JANNE BREINHOLT BAK

om sine favoritbøger lige nu

Som redaktør for Gyldendal-forfattere som Søren Ulrik Thomsen, Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Niviaq Korneliussen tilbringer Janne Breinholt Bak størstedelen af sit liv i litteraturens verden. Hun søger imidlertid i høj grad også inspiration udefra, og så elsker hun, når litteraturen tager hende nye steder hen.

Når mine piger vågner, ved de altid, hvor de skal finde mig; i lænestolen med en bog eller et manuskript i hænderne. Min morgenstund er guld. I læsningen lader jeg op og får greb om den samtale, jeg skal have med en forfatter senere på dagen, eller jeg læser litteratur, der forbinder sig med de temaer, som mine forfattere er optaget af. Hver gang jeg dykker ned i et nyt værk, forbinder det sig med tidligere værker, jeg har læst. Litteratur og kunst i det hele taget har en afsmittende effekt på mit liv, og det sker overraskende ofte, at forfattere tænker nogle af de samme tanker på tværs af kulturer, landegrænser og tid. Det gjorde et stort indtryk på mig at læse Simone de Beauvoirs krystallinske værk ’De uadskillelige’, der ikke tidligere er udkommet på dansk, men som er blevet udgivet som en del af Gyldendals Skala-serie. Den skriver sig ind i en feminisme-tradition, som mange forfattere er optaget af i disse år, og nogle beslægtede temaer om kvinderoller udspiller sig i iranske Shahrnush Parsipurs ’Kvinder uden mænd’ fra 1989, som blev bandlyst i Iran, og kan også spores i en roman som Anne Lise Marstrand-Jørgensens ’Margrete I’ og i Amalie Skrams ’Constance Ring’ fra 1885. Skram er flere forfattere, blandt andre Malene Ravn og Geeti Amiri, inspireret af. Jeg synes, det er interessant, hvordan forfattere på den måde tankemæssigt forbinder sig med hinanden.

Jeg har også for nylig læst Annie Ernaux’ ’Årene’, som har en særlig plads hos mig, da jeg har boet i Frankrig ad flere omgange. Jeg har både en kærlighed til dokumentarismen og til skønlitteraturen. Det, der er så blændende ved hendes bog, er, at hun gennem sine egne erindringer formår at portrættere et lands kultur, litteratur, historie og særkende, samtidig med at hun får skabt et livsværk, der også er et portræt af hende selv. Jeg havde den samme oplevelse med Delphine de Vigans roman ’Alt må vige for natten’. Den har været inspirerende for mig at læse, fordi en del af de forfattere, jeg arbejder sammen med, har været interesseret i at undersøge, hvordan man transformerer levet liv til litteratur på nye måder, hvor der nærmere finder en undersøgelse sted, frem for at man i fortællingen lægger sig fast på én sandhed. Det afsøgende, uafgørlige sted er fantastisk spændende at arbejde med litterært.

De værker, jeg har læst, er et reservoir, jeg kan hente inspiration fra i arbejdet med forfatterne. Ofte bliver jeg kastet i nogle helt nye retninger, fordi en forfatter sidder med et projekt, hvor det pludselig bliver sjovt at se nærmere på et fænomen, jeg ikke tidligere har været opmærksom på. Det skete eksempelvis, da Eva Tind skrev romanen ’Kvinden der samlede verden’ om zoologen Marie Hammer, der beviste, at jordens kontinentalplader engang havde været forenet. Hammer blev jeg vanvittigt optaget af. Jeg føler mig meget privilegeret, når jeg på den måde får beriget min verden gennem den litteratur, jeg er med til at redigere.

Udover anbefalinger fra venner og kolleger lytter jeg også til, hvad mine børn ser af serier, hører af musik, podcasts og læser af litteratur. For eksempel Philip Pullmans trilogi ’Det Gyldne Kompas’, som er en stærk fortælling, mine piger har været opslugt af. Hans univers er lige så forgrenet og komplekst som de græske myter. I trilogien vokser børnene op med en daimon, en slags fiktiv manifestation af et menneskes sjæl i form af et dyr, der følger barnet og afspejler dets personlighed. Daimonen forandrer sig, indtil barnet bliver teenager, hvorefter den antager en fast karakter. Det er en stærk måde at skabe et billede på, hvad det vil sige at blive til som menneske. Faktisk var det hjerneforskeren Morten Kringelbach, der for mange år siden anbefalede mig og min ældste datter at læse Pullman. Og lige nu arbejder Morten Søndergaard, som jeg har haft et mangeårigt, berigende samarbejde med, på et projekt, som også er inspireret af blandt andre Pullman og filmskaberen Miyazaki. Så kan det være sjovt lige at genbesøge nogle af de bøger, jeg har læst med mine børn, eller gense Miyazakis ’Chihiro og heksene’.

I sine mere end 15 år på Gyldendal har Janne Breinholt Bak arbejdet med forfattere som Søren Ulrik Thomsen, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Eva Tind, Caspar Eric, Dy Plambeck, Morten Søndergaard og Niviaq Korneliussen. Inden da arbejdede hun på People’s Press og Rosinante, hvor den første bog, hun redigerede, var Desmond Tutus ’Ingen fremtid uden tilgivelse’ (2000)

Sammen med Johannes Riis (Gyldendals tidligere litterære direktør, red.) var jeg med til at redigere Søren Ulrik Thomsens essay ’Store Kongensgade 23’, der omhandler det sted, som Thomsen har følt sig mest forbundet med i sit liv, selvom han kun boede der i et års tid som ung. Han skildrer, hvordan hans mor i denne periode blev indlagt på psykiatrisk hospital, forsøgte at begå selvmord og fik elektrochok uden nogen virkning, og hvordan han dengang læste Peter Handkes ’Ulykkelig og uden ønsker’, som forfatteren skrev efter morens selvmord. Thomsens essay kan umiddelbart fremstå som det mest personlige, han har skrevet, men mange krystallinske punkter og passager peger direkte tilbage i forfatterskabet. Jeg er for tiden optaget af essay-genren, og arbejdet med bogen udviklede sig også til en samtale om andre essays. Mange tænker måske, at en redaktionel proces handler om, at en redaktør har skrevet kommentarer i margen, og derefter går forfatteren hjem og forholder sig til dem. Men for mig at se ligger det redaktionelle arbejde i samtalen om værket og om andre værker. Den samtale kan handle om hvad som helst, som springer ud af de tanker, jeg fik, da jeg læste værket, og af de spørgsmål, jeg stiller til forfatteren.

Samtidig med ’Store Kongensgade 23’ redigerede jeg Peter Øvig Knudsens bog ’Jeg er hvad jeg husker’, som jeg også er omtalt i (Janne Breinholt Bak og Peter Øvig Knudsen danner par privat, red.) De to bøger har et meget forskelligt syn på psykiatrien, og jeg synes, det er meget vigtigt, at man i forhold til et emne som psykiatri er i stand til at skabe så bredt og nuanceret et felt at tale ud fra som overhovedet muligt; at lade alle de synspunkter på det felt være til stede i verden og give dem tid og plads. De to forfattere taler ud fra et fælles udgangspunkt, en forælders psykiske sygdom, men de har meget forskellige oplevelser med sig i bagagen. Sådan noget synes jeg er tankevækkende og interessant.

Jeg har mange åbne værker slået op derhjemme, men når det kommer til lydbøger og podcasts lytter jeg kun til et værk ad gangen. Rebecca Bach-Lauritsens podcast ’Hvert år i oktober’ er en glasklar beskrivelse af, hvad det vil sige at miste en far. Et dobbeltportræt af en far og datter og en fortælling om, hvad det vil sige at sørge. Den var simpelthen så bevægende. Jeg er også meget begejstret for Babak Vakilis ’Generationen’. Han er dansk med iransk baggrund og har en uddannelse fra statskundskab. I podcasten taler han lige så naturligt om 2Pac, som han beskriver, hvordan Max Webers teori om statsdannelse og staters måde at anvende magt på går igen i de kriminelle bander. Han undersøger blandt andet, hvad det vil sige at finde en identitet i Danmark, når man også har iransk baggrund, og han gør det på en ekstremt skarp, tankemæssigt elastisk og humoristisk måde. Eksempelvis lader han en dialog udspille sig mellem Danmark og Iran, som var det navnene på to jaloux kærester, der har svært ved at give plads til den anden ’kvinde’ i hans liv. Hans timing er udsøgt, og min interesse for Iran blussede op igen efter lytningen, og jeg blev mindet om Nina Rasmussens rejseskildring ’Alene i Iran’, som hun udgav i 1999, da jeg arbejdede på Rosinante. Gyldendal har netop udgivet endnu en fremragende roman af iranske Parsipur, ’Frie oplevelser’, som jeg slugte i én frydefuld mundfuld, og jeg ser også frem til at læse med på Morten Søndergaards oversættelse af den iranske nationaldigter Hafez’ digte.

I de kommende uger er læselisten i den videnskabelige afdeling, da jeg forbereder en udstilling om Arktis, som jeg rejser til Grønland med i slutningen af marts. Derfor skal jeg have læst en Ph.d. om æstetiske billeddannelser fra det arktiske område, en nyere videnskabelig artikel om den grønlandske kontinentalsokkel, ligesom jeg skal genbesøge bøger af Arktis-ekspert Martin Breum, som jeg har haft et inspirerende samarbejde med gennem årene. Det var oprindeligt ham, der for elleve år siden med bogen ’Når isen forsvinder’ vakte min interesse for Arktis. Den handler om, hvordan isens forsvinden har skabt nye sejlruter i det arktiske område, og hvordan stormagterne af samme grund har været stærkt optaget af at få indflydelse i Arktis. Diskussionerne med Martin gav mig lyst til at undersøge, hvad der sker med vores måde at forstå os selv på, når Kongeriget Danmark sammen med Canada, Rusland og Norge gør krav på havbunden ved Nordpolen, og når Kongerigets krav lapper ind over det område, som Rusland også har gjort krav på. Med den ulykkelige aktuelle situation i Ukraine bliver det pludselig nyt for mig at se på de kort, jeg har tegnet over det område ved Nordpolen, som Rusland gør krav på. Martin Breum har fulgt udviklingen i Arktis tæt, og oplevelsen af at læse et værk, hvor forfatterens engagement, ambition og udsyn er tydeligt, kan bedst beskrives som en lyksalig rislen ned ad ryggen. Jeg er utroligt taknemmelig for, at forfattere, der skaber sådanne værker, findes i verden.