Alex Thomson

Sejler

Når Alex Thomson sejler rundt om jorden i havkapsejladsen Vendée Globe, har han brug for nogle mentale øvelser at gribe i, når han skal sove eller se positivt på tilværelsen, selv om det er bælgmørkt, og han befinder sig helt alene midt ude på havet omgivet af kæmpe bølger.

”Min umiddelbare tanke er jo, at jeg vil drukne, hvis jeg lægger mig til at sove midt i stormen, men jeg har sammen med min sportspsykolog tillært mig en evne til at forestille mig, at jeg befinder mig oppe i skyerne og kigger ned på båden. Jeg ser, at den sejler hurtigt, men også, at der er styr på det, og der er ingen hvaler, isbjerge eller andre forhindringer. Det giver mig muligheden for at sænke hjerterytmen og få noget søvn.”

Den 43-årige brite sov 20-40 minutter hver anden til fjerde time i alle de 74 dage, som det tog ham som næsthurtigste båd at gennemføre den seneste udgave af Vendée Globe i 2016. Hvis han sover mere, er han bange for, at der sker uheld, eller at båden sejler for langsomt. Ruten går fra Frankrig og vest om Afrika, gennem Det Indiske Ocean syd om Australien, gennem Stillehavet syd om Sydamerika og tilbage til Frankrig gennem Atlanterhavet. På trods af, at han skal klare alle opgaver på en båd, som normalt håndteres af 10 mennesker, bruger han omkring 10 timer dagligt foran skærmen på sit navigationssystem, som også giver ham vejrudsigter. Baseret på vejret, bådens hastighed og de andre bådes positioner udregner han en ny rute otte gange om dagen. Og for hver rute gennemgår han 30-50 muligheder for, hvad der kan ske, hvis vinden kommer fra højre eller venstre eller før eller senere end forventet: ”Sejladsen er ligesom et parti skak, hvor du nogle gange sætter dig i en udsat position. Omvendt sker det også, at de andre både tager en vej, du ikke forstår pointen i, men de er en fare for dig, så du bliver måske nødt til at følge dem for at sikre, at du beholder din placering.”

For Alex Thomson er holdpræstationen det mest oversete ved Vendée Globe. Han har samlet et hold på otte mand, som hjælper ham med at bygge båden og lægge taktikken før sejladsen, og flere større beslutninger er truffet to-tre år før startskuddet. Det tager omkring et år at bygge båden, og teamet bygger en ny båd før hver Vendée Globe, fordi de gamle bliver for medtagede af turen rundt på verdenshavene, og fordi de hele tiden kan optimere den med nye teknikker. På den nyeste båd har de bygget et udtrækkeligt tag over bådens kerne, så Alex Thomson kan holde sig tør, mens han trækker sejlene op og ned til den næste udgave af Vendée Globe, som finder sted i 2020.

”Forberedelsesperioden er den vigtigste. Båden er sammensat af 25.000 individuelle komponenter, og hvis bare én skrue sidder forkert, så kan du efter et par vendinger være ude af løbet, og i værste fald kan det koste dig dit liv. I sport taler man meget om at have heldet med sig, men realiteten er bare, at det hold, som har størst fokus på detaljerne, er det heldigste.”

Dossier nr. 5, november 2017.