LENNART LAJBOSCHITZ

om bordtennis

JEG OPLEVER IGEN og igen, at bordtennis har nogle unikke egenskaber som socialt værktøj. Alle og enhver kan få et bat i hånden og skyde bolden over på den anden side af nettet. Måske ikke allerførste gang, men så anden eller tredje gang, for sporten er i sit udgangspunkt enormt simpel: ”Ram bolden, for helvede!” Og sådan noget som at spille rundt om bordet er let at få folk til. De fleste kender det, selv om de ikke aner noget som helst om bordtennis. Derfor har jeg også flere gange brugt bordtennis som et redskab til at få folk til at snakke sammen. Jeg ejer et hotel oppe i Hornbæk, og der stillede vi for nylig et bordtennisbord op, i håb om at der var nogle gæster, der kunne bruge det til et eller andet. Og samme dag fandt nogle sangskrivere fra USA og en gruppe ledere fra en stor dansk virksomhed hinanden over bordet, og de havde det virkelig skidesjovt, så de endte med at spille og hygge sig til klokken fire om natten. Også i Absalon har vi haft stor succes med bordtennis. Lige da vi åbnede, havde vi endda tre tidligere kinesiske verdensmestre på besøg for at spille mod nogle af vores bedste herhjemme, Michael Maze blandt andre, og det tiltrak en masse mennesker og opmærksomhed.

Jeg har også lige hørt om et projekt i New York, hvor der er blevet sat nogle bordtennisborde op i en park, og det har været meget populært blandt de socialt udsatte i området, der i stedet for at sidde og hænge er begyndt at spille rundt om bordet. Sådan noget gør mig virkelig glad. Faktisk har jeg ofte talt med min gode ven Niels Ramberg, der har omkring 75 danske bordtennismesterskaber på tværs af alle kategorier, om, hvordan vi kan få flere danske skoler til at bruge bordtennis på en fed måde.

”I en lille landsby i Kina opdagede jeg, at der var et bordtennisbord, hvor de lokale spillede, og en dag spurgte jeg, om jeg måtte være med. Så bankede jeg dem allesammen, og de måtte tilkalde forstærkninger. Til sidst stod der 500 mennesker og så mig spille mod en kvinde, der vistnok var Guangdong-provinsens bedste.”

LENNART LAJBOSCHITZ

I 80’erne havde jeg selv en stor oplevelse i Kina, hvor jeg rejste rundt med Sus, min kone. I en lille landsby opdagede jeg, at der var et bordtennisbord, hvor de lokale spillede, og en dag spurgte jeg, om jeg måtte være med. Så bankede jeg dem allesammen, og de måtte tilkalde forstærkninger. Til sidst stod der 500 mennesker og så mig spille mod en kvinde, der vist nok var Guangdong-provinsens bedste. At der på den måde kan komme større ting ud af noget så simpelt som bordtennis, synes jeg er helt forrygende.

Der er nok flere sportsgrene, der har en lignende funktion som samlingspunkt, men jeg vil sige, at bordtennis er unikt i kraft af sin tilgængelighed. Det er også nemt for to mennesker at stå ude i haven og sparke en bold til hinanden, men der skal alligevel en del mennesker og plads til, før man kan spille en rigtig fodboldkamp. Bordtennis kræver vitterligt meget, meget lidt: to mennesker, et bord og en bold. Helst også bat, men altså, i gamle dage brugte vi nogle gange bøger i stedet.

Til gengæld er fodbold meget mere tilskuervenligt end bordtennis. På afstand kan man jo ikke se skruet i et godt slag, så det kræver en vis forståelse for sporten, hvis den skal være sjov at se på. Det går jo så vanvittig hurtigt. Det var netop for at få bolden til at bevæge sig lidt langsommere i luften, at man for cirka tyve år siden ændrede boldens diameter fra 38 millimeter til 40 millimeter, men for folk, der ikke selv spiller bordtennis, er det stadig svært at få overblikket.

JEG BEGYNDTE AT spille bordtennis på Carolineskolen, den jødiske skole i København, hvor vi var nogle drenge, der blev helt opslugt af sporten i slutningen af 1970’erne. Vi var totalt nørdede og kunne slet ikke få nok af selv de mindste detaljer. Var battets træ defensivt eller offensivt? Altså, om det var et bat med meget kontrol og mindre hastighed, eller et bat med meget hastighed og mindre kontrol. Var der meget skru i bolden, eller var den mere straight? Det var sådan nogle ting, vi gik op i.

Lennart Lajboschitz er fotograferet i folkehuset Absalon på Vesterbro i København.

Polo, Björn Borg, 600 kr.
Shorts, Adidas, 349 kr.

Det var en anden tid at gå i skole i. Der var ikke særlig stor forskel på lærerne og eleverne – jeg var for eksempel på Roskilde Festival med nogle af vores undervisere. Jeg husker engang i 8. klasse, hvor vores engelsklærer kom ned til os i det, vi kaldte bordtenniskælderen og sagde: ”Nu er timen altså startet, vil I ikke nok være søde at komme op,” men der fik han bare besked på, at vi altså lige var midt i en vigtig bordtenniskamp, så det kunne vi ikke. Så gik han igen, og vi spillede videre.

I begyndelsen tænkte vi slet ikke på turneringer, træning eller taktik, det gjaldt kun om at slå sine venner. Men vi begyndte ret hurtigt i bordtennisklubben Zero. Jeg tror ikke, at den findes mere, men det var i nogle lokaler på Nørrebro, og der blev det hele jo så bare endnu mere seriøst. Vi ville være så gode som overhovedet muligt. Min ven og jeg fandt en mand ude i en kælder i Søborg, der solgte nogle superfede bat, og vi duftede til gummibelægningen og syntes, at det var det mest fantastiske i hele verden. Mit spil blev hurtigt meget bedre, så ikke længe efter begyndte jeg at spille med i officielle turneringer. På det tidspunkt har jeg vel været 13-14 år. Og faktisk har jeg spillet bordtennis lige siden. Det må være blevet til 48 år eller sådan noget efterhånden.

Undervejs har jeg også været bordtennistræner. Både i Hakoah, der er den jødiske sportsklub i København, og i en ungdomsklub på Vesterbro. Så sporten har ikke kun givet mig en masse oplevelser og minder. Den har gennem årene, da jeg var yngre i hvert fald, også været en indtægtskilde. Jeg tjente simpelthen penge på at træne unge mennesker i at spille bordtennis. Men det vigtigste har altid været det sociale netværk. Jeg ser stadig folk, som jeg på den ene eller anden måde har mødt gennem sporten – enten som spiller eller træner. Dem, jeg spiller på hold med i dag i Hakoah, er nogen, jeg har kendt i 30-40 år, og det er ret sjovt, at vi har fulgtes så længe, synes jeg. Også dem, vi spiller kampe mod, er jo nogen, der har spillet i mange år, så folk kender hinanden på kryds og tværs. Men det sociale betyder ikke, at jeg er ligeglad med, om jeg vinder eller taber. Når jeg spiller kamp, tager jeg det virkelig seriøst. Forleden var der nogle gutter, der larmede helt vildt, mens jeg spillede kamp, og det blev jeg godt nok irriteret over. Jeg går op i det med liv og sjæl og kræver maksimum koncentration.

”I vores dagligdag kører vi på en eller anden form for autopilot. Vi skifter hele tiden fokus og er ofte ikke rigtigt tilstede. Men det går ikke i bordtennis. Der er man tvunget til at være i nuet.”

LENNART LAJBOSCHITZ

NETOP HVORDAN ET godt spil bordtennis forudsætter, at man lukker verden ude, synes jeg er enormt fascinerende. Hvis du begynder at tænke bordtennis, så bliver du rigtig dårlig. Du låser i benene, og det går ikke. For at blive god er du nødt til at lære at spille bordtennis, uden at du tænker på bordtennis.Det foregår så hurtigt, at du simpelthen bare er nødt til at reagere, som det falder dig ind.

I bordtennis snakker man om overkroppen, skulderen, albuen og håndleddet som fire separate elementer, der skal smelte sammen for, at et slag bliver godt. Det nytter ikke, hvis der kun er styr på én af tingene. Det handler om at komme til det niveau, hvor benene hele tiden arbejder, og overkroppen og armen på en eller anden måde bliver til ét. Det er, ligesom når man skal lære at cykle. Der må man heller ikke tænke på, at man cykler. Man skal bare gøre det. Eller som når en kunstmaler står og maler. Hvis han tænker på, at maleriet skal udstilles, så bliver det ikke godt. Han bliver nødt til at være ét med maleriet, og så bagefter kan han tænke over, hvor det skal udstilles. På den måde synes jeg, at hele processen med at lære at spille bordtennis, altså sådan for alvor, er intellektuelt tilfredsstillende, for man kan ikke være god til bordtennis uden at være stærk mentalt.

Når jeg spiller bordtennis, træner jeg også min hjerne. Det kræver vanvittig koncentration, og man skal helst ikke tænke på sejr eller nederlag, for så risikerer man, at det bliver boldene, der angriber dig, i stedet for dig, der angriber boldene. På den måde synes jeg faktisk, at bordtennis har lært mig noget. Det har lært mig at være til stede og koncentrere mig fuldt ud om én ting ad gangen, en bold ad gangen. I vores dagligdag kører vi på en eller anden form for autopilot. Vi skifter hele tiden fokus og er ofte ikke rigtigt til stede. Men det går ikke i bordtennis. Der er man tvunget til at være i nuet.

Mange tænker, at der ikke er så meget taktik i bordtennis, men det er der. Der er masser. Det er de samme spørgsmål, som man stiller sig selv i fodbold: Skal man trække tempoet ud af kampen, eller skal der fart på? Skal man spille offensivt og tage chancer eller spille defensivt og sikkert? Det må man afgøre, ud fra hvad ens modstander er god til, så det gælder virkelig om at være vågen og kunne analysere kampen. Men man skal selvfølgelig også være bevidst om sine egne styrker. Jeg har for eksempel en virkelig god boldkontrol, men til gengæld er jeg ikke så hurtig.

Jeg havde en kamp den anden dag, hvor jeg spillede mod det, vi kalder en materiale spiller. Det vil sige, at siderne på hans bat var forskellige; den ene side var død, og den anden side var med skru. Der ærgrede det mig helt vildt, at jeg tabte, for jeg burde have luret, hvilken taktik der var bedst mod sådan en spiller. Det har jeg bandet lidt over lige siden. Jeg tænker ofte på, hvordan jeg kan forbedre mit bordtennisspil. Hvordan jeg kan finjustere min teknik og taktik.

Jeg kan sagtens finde på at se bordtennis videoer for at lure nogle tricks af fra de professionelle, og af og til ser jeg også tennis for at blive inspireret af forskellige slag, fordi der er mange ting fra den sport, man sagtens kan overføre til bordtennis. Jeg vil gerne være så god som overhovedet muligt.

Fra Dossier nr. 10, december-januar 2018/2019.