Tobias Lindholm

om fodbold som inspiration

”At bruge en time på at tale om Christian Eriksens opblomstring under Hareide er for mig at se en samtale 
om livet. Om hvordan man kan leve et bedre liv.” 40-årige Tobias Lindholm holder først og fremmest med FC København 
og Gianluigi Buffon, men han holder i det hele taget så meget af fodbold, at sporten er den største inspiration 
i hans virke som manuskriptforfatter og filminstruktør.

JEG ER FRA NÆSTVED, nærmere bestemt Dyssegårdsparken i Næstved Syd. Det var byggematadoren Bøje Nielsens sidste betonklodser, inden det gik galt for ham, men det gik jeg ikke op i dengang. Jeg gik op i at se engelsk fodbold i Sportslørdag, og jeg gik op i at se NIF (Næstved IF, red.) på Næstved Stadion dagen efter. Sådan gik mine weekender.

Det var i 1980’erne og begyndelsen af 90’erne, og NIF var et toneangivende hold i dansk fodbold. Toneangivende er måske så meget sagt, men vi vandt i hvert fald et par medaljer, og vi var i pokalfinalen i midten af 90’erne (1994, red.). NIF var en fast del af 1. division, landets bedste række, og hjemmekampene var byens samlingspunkt. Vi havde nogle koryfæer: Ole Kjær stod på mål, og Jesper Olsen slog sine folder ude på fløjen. Mark Strudal var også et virkelig, virkelig stort navn, og jeg nyder at høre ham tale, når han i dag kommenterer fodbold, fordi han har holdt fast i den der sydsjællandske tossedialekt. Et par af de andre, mere ukendte spillere arbejdede i den lokale Intersport, eller hvad butikken hed i de år.

Jeg tog på stadion med min bror og min far eller med mine venner og deres fædre. En af mine meget gode venners far havde spillet på førsteholdet i 70’erne. Bent Elmer. Et stort brød af en tømrermester. Der var lidt status i at se kampene med ham. Næstved Stadion bestod af en lillebitte hovedtribune med siddepladser, der var forbeholdt sponsorerne, og så var det ståpladser for resten. Næstved Hallen lå på den ene side, på den anden side var villaerne, og til hjemmekampene sad folk i deres haver og grillede, mens de så bold. Men stille og roligt døde den gode stemning. NIF kunne ikke følge med, da dansk fodbold skulle professionaliseres, og selv om byen havde nogle store virksomheder som Magle Mølle, der var en papirfabrik, så var pengene for små. I dag må vi nok erkende, at løbet er kørt, men omvendt, så ser man lige pludselig Hobro, ud af ingenting, dukke op i toppen af dansk fodbold …

Jeg følger ikke rigtig Næstved mere, det må jeg erkende, men jeg har bevaret min store kærlighed til engelsk fodbold fra de gode, gamle Sportslørdag-eftermiddage. Jeg er en af dem, der før hver slutrunde bygger forventningerne stort op … ’Nu er den der!’ Og så taber de til Island. Jeg kan huske, at jeg fattede sympati for Queens Park Rangers, og det var nok, fordi de havde et navn, der klingede. Jeg fulgte også de klubber, der havde danskere på holdet. Mølby i Liverpool, og da Faxe kom til Arsenal. Jeg blev, når jeg tænker tilbage, opmærksom på legenderne, George Best og Ian Rush, og med legenderne blev jeg opmærksom på deres fortællinger. Jan Mølby kom jo fra Kolding, hvor jeg havde noget familie, og rygtet gik, at han havde stået og brændt tusindkronesedler af en aften i byen. Det passer med garanti ikke, men det var jo en fascinerende fortælling om koldingenseren Jan, der havde fucking made it.

Når jeg i dag tænker over, hvorfor jeg holder så meget af fodbold, handler det meget om netop de fortællinger. De store fodboldkampe er ligesom de store film og de store bøger: Hovedpersonerne lærer os noget om, hvordan vi bliver bedre versioner af os selv, efter at vi har gennemlevet en udfordring. Når vi går ud af biografen, har vi lært noget om at være menneske. Sådan er det også med de helt store kampe. Vi bliver inspireret til at blive bedre versioner af os selv. Til at leve livet lidt anderledes, lidt bedre.

DEN ITALIENSKE landsholdsmålmand Gianluigi Buffon er en fortælling, jeg vender tilbage til igen og igen. Han har inspireret mig sindssygt meget. Han har betydet meget for mig, og jeg tænker tit på ham. Buffons loyalitet over for Juventus, som jeg som klub egentlig ikke er særligt optaget af, er fantastisk. Jeg blev bevæget, da jeg læste, at han blev i klubben, da den blev tvangsnedrykket (i 2006, red.), selv om han var en verdensstjerne, og selv om de fleste af hans holdkammerater smuttede. Vi er fuldstændig jævnaldrende, og han står stadig inde i det mål for Juventus. Han håndterer både sejre og nederlag ekstremt fint. Han udviser ekstrem stor respekt over for de tilskuere, der betaler ret mange penge for at se ham spille. Han rækker altid ud efter med- og modspillere og fans. Han står for fællesskabet. Han holder fodbold på et gentlemanniveau, jeg virkelig godt kan lide. Og alt det overskud har han, selv om han besidder den position på banen, der er under størst pres, og hvor der er størst risiko for, at fejl koster sejre og mesterskaber. Han er keeperen, men han er en helt særlig keeper.

”Vi bruger rask væk to-tre år på at lave en film, og hvis jeg ikke i grundstammen skulle gøre det med mennesker, jeg holder af, så ville det blive for tungt. Med fodbold som fællesnævner er vi nået langt. Jeg har altid haft svært ved at identificere mig med mænd på min egen alder, som er fuldstændig uoptagede af fodbold.”

Tobias Lindholm

Når jeg synes, at tingene går mig imod, når jeg synes, at livet er hårdt, hvilket det indimellem er at lave det, jeg laver, så finder jeg inspiration i Buffon. I hans ro, i hans format. Vi taler om det menneskelige format, man nogle gange skal lede lidt efter … Jeg føler mig meget inspireret af ham til at udvise format over for mine skuespillere, mine kolleger, alle mulige i min branche. Og jeg blev rørt, da Luka Modric (midtbanestjerne fra Kroatien og Real Madrid, red.) sagde, at han gerne ville give sin VM-billet til Buffon, efter at Italien var røget ud, for man kunne selvfølgelig ikke holde et VM uden Buffon. Det var en kærlighedserklæring til det buffonske format. Identifikationen af fodbold kommer igennem de her enere. De her enere kan lære en noget om storhed. Og der ser jeg en klar forbindelse til det, jeg beskæftiger mig med, med historiefortælling.

Jeg kan overføre Buffons måde at være målmand på til min måde at være instruktør på. Med ro, ydmyghed, hårdt arbejde og format. Det er i hvert fald sådan, jeg gerne vil arbejde. Der er andre instruktører, der er angribertyper. Typer, som gerne selv vil score målene. Det er der intet i vejen for – de laver fremragende film. Zlatan-typer, som har brug for at italesætte egen storhed konstant. For et år siden var jeg i USA for at lave to afsnit af Mindhunter (Netflix-serie, der er skabt af David Fincher og Charlize Theron, red.), og det var en fantastisk oplevelse. Men jeg var også udfordret undervejs, for på sådan en produktion er den kunstneriske linje lagt, og holdet er sammenspillet. Jeg skulle kæmpe med at finde lederrollen hen over de to episoder, og der var situationer, hvor det nemmeste ville have været, at jeg havde råbt og skreget af de andre på holdet. For at jeg skulle føle mig i kontrol. Men jeg skulle være der i tre måneder, og jeg ville ikke få noget som helst ud af at råbe og skrige og kaste med walkien. Jeg ville få allermest ud af at træde et skridt tilbage og prøve at få overblikket. Ved at melde mig på banen, ved at stå på settet som den første, ved at være pligtopfyldende, ved at være storsindet over for de andre. Min vej ind i det etablerede fællesskab var at levere dagligt. På et roligt niveau, så folk langsomt blev trygge ved, at jeg indtog min position.

Læs også:

Jeg er sikker på, at jeg fik mest indflydelse på serien på den måde, men jeg lærte også, at jeg aldrig igen vil tage på optagelse, hvis ikke jeg har den gruppe af stamspillere med på holdet, jeg er tryg ved at arbejde sammen med. Hvis min fotograf Magnus sagde, at vi aldrig skulle arbejde sammen mere, så tror jeg godt, at jeg kunne finde en anden fotograf, men jeg ville ikke være glad for det. Men hvis min klipper samtidig også ville noget andet, og min lydmand også samtidig ville noget andet, og jeg skulle starte med en helt ny stamme, så ville det være fuldstændigt uoverkommeligt for mig. Skræmmende. Stammen på holdet er kulturbærerne. Det er det, der foregår i FC (FC København, red.) lige nu. Hvordan fanden kan vi gå fra at være så toneangivende et hold til det, vi er vidner til lige nu? Der er et hierarki, der ikke er faldet på plads, efter at stammen på holdet, Zanka, Delaney, Nicolai Jørgensen og Cornelius, forsvandt stort set samtidigt. Jeg lærte meget af at lave Mindhunter. Også en masse tekniske ting, som jeg ikke kunne. Men den vigtigste lektie var, at jeg ikke kan præstere på samme niveau uden min grundstamme. Uden dem bliver jeg en dårligere version af mig selv.

JEG FINDER OGSÅ også inspiration i at se spillere, som er blevet købt dyrt ind, men som ikke fungerede på holdet, for så igen at blive virkelig, virkelig gode, da de skiftede klub eller fik en ny træner. Spillere, som pludselig blomstrer i nye rammer. Christian Eriksen på det danske landshold er jo et fremragende eksempel. Han viste potentialet på klubplan, men det lykkedes aldrig for Morten Olsen at forløse ham på landsholdet. Det er nu lykkedes for Åge Hareide. Den fortælling tænker jeg tit over. Hvordan får jeg det bedste ud af mine skuespillere eller min fotograf? Jeg har arbejdet med skuespillere, hvor jeg har opdaget, at de ikke forstår det sprog, jeg taler. At det, jeg har følt som en modstand fra skuespilleren, har handlet om, at vi i virkeligheden ikke har talt samme sprog, og at jeg har været nødt til at ændre strategi. Det er også derfor, at jeg konsekvent arbejder med Pilou (Asbæk, red.), for vi har fundet en måde at få det til at fungere på. Jeg ved, hvordan jeg skal spille ham.

En af mine største udfordringer har været, da jeg skulle lave Kapringen (premiere i 2012, red.). Jeg havde castet Søren Malling, som jo havde været den der spradebasse i dansk film, til en rolle, hvor vi skulle pille alt det sjove af ham og lade ham stå tilbage som en kold, grå og seriøs mand. Jeg troede virkelig på den casting. Jeg tænkte, at han er så hylende morsom, og hvis den timing findes, så må den også kunne bruges i den anden sammenhæng. Hvis han kan sætte så præcise driblinger ind, så kan man også lære ham at tackle, fordi han har øjet for bolden. Men jeg var ret alene med den tro. Jeg kendte Søren lidt fra Borgen og meget fra Parken, fordi vi begge to er FC-fans. Vi havde talt sammen om rollen, og vi havde haft fuldstændig samme sprog, og så var resten af filmholdet og jeg rejst til Afrika for at optage den første halvdel af filmen, den del, der foregår på et skib.

Tobias Lindholm har skrevet manuskript til bl.a. Thomas Vinterbergs Submarino (2010) og samme instruktørs Jagten (2012), og han har selv instrueret R (2010), Kapringen (2012) og den Oscarnominerede Krigen (2015). Han er desuden medforfatter til tv-dramaet Borgen (2010-13).

Jakke, Le Fix, 1.600 kr.
Tracktop, Le Fix, 800 kr.

Da vi kom hjem og skulle indspille den anden del i en dansk kontorbygning, var vi blevet et hold, og vi havde samme humor og var alle sammen solbrændte, og så kom Søren ind til en koldstart. Og da sloges vi med at finde en vej. Vi havde nogle clashes. Hver morgen på briefingerne stillede han alle mulige spørgsmål, og jeg blev pisseirriteret. Han kunne jo stille alle de spørgsmål bagefter. Til sidst havde jeg det sådan: ’Jeg er nødt til at ringe til ham i aften og spørge: Vil du overhovedet være med på denne her film?’ Det var en spirende konflikt. Og så kom han mig i forkøbet og ringede til mig samme aften og sagde: ’Jeg har været et kæmperøvhul, men jeg er nødt til at finde min rolle i det her – hvad gør vi?’ Og så mødtes vi, drak nogle bajere og fik talt det igennem. Jeg følte, at det, at jeg havde valgt ham, at han var selvskreven, og at jeg elskede ham højt, var nok til, at han ville føle sig som en del af holdet, men han følte sig overladt til sig selv. Der er spillere, der har brug for at mærke tryghed for at finde rytmen. Der findes de der målmænd eller angribere, der har egoer til at levere lige meget hvad, men de fleste af os andre har brug for at føle os velkomne. Film er en holdsport ligesom fodbold, og de enkelte spillere på holdet har brug for at mærke, at de har en plads i fællesskabet. At de udfylder en rolle. Søren kom ikke med uvilje, tværtimod, det var 100 procent mit ansvar: Jeg havde overset at inkludere ham nok på holdet. At Søren endte med at brillere i den rolle, er en af de største glæder, jeg har haft som filminstruktør.

TRO MIG: Jeg tænker på denne måde. Jeg tænker tit på fodbold som en stor inspiration i mit arbejde med at lave film. Jeg tænker sådan dagligt, og jeg deler den glæde ved fodbold med den vigtigste samarbejdspartner, jeg har, René Ezra, min producer. Jeg fik ham tildelt til mit afgangsprojekt på Filmskolen, og det eneste, jeg kendte til ham, var, at han havde været producer på Sprængfarlig bombe, og intet ondt om Sprængfarlig bombe, men den var ikke i nærheden af det, jeg ville lave. Så jeg sagde til lederen af min uddannelse, at jeg ikke ville have ham, men så mødtes vi, og så sad vi og snakkede om fodbold en hel dag. Det fællesskab, de for-tællinger fra den verden, vi kunne mødes om, blev fællesnævneren.

Da vi havde lavet Kapringen, som havde været et langt, langt stræk, og som for os begge blev et internationalt gennembrud, blev vi på et tidspunkt enige om ikke at tale mere om den film. Vi gik ned på Famo 51 på Gammel Kongevej og begyndte at sætte verdens bedste fodboldhold. Vi havde taget papir og blyant med og troede, at den middag var nok. Vi blev enige om, at vi skulle spille 4-4-2, men da vi havde tømt en flaske grappa og vaklede hjem, var det eneste, vi ellers havde fundet ud af, at Roberto Carlos var en højt kvalificeret kandidat som venstre back, og at det ikke skulle være Peter Schmeichel som målmand. I dag er det faktisk Schmeichel, der står, men hele holdet er ikke sat endnu. Det er en on going diskussion. Vi har tit præsenteret den for folk, og det er en umulig opgave, for hvordan sammenligner man Messi og Maradona? Vi snakker vel i virkeligheden mere om fodbold, end vi snakker om film.

Læs også:

Nogle vil nok beskylde mig for, at jeg lukker mig om en lille verden. At når jeg caster Pilou og Malling i Parken, og at jeg vælger min producer, fordi han gider at tale om fodbold med mig, begrænser jeg mine valg af samarbejdspartnere. Den begrænsning tror jeg er rigtig, men det er jo sådan, spilleregler er. Både fodbold og film er kompromisets kunst. Det største talent, du kan have som instruktør, er at indgå de rigtige kompromiser. En film består af tusind kompromiser, og det handler om at indgå de rigtige. Ja, det handler om en begrænsning, men det er også livskvalitet. Vi deler jo liv, når vi arbejder sammen. Vi bruger rask væk to-tre år på at lave en film, og hvis jeg ikke i grundstammen skulle gøre det med mennesker, jeg holder af, så ville det blive for tungt. Med fodbold som fællesnævner er vi nået langt. Jeg har altid haft svært ved at identificere mig med mænd på min egen alder, som er fuldstændig uoptagede af fodbold. Der mangler en eller anden dimension i samtalen. Begejstringen over gårsdagens Champions League-runde. Begejstringen over, hvordan Neymar gør det i PSG. Det kan jeg bare godt lide at snakke om. Og i mit arbejde bliver jeg i høj grad også nødt til at føle relationer til dem, jeg er tæt på. Fodbold er i min verden afgørende i den forbindelse.

Betyder det så, at vi kun kan tale om fodbold? Nej, selvfølgelig ikke. Lad os nu antage, at René er i en krise i sit liv. Det kan vi sagtens tale om. Vi kan sagtens tale om andet end fodbold. Men jeg kan ikke se, at de samtaler har større værdi, medmindre vi løser et konkret problem, end en samtale om fodbold, der indeholder nærvær, for det må være det, det handler om. Jeg har et fællesskab med min søn lige nu, når vi spiller FIFA sammen, fordi han, selv om han er otte år, er lige så dygtig til det, som jeg er. Vi er fuldstændig jævnbyrdige. Vi har det sammen. Vi har en oplevelse sammen, hvor vi ikke er far og søn på den ujævnbyrdige måde. Det handler om nærvær, og det handler om at være til stede, og det kan man sagtens være uden at tale direkte om kriser eller politik. Hvis man ikke kan se det, så har man ikke forstået fodbold, for fodbold er så meget mere end resultatet, og hvor meget en eller anden spiller har kostet. Fodbold er netop muligheden for at tale om livet uden at tage udgangspunkt i sin egen lille køkkenhave hele tiden. Det handler om at perspektivere det til et større, universelt sprog. At bruge en time på at tale om Christian Eriksens opblomstring under Hareide er for mig at se en samtale om livet. Om hvordan man kan leve et bedre liv. Hvordan man kan gøre ting bedre. Hvis man ikke kan se det, har man ikke forstået, hvor stort fodbold er.

Fra Dossier nr. 7, april 2018

Læs også: