DAVID LAGERCRANTZ

Forfatter

Hjemme. Medmindre han er ude og rejse eller sidder på en cafe og skriver i hånden, så skriver David Lagercrantz hjemme. Dér i den lejlighed i Södermalm i Stockholm, hvor han bor med sin familie, har han et lille kontor, og det er dér, han skriver sine bøger.

”Jeg har udviklet så excentriske vaner, når jeg skriver, at jeg aldrig ville kunne fungere på et kontor eller andre steder. Jeg står tidligt op og arbejder, og så lægger jeg mig pludselig til at sove, og så laver jeg pludselig armbøjninger på gulvet, så skriver jeg igen, og så henter jeg pludselig kaffe. Jeg drikker sindssygt meget kaffe, når jeg skriver. Det sætter mit hoved i den brand, jeg har brug for,” siger David Lagercrantz.

Når det ikke er ham selv, der forstyrrer, er det, fordi han tjekker sin telefon og svarer på e-mails og læser nyheder, eller fordi et barn skal i skole eller kommer hjem derfra. Men det gør ham ikke noget. Tværtimod.

”Ofte koncentrerer jeg mig så hårdt om teksten, at jeg behøver pauser. Du kan ikke skrive hele tiden, det kræver luft. Hvis jeg skriver nogle gode timer hver dag med et klart hoved, er det godt. Og der findes jo forskning, der siger, at for stor koncentration kan hæmme kreativiteten, og ofte må jeg lave noget helt andet for at få de bedste idéer,” siger han.

David Lagercrantz debuterede som forfatter i 1997 med en bog om den svenske eventyrer Göran Kropps bestigning af Mount Everest. Siden har han blandt andet skrevet en biografi om Zlatan Ibrahimovic, Jeg er Zlatan (2011), og to fortsættelser af Stieg Larssons Millennium-trilogi, Det der ikke slår os ihjel (2015) og Manden der søgte sin skygge (2017).

Men på trods af alle de ting, der foregår i ham og rundt om ham, når han arbejder, går det meget langsomt, når David Lagercrantz endelig skriver. ”Jeg tænker meget over, at der skal være tempo i prosaen, og derfor arbejder jeg meget med at stryge ting i teksten. Ofte er det bedste ved at skrive at reducere det, man har skrevet,” siger han. ”Og så er min arbejdsmetode hele tiden at tvivle på mig selv. Du skal selvfølgelig have modet til at turde skrive, men du skriver bedre ved at tvivle.”

Da han skrev den seneste bog i videreførelsen af Stieg Larssons Millennium-serie, stod der to computere på hans bord. Den, han skrev på, var ikke koblet til internettet, fordi bogen var så hemmelig, at han ikke ville hackes. Både med bogen om Zlatan Ibrahimovic og bøgerne om Lisbeth Salander er forfatteren nu på et kommercielt niveau, hvor hackere virker som en reel risiko, og pengene er så mange, at han faktisk ikke behøver at skrive noget som helst. Men han gør det alligevel:

”George Mallory, der var en af de første til at bestige Mount Everest, sagde, at han ikke vidste, hvorfor han gjorde det. Men hvis der er nogen mening i det, så skriver jeg for at blive elsket. Og for at forstå mig selv. Og jeg skriver, fordi jeg vil kunne skrive rigtig godt, ikke for at sælge bøger. Jeg vil hellere være Albert Camus end Lee Child.”

Fra Dossier nr. 5, november 2017.