Jakob Sheikh

om sit medieforbrug

30-årige Jakob Sheikh modtog som journalist på Politiken i 2015 Kristian Dahls Mindelegat for sin dækning af danske syrienskrigere, som han også skrev om i sin forfatterdebut, Danmarks børn i hellig krig. Siden februar 2017 har han været særlig rådgiver for justitsminister Søren Pape Poulsen med primært fokus på indvandring og radikalisering i fængslerne.

Jeg læser meget, fordi det er sådan, jeg bliver klogere. Mit medieforbrug er ret gammeldags, og den traditionelle bog og avis fylder meget. I øjeblikket er jeg i gang med at læse Sne af Orhan Pamuk, som han fik Nobels Litteraturpris for i 2006. Han kan lave en scene med to mænd, som sidder overfor hinanden i et tehus i Tyrkiet, og folde det ud over 15 sider, så det bliver til ren poesi. Jeg er i bund af grund fascineret af hovedpersonen, digteren Ka, som drager til en fjern egn af Tyrkiet for at skrive om en bølge af selvmord begået af kvinder. Den måde, han beskriver sine oplevelser på, er den type poesi, alle moderne reportere gerne ville kunne skrive. Jeg ville i hvert fald ønske, at jeg var ham. Orhan Pamuk tager fat i højaktuelle emner og serverer dem på en reflekteret og eftertænksom måde.

Læs også:

Jeg læser aldrig store, gamle samtidsromaner eller familiesager. Det skal være litteratur, som har relevans i min hverdag. Det samme gør sig gældende med podcasts. Jeg hører ofte Radio Lab, som i mine øjne er det bedste radio i verden. Det er Jad Abumrad, der laver det, og han er også komponist, hvilket man virkelig kan høre. Det er radio, der flyder som musik. Radio Lab dvæler ved nogle af de emner, som er vigtige i den offentlige debat, men som de fleste medier kun berører overfladisk. Forleden hørte jeg episoden Father K, der handler om pastoren Khader El-Yateem, der var den første palæstinenser, som forsøgte at blive valgt som kandidat til et lokalområde i New York (og den første i hele USA, red.). I et område, der havde et kæmpestort flertal af arabiske amerikanere, blev han alligevel ikke valgt ind på grund af alle mulige forhindringer i samfundet. Journalisten har fulgt Father K i flere måneder og bruger blandt andet fem aftener, hvor Father K besøger forskellige moskeer i området for at hverve tilhængere. Hvilket er noget, en speaker kunne fortælle i én sætning. Men den ekstra tid gør, at journalisten får alle historiens nuancer med. Det er det, der adskiller den gode og ekstraordinært gode journalistik. Det er oftest mit indtryk, at hvis journalistik er lavet på få dage, så er det ikke værd at bruge for meget tid på, da det oftest også har fortaget sig i løbet af få dage. Det tager måneder at lave det interessante kulturstof.

Jakob Sheikh læser kun hverdagsaviser, fordi han i sit job er nødt til at holde sig orienteret om, hvad der sker i verden. Han mener, at kvaliteten daler, fordi redaktionerne ikke bruger nok tid på at lave godt indhold. Til gengæld nyder han at læse Politikens PS og Jyllands Postens Indblik om søndagen, hvor der ifølge Sheikh er lagt mere tid og flere kræfter i artiklerne.

En anden podcast, som tager sig god tid, er kulturmagasinet This American Life. De beskæftiger sig ofte med usædvanlige og ekstraordinære historier. Jeg hørte en episode om to venner, som finder ud af, at de begge er blevet afskåret fra deres mødre ved fødslen. De er i stedet ved en fejl vokset op hos hinandens respektive mødre. Det handler om identitet, og om hvorvidt kærlighed mellem mennesker bindes i blodet eller miljøet. De bringer vilde historier, som handler om livets store emner som kærlighed, angst, liv og død.

Når det kommer til at gå op i detaljen er The New Yorker i særklasse. Det er nok det bedste samtidsmagasin i verden. Jeg når typisk kun at læse to artikler i et magasin, før den næste udgivelse kommer. En af mine venner, Ben, er lige blevet ansat hos dem. Sidst jeg var ovre at besøge ham, sad de med hans historie fra Syrien om papirer, der dokumenterede, hvordan toppen af Assad-styret havde tortureret den syriske befolkning. Og den var de i gang med at lave faktatjek på, da jeg spurgte ham, hvornår den skulle udkomme. Der var tre uger til, så jeg undrede mig over, hvad de skulle bruge resten af tiden på. Det var så udelukkende til at faktatjekke den artikel. De tager hver artikel fra starten af, og så streger de ord efter ord over i takt med, at de er helt sikre på, at alt holder vand. Og det er altså en mursten af en artikel. Den arbejdsproces er jeg enormt stor tilhænger af. Det er artikler som disse, der gør, at journalistikken i sidste ende kommer til at overleve. Jeg er også på sociale medier og bruger dem i min kommunikation, men de repræsenterer jo alt det modsatte. The New Yorker forsvinder ikke i dit feed.

2Pac fik mig til at interessere mig for tekst i det hele taget. Den måde, han beskrev sit liv på, gav mig lyst til at skrive i folkeskolen.

Jakob Sheikh

Min fascination af The New Yorker viser også, at mit medieforbrug har ændret sig. Før læste jeg meget korte og rigtig lange formater, altså enten avisartikler eller bøger. Nu bruger jeg meget tid på det her longread-format. Singlen, som det også kaldes. På den ene side er formatet så aktuelt, at det er relevant for mig, på den anden side er der en afgrænsethed, som gør, at man kan overkomme det. The Guardian har skrevet en longread (After the liberation of Mosul, an orgy of killing, red.) om situationen i Irak, som jeg delte på Twitter forleden. I stedet for at beskrive hele fremrykningen i Mosul, og den måde den irakiske hær udraderede Islamisk Stat på, blev journalisten hængende i dagene efter for at se, hvad det er for et vakuum, krigen efterlader. Den irakiske hær – som vesten jo støtter – begyndte vilkårligt at slagte mistænkte IS-sympatisører. Det er den suverænt vigtigste historie, jeg har læst om Irak i flere år.

Jørgen Leth er en fantastisk skribent. Jeg har alle hans bøger, digte og film. Det er især hans evne til at sanse detaljerne, som den samlede journaliststand burde misunde. Han kan zoome ind på en hvid serviet og skrive 10 sider om den. Han går så dybt ned i detaljen, at det bliver til poesi. Sammen med 2Pac er han en de væsentligste grunde til, at jeg blev journalist. 2Pac fik mig til at interessere mig for tekst i det hele taget. Den måde, han beskrev sit liv på, gav mig lyst til at skrive i folkeskolen. Han har skrevet en simpel sang om sin mor (Dear Mama, red.), og for alle mulige andre kan det virke banalt, men i forhold til det, han kom fra, så var det på mange måder et modbillede til de andre rappere i hans tid. Jeg skrev en af mine bedste stile i grundskolen om 2Pac og den sang. I stedet for at overgøre det skrev han sine tekster ned. Det har jeg forsøgt at tage med i min egen journalistik. Da jeg skrev min bog om de danske syrienskrigere (Danmarks børn i hellig krig, red.), forsøgte jeg at lade historien fortælle sig selv og passe på med adjektiverne. Noget så dramatisk som bomber og krigere, der slår hinanden ihjel, er scener, der sagtens kan stå alene. 2Pac har lært mig at finde ind til sagens kerne. I den forstand går der en lige linje mellem Jørgen Leth og 2Pac. Det er en sætning, jeg aldrig troede, jeg skulle sige. Men det passer virkelig.

Fra Dossier nr. 6, januar 2018.

Læs også: