Rolf Hay

om at få succes 
– og blive evigt bekymret

Som 23-årig anede han ikke, hvem Arne Jacobsen var. Kun 10 år senere stiftede han sammen med sin kone, Mette, og Bestseller-grundlæggeren 
Troels Holch Povlsen designvirksomheden Hay, der i dag sælger dansk møbeldesign til hele verden for en lille milliard om året. 
Næste udfordring for 49-årige Rolf Hay er at lære at nyde, at det går godt.

DA JEG HAVDE dygtiggjort mig i ti år, havde jeg også fået mig en selvtillid. Selvfølgelig havde jeg altid haft en drøm om, at have min egen virksomhed. Vi havde også for sjov snakket om det blandt vennerne, men nu var jeg et sted, hvor jeg var god. Jeg vidste ting.

Og så mødte jeg Troels Holch Povlsen. Jeg var 33 år. Min kone og samarbejdspartner, Mette, var bare 23. Jeg mener, 23! Hun havde den samme passion som mig, og jeg tror, at det var det, Troels så i os. To mennesker, som brændte. På mange måder var det et tilfælde: Han havde Bestseller, der vækstede og skulle bruge flere møbler. Jeg var sælger for Gubi, og så mødtes vi.

Jeg ved godt, at nogle mennesker vil have travlt med at sige, at han havde pengene med. Han kom med nogle penge, ja, vi solgte en lejlighed og havde penge med, ja. Men det var hans erfaring, som var det virkelige skatkammer. Hans viden om, hvordan man skaber og bygger en virksomhed. Hvordan man får et lille dansk firma til at blive en international virksomhed, som vi er i dag. Uden Troels ville vi aldrig have lykkedes med det her. Aldrig.

Læs også:

Jeg vidste alt om møbler, men jeg anede ikke en skid om at drive virksomhed. Han gav os en platform at bygge en virksomhed på. Jeg har aldrig skullet sidde og lave moms, have slips på i banken, alle de knaster og forhindringer, som der kan være på vejen for selvstændige, det har vi været forskånet for med Troels. Men jeg vil lige sige, at vi aldrig har brugt mere, end vi har tjent. Det har altid været tæring efter næring. Det er måske lidt jysk, ja. Ligesom vi er. For nylig sagde han til et arrangement for vores medarbejderne, at de havde leveret et resultat, de godt kunne være tilfredse med. Hvorefter han oversatte og sagde, at det nok i København betød ”skidegodt”.

Troels er en ligeså stor en del af Hay, som vi er. Hans officielle titel er bestyrelsesformand, men det hader han at sige. Mette er designchef for accessoires og tekstiler, hun finder farverne og udtrykket, min rolle er at lave møblerne, udstillingerne og koncepterne. Men vi er fælles om det hele.

”Jeg ville ønske, at jeg somme tider kunne se lidt lysere på tingene, at jeg kunne glæde mig lidt mere over de succeser, vi oplever. Men jeg må erkende, at en stor del af min drivkraft ligger i det der med at være kritisk.”

Rolf Hay

MED VÆKSTEN af Hay, kom bekymringerne også. Bekymringer er et lidt grimt ord, men med virksomheden kom også et stort ansvar for en masse mennesker. I begyndelsen var det bare min kone Mette, mig og Troels. Bekymringerne kom i takt med, at vi voksede. For vækst beror på, at vi tager de rigtige beslutninger. Og her hersker tvivlen, for der er ingen facitliste. Du kan tale med designere, sælgere, medarbejdere, men beslutningen om, hvad vi går med eller ikke går med, den ligger hos mig. Og tvivlen er også vigtig. Du bliver nødt til hele tiden at have fokus på den, og det er jeg rigtig god til. Jeg er god til at tage de endelige beslutninger, det kan jeg se. Jeg har en stor selvtillid i, at jeg tager de rigtige beslutninger, men det er ikke uden omkostninger. Der har jeg altid været en sort sjæl.

Jeg ville ønske, at jeg somme tider kunne se lidt lysere på tingene, at jeg kunne glæde mig lidt mere over de succeser, vi oplever. Men jeg må erkende, at en stor del af min drivkraft ligger i det der med at være kritisk. Jeg tror, at det er derfor, vi er lykkedes med tingene. Det er også noget, som jeg har lært af Troels Holch Povlsen, at jeg skal beskæftige mig med de ting, som kan forbedres. Det gør jeg. Måske for meget.

Vi var i Milano for et par år siden til møbelmessen Salone del Mobile. Vi var en af de allermest overbevisende virksomheder i 2016, for vi havde så sindssygt fede produkter med. Vores udstilling var overdrevet flot. Jeg kan blive helt rørt bare over at tale om det. Da det var ovre, trak Mette mig med op på en balkon, hvor jeg kunne se det hele. Vi havde haft 60.000 besøgende på en uge, vi havde 2.000 kvadratmeter, og vi havde det smukkeste rum i indre Milano. Jeg kom op på balkonen og så ud over det hele. Der var sort af mennesker, vi var de toneangivende. Dér brød jeg sgu sammen. Det var så emotionelt. Det var meget, meget stort for mig.

Så ja, der har været øjeblikke, hvor jeg har nydt det. Men de er hurtigt glemt, for allerede på flyet på vej hjem sad jeg og spekulerede på, om vi kunne gøre det to gange. Om vi kunne arbejde os op til en endnu større succes. Jeg kunne ikke bare sidde og nyde det. Sådan en udstilling som den i Milano indeholder også alt det, som jeg i princippet lever for. Alt det, jeg elsker. Men samtidig også alt det, som bekymrer mig, og gør, at jeg ikke sover. Næste gang er om et lille halvt år.

Læs også:

Frygten for at mislykkes i Milano er enorm. Det bliver et halvt år med bekymringerne om, om vi bliver vilde nok, om det bliver fedt, om vores produkter er skarpe nok. Men det bliver også seks måneder pakket med de ting, som jeg elsker at arbejde med. Jeg ser det som en kraftprøve for virksomheden. Er vi ikke ultraskarpe i Milano, så forsvinder vi fuldstændig dernede. Og det involverer os alle, især de steder, hvor jeg er involveret. Design, produktudvikling, vores marketing- og salgsafdeling, alle skal arbejde sammen for at få det her til at blive enormt og indenfor en deadline.

Og jeg er med i hver en lille detalje. Også selv om jeg ved, at jeg har de bedste mennesker ansat, så tænker jeg bare over det hele tiden. Inderst inde ved jeg, at vi godt kan. Vi kan godt gøre det bedre end sidst. Og på gode dage ved jeg også, det kommer lidt med alderen, at selv hvis det ikke bliver ligeså godt, som jeg havde forestillet mig det, altså kun mig, ikke alle mulige andre, så går det nok alligevel. Sådan havde jeg aldrig kunne sige for et par år siden.

Men arbejdet med Milano er hele tiden i mig, for det handler ikke bare om messen. Det handler om, at virksomheden skal udvikle sig, den skal vækste. De produkter, vi laver i dag, skal være bedre end dem, vi lavede for år tilbage. Der skal altid et lag til på det, det skal altid være bedre end i går. Det ligger i kernen i at drive en virksomhed, og det at være et konkurrencemenneske. Det er jeg.

Skjorte, Prada, 2.903 kr.
Sko, Gant, 1.300 kr.

I ÅR FYLDER JEG 50. Jeg er ikke nostalgisk anlagt. Jeg har ikke i sinde at samle en masse mennesker omkring mig en aften og så fortælle dem om, hvordan det går ned af bakke fra nu. Jeg skal til Grønland med nogle venner og stå på langrend, så det kræver, at jeg træner. Og det er her, jeg kan mærke, at jeg er blevet 50. Det er ikke nemt mere.

Før kunne jeg bare tage løbeskoene på og løbe 12 kilometer uden problemer. Det kan jeg sådan set stadigvæk, men bagefter … Er du da sindssyg? Nu har jeg fået belastningsskader i mine lægge. Der har sgu da aldrig været noget med mine lægge. Men jeg har ikke nogen krise. Den havde jeg nok, da jeg var i slutningen af 30’erne og i begyndelsen af 40’erne. Det var der, jeg blev far, og der tænkte jeg meget over, at jeg en dag ikke skulle være her mere. Jeg har fået to børn, Margrethe og Bjørn, og dermed også en ultimativ forpligtigelse. De er en del af livets helt store rytme, og det der gør, at jeg kan acceptere, at jeg en dag skal væk herfra.

Jeg er ikke i tvivl om, hvad jeg skal sige til min fars begravelse. Og jeg er så glad for, at jeg også har sagt det til ham. En morgen for et par år siden, var jeg i Horsens en helt tidlig morgen. Min far var nede og sætte laksegarn i fjorden, og jeg vidste, at han ville sidde i båden og få lidt kaffe bagefter. Han stod på det tidspunkt over for at skulle have en ny hjerteklap, så det var lidt nu eller aldrig. Og der fik jeg sagt til ham, at han er mit livs forbillede. Min far viste mig, hvordan man er et ordentligt menneske. Hvordan man behandler andre med respekt. Min far er 90 år snart, men han har altid besøg, fordi han er godt selskab. Men vigtigst af alt så gav han mig og min storebror den største gave af alle: Han sørgede for, at vi altid vidste, at vi var det vigtigste for ham. Det er måske den største gave, man kan give sine børn.

Min far var branddirektør i Købstædernes alm. Brandforsikring, han lavede noget helt andet end mig. Men selv om han havde travlt og arbejdede meget, så var vi aldrig i tvivl om, at vi var vigtigst. Min far var overhovedet ikke interesseret i fodbold, men selv om han nok var en af de forældre, som havde mest travlt, så var han altid med, når vi spillede fodbold. Altid.

Jeg tror heller ikke, at mine børn tvivler på, at det er dem, som betyder mest. Ja, jeg rejser meget, mit arbejder fylder nok mere i mit liv, end min fars arbejde gjorde i hans. Også selv om han var meget optaget af det. Men jeg tror, at mine børn er klar over, at sådan er det. Det er jo sådan med børn, at jeg sagtens kan sige til dem ofte, at jeg elsker dem. Og det gør jeg også. Men jeg bliver nødt til at vise dem det. Måden, jeg viser dem det på, er, at jeg er meget engageret i deres liv. Jeg har været håndboldtræner for min datter, Bjørn og jeg skater, vi spiller fodbold, leger, og jeg er med.

Når jeg ikke arbejder, så er jeg sammen med mine familie. Ja, selvfølgelig er der venner, som jeg ser, men det er KUN, hvis det passer med mine børn. Jeg er sammen med Mette, Margrethe og Bjørn, når jeg har fri, basta.

Læs også:

JEG TÆNKER nogle gange, at jeg ligeså godt kunne have været så meget andet. At en af de få ting, som jeg har i mig, er en ret god indlevelsesevne. Jeg kan koncentrere mig ret meget om et lille emne i lang tid. Og nogle gange tænker jeg, hvis jeg nu havde mødt nogle andre mennesker i mit liv med passion og drive end dem, jeg mødte, så kunne jeg have været ligeså engageret i et mikrobryggeri. Hvem ved? Måske jeg havde lavet parfume nu? Jeg ved det ikke, jeg ved bare, at jeg ikke gider gøre noget halvt. Og det, at jeg mødte et menneske, som var så passioneret omkring design, det smittede. Jeg smed, hvad jeg havde i hænderne, og så afsted.

Jeg var omkring 23 år, det var i begyndelsen af 1990’erne, da jeg mødte Peter Biehl. Han havde møbelagenturer på Montana, Erik Jørgensen, blandt andet, rigtig fine møbler. Jeg var kommet til Köln for at arbejde for ham, egentlig mest for at spille håndbold, men på min første dag var vi på møbelmesse i byen, og vi brugte hele dagen på at se alle standene igennem. Jeg gik tæt op af Peter, for noget indeni sagde mig, at det her … Det var vigtigt. At jeg skulle lytte efter. Han gik og fortalte, pegede på ting og forklarede, og når han udvalgte design, kunne jeg instinktivt mærke, at jeg var enig med ham. Jeg anede ingenting, jeg spillede jo bare håndbold i Regionalliga. Jeg plejede at sige, at jeg var den bedste af de dårligste spillere.

Men her, mens vi gik rundt, kunne jeg mærke, at der skete noget. Peter kunne også mærke det på mig og sagde, at jeg godt nok ikke vidste noget om design, men at jeg havde gode øjne. Og jeg kunne mærke, at han havde ret. Der er mange ting i livet, som jeg ikke kan eller har kunnet, jeg er dårlig til at læse, men god til at regne og rigtig god til at regne den ud. Mine venner kaldte mig møbelprofessoren i årene efter.

Der har aldrig nogensinde været nogen tegn på, at det var den vej jeg skulle. Jeg voksede ikke op i et kreativt hjem, slet ikke. Forstår du, da jeg var på messen, mødte jeg en mand fra Fritz Hansen, og på messen lancerede de nye farver på Arne Jacobsens Myren-stol. Jeg havde aldrig set den før, så jeg pegede på stolen og spurgte manden, om den var ny. Altså, om stolen var ny model.

Han misforstod mig, tænkte jeg, for han sagde, at det var fuldstændig rigtigt, at et firma som Fritz Hansen da ikke burde stille en stol fra 1952 frem som det forreste på messen. Jeg anede ikke, hvem Arne Jacobsen var. Havde ingen anelse.

Efter den dag på møbelmessen med Peter satte jeg mig bare ind i det. Det var fantastisk at finde noget, jeg bare interesserede mig så brændende for. Jeg læste alt, der var at finde om contemporary design. Når jeg skulle på ferie, tog jeg ikke romaner med, så havde jeg altid Thousand Chairs med.

Jeg havde ingen uddannelse, jeg er muligvis lidt ordblind, men det her blev min altoverskyggende interesse. I ti år læste jeg kun om design. På et tidspunkt havde jeg læst alle de bøger, som Peter Biehl selv havde i sit lille bibliotek. Så sagde han, nu vidste jeg alt om design, men hvis jeg skulle bruge det til noget, så skulle jeg lære at forstå arkitektur. Og at det ville tage et helt liv. Det havde han ret i.

Fra Dossier nr. 6, januar 2018.

Læs også: