André Rogaczewski

om sin brutale østeuropæiske familiehistorie

André Rogaczewski om at forstå sin voldsomme østeuropæiske
familiehistorie og ikke mindst sig selv. Om at indse, at empati sejrer over styrke. Både som menneske, familiefar, medstifter og administrerende direktør i det danske IT-selskab Netcompany, der siden 2000 er katapulteret ud i seks lande – og har gjort ham til en af landets mest velhavende mænd.

DE ER BØRN AF KRIGEN, mine forældre. De har været berørt både af nazismen og kommunismen i Østeuropa. Berørt, siger jeg. Nej, det er en underdrivelse.

Det er en voldsom familiebaggrund, og det er jo en nøgle. Ikke blot til en forståelse af stamtræerne, men også i forhold til mine egne handlemønstre, noder, unoder og værdier. Det er nok også derfor, jeg altid har læst så mange bøger om 2. verdenskrig og set oceaner af sort-hvide dokumentarfilm.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Østeuropa med at være i opbrud. Polen fik et område vestpå, der tidligere havde været en del af Tyskland: ”I har seks måneder til at forlade jeres hjem,” sagde den kommunistiske, polske regering til de tyskere, som boede i området. Vi taler om store byer som Stettin og Wroclaw. Over to millioner mennesker blev tvunget til at efterlade alt. Ja, alt!

Derefter tvangsforflyttede den Stalin-tro, polske regering folk(et) ind i de efterladte tyske patriciervillaer. Jelenia Góra var også én af de byer. Her mødte mine forældre, Jerzy (f. 1942) og Ewa (f. 1946), hinanden, og i gymnasiet kyssede de hinanden for første gang. De boede på hver sin side af bækken, der løber igennem Jelenia Góra.

Mine forældres liv i – og senere flugt fra – Polen i 1969 har været fuldt af omkostninger, men det er intet ved siden af mine bedsteforældres tilværelse. Nu går vi lige en lille tur længere tilbage i stamtræet. Min farmors og farfars baggrund ved jeg mindst om. Her taler vi om ufortalte historier i flertal. Min farfar, Włodzimierz, var fra Sewastopol på Krimhalvøen. Min farmor, Eugenia, var polsk jøde. Stort set hele hendes familie blev udslettet af tyskerne.

Læs også:

Mens geografien og historikken er noget roderi på min fars side, ser det anderledes ud med min mors. Hun er født ind i en fin polsk og rettroende katolsk købmandsfamilie. Stamtræet tegner grene helt tilbage til år 1300 og har både kongelige og militære aner. Velhavende indtil 2. verdenskrig. Nazisterne og derefter kommunisterne tog det meste.

Men krigen fik også andre og mere alvorlige konsekvenser. Da min ene oldefar forsvarede en af sine ansatte, der blev groft fornærmet af en tysk kunde, blev han sendt i KZ-lejr. Min anden oldefar kæmpede for Polen og blev dræbt af russerne. Og som kun 18-årig blev min morfar, der også hed Jerzy, sendt i tysk arbejdslejr.

Hermann Göring på jagt

Danmark er mit hjemland, men Polen er der, jeg stammer fra. For ti år siden købte jeg en patriciervilla i Jelenia Góra. Byen, hvor mine forældre jo mødte hinanden, og jeg blev født.

Da vi gik i gang med at renovere villaen og hev tapetet ned, gemte der sig tyske aviser fra 2. verdenskrig. Det fik mig til at reflektere over, hvor heftig en egn det må have været at flytte til for mine forældre og deres familier. Men det er også et utrolig smukt område, og villaen er for mig et sted, hvor mennesker har levet og elsket hinanden. Uanset om de var tyske eller polske.

”Jeg var ikke i tvivl om, at jeg var anderledes end de andre børn. De var mere ens, og det var dere forældre også. Vi var noget andet. Det er der både en sårbarhed og styrke i. For mig var det ikke ensomt. Jeg havde min lillesøster. Hvis jeg havde været enebarn, havde det ikke været godt.”

André Rogaczewski

Under krigen blev området skånet for bombardementer. Der gik et rygte om, at Hermann Göring havde planer om at indtage dette naturskønne sted som sit jagtterræn. Her var også eksklusive skisportssteder. Gennem årene – og særligt under det polske kommunistiske styre – er patriciervillaerne blevet nedslidte. Men forestil dig sådan en villa i Hasseris, Holte eller Gentofte, hvidpudset og med stuk.

Læs også:

Det var ikke fattige tyskere, der flyttede. Men det var i den grad fattige polakker, der flyttede ind. Hvor der før havde boet en familie, blev villaerne nu fyldt op med tre familier, måske flere, og med en masse børn.

Min far sang og spillede i det lokale jazzband. Han havde to brødre, og familien havde så få penge, at drengene måtte deles om et par ’pæne’ sko, så de kunne ikke tage sammen i byen om aftenen. Det er sjovt at være tilbage i byen. Nogle af de steder, min far har optrådt, findes stadig i dag.

Min mors familie var bestemt heller ikke velhavende efter krigen, men de havde nok en smule tilbage på kistebunden.

’Odmówiono – afvist!’

Min mor var skolesekretær, og ved siden af musikken arbejdede min far i byens bank. De var i den grad ikke medlemmer af kommunistpartiet, men fulgte nøje de politiske begivenheder. Under studenteroprøret i Polen i foråret 1968 blev mange af de studerende smidt ud af universiteterne. Mange blev fængslet under demonstrationer mod systemet. Kun to timers kørsel fra Jelenia Góra lå Prag. Sensommeren samme år sluttede drømmen for den tjekkiske befolkning. Militærkolonner kørte gennem Jelenia Góra mod Tjekkoslovakiet.

Mine forældre var ikke i tvivl. Det var på tide at komme væk fra Polen. Officielt kunne befolkningen anmode om en udrejsetilladelse, men som kommunisterne ville stemple med: ’Odmówiono – afvist!’ Det oplevede min far to gange.

I slutningen af 1960’erne var der én måde at komme væk fra Polen på – kommunisterne ville gerne af med de sidste jøder. Det blev vores adgangsbillet ud af landet. Husk på … min far var jo jøde … og det på trods af, at han aldrig havde sat sine ben i en synagoge eller havde noget kendskab til jødedommen.

Jeg var et år gammel, og vi fik omsider lov til at komme ud af Polen. Min mor havde én kuffert med. I den var der en flaskevarmer til mælk, en sutteflaske, en smule tøj, knive, gafler og kopper. That’s it.
Vi ankom først til et opsamlingscenter i Wien. Her var vi i 14 dage, hvorefter vi blev sendt til Rom. Derfra skulle vi til Australien. Det var en helt ny og vidunderlig verden. Der brændte lys i vinduerne. Forretningerne bugnede af mad.

At komme som flygtning fra Østeuropa var en meget fin oplevelse for mine forældre. Der blev taget hånd om dem – mange lande var klar til at byde dem velkommen. Der var faktisk også mulighed for at flytte til Israel, men det, syntes min far, var lige at overgøre herkomsten en smule.

Min mor blev gravid. Tanken om den lange rejse til Australien huede hende ikke.

”Hvorfor skal vi også så langt væk fra Polen,” sagde min mor.

”Det er jo ligegyldigt,” svarede min far. ”Vi kommer jo aldrig hjem igen. De har taget vores statsborgerskab. Vi er statsløse.”

Hun holdt fast: ”Nej, Jerzy, vi skal blive i Europa.”

Basta. Min mor fødte min lillesøster, Anna, der blev døbt af en katolsk præst på hospitalet i Rom.

Bolig i bankfilialen

”I kan vælge mellem Danmark, Sverige og Norge,” fortalte den jødiske hjælpeorganisation.

Min mor kiggede på landkortet og pegede på Danmark: ”Det ligger meget tæt på Polen,” sagde hun til min far.

Jeg var tre år gammel og har ikke selv et eneste konkret minde fra de år. Måske fordi jeg havde oplevet så meget på kort tid. Jeg ved det ikke.

I København blev vi varmt modtaget, har min far fortalt. Vi blev indlogeret på et pensionat ved Søerne, og efter en uge sendt videre til flygtningecenteret på Hotel Regina i Aarhus.

Læs også:

Min far havde haft småjobs i Rom, men i Danmark ville han have et ordentligt ét. Han bladrede en avis igennem og faldt over noget, der kunne ligne en jobannonce.

”Bank, bank,” sagde han på gebrokkent engelsk og kiggede spørgende på hotellets receptionist, der havde sagt ja til at oversætte teksten: ”This bank is in a town called Aalborg, very far away,” forklarede manden.

14 dage efter tog min far til Aalborg og gik til jobsamtale i Sparekassen Nordjylland. Uden at kunne et ord dansk. Men han fik overbevist chefen om, at han var villig til at arbejde hårdt og hurtigt kunne lære dansk. Han fik jobbet i Sparekassens regnskabsafdeling i hovedsædet. Men under samtalen viste det sig også, at der bag ved bankens filial i Vadum var en lejlighed.

I universitetstiden spillede jeg trommer i et band, der hed, ja … ’The Modems’. Vi kom jo fra en teknisk uddannelse. Og så sang jeg også lidt. Jeg er fortsat med at hygge mig med musikken. Og i dag er det virkelig kommet tilbage til mig. Ud over lejligheden på Holmen har vi også en husbåd rundt om hjørnet, hvor jeg har indrettet et musikstudie under dæk med trommer, keyboard og et ret fedt setup. Jeg mødte en ung fyr, Asger, i en musikbutik i Brøndby, og vi faldt i snak. Jeg var ude og lede efter et trommesæt og et par mikrofoner og måske en mixer. Jeg stillede Asger en masse spørgsmål. Han kiggede på mig og sagde: ”Hvornår har du sidst spillet musik? Det er jo vintage, alt det, du efterspørger?”. ”Men, Asger … en tromme er vel en tromme,” forsøgte jeg mig med. ”Nej, der er sket noget siden 1980’erne,” sagde han. Jeg fik dog købt et amerikansk vintagetrommesæt, men resten af udstyret har Asger hjulpet mig med at opdatere

Da han kom ned på husbåden for at hjælpe mig med at sætte det hele op, fik vi snakket en masse om musik. Det viste sig, at han er en superdygtig producer. Og kun 23 år gammel! ”Må jeg ikke høre det musik, du render rundt og laver,” spurgte han. ”Det er fedt, må jeg ikke lege lidt med det?” Det måtte Asger meget gerne, og i dag producerer vi musik sammen. Jeg overdriver ikke, hvis jeg siger, at han kan spille på syv instrumenter. Vi kunne nok godt finde på at udkomme med et album sammen en dag. Lige nu leger vi. Jeg skriver musik og tekster på engelsk. Det er et vigtigt rum for mig. Når jeg er nede i mit studie, forsvinder resten af verden.

Sweater, Mads Nørgaard, 1.300 kr.
Bukser, Mads Nørgaard, 1.299 kr.

”Det er ikke noget stort, men her kan du bo med din familie,” foreslog bankmanden fra Sparekassen: ”… og I kan bo her gratis, hvis I vil gøre rent i filialens lokaler.”

Min far flyttede til Vadum. Min mor, søster og jeg fulgte efter et par måneder senere. Sådan endte jeg med at bo i Jylland. I en fredelig lille landsby.

Efter lidt tid blev vi flyttet til Gug, en bydel i det sydlige Aalborg, hvor vi fik en lidt større bolig – også i tilknytning til filialen. Gennem årene avancerede min far i banken og blev der helt frem til sin pension. I dag hedder den Spar Nord, og jeg sidder i bestyrelsen for den. Og nu bliver det så rørstrømsk, at det næsten ikke er til at holde ud: Efter at min far fik det første job i Vadum, troppede han op med en god flaske cognac og en æske chokolade til bankmanden, der gav ham hans første job. På mandens hjemmeadresse.

”Jeg sang sopran, fra jeg var otte år, og til min stemme gik i overgang. Så gik jeg direkte over i bas. Det tjente jeg gode lommepenge på. Både i Nørre Tranders Kirke i Aalborg Øst og til julegudstjenester i Aalborgs domkirke, Budolfi Kirke. Der er særligt en korsang, der fortsat bevæger mig dybt. Det er Händels ’Messias’. Hårene rejser sig altid, når jeg lytter til den.”

André Rogaczewski

I Gug kom jeg i børnehave. Mine forældre gjorde også rent i banken her hver dag efter lukketid. Min lillesøster og jeg var altid med. Jeg kan huske, at der var en dejlig stor bøtte med slik på et af bordene. Og der var en bagerforretning, min lillesøster og jeg holdt øje med fra et af vinduerne i banken. Ved lukketid blev deres automat fyldt op med wienerbrød og kager, og så var det bare om at løbe derover og få mønterne kastet i. Automaten bød nemlig på de søde sager til en tredjedel af prisen inde i butikken.

Jeg husker også en helt fantastisk jul. Mine forældre kom hjem med en lille model-bil med pedaler, som vi børn kunne køre rundt i ude på vejen. Den havde de sparet sammen til. Min mor og far var lykkelige for alt det, Danmark tilbød dem.

”I skal være taknemmelige,” sagde de til min lillesøster og mig. Det har været en grundsten i vores opdragelse. De har altid rost den danske model til skyerne. Gratis uddannelse. Gratis læge. Gratis hospital. Biblioteker med fyldte reoler og muligheden for at tænke frit. Min mor arbejdede først som rengøringsassistent, så hjemmehjælper, og da jeg blev ældre, uddannede hun sig til sygehjælper og fik job på blandt andet Aalborg Sygehus. De sidste 25 år arbejdede hun som meget efterspurgt tolk, og hun er fortsat aktiv.

De har altid gjort en dyd ud af at assimilere sig. De gjorde alt. Alt, for at vi passede ind.

Gule ærter og karbonader

Da jeg var seks år, bad vores far os om at tale dansk og ikke polsk derhjemme, så vi alle kunne lære sproget hurtigst muligt. Dengang var der ingen sprogskoler eller hjælpematerialer.
Jeg kan huske, vi sad rundt om morgenbordet.

”Jamen vi taler jo ikke så godt dansk,” sagde jeg. På polsk. Og det kunne mine forældre jo heller ikke. Den første tid var det altså også noget værre rod. Når vi bad om syltetøjet, fik vi osten. Eller kaffen. Eller alt det andet, der stod på bordet. Mor tog det ikke så bogstaveligt og talte begge sprog med min lillesøster og mig. Men relativt hurtigt fik vi omstillet os til dansk.

I mit barndomshjem fik vi kun gammeldags dansk mad. Frikadeller. Røde pølser. Gule ærter og karbonader. Vi spiste mere dansk mad end danskerne. De spiste jo pizza, der lige var kommet til landet. Den gik ikke hjemme hos os. Vi fik hjemmelavet dansk mad. Hver aften.

Jeg forstår jo godt, at det var vigtigt, at vi integrerede os. Men måske var det ikke en superpædagogisk måde at gøre det på, vel? Det var næsten for meget, ikke?

Men i dag står det for mig som noget meget symbolsk. I min familie blev der sat streger. Der var ting, man ikke kunne ændre på. Og så var der alt det, man kunne gøre noget ved. Og det gjorde man. Det har præget mit liv. Jeg bruger aldrig meget tid på at dvæle ved de beslutninger, jeg har truffet.

Mine forældre sagde altid: ”Nu starter vi altså forfra”. Fremtiden, den kan vi ændre på. Mine forældre har helt sikkert været tvunget til at fortrænge en del oplevelser. Som unge tog de livsændrende beslutninger.

Mine forældre skabte et nyt fundament på en alvorlig baggrund – og for at gøre det måtte de lade være med at se sig tilbage. Men på et tidspunkt undgår man ikke at reflektere over sin kulturelle og sociale arv. Heller ikke i generationerne efter.

Jeg var ikke i tvivl om, at jeg var anderledes end de andre børn. De var mere ens, og det var deres forældre også. Vi var noget andet. Det er der både en sårbarhed og styrke i. For mig var det ikke ensomt. Jeg havde min lillesøster. Hvis jeg havde været enebarn, havde det ikke været godt. Det er jeg meget bevidst om. Det var os mod hele verden. Hun vidste præcis, hvordan jeg havde det – og omvendt. Vi har nok reddet hinanden. Vi har i hvert fald givet hinanden utrolig meget – også igennem ungdomsårene. Hun er den – ud over min kone naturligvis – der kender og forstår mig allerbedst.

Jakkesæt, Sand, 4.799 kr.
Skjorte, Sand, 899 kr

Tornhøj Helvede

Da jeg skulle i første klasse, fik min mor og far råd til en lejlighed i det sociale boligbyggeri i Aalborg Øst. Dengang var det lidt af en ghetto, men min søster og jeg fik for første gang hvert vores værelse. Vi legede skole hver eftermiddag, når jeg kom hjem. Min søster kunne både læse og skrive, da hun begyndte på Tornhøj Skole – der i folkemunde blev kaldt Tornhøj Helvede.

Vores hjem var en ø i det her kvarter. Jeg fandt hurtigt ud af, hvor godt mine forældre passede på os. Hjemme hos mange af de andre børn var der sociale problemer. Der blev drukket, ja, der var meget utrygge rammer. Hos os blev der sunget. Vi havde et klaver i stuen. Og lige så snart min søster eller jeg udviste interesse for en fritidsbeskæftigelse, blev vi sendt af sted. Til dans og klaver. Til kunstmaling og sport. Vores forældre gik meget op i, at vi fandt et ståsted og noget, vi var gode til.

Jeg sang sopran, fra jeg var otte år, og til min stemme gik i overgang. Så gik jeg direkte over i bas. Det tjente jeg gode lommepenge på. Både i Nørre Tranders Kirke i Aalborg Øst og til julegudstjenester i Aalborgs domkirke, Budolfi Kirke. Der er særligt en korsang, der fortsat bevæger mig dybt. Det er Händels ’Messias’. Hårene rejser sig altid, når jeg lytter til den.

”Som otteårig var jeg dedikeret Elvis Presley-fan. Jeg drømte om at stå på en scene og smide tørklæder ned til publikum. Da jeg så ’Godfather’-filmene første gang som 13-årig, tænkte jeg, på trods af at det er et kriminelt univers: ”Hvor må det være vildt at bygge et imperium op på så kort tid, når man kommer fra ingenting.” Jeg tror på, at man kan bygge imperier. Men jeg ved også, at man kan miste dem igen. Verden er ikke statisk. Det hele fortsætter ikke, som det er lige nu. Der kommer til at ske noget andet, og hvis du skal have en smule indflydelse på det, skal du have modet til at handle.”

André Rogaczewski

Jeg har altid følt, at jeg skulle leve op til mine forældres forventninger. De havde forladt deres land, deres familie og venner. De havde lidt store afsavn, ikke? Jeg skyldte dem alt og var derfor forpligtet til at få succes. Det var et implicit krav.

Det var overhovedet ikke sådan, at de pressede mig til noget, jeg ikke kunne. Men de holdt godt øje med, at min lillesøster og jeg altid mødte velforberedte i skole. De holdt også øje med, hvad vi læste i skolen. Og en enkelt gang er min mor mødt op i klassen for at høre, hvad vi blev undervist i. Hun syntes, at det var mærkeligt, at vi brugte tre uger på at høre om jordsammensætning i Fjerritslev.

Jeg har et meget tæt forhold til mine forældre. Jeg ringer ikke hver dag til min mor, jeg er jo 53 år, så det skal jeg heller ikke. Men i dag er det mig, der passer på dem, og ikke omvendt. Sådan skal det være.

Læs også:

Villaen i Jelenia Góra er en gave til mine forældre. Det er min mor, der har valgt den. De har den nederste etage. Vi har den øverste. Og det er blevet den flotteste villa i byen.

Men det er svært at få mine forældre ud af Aalborg Øst. For mange år siden købte de et parcelhus i området og har aldrig haft lyst til at flytte derfra. De har ikke lyst til at være væk mere end to-tre uger. Heller ikke for at tage til København. Så nu har min kone og jeg købt en lejlighed i Aalborg.

I øvrigt fik min mor jo ret. I dag kan de rejse frit tilbage til Polen. Min far søgte faktisk om at få sit polske statsborgerskab tilbage i begyndelsen af 00’erne. Det blev en principsag for ham. Det tog næsten to år. Og han endte med at få det.

Men så sagde han: ”Jeg vil slet ikke have det statsborgerskab.”

Han ville bare have ret til det.

”Hvad skulle jeg bruge det til? Jeg er jo dansker.” Så fik han også sat den streg.

”Med Netcompany har vi sammen skabt en stamme. Den er forandringsparat og modig. Men den er også tryg. Ingen må føle sig udenfor. Det er meget vigtige værdier. Jeg tror på den personlige samtale, når vi ansætter nye folk. Jeg er faktisk indædt modstander af personlighedstest og alt det der. Man skal bare være et ordentligt menneske. Det kan jeg mærke, om folk er, efter fem minutter. For mig er den scanning lige så vigtig som den faglige. Hos os samler vi på empatiske mennesker,” siger André Rogaczewski, der her gør sig klar til at tale til virksomhedens ansatte i Imperial

Mors mønter

Jeg har altid været drevet af lysten til at skabe noget. At få det optimale ud af tilværelsen. Siden jeg var en lille knægt, har mit største ønske og min drøm været at kunne noget, som inspirerede andre. Er det ledelse? Ja, det er det nok. Det er i hvert fald en stærk drift i mig.

Som otteårig var jeg dedikeret Elvis Presley-fan. Jeg drømte om at stå på en scene og smide tørklæder ned til publikum. Da jeg så ’Godfather’-filmene første gang som 13-årig, tænkte jeg, på trods af at det er et kriminelt univers: ”Hvor må det være vildt at bygge et imperium op på så kort tid, når man kommer fra ingenting.” Jeg tror på, at man kan bygge imperier. Men jeg ved også, at man kan miste dem igen. Verden er ikke statisk. Det hele fortsætter ikke, som det er lige nu. Der kommer til at ske noget andet, og hvis du skal have en smule indflydelse på det, skal du have modet til at handle.

Jeg har troen på, at man kan forandre meget ved at vise vej. Vi mennesker er skabt af nogle komponenter. For mig er familiesammenhold og kærlighed grundlæggende værdier. De kan ikke pilles ud af et menneske. Og når man – som jeg – har fået det med i bagagen, er det ens egen forbandede pligt at videreføre dem.

Mit privat- såvel som arbejdsliv er bygget op omkring de værdier. Min kone og jeg har givet vores søn og datter en masse kærlighed og empati. Det er det vigtigste. Så har vi derefter modnet dem til at blive ordentlige mennesker ude i verden. Empati kommer før styrke. At blive stærk kan læres. Som yngre var jeg ikke lige så stærk, som jeg er i dag.

Jeg fik selv god hjælp hjemmefra, ikke? Når jeg for eksempel skulle præstere noget som barn – om det var til en eksamen eller til en musical på skolen – havde min mor et fast ritual.

Hun havde en håndfuld 25-ører, som hun limede små røde plastichjerter på.

Inden jeg skulle ud ad døren, kyssede hun et par stykker af dem, og så puttede jeg dem i baglommen. Al hendes kraft lå nu i min rygrad.

For at være helt ærlig, så har jeg aldrig gået til en eksamen uden dem. Heller ikke da jeg studerede på Matematisk Institut ved Aalborg Universitet. Jeg har sgu brugt dem mange gange. Til min første samtale til et job som IT-konsulent hos Accenture i 1993.

De lå i sidelommen på mit jakkesæt, da Netcompany blev børsnoteret i 2018. Jeg har også haft dem med, når jeg har talt til større forsamlinger. Den dag i dag kan jeg stadig blive lidt nervøs, når jeg skal det. Men sådan skal det være. Og mønterne ligger i en æske derhjemme. Der skal være noget på spil.

Fra Dossier nr. 27, november-december 2021.

Læs også: