JOACHIM HOLGER WALDEMAR CHRISTIAN

Prins, Greve af Montpezat, Oberst af reserven, Særlig sagkyndig for Forsvarschefen for hjemmeværnets frivillige og personel af reserven

Når Hans Kongelige Højhed Prins Joachim møder på sit kontor på Kastellet i København, er han som regel klædt i civil. Nummer seks i den danske tronfølge, der som oberst af reserven ellers altid holder en række uniformer i beredskab i gar deroben, gør en dyd ud af at signalere, hvilken mission han er på: Han skal som særlig sagkyndig for den danske forsvarschef bringe forsvaret og det civile erhvervsliv tættere sammen. ”Forsvaret skal være en integreret del af samfundet Danmark anno 2017 Det skal ikke være en stat i staten,” som han siger.

Opgaven, som er et ulønnet deltidsjob, tilfaldt Prins Joachim, efter at den såkaldte Delstrategi 9 blev vedtaget med det eksisterende forsvarsforlig: Forsvaret skal groft sagt drage mere nytte af sine reservister, altså den del af forsvaret, der ikke er fastansat, men plejer civile karrierer. I prinsens tolk ning handler det om, at forsvaret skal være bedre til at sætte den enkelte reservists behov i centrum, for det falder i sidste ende positivt tilbage på både forsvaret og reservistens faste ar bejdsplads.

”På en meget stor skala, hvis vi indbefatter Hjemmeværnet, taler vi om 40.000 mennesker i reserven. Til sammenligning er der måske 12.000 mennesker, som har deres daglige gang i en uniform på en kaserne. Men der er altså langt flere, der har en aktie i forsvaret, dem ser man bare ikke. De skal plejes og passes bedre, for uden dem ville forsvaret være meget større, meget tungere at danse med og meget mindre omstillingsparat.”

I 2008 var hver femte danske officer til internationale operationer fra reserven, og Prins Joachim nævner selv, hvordan en reservist, der havde sit civile job i Skat, som udsendt i Afghanistan har været med til at opbygge et skattesystem i landet. Reservisten tog sine kompetencer fra sit daglige job med til fronten, og mon ikke denne erfaring også falder positivt tilbage på den udsendtes faste arbejdsgiver, pointerer prinsen.

”Det kan næsten sidestilles med et OL: Hvor meget er arbejdsgiveren indstillet på at låne sin medarbejder ud, så han eller hun ikke bare kan del tage, men også træne så meget mere, end fritiden tillader, at vedkommende måske endda kan vinde en medalje,” indleder han. ”Vi skal kunne sige til arbejdsgiveren: ’Vi kan gøre jeres medarbejdere stærkere, men I kommer altså til at undvære dem i perioder, for at det kan ske.’ Og forsvaret skal på sin side indse, at vi ikke bare skal stille med en tidsmæssig og økonomisk kompensation, men rent faktisk et indhold, så medarbejderen med rank ryg kan sige til sin arbejdsgiver og sin familie: ’Det, jeg gør her, vil flytte mig som menneske. Det vil derfor også gavne jer.’”

Det overordnede mål er at oprette et fast kontor, der skær per forbindelsen mellem forsvaret, reserven og reservens ar bejdsgivere. Prins Joachim har indrettet sit eget kontor med artefakter fra sin egen militære karriere. En hjelm og et ba sisbælte, der har set bedre dage og ifølge prinsen selv bør kunne komme i betragtning til Tøjhusmuseets permanente udstilling. En kampvognspatron. En miniatureudgave af den tank, han bestyrede engang i slut-80’erne, og som han fik af sin deling i bryllupsgave. Et verdenskort med magneter på de steder, han har gjort militær tjeneste: hvide magneter for pa radevirksomhed, sorte for øvelse, røde for Nato-sammenhæng og blå for FN sammenhæng. Prins Joachim er rundet af det danske forsvar, men han er i lige så høj grad præget af sin tid i det civile erhvervsliv, påpeger han.

”Jeg er jo en fagnørd, så hver gang jeg hører om en konflikt, anlægger jeg et militærstrategisk perspektiv på situationen. Men tilsvarende tænker jeg, hvad den civile indgangsvinkel ville være, når jeg møder problemstillinger i forsvaret. Hvordan ville en virksomhed se på det her? Hele arbejdet med Delstrategi 9 ville nok have været speedet op, hvis vi havde været en privat virksomhed, der var midt i en turnaround,” siger han. ”Det mindset har jeg været med til at ændre, og det skal jeg fortsat være med til at ændre.”

Fra Dossier nr. 4, september 2017.