Knud Romer

om at miste synet

Det tog Knud Romer 12 år at knække den svære toer Kort over Paradis. Men romanen knækkede også ham. Netop som de sidste punktummer skulle sættes, mistede forfatteren og radioværten synet på det ene øje, gik ned med angstanfald og endte på et psykiatrisk hospital.

DET PISSER NED, som det har gjort hele januar, så grundvandet er steget, og vejene er mudrede. Jeg er taget forbi for at besøge skovridderen, og der bliver bælgragende mørkt inde i skoven om aftenen, fordi træerne sluger alt lys. Vi drikker kaffe og snakker, og jeg tænker ikke på, at det er blevet sent, men det er nu heller ikke noget, der bekymrer mig. Jeg skal bare op ad hjulsporet, og så for enden til venstre ligger mit eget lille hus. Det stykke har jeg kørt tusinde gange før. Jeg siger farvel og lister mig af sted med det lange lys på. Mindre end et minut senere er jeg kørt i grøften.

Jeg er aldrig kørt galt i hele mit liv, og så kører jeg i grøften nu. Det er fuldstændig kulsort i skoven, og jeg står i smat, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med bilen, så jeg begynder at søge hjem. I løbet af ingen tid går jeg i krat, jeg har mistet vejen. Den er væk! Men den må jo være lige her, et par meter til venstre. Eller var det til højre? Jeg kan ikke se et øje for mig. Ej, rolig nu, Knud. Nu prøver vi lige nogle meter i den ene retning, nogle meter i den anden retning, så må du ramme den på et tidspunkt. Men jeg kan ikke mærke den. Så begynder jeg så småt at gå i panik. Jeg griber efter mine briller, og dem har jeg tabt, så griber jeg efter min mobiltelefon, og den er død. Nu ved jeg ikke, hvor jeg er. Jeg kan ikke se bilen, jeg kan ikke se vejen. Jeg holder min hånd op for mig, og jeg kan ikke se hånden! Der er en mur af mørke rundt om mig. Det pisser ned, klokken er otte, og jeg kan stå her i fucking 12 timer, uden jeg kan komme nogen vegne.

Pludselig kan jeg se et ganske svagt lys. Det må være fra skovridderens førstesal. Jeg begynder at gå efter lyset, jeg skal bare lige derhen. Jeg er reddet. Men så begynder jeg at gå i vand og siv. Jeg kan ikke gå længere, jeg er fanget. Jeg er simpelthen fucking fanget, og lige pludselig bliver den der lille skov, hvor der må være et hjulspor i nærheden, til en uendelig svensk granskov, hvor jeg er fortabt.

VED DU, HVAD der så sker? Vi kontrollerer vores følelser ved at have omverdenskontrol, men i det øjeblik, det bliver mørkt, har du ikke noget sted at projicere dem hen og binde dem, så de trækker sig tilbage i din egen krop, og pludselig lægger du mærke til, at du er en krop. Hjertet banker, du får kuldegysninger, vejrtrækningen. Snarere end at være en aktiv bevidsthed med øjne, der kontrollerer omgivelserne, begynder omgivelserne at antage subjektkarakter. De bliver til uhyrer, der er efter en.

”Nu drikker jeg ikke mere, for hvis jeg modificerer min bevidsthed den mindste smule, så drukner jeg i angst. Så når jeg drypper mine øjne, er det min sidste sjus i livet, en lillebitte regndråbe gin & tonic, der minder mig om, at jeg er invalideret.”

Knud Romer

Det er jo også reptilhjernen, der går i gang, den begynder af sig selv at sprøjte adrenalin ud. Du får paranoia i en mørk skov, det gør de fleste mennesker. Når man ikke kan kontrollere følelserne i synlige omgivelser, kan de stige ukontrollabelt. Du kan gå i panik. Og du GÅR i panik, for du er hjælpeløst overgivet til en kropslig, biologisk følelse, der går op i en spiral. For jo stærkere følelser du får, desto værre oplever du din situation, og desto stærkere følelser udløser det. Det er en ond angstspiral, der er fuldstændig vanvittig. Man får katastrofebevidsthed! Til sidst begynder man at skrige.

Så jeg står der og begynder at skrige om hjælp. Hjæææælp! Joachim! Hjææælp, hjælp! Jeg skriger i fem minutter, så højt har jeg aldrig skreget i mit liv. Hvornår skriger man i en by? Aldrig. Hvornår har du sidst skreget? Hvornår? Aldrig! Til sidst kan jeg høre langt borte: ’Knuuud!’ De hørte mig! Jeg er endelig reddet, denne gang er jeg reddet. Men er jeg reddet? Jeg står i vand og siv i en mørk skov i Danmark.

”Jeg tror ikke, at mennesker gør sig forestillinger om, hvordan det er at miste sin førlighedssans. Det er jo ikke kun sorgen over aldrig at se sine børns smil, aldrig mere at kunne læse sine bøger. Det er jo også at skulle kunne orientere sig, for det kan man jo ikke! Er du klar over, hvilken uendelig tillid du skal have til dine omgivelser? For du er jo prisgivet. Hvis man mister orienteringen og går i panik, bliver man kørt over eller falder i Nyhavn.”

MIN NYE ROMAN Kort over Paradis er en roman, der skulle gøre det umulige en gang til. For det umulige var at udkomme på Insel Verlag i Tyskland. Det er gudernes forlag, og jeg er den eneste levende dansker, der er udkommet der. Grunden til, at det er så svært at udkomme der, er også, fordi du aldrig udgår. Det er uafhængigt af salg. Man signerer første eksemplar fra trykken, sætter det på hylden i bankboksen, og så står man derinde til evig tid med Rilke og Walter Benjamin og de andre. Da jeg placerede Den som blinker er bange for døden i boksen, var det sidste, jeg hørte fra dem: ’Hr. Romer, bare fordi Deres første roman udkommer her, betyder det ikke, at Deres næste roman automatisk også gør det.’ Så jeg sad igen i den der knibe. Jeg har siddet og skrevet til Insel Verlag hele mit liv. Jeg har været et skrivende viskelæder af præstationsangst. Ikke godt nok, ikke godt nok. Jeg blev 46 år første gang, og nu skulle jeg så gøre det en gang til. Jeg havde allerede skudt min sølvkugle af sted. Det tog mig ni år at knække koden til Kort over Paradis, og siden har jeg skrevet om kap med tiden. Det har været en time-lock, hvor min indtjening er dalet og min B-skattegæld vokset, og jeg har ingen tid haft, for jeg har skullet tjene penge, passe børn, ordne alt det, som alle andre skal. Det eneste tidspunkt, jeg har kunnet skrive, var om natten, fra klokken 22 til 6 om morgenen på hvidvin og marihuana, og det er en hvirvel, der bliver vildere og vildere. Første år er det vildt, andet år er det sindssygt, tredje år er det fucking vanvittigt. Det er hver nat, for hvis jeg ikke bliver færdig i 2017, sidder jeg med en skattegæld på en kvart million, som jeg aldrig kan betale, og det næste år vil vi skulle gå fra hus og hjem. Jeg er i panik, så jeg lever om natten og skriver og skriver med tunnelsyn, mens tingene ramler omkring mig. Den 12. i 12. får jeg trykket på send, jeg får mit forskud, jeg har reddet vores økonomi, og jeg har skrevet 530 siders lyrisk prosa, der skal leve op til Insel Verlag.

SET I BAKSPEJLET kan jeg godt se, at jeg var begyndt at gå ind i dørkarme og snuble over trin. Men jeg tænkte bare: Knud, din klovn! Jeg har altid været lidt nærsynet og været vant til at misse lidt med øjnene. Jeg fik briller, da jeg var 20 år, men det var jo sådan nogle Harry Potter-briller, for jeg havde ikke brug for dem. Og ja, jeg havde haft lidt problemer med at køre om natten, men det er der mange, der har, for det er irriterende med refleksion i lys og sådan noget. Det var i småtingsafdelingen.

Men nu var jeg faret vild i skoven om natten, og jeg kunne mærke, at min kone blev mere og mere sur, for jeg kørte som en brækket arm i mørke, og hun råbte ad mig: ’Hvad fanden laver du, hvordan er det, du kører, der er grønt, der er rødt, pas på, for helvede!’

Nogle uger senere for jeg så vild i Øksnehallen til Historiske Dage og kunne ikke finde udgangen, og kort tid efter for jeg fandme vild i H&M, hvor jeg var inde for at købe en skjorte. Jeg blev svedig og desorienteret og havde det skidt over ikke at kunne finde ud, så jeg gik direkte over til Thiele. Jeg tænkte egentlig, at jeg bare skulle have nogle nye briller, og de tjekker og spørger: ’Kan du se?’ Nej. ’Kan du se?’ Nej. ’Kan du se?’ Nej. ’Jamen kan du overhovedet se?’… Nej.

JEG FÅR EN TID hos øjenlægen og løber derhen næste morgen, hvor jeg kommer ind til en fuldstændig klinisk depersonaliseret mand, der ikke hilser, der ikke taler til mig. Han sætter apparater på mine øjne, og det er fucking Clockwork Orange. Han siger ingenting. Hans ansigt er som en gravsten.

Langt om længe læner han sig tilbage: ’Du har grøn stær.’

Jamen, det kan man vel operere?

’Ej, det kan man ikke. Du har permanent mistet synet på højre øje.’

Jamen, hvad mener du? Kan jeg ikke få mit syn tilbage?

’Nej, det er synsnerverne, der er ødelagt. Du har heller ikke meget tilbage i banken på dit venstre.’

Jamen … Bliver jeg blind?

’Det kan vi ikke sige noget om.’

Ikke sige noget om!? Der må sgu da være en prognose!

’Om et år eller to kan vi jo se på, hvordan udviklingen er.’

Jamen … Jamen. I min roman er en af de vigtigste sætninger, som længe var den første sætning, der har ødelagt den for mig i årevis, fordi man ikke kan komme videre: ’Når solen går ned, får du øjnene stukket ud, så mørkt er der på Falster.’

Lægen kigger bare på mig og siger: ’Ja, det er jo helt profetisk.’

Så går jeg hjem og knækker fuldstændig sammen. Jeg får angstanfald, jeg får krampegråd.

NÅR JEG LUKKER det venstre øje, er jeg blind på det højre. Jeg får et fucking chok, mand! Jeg kan ikke se mine børn, jeg kan ikke se min kone, jeg kan ikke se bøgerne, jeg kan ikke læse! Der står en hel væg med gigantiske bogskabe med krystalglas i mit hjem, perler af bøger, jeg har samlet hele mit liv, som jeg har glædet mig til at sidde at læse, når jeg bliver gammel. Victoriansk børnebogslitteratur, det er et skatkammer af bøger. Jeg kan ikke læse dem! Jeg kan ikke skrive! Hvis man får prikket øjnene ud, er man færdig. Det er overlevelse. Det er en fuldkommen magtesløshed, at man ikke længere har selvkontrol, at man ikke længere kan indrette sig på sine egne præmisser, at man ikke kan bestemme over sig selv. Man er dømt til at leve i evigt mørke, til at famle i blinde. Hvordan skal jeg kunne gå på gaden? Hvordan undgår jeg at blive kørt ned eller falde i Nyhavn? Jeg kan jo ikke gå nogen steder hen! Hvordan kommer jeg ned til mit lille hus, mit paradis på jord, der er forsiden på Kort over Paradis, der, hvor min roman ender, hvor jeg kan gå hen, og så kan jeg stille bogen med huset uden på bogen ind i huset. Jeg kan snart ikke køre bil, så jeg kan ikke komme derhen. Jeg har mistet min frie vilje, jeg sidder og skider i hjørnet, jeg kan ikke engang finde lokummet!

”Det eneste tidspunkt, jeg har kunnet skrive, var om natten, fra klokken 22 til 6 om morgenen på hvidvin og marihuana, og det er en hvirvel, der bliver vildere og vildere. Første år er det vildt, andet år er det sindssygt, tredje år er det fucking vanvittigt.”

Knud Romer

Jeg er mere bange for livet end for døden. For ikke at kunne forsørge mig selv og være uafhængig. Jeg kan ikke klare afhængighed, jeg kan ikke klare det! Tanken om, at jeg ender i en lejlighed et eller andet sted på 10 kvadratmeter og sidder helt alene og er blind. Det gør mig pissebange. Jeg skal da for fanden ikke sidde på 10 fucking kvadratmeter beton, der lugter af pis, og få serveret mikroopvarmet vakuumpakket hundeæde som nr. 1628 i en eller anden container af en institution og sidde der og rådne op på andres præmisser. Jeg vil da være herre over mit eget liv, jeg vil da sidde i min egen stue, jeg vil da dø min egen død!

MIN KONE SIGER, at jeg ikke må skrige sådan foran børnene. Jeg er på grænsen til at få et reaktivt, psykotisk sammenbrud og beder en af mine venner om at køre mig til psykiatrisk skadestue på Bispebjerg. Det er aften og mørkt, da vi kommer, og der står en indvandrerkvinde med en Netto-pose over hovedet og skriger ude på parkeringspladsen. Vi går ind ad en dør, der bliver låst med dobbeltlås
bag os. Lyset er gået ud i gangen, jeg kan høre skrig, råb, latter, kommandoer. Vi går gennem en dør til, der også bliver låst med dobbeltlås. Det hele er fuldstændig klinisk, depersonaliseret, nedslidt, overbelagt, underbemandet. Det er det værste, jeg nogensinde har set. Det er værre end Gøgereden.

Jeg kommer ind i et venteværelse med gamle køkkenstole og en sækkestol, hvor jeg forestiller mig, folk ligger og græder. Jeg har fuldkommen angstanfald. Da lægen kommer, hvisker jeg til min ven: ’Kan du se nogen lyserøde papirer?’ Altså, tvangsindlæggelse. Dem er der ingen af, og jeg har mine borgerlige rettigheder, så I’m fucking out of here!

I hele april er jeg ikke hjemme, for jeg vil ikke ødelægge det for min kone og mine børn. Jeg trasker rundt i Københavns gader med min kuffert i hånden, med skæg, fedtet hår og beskidt tøj som en hjemløs, sover på tomme drengeværelser rundt omkring hos venner og bekendte, bor lidt på Lotte Svendsens gæsteværelse. Jeg sætter skriftstørrelsen i Kort over Paradis op til punkt 18, skærer romanen 150 sider, skriver den om, giver den en ny disposition og klipper den fuldstændig på ny. Hele romanen handler om den umulige drøm om at udkomme på Insel Verlag. Jeg har satset hele butikken, det kan ikke lade sig gøre ikke at udkomme der. Jeg kæmper med et psykotisk angstanfald, bukker hjørnerne og laver kæmpe tuschstreger. Jeg kan ikke se og bliver tyndere og tyndere.

Da jeg sætter punktummet til sidst og kommer hjem, er jeg færdig. Fuldstændig færdig. Jeg bliver simpelthen kørt ned af en tank bagfra. Det er en ren fysisk reaktion. Jeg har nået et niveau af stresshormoner i min krop, som den ikke længere kan magte. Det er, som om den stopklods, der gør, at vi kan kontrollere os selv, simpelthen sprænger, og min hjerne kører i overdrive. Som at cykle ned ad bakke uden at kunne følge med pedalerne. Fra at være den, der styrer tankerne og følelserne, styrer følelserne og tankerne mig. Jeg bliver til en badebold af rædsel på Det Indiske Ocean, og jeg bryder sammen. Min redaktør Sune de Souza Schmidt-Madsen kommer løbende om aftenen med sin læderhat og klipklapper og kører mig til Skovhus Psykiatrisk Hospital.

”Jeg har holdt så meget ud i min tid. Jeg regnede med, jeg var unbreakable, at jeg var lavet af stål, at jeg var et tysk frontsvin, der bliver kommanderet ud i kugleregnen, vel vidende at jeg skal dø. I min bevidsthed er jeg endda så meget et frontsvin, at jeg bliver ved med at gå, selv om jeg er død, for at nakke ham, der skød mig. Jeg troede virkelig ikke, jeg kunne knække. Det kunne jeg så.”

Blazer, Gant, 2.800 kr.
Skjorte, Gant, 900 kr.
Bukser, Gant, 1.500 kr.

JEG ER TYSKER af sind og opfatter alting som en tysk undergangshistorie, og på den måde passer det perfekt ind. Der har ikke været en sommer i mit liv, der har været rar. Der har ikke været et tidspunkt, hvor der har været fred, hvor der bare har været ro og angstløshed. Det som egentlig skulle være så nemt, at sidde og skrive i fred og ro, blev til en endeløs, frugtesløs kamp om anerkendelse, om at få lov til overhovedet at være her.

Du må regne med, at jeg aldrig rigtig fik nogen glæde ved Den som blinker er bange for døden. Den udløste en skandale ved at sætte ord på det danske tyskerhad, og jeg blev sat i gabestok på Rådhuspladsen, hvor hvem som helst kunne spytte af mig: ’Du er en løgner, du er en brøndpisser!’ Jeg kunne ikke komme ned til Nykøbing uden at blive dyppet i tjære og rullet i fjer. Jeg var en saltstøtte af rædsel, da jeg modtog De Gyldne Laurbær, for jo større opmærksomhed, jo større blev forstørrelsesglasset, og jo værre blev det. Jeg stod på angstdæmpende medicin og holdt min tale. Ingen undte mig, at jeg var den første debutant til at få De Gyldne Laurbær. Der var næsten ingen andre forfattere til stede, og det selvudnævnte parnas rynkede på næsen af mig – for ikke nok med, at jeg er tyskersvin, jeg er også … tekstforfatter, reklamemand, buh! Lige meget hvad jeg præsterer, vil de altid forsøge på at smadre det og pisse i min champagne og puste mit lys ud!

Da jeg fik De Gyldne Laurbær, sagde næstformanden for boghandlerklubben: ’Ja, tillykke, Knud, vi ville hellere ha’ givet den til Ida Jessen.’ For fucking rullende kameraer i TV-Avisen! Det efterfølgende år sætter de mig på sidste stol før lokummerne, og da Smærup får De Gyldne Laurbær, er det første, de siger: ’Ja, med al respekt, Romer …’ og kigger på mig: ’… så er vi virkelig glade for at give prisen til en rigtig forfatter i år.’ Så sidder jeg der. Okay, fedt, mand. En rigtig fucking forfatter. Så prøv lige at sende jeres manuskripter ned til Insel Verlag og se, hvor langt I kommer. Jeg skriver bedre med min røv i et mørkt lokale! Så fandme ikke om i det fucking øjeblik, hvor jeg har knækket min skriveblokering og den svære toer, hvor jeg oplever triumfen at skrive en bog om at udkomme på Insel Verlag, der udkommer på Insel Verlag, hvor jeg har reddet vores økonomi for en stund, hvor jeg kan tage pokalen og sætte mig på min digtertrone, læne mig tilbage og gå ind i min alderdom, hvor jeg kan leve det liv, jeg altid har villet, bare skrive i fred og ro og forsørge mig selv, så bliver det fandme også taget fra mig. Jeg bliver blind! Hele min fremtid er væk, den er gone. Der er jo ikke andet at sige. Hvad der kunne have været et smukt, optimistisk, selvudviklende liv blev bare en endeløs, frugtesløs, ødelæggende kamp. Skidegodt, tillykke med det, Knud.

“Jeg kæmper med et psykotisk angstanfald, bukker hjørnerne og laver kæmpe tuschstreger. Jeg kan ikke se og bliver tyndere og tyndere.”

Knud Romer

MEN DET ER MIN identitet, min selvfølelse, der bekymrer mig mest. Der er kommet en kronisk sygdom ind i mit liv, der fremmedgør mig for mig selv. Jeg var jo ikke mig selv mere, fra den dag jeg fik min diagnose. Før var jeg Peter Pan, jeg var udødelig. Jeg har oplevet masser af modgang, men det har jo været modgang, jeg kunne bekæmpe. Nu står jeg pludselig i en spændetrøje og skal slås. For når man bliver invalid, bliver man kastreret. Der kommer en revne gennem ens personlighedsporcelæn.

Jeg bliver mindet om det hver morgen, hver aften og hver nat, når jeg drypper mine øjne. Hvis jeg ikke gør det, stiger trykket med det samme og ødelægger de sidste rester af synsnerver. De dråber er forskellen på at se og ikke se, og jeg er pissebange for, hvor de er henne, og hvis jeg er et sted, og tiden pludselig trækker ud, går jeg i panik. Der er intet tidspunkt på døgnet, hvor jeg ikke bliver mindet om det. Nu drikker jeg ikke mere, for hvis jeg modificerer min bevidsthed den mindste smule, så drukner jeg i angst. Så når jeg drypper mine øjne, er det min sidste sjus i livet, en lillebitte regndråbe gin & tonic, der minder mig om, at jeg er invalideret.

DER ER FOLK med grøn stær, der mister synet fra den ene dag til den anden, når de åbner øjnene igen, er de blinde. Fordi du ikke ved, at du har det, og det udvikler sig som en tyv om natten, kan du først identificere det bagefter, og så er det for sent. Det nærmeste, man kan komme den totale klaustrofobi ved at blive levende begravet, er at vågne op en dag og så ikke kunne se. At blive blind er at dø. Man forsvinder ind i mørket og spørger sig selv, hvad man efterlod sig. Jeg tror ikke, at Den som blinker er bange for døden forsvinder, og jeg tror ikke, at Kort over Paradis forsvinder. De vil måske kunne modstå syndfloden, udslettelsen. Grunden til, at jeg skriver så tæt på min virkelighed, er jo, at jeg vil redde mig i land. Jeg prøver at bygge Noas Ark mod tidens flod, for selvfølgelig er det drømmen at bygge en ting inden i sig selv, rive den ud af kroppen og så stille den ind i verden, uden den kan forsvinde igen. Det er jo et ønske om at efterlade et forstenet aftryk. Men det er også nonsens, for hvad skal det til for? Det er jo ikke et forstenet aftryk for dig, det er et forstenet aftryk for andre, som du ikke kan bruge til noget, for du er væk.

I sidste ende er der ingen af os, der har absolut selvnærvær. Du ved da ikke, hvem du er, du ved da ikke, hvor du er henne. Kender du sandheden? Falder 10-øren, så længe du lever? Nej. Ved fysikerne det? Er der nogen, der ved noget som helst? Nej. Vi lever som skygger kastet af en sol bag vores ryg, og hvis vi går et skridt til, falder vi i graven. Ensomheden i at drukne i sin egen krop uden de andre, relationsløst, fuldstændig overgivet til den absolutte evige ensomhed, er den mest skrækindjagende, mest hjerteskærende, mest ødelæggende oplevelse, der er. Og så går folk rundt om dagen og bekymrer sig om caffelatte, og sådan noget, og man tænker, er I skrupskøre allesammen? I er blevet født med den ene bevidsthed, at I skal dø. Hvorfor skriger I ikke af angst? Vi lever i en tilstand af suspension, af udsættelse, af ubestemmelighed. Det går aldrig op for os. Vi kommer til at leve og dø som mennesker, der ikke ved, hvad der skete med os. Og så kommer vi til at være borte i evighedernes evighed. Prisen for det største mirakel er den største rædsel.

SKOVHUS Psykiatrisk Hospital er en lille bitte bondegård ude i skoven. Det er småt, og det er godt, og det miljøterapeutiske personale er på fornavn med dig. Der er fem patienter, ikke 1.200 som i Slagelse. Der går jeg rundt i 14 dage med hånden knyttet om en grankogle og skriger af ren, ufortyndet angst.

Man bliver selvhenførende af angst, for man overfortolker alt hele tiden. Man spejler sig i ting og ved ikke længere, hvem man selv er. Man er i hænderne på noget, der er større end en selv.

Det var der, jeg lærte angstens regler at kende, og som er det, der skal lære mig at blive blind. For det, man skal forstå med angst og med kærlighed for den sags skyld, er, at du selv er kilde til dine følelser. Man tror, at omgivelserne udløser følelserne, men omgivelserne er en forestilling om omgivelserne. Du har ikke noget gennemsigtigt vindue til virkeligheden, det er en mental fucking konstruktion.

Angsten er en lille hundehvalp, der løber efter dig, men jo mere du løber din vej, desto værre forestillinger gør du dig, og til sidst er det en ulv, der forfølger dig, og hvis man løber fra en ulv, så æder den dig. Man løber for at redde sig selv, men det, der skal redde en, er det, der får dig spist. Du skal ikke bare løbe, for helvede! Det, man skal gøre med al angst, er at standse op, trække vejret dybt ned i maven og vende sig om. For når man så sætter sig på hug og rækker hånden frem, er det en hundehvalp, der slikker din hånd.

DET ER I SLUTNINGEN af maj, og problemet er, at nu er min bog trykt, den skal udgives, der skal være foromtale, og jeg sidder på et psykiatrisk hospital. Jeg har været 12 år om det her. Bogen har kostet mig alt, inklusive mit syn. Hvad gør jeg, hvad gør jeg? Jeg har taget så mange ting på mig, kan jeg tage på mig, at jeg nu sidder, stigmatiseret som jeg er, på et psykiatrisk hospital? Jeg kigger på mig selv. Knud, alle de forfattere, du elsker, altså, du sidder i en hvid skjorte, du mangler bare en fucking stråhat, så er det 1890 og fuldkommen stereotypt, gal og genial, gal og genial. Det er den store, overskridende digter, der nu er blevet indlagt med angstanfald på en psykiatrisk anstalt. What’s not to fucking like!?

I øvrigt er det uimodståeligt at skrive om, og jeg skal kæmpe for min roman, og hvis det her ikke giver foromtale, så ved jeg ikke, hvad der gør. Men det var jo ikke kalkuleret, selv om folk altid tror, at det er reklameguruen, der endnu en gang laver realityshow. Det var nødvendighedens tvang, hvor jeg så til sidst sagde: Run with it! Tag dét, som er noget lort, som er noget negativt, som ødelægger dig, tag det på dig og brug det. Fucking hell, gør det til poesi. Jeg indoptager det, identificerer mig med det, forvandler det til en styrke. Jeg siger: ’Det er medfødt, Knud.’ Jeg har altid haft grøn stær. Det er min fugl. Min nattefugl, min … Raven, det er Edgar Allen Poe! Jeg har en sætning, jeg altid bruger, når det er rigtig slemt og irreversibelt: Does it add to the myth? Gør det det? Mig på sindssygehospital, blind. Det er da fucking vildt at være en blind lyriker! Hvordan var det lige, James Joyce så ud i sine sidste leveår? Han havde fucking klap for øjet! Skal du have klap for øjet, Knud? Du er så slidt og forslået, et ringvrag, en enøjet, forrevet kat, kan du leve med det? Kan jeg stadig være mig selv som blind – og slå fra mig? Er det en invalid, som ingen kvinde vil begære, og andre mænd vil have medlidenhed med, en stakkel? Det er mig, der kigger på dig med evigheden i de tomme øjne, det er, hvad det er.

MÅSKE ER DET at blive blind ligesom en ting, der skal prøves. Som en kæmpe flaske sort cola, der skal drikkes, og så vil du kunne tale om det bagefter. Jeg mener bare, hvis man ikke kan undgå det, hvad vil du gøre? So fucking be it.

Jeg kan bare se, at dårlige forfattere er folk, der ikke har oplevet noget erfaringsmæssigt. De har kun hørt om det og kun læst om det. Deres bøger er konstruerede, de er flade, der er intet selvoplevet, sitrende følelsesmæssigt udtryk i dem. Jeg har næsten aldrig rejst, og hver gang har jeg syntes, det var en pestilens. Der er ikke noget så latterligt som en palme. Er dét det grimmeste træ nogensinde, eller hvad? Det er en fucking pind med hængenosser og noget pubeshår. Hvor er den dog dum at se på! Der er alt for varmt, jeg hører ikke til, jeg bliver taget i røven, altså hvad skal jeg være der for? Jeg har levet mit liv i et meget begrænset geografisk område, men jeg har til gengæld levet mit liv til fulde følelsesmæssigt.

For mig er livet at være meget forelsket, ikke at få den, man vil have, at opleve al den frustration og modstand og kamp, al den ulykke, alle de psykiske sammenbrud, sorgen over min mor, sorgen over min far, fortvivlelsen, skænderierne med konen, glæden over at få børn. Alt det, der jo er et almindeligt menneskeliv med kærlighed og sorg og tab, og det samme med skæbneslag som sygdom og invalidering. Men humlen er, hvor intenst man oplever det. Man kan stirre sig blind på det, man mister, eller glædes over, at ens sang bliver smukkere af tabet. For selvfølgelig bliver man rigere af tab. Den største kærlighed, der findes, er ulykkelig kærlighed, fordi det er den yderste forstærkelse af følelsen, samtidig med at den sker på baggrund af en endnu mere omfattende sorg. Det er da klart, det er et helvede at sidde i, det er ikke rart. Hvem vil ikke hellere løbe rundt på bare fødder og holde i hånd og kysse. Men hvor længe løber folk rundt på bare tæer og holder i hånd og kysser? Hvornår begynder de at kede sig ihjel?

Jeg keder mig i hvert fald ikke.

Fra Dossier nr. 9, oktober 2018.