arabisk bageri på Nørrebro for at købe nogle kager. Derinde spillede de noget musik, han havde hørt i Østaleppo. Associationerne begyndte at flyve rundt inde i ham, han fik det dårligt.

”Jeg føler, jeg er god til det, jeg laver. Jeg er mentalt robust, klar til at løbe en risiko, erfaren og har kundskaberne. Men det har kostet mig en tung bagage. Jeg vil altid bære rundt på de oplevelser, jeg har haft dernede. Der er dage, hvor jeg får en klump i halsen, fordi jeg husker ting, jeg har set, eller personer, jeg har kendt, der er døde eller sidder fast et sted i verden,” siger Nagieb Khaja.

Læs også:

Som journalist og dokumentarfilmsinstruktør har han de seneste mange år afdækket krige og konflikter særligt i Mellemøsten. Undervejs er han blevet kidnappet af Taleban, blevet gennembanket af tyrkiske grænsevagter og løbet gennem den østlige del af Aleppo, mens den blev tæppebombet af russiske og syriske fly.

”Jeg går længere end de fleste. Fordi jeg har en opfattelse af, at jo mere man viser af virkeligheden, jo større indtryk gør det. Og når du kommer rigtigt tæt på virkeligheden, er der en risiko for, du kommer til skade, eller at du bliver dræbt. Men jeg er nødt til at gøre det,” siger han. ”Ellers kan jeg få andre, lokale, til at gøre det. Men det er et etisk problem for mig, for jeg beder ikke andre om at gøre noget, jeg ikke selv gør.”

Nagieb Khaja tror, drivkraften er noget, der kommer fra hans far. Han var spartansk, havde i mange år kun to jakkesæt og lagde altid vægt på, at man skal gøre noget for andre mennesker, hvis man har ressourcerne til det.

”Jeg har knyttet bånd til en masse mennesker, og når jeg rejser fra et konfliktområde og efterlader dem, føler jeg skyld, for jeg har ikke gjort mig mere fortjent til et godt liv, end de har. Jeg har svært ved at forlige mig med, at nogle mennesker har det godt, mens andre sulter og dør som otteårige. Hvad fanden er det for en verden? Jeg vil prøve at fjerne den ubalance. For jeg kunne lige så godt være født dernede, og så ville jeg ønske, at der var nogle heroppe, der forsøgte at udligne forskellen,” siger Nagieb Khaja.

Normalt er han af sted i mellem en uge og en måned. Så lang tid som muligt, så han kan få en ordentlig fornemmelse for situationen. Men siden en tur til Helmand i oktober 2016 har han ikke været af sted.

”Jeg ved ikke, om jeg fortsætter med at gøre det. Det er en evig kamp mellem dårlig samvittighed overfor de mennesker dernede, der har brug for mig, og ansvaret overfor min familie derhjemme. Jeg synes, det er pisse svært. For når jeg for eksempel er midt i Aleppo og møder heroiske mennesker, ambulanceførere og redningsarbejdere, bliver jeg inspireret og bekræftet i, at der findes gode mennesker, og der er brug for at vise deres arbejde. Men når tingene spidser til, tænker jeg, at jeg bare formidler virkeligheden, jeg ændrer jo ikke på tingene, og hvor meget forskel gør jeg egentlig,” spørger Nagieb Khaja. Han forsøger selv at svare: ”Effekten af mit arbejde er en del af en større sum; jeg sætter nogle tanker og perspektiver i gang hos nogle mennesker, som jeg og andre prøver at påvirke i en debat, og på et tidspunkt reagerer de mennesker på summen af en samlet mængde af indtryk og informationer, de har fået. Det er sådan, jeg prøver at retfærdiggøre det overfor mig selv.”

Fra Dossier nr. 7, april 2018.

Læs også: