Yukari Hotta

Kunstner, 42 år

Yukari Hotta øver sig i at sige nej. Det er ikke et ord, den japanske kunstner havde forestillet sig, at hun skulle gøre brug af lige nu, for hun er midt i de første, spæde år af sin kunstnerkarriere. Men da hun sidste forår havde sin første soloudstilling var interessen efterfølgende imidlertid så stor, at Yukari Hotta måtte sige nej til mange af de mennesker, der gerne ville udstille eller arbejde med hendes keramikskulpturer. “Det var fantastisk at få så positiv en respons, for jeg havde nok brug for at finde ud af, at værkerne har mere potentiale, end jeg troede. Men jeg prøver på ikke bare at sige ja til de idéer, folk kommer med. Jeg vil gerne have, at det går langsomt her i starten,” fortæller Yukari Hotta.

Hun vil gerne bruge så meget tid som muligt med hvert værk, og det betyder, at hun ikke kan sige ja til alt og alle. Efter nogle travle år, hvor hun har arbejdet for nogle af Danmarks førende designvirksomheder, ønsker Yukari Hotta sig nemlig en kunstnerkarriere, der udvikler sig lige så organisk og langsomt som hendes keramikskulpturer. Med deres brændte nuancer og deres både organisk og psykedeliske former appellerer skulpturerne imidlertid til så mange mennesker, at Yukari Hotta ville skulle arbejde hurtigere, end hun har lyst til, hvis hun skulle imødekomme efterspørgslen. Den begyndte allerede at vokse efter ferniseringen for hendes første soloudstilling på Outpost Gallery ved Marmorkirken sidste forår. “Det var lige efter forsamlingsforbuddet, og fordi det er et lille sted og folk klumpede sig sammen på fortovet, så det ud som om, at der var rigtigt mange mennesker, så politiet kom forbi fire gange. Det var en meget dejlig aften, men den var også lidt stressfuld,” fortæller Yukari Hotta grinende.

Yukari Hotta har boet i Danmark siden 2003, men det var ikke meningen, at hun ville blive hængende så længe. Faktisk var det slet ikke meningen, at hun skulle til Danmark. “I Japan er det kun normalt for unge at rejse væk, hvis det er i forbindelse med deres studier. Jeg drømte om at komme til engelsktalende lande som USA eller England, hvor det ville være nemt at rejse til, men jeg kunne ikke slippe drømmen om at arbejde med kunst og design, og så vidste jeg, at jeg skulle til Europa,” fortæller Yukari Hotta.

Til at starte med kiggede hun på byer som London, Paris og Milano, der er kendt som internationale designhovedstæder. I stedet endte hun i Randers. “Jeg bestilte brochurer fra alle de designskoler, jeg kunne. Jeg fik en masse fra England og USA, og de var så grimme, de lignende noget fra 80’erne. Men så fik jeg den her smukke, blå brochure fra Den Skandinaviske Designskole i Randers, og jeg var solgt.”

Yukari Hotta forelskede sig i den skandinaviske designtradition, der med sit fokus på minimalisme har en del til fælles med den japanske. Hun rykkede fra Randers til Kolding, hvor hun studerede industrielt design, og derfra til Designskolen i København, hvor hun studerede møbelkunst. Som færdiguddannet fik hun først arbejde hos Leif Jørgensen Architects, og siden hos HAY. Her arbejdede hun fra 2014-2020, hvor kombinationen af coronapandemien og dødsfald i vennekredsen fik hende til at stoppe op. “Det at miste jævnaldrende venner fik mig til at tænke meget over, hvad jeg ville med mit liv. Jeg havde tilbragt mange år i et travlt arbejdsliv. Jeg havde et godt job og gode kollegaer, men HAY voksede så meget, og vi havde så travlt, at jeg bare tegnede, tegnede, tegnede hver dag. Der var ikke så meget plads til at udvikle mine egne ting eller udfordre mig selv kreativt. Da coronapandemien ramte, og der var omstruktureringer hos HAY, tænkte jeg, at det er nu eller aldrig, hvis jeg vil prøve noget helt andet. Og så besluttede jeg mig for at gå efter kunsten,” fortæller Yukari Hotta.

Under barslen med sit første barn havde hun eksperimenteret med keramik på forskellige kurser – ”det var dengang, kun gamle damer gik til keramik”, siger hun. Langsomt blev kurserne mere og mere populære, men Yukari Hotta havde aldrig tænkt på det som andet end en sidegesjæft. “Jeg har altid givet keramik til folk, og efter nogle år begyndte mine venner at spørge, om jeg ville lave noget specifikt til dem eller sælge skulpturer til pop up-arrangementer. Men jeg havde aldrig troet, at jeg kunne arbejde med det fuldtid.”

Yukari Hottas første keramikstudie var i en kælder tæt på Trianglen, hvor hun fik lov til at leje en guldsmeds lille lagerrum. Der var ikke meget plads, så hun satte hylder op og stablede skulpturerne tæt sammen. Ved et tilfælde var det sådan de stod, da hun fik besøg af nogle kuratorer fra Outpost Gallery, og det fik dem til at invitere hende til at lave en udstilling til galleriet. Outpost, som er et sideprojekt mellem V1 Gallery og Eighteen, består nemlig nærmest kun af et vindue. Som der står på døren, er der “always and almost never open”, for mens man skal lave en aftale for at komme indenfor, så er der næsten altid en udstilling i vinduet, forbipasserende kan gøre stop ved. “Det kan være udfordrende at vise skulpturer på den måde, for normalt vil man jo gerne gå rundt om dem og se dem i 3D. Men fordi mit studie var så lille passede det perfekt, skulpturerne kunne ligesom tale med hinanden, fordi de stod så tæt sammen,” siger Hotta.

Alle hendes skulpturer er lavet i ler, et materiale med en stoflighed, der tiltaler Yukari Hotta, fordi det er så blødt og organisk – det modsatte af meget af det møbeldesign, hun tidligere har lavet. Og så lever skulpturerne, som ligner en mellemting mellem elastiske børnekroppe, psykedeliske svampe eller forjættede træer, deres eget liv. For nok har Yukari Hotta stakkevis af notesbøger, som hun tegner former i, eksempelvis efter et besøg til Glyptoteket, en gåtur ved havet eller i skoven, eller bare ved at observere menneskekroppe. Men når hun sætter sig ved arbejdsbordet og begynder at arbejde med leret, så bliver resultatet næsten altid et andet. “Det er som om, skulpturerne guider mig til den form, de gerne vil have. Leret bevæger sig i mine hænder, og hvis jeg forsøger at kontrollere formen for meget, går skulpturen i stykker, og så må jeg starte forfra,” fortæller Yukari Hotta.

Det er netop den dans og dialog mellem hendes idéer, hendes hænder og leret, der gør Hotta helt rolig ved tanken om sit karriereskift i dag. Knap to år efter hun skiftede spor, er hun ved at renovere sit nye studie på Tagensvej, og hun glæder sig til at komme tilbage til arbejdet: “Kunst er mere organisk end design, det er en dialog mellem dit materiale og dine følelser. Jeg elsker design, men kunst er noget helt andet. Det er som om hver eneste skulptur har sin helt egen sjæl.”

Yukari Hottas tre anbefalinger til Japan:

The Japan Folk Crafts Museum

Det er et af mine yndlingsmuseer i Tokyo. Min mor elskede også kunsthåndværk, og hun tog mig med på museet, da jeg var barn. Det ligger udenfor centrum og består af en smuk samling keramik, tekstiler, origami og en masse anden slags folkekunst af anonyme kunsthåndværkere. Det er altså ikke kendte kunstnere eller designere, der er fokus på. Stedet har altid fascineret mig.

Naoshima-øen

Man skal tage en færge for at komme ud til øen, som er hjem til en masse museer, kunstsamlinger og kunstværker. Der er nogle store kunstværker af blandt andet James Turell og Yayoi Kusama, som er kendt som polkaprikkernes dronning. Et af museerne, Benesse House Museum, er skabt af arkitekten Tadao Ando.

Okinawa

Min mors side af familien kommer fra øen Okinawa, så jeg elsker naturligvis den natur, mad og kultur, der kommer derfra. Det er meget anderledes end resten af Japan og især Tokyo. Alt går langsommere her, og der er smukke strande. Vi har været der med mine børn, og vi boede på et lille gæstehus tæt på en strand, hvor havskildpadderne kom ind for at lægge æg. Det er et meget specielt sted.

Læs også: