Ditlev Tamm

om crossdressing og tidsånd

Ditlev Tamm om den mandlige crossdressings lange historie. Selv klæder Danmarks stilsikre juraprofessor sig hellere end gerne i høje hæle, jakker med guldbrokader og bukser uden lommer.

DER ER TØJ TIL DAMER, og der er tøj til herrer. I tøjbutikkerne og i stormagasinernes afdelinger for tøj er dametøjet som regel adskilt fra herretøjet. Ofte befinder dametøjet sig en etage over herretøjet. Damer er simpelthen villige til at gå længere for at finde den rigtige beklædning, mens det kan være sværere at lokke mænd til at forandre looket og købe noget nyt. Det er også åbenbart for enhver, at der er adskillige flere specialbutikker, der henvender sig med modetilbud til kvinder end til mænd. Sådan er det, og sådan har det været længe.

Men der er ved at ske en forandring. De tidligere så markante forskelle mellem dametøj og herretøj er ved at udviskes. Unisex-tøj beregnet til begge køn vinder frem, men det bliver også mere og mere almindeligt at se mænd i farver og snit og stoffer, der tidligere ansås som feminine. Kvinderne har for længst bemægtiget sig herrernes bukser og jakker og ofte i nye og dristige snit, men stadig vækker det en vis opsigt, når mænd viser sig i kjoler eller nederdele.

Her er det så, at begrebet crossdressing kommer ind i billedet. Crossdressing er som udgangspunkt et fænomen, hvor en person bærer tøj, der traditionelt forbindes med det andet køn. Crossdressing hører hjemme i en verden, hvor man identificerer sig som mand eller kvinde og er tiltrukket som mand af kvindetøj og som kvinde af mandlige beklædningsgenstande. Tidligere talte man om transvestitter og transvestitisme, men i dag bruges det mere neutrale crossdressing.

Helt så enkelt er det bare ikke. Der er kvinder, der i tidens løb har klædt sig som mænd, ikke fordi de var specielt tiltrukket af herretøj, men fordi mandedragten gav beskyttelse mod tilnærmelser eller muligheder for at påtage sig en manderolle, de ellers var udelukket fra.

I middelalderen finder vi kvindelige helgener, der klæder sig som mænd for at kunne være i fred for tilnærmelser, og dengang og senere kvinder, der klæder sig som mænd for at kunne gøre tjeneste som soldater (tænk blot på Jeanne d’Arc) leve som sørøvere eller blot få et job, så de kunne forsørge sig selv. Kvindelige eventyrere, der rejste rundt i mandedragter, hører også til blandt de crossdressere, hvor benyttelsen af det modsatte køns tøj mere er et middel end et mål i sig selv. Eller kvinder, der klæder sig som drenge eller mænd for at få adgang til en bedre uddannelse, der primært er forbeholdt mænd.

Mænd i dametøj kendes fra film og teater som et underholdende element. Det er sjovt, når en mand klæder sig som Charley’s Aunt, hvis man altså synes, at den slags er sjovt. I filmen ’Birdcage’ fra 1996, hvor mænd spiller kvinder som i en kabaret, er også sjov, og det er Jack Lemmon og Tony Curtis i filmen ’Some Like it Hot’ fra 1959 i hvert fald også. Men i de senere år har mænd i dametøj fået en ny og mere spændende dimension. RuPauls TV-serie ’Drag Race’ har sat en meget høj standard for den form for dragshows, hvor udstyret og udstrålingen virkelig tages alvorligt, og med Bill Porter i musicalen ’Kinky Boots’ har dragshow, transvestitisme og crossdressing opnået nye, professionelle højder og popularitet.

Mens kvinders crossdressing ofte kan forklares som en adgangsbillet til en verden forbeholdt mænd, har det været sværere at give en mere entydig forklaring på, hvorfor der er mænd, der har lyst til at klæde sig som kvinder eller benytte beklædning fra den kvindelige garderobe. Det hele kan være et show som netop dragshows, hvor mænd optræder i en ofte karikeret version af ultra-feminine kvinder. Det kan også skyldes den tiltrækningskraft fra kvindelige beklædningsgenstande, der hænger sammen med materialer, snit og en fantasi, der rækker betydeligt længere end traditionelt gråt, brunt, blåt eller sort til mænd. Og så er der en lang række forklaringer af mere avanceret art, hvoriblandt såkaldt autogynefili, en lyst til simpelthen at se sig selv som kvinde, hører til mine favoritter.

Jeg begyndte selv for en snes år siden at eksperimentere med kombinationer af herre- og dametøj.

Et par hæle lidt højere end ellers, en bluse i et andet snit, en jakke med gulddekorationer og flere farver, tørklæder, bukser uden lommer … der er mange muligheder for at udvikle en tøjstil, der nogenlunde fastholder det maskuline look, men alligevel bløder lidt op og viser åbenhed over for eksperimenter. Er man så crossdresser, eller kombinerer man bare? Grænsen er nok flydende. Begynder man først på det, er det svært at holde op igen. Og hvorfor skulle man også det? Moden forandrer sig, og det er et naturligt akkompagnement til ligestillingen mellem mænd og kvinder, at der også gives et mere frit valg, når det gælder fysisk fremtoning. Når kvinder kan gå i business-suit, kan mænd vel også gå med nederdel og høje hæle? Eller?

Den mandlige crossdressings historie er lang. Det var ikke nemt i det gamle Rom eller i perioder, hvor både mande- og kvindedragten var lange gevandter, men fænomenet kendtes.

Bibelen forbyder udtrykkeligt i Det Gamle Testamentes 5. Mosebog (22, 5) kvinder at bære mandedragt og mænd at gå i kvindeklæder, og langt op i tiden var der strenge straffe for at bryde dette tabu. Men man kunne sagtens slippe godt fra det i de rigtige kredse og under de rette omstændigheder.

Jeg har netop skrevet en bog om en fransk lærd, abbé de Choisy, der i 1600-tallet i Ludvig XIV’s Frankrig levede og klædte sig som kvinde. En anden kendt fransk crossdresser er Chevalier d’Eon, som i 1700-tallets Frankrig udfoldede sig som både mand og kvinde. Han var soldat, en periode som kvinde udsendt til Katharina den Stores Rusland, boede i England en tid som spion og døde til sidst der, hvor han/hun ernærede sig som fægterske. Alle troede, at det drejede sig om en kvinde, indtil obduktionen viste det modsatte.

Den anden vej rundt har vi en dengang kendt roman af Théophile Gautier fra 1835 om en mademoiselle de Maupin, der klædte sig som mand og forførte både mænd og kvinder for at prøve den del af tilværelsen. Og der er mange andre eksempler.

Andre kulturer har et mindre anspændt forhold til crossdressing end den vestlige. Fra Samoaøerne, det sydlige Mexico, Indien og Pakistan, ja, sågar fra Napoli kender vi eksistensen af et tredje køn, hvor mænd, der lever og klæder sig som kvinder og påtager sig kvinderoller, er en accepteret del af samfundslivet. Japanske mangaer og japansk teater vrimler med crossdressende figurer.

I Danmark er vi efter min mening endnu lidt bagefter og opfatter stadig mænd i dametøj på en scene mere som komiske figurer end som virkelige personer med en historie om, at verden ikke bare er opdelt i mænd og kvinder. Og her er det så, at crossdressing og vor tids fascination af fænomenet begynder at være meget andet end blot noget med mænd i dametøj eller kvinder klædt som mænd. Det handler om vores syn på køn og betydningen af at fremtræde på en bestemt maskulin eller feminin måde.

Ditlev Tamm vil fast skrive om stil, mode og andre fænomener i Dossier.

Kimono, Rabens Saloner, 2.215 kr.
Skjorte, Sand, 899 kr.
Bukser, Issey Miyake hos Henrik Vibskov, 2.300 kr.

CROSSDRESSING ER I DEN VESTLIGE verden i dag en del af opgøret med stereotype kønsroller og ideer fra begyndelsen af 1800-tallet om, at mænd skal gå kedeligt klædt som de ansvarlige og alvorlige, mens kvinder kunne få lov til at boltre sig i mere festlige, men ofte upraktiske gevandter.

Det er en helt tydelig tendens i vor tid, at en ny generation tillader sig at eksperimentere med udtryksformer, der overskrider grænserne mellem det traditionelt kvindelige og det mandlige og netop ikke tillægger påklædning anden betydning end den at udtrykke en individuel personlighed uden hensyn til køn. Af grunde, som jeg personligt har svært ved at forstå, hører det til et konservativt livssyn at bekymres eller måske ligefrem forarges over, at det er en del af tidsånden i dag, at kønnene nærmer sig hinanden både i opgaver og fysisk fremtræden. Modebranchen viser i de senere år vejen, og det nye er, at det nu er kvindegarderoben, der låner ud til mændene, hvor det før var mandlig beklædning med bukserne i spidsen, der blev en del af pigegarderoben.

Grundlæggende handler det naturligvis slet ikke om, at mænd skal gå klædt som kvinder, eller kvinder som mænd. Det handler om noget helt andet, nemlig om friheden til at klæde sig, som man har det bedst. Og så handler det også om at acceptere, at ikke alle mænd trives i traditionel vestlig herreuniform. Men herrejakken er med inder- og yderlommer og et godt snit meget praktisk. Det synes jeg også, at stramme damebukser uden overflødige lommer, som gør pasformen sværere, er. Og hvad jakker angår, kan jeg godt lide, at den er lidt lang og gerne i brokade som på Ludvig XIV’s tid. Jeg kan også godt lide en lille hæl som dengang, ligesom jeg er glad for at have mine ting samlet i en skuldertaske.

Det er en gammel sandhed, at moden bevæger sig i spring frem og tilbage i tid. Vi foretager ubesværet sådanne tigerspring tilbage til fortiden, som filosoffen Walther Benjamin kaldte det. Når vi først har forstået, at det her med crossdressing og det andet køns tøj måske heller ikke er så farligt, men tværtimod en måde at finde os selv på, kan kvinder og mænd måske også uden bagtanker gå lidt mere på rov hos hinanden. Jeg tror på ligestilling, tolerance og frihed til at være, som man vil, som en langtidsholdbar del af den moderne tidsånd.