Steve Vranakis

om 
at finde inspiration

Steve Vranakis er som Executive Creative Director hos Google Creative Lab med til at lave marketing, film, events og fysiske produkter til alle Googles brands fra YouTube, Android, Chrome og Google Search til Deepmind og Google X. Når den 46-årige, London-bosatte græker skal inspireres til en ny løsning, kigger han uden for sin egen branche.

De fleste mennesker vil kun arbejde med noget, de ved, de er gode til. Men vi bliver nødt til at udforske nye områder, ellers vil de samme mennesker lave de samme ting igen og igen. Elon Musk er en stor inspirationskilde på det punkt. Hvorfor var det ikke bilhovedstaden Detroit, som skabte Tesla? De havde en million gange flere ressourcer, viden og erfaring med biler, end han havde. Musk kiggede på bildesign på en helt anderledes måde, og hvor mange sagde, at det ikke kom til at ske, svarede han bare, at han ville give det et forsøg. Se, hvad der skete! Og den stil er han fortsat med.

Jeg synes, at der er en tendens til, at man gør innovation til en øvelse, man kan træne og lære om på workshops, som er arrangeret af forskellige bureauer og virksomheder. Jeg ser det mere som et mindset, som alle i princippet kan praktisere. Det handler om at turde tage risici og gå steder hen, hvor ingen andre har været før. Du skal have lyst til at udfordre dig selv og bekvemmeligheden i dit liv, hvis du skal være mere innovativ. Det er næsten spirituelt for mig. Når du føler sikkerhed og støtte fra menneskerne omkring dig, skal du gribe muligheden for at tage disse chancer.

Læs også:

Steve Jobs sagde en gang: ”Stay foolish and stay hungry.” Det, synes jeg, der er meget rigtigt i. Jeg ansætter altid folk, som har en naturlig naivitet og en lyst til at gå ind i projekter, de ikke har erfaring med. Det er vigtigt, at de er nysgerrige hele tiden. Nysgerrige på, hvordan ting fungerer, hvorfor ting er, som de er, og på, hvordan ting kan gøres bedre. Fordi vi har et naivt perspektiv på tingene, tillader det os at kigge på dem helt anderledes. Vi tager vores risici, når vi kaster os ud i nye projekter, hvor vi måske ikke en gang forstår de grundlæggende principper af den teknologi, vi skal bruge.

Når jeg leder efter inspiration, forsøger jeg at kigge ud over min egen industri. Jo, jeg læser tech-blogs, og jeg kan godt lide at læse Wired. Men det bliver jeg nødt til.

Jeg er vild med mode. Især designeren Alessandro Michele, som er kreativ direktør hos Gucci. Han kom forholdsvis ukendt ind i rollen efter en fortid som ­accessoires-designer. Det er fascinerende, hvordan han har vendt Gucci-brandet på hovedet og gjort det relevant for en ny generation. Han har taget de klassiske farver og materialer og hevet det ind i populærkultur med emblemer, ikoner og patches, som han mixer og matcher på kryds og tværs på produkterne. Hvis man havde valgt en chefdesigner fra et andet stort modehus, så tror jeg ikke, man havde fået det samme resultat. Han havde den naive og sultne tilgang til arbejdet.

”For at kunne skabe videnskaben bliver du nødt til at skrive fiktionen. Vi har brug for, at nogle udtænker disse episke udgaver af, hvad verden kunne indeholde. Liv på Mars kunne være et eksempel.”

STEVE VRANAKIS

I MIN VERDEN kommer idéer ikke ud af den blå luft. For mig handler det altid om at lede efter et stort problem, jeg kan løse. Hvis problemet ikke eksisterer, så laver du lidt generelt sagt et produkt uden et publikum. Når jeg har opsnappet et problem, leder jeg efter indsigt i mennesker og deres behov. I Silicon Valley er vi så tæt på de nyeste teknologier, at vi nogle gange har brug for at træde et skridt tilbage og kigge på de millioner af mennesker, som lever helt almindelige hverdagsliv. Som skal igennem trafikken hver dag, betale regninger og lave mad til deres børn. Men også endnu længere ud og kigge på folk, som skal gå 30 kilometer for at få rent vand eller krydse et åbent hav for at komme til et land uden borgerkrig. Du bliver nødt til at have en fundamental forståelse for, hvad der sker omkring dig, for at kunne gøre tingene bedre. Og jeg mener, at vi som designere i Google er sat i verden for at gøre ting bedre. Ellers er jeg ikke helt sikker på, hvorfor vi er her.

Læs også:

For at holde mig opdateret på, hvad der sker ude i verden, bruger jeg BBC’s app hele tiden. Det er klart den app, jeg bruger mest på min mobil. Når jeg er hjemme i London, læser jeg altid The Guardian for at holde mig opdateret. Jeg elsker den avis. Jeg synes, de har nogle virkelig gode skribenter.

En af mine venner har startet ­design-magasinet It’s Nice That, som jeg synes er et virkelig interessant onlinemagasin, som også printer det fysiske magasin Printed Pages. De har mange gode interview med animatorer, illustratorer og fotografer, hvis arbejdsprocesser jeg godt kan lide at læse og lære om.

Jeg synes stadig, at Dazed er et fedt medie, da det er fra min generation, og jeg læser stort set alle deres onlineartikler. De har mange interessante og provokerende artikler, hvor de skriver om identitet, køn og kunst. I samme boldgade læser jeg også Vice. Det er godt, fordi de har attitude, og mange af deres ting har et stærkt synspunkt. Information og nyheder er allevegne, og jeg mener, at Dazed og Vice gennem deres journalister giver læseren indblik og et nyt syn på verden. De udfordrer dig til at åbne din horisont.

Steve Vranakis slapper af på sit værelse på Scandic i Aarhus, inden han på Creativity World Forum 2017 skal tale om, hvordan kreativitet kan løse verdens største problemer.

ARKITEKTUR INSPIRERER mig rigtig meget. Det er måden, visse arkitekter kan skabe noget ud af en bygning, ingen havde set komme. Det fascinerer mig, hvordan Bjarke Ingels kan tage et forbrændingsanlæg i København og lave det om til en skibakke (Copenhill, Amager Bakke, red.). Det er interessant, hvordan han tager en struktur og giver det en helt ny betydning og nyt liv. På samme måde forsøger vi altid at løse et problem med en radikal løsning. Det er ikke godt nok, hvis vores løsning kun gør situationen lidt bedre. Den skal ændres massivt. Det klassiske eksempel er selvkørende biler. Det er et stort problem, at en masse mennesker kommer til skade i trafikken hvert år. Det ville ikke være radikalt at lave en mere sikker bil, sænke fartgrænsen eller gøre vejene bredere. En radikal løsning ville være at fjerne mennesket fra bilen, fordi trafikuheld sker på grund af menneskelige fejl.

Kunst er også inspirerende. Alle kan lide finere kunst. Men jeg er også vild med street­arten i Athens gader, som med min græske baggrund ligger mig nært. Hvis du kigger på streetarten i Athen i de seneste syv-otte år af den græske økonomiske krise, så er den en historiebog udfoldet i gaderne, som fortæller, hvad der skete, og hvorfor det skete. Det er en interessant måde at formidle et lands ­historie på.

Læs også:

Forleden så jeg en cool video på You­Tube med David Bowie, hvor han viser, hvordan han har lavet flere af sine sangtekster. Han skrev først teksterne op på et stykke papir, hvorefter han klippede alle sætningerne ud for at blande dem og sætte dem helt tilfældigt sammen. I sangen Moon-age Daydream synger han om, at han er en alligator og en ’mamma-pappa’, som kommer efter dig. Og han fortsætter med, at han er en ’space invader’, og han vil være en ’rock’n’rollin bitch’ for dig. Du vil lytte til sangen og tænke: ’Hvilken excentrisk musiker’. Det er genialt. Det interessante er måden, hans arbejdsproces er anderledes end det normale i hans branche. Det er det, jeg tager med mig.

JEG FORSØGER ikke at tage noget direkte fra andre. Kreativitet opstår i underbevidstheden, når du går ud og opfører dig som en kæmpe blæksprutte, som hiver alt muligt til dig fra forskellige retninger. Det handler om at se, gøre og høre ting. Jeg har lige været i Shanghai, hvor jeg besøgte et tempel med statuer af kinesiske guder. En af guderne havde to hænder, som stak ud af øjenhulerne, og i håndfladerne var selve øjet. Det, syntes jeg, var ret sejt, så jeg tog et billede af det. Og nu er den statue gemt et sted i min underbevidsthed, og jeg tror, at jeg en dag vil kalde det frem i eller anden form. Måske laver jeg en animation.

Mine medarbejdere må arbejde, hvorfra de vil. Jeg beder dem aldrig om at være på kontoret, når vi ikke har møder. Jeg tjekker aldrig, hvornår og hvor meget de kommer og går. Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Selv om det kan lyde som en kliché, så kan de arbejde fra museer, parker og skove … Hvor de nu føler sig mest inspireret. Jo mere de flytter sig væk fra teknologien, des bedre i min optik.

Jeg læser mange science fiction-bøger. Jeg kan godt lide de klassiske science fiction-­forfattere Ray Bradbury, Philip K. Dick og Isaac Asimov. Min Vice President i New York, Matias Duarte, har en teori om science fiction, som jeg støtter fuldt ud. Den går på, at for at kunne skabe videnskaben bliver du nødt til at skrive fiktionen. Vi har brug for, at nogle udtænker disse episke udgaver af, hvad verden kunne indeholde. Liv på Mars kunne være et eksempel. Hvis man går tilbage i science fiction-historien, blev der udtænkt virkelig progressive og interessante ting. Robotstøvsugeren har vi allerede fået, og måske er svævende biler det næste? Når først fiktionen er skrevet, er det designernes og ingeniørernes opgave at finde ud af at skabe det.

Fra Dossier nr. 6, januar 2018.