Mette Østergaard

om sit medieforbrug

JEG VÅGNER som regel til en push-besked på min telefon. Det kan være fra Ritzau, DR, TV 2, BT eller et andet stort dansk medie. Det er ofte styrende for, hvad jeg læser først på nettet om morgenen. Jeg tjekker altid vores eget site på Berlingske og ryger også forbi Instagram og et par andre sociale medier. I mit arbejde er jeg opdraget til at skimme alle aviser, inden jeg møder på arbejde. Som chefredaktør på Berlingske er det en del af mit job at være velorienteret om den danske nyhedsdagsorden hver eneste dag. På mit dørtrin ligger papiravisen fra både Berlingske, Politiken og Jyllands-Posten. Jeg tager dem med ind og når at læse lidt, inden jeg vækker mine børn. Resten tager jeg over morgenmaden. Det giver sig selv, at jeg ikke kan nå at læse det hele i detaljer, men jeg danner mig et overblik over, hvad det er, aviserne har valgt at prioritere den pågældende dag. Jeg kigger mest efter perspektivhistorier, for nyhederne har jeg allerede fået digitalt. Det er også et konkurrentbillede, jeg danner mig. Jeg kan stadig blive irriteret, hvis jeg ser, at de andre har en historie, jeg gerne ville have haft, eller hvis de har løst en opgave bedre, end vi selv har gjort.

Jeg har en svaghed for TV 2 News. Jeg var med til at starte kanalen tilbage i 2007. Vi stod 100 mennesker i en tom betonhal og fik at vide, at vi skulle gå i luften med en ny tv-kanal to måneder senere. Det var lidt historien om humlebien, der ikke kan flyve, men det var også en fantastisk tid med sejre, fiaskoer og en indædt vilje til at vise, at der rent faktisk var basis for en 24-timers nyhedskanal i et lille land som Danmark. Det var der ingen andre, som kunne se dengang. Jeg kender kanalen indgående og har stadig en stor kærlighed til den. Også fordi den beskæftiger sig så meget med politik, som er det stofområde, jeg nørder allermest. TV 2 News kører gerne, hvor end jeg er, både på mit kontor på avisen og som bagtæppe derhjemme.

Mette Østergaard, 41 år, er chefredaktør på Berlingske. Hun er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2006 og har tidligere været bl.a. politisk redaktør på Politiken og chefredaktør og kanalchef på TV 2 News.

Internationale medier følger jeg primært gennem nyhedsbreve. Nyhedsbreve er kæmpestore i USA, og vi er også ved at komme efter det herhjemme – men vi kan stadig blive meget bedre. Jeg abonnerer på The Skimm, som er en kondenseret udgave af det amerikanske nyhedsbillede. Jeg får også Politico Playbook, hvor Det Hvide Hus-korrespondenten Mike Allen tager læserne med en tur gennem det seneste i amerikansk politik. Den danske pendant er Berlingskes egen Den Politiske Morgenpost, som med en personlig stemme giver et overblik over, hvad der sker lige nu i den politiske verden. Når jeg har læst dem, føler jeg mig godt klædt på.

Jeg har for nylig fulgt det tyske valg på CNN. Deres dækning var overraskende god og objektiv. Ellers synes jeg, at de amerikanske tv-kanaler er blevet enormt biased. Sådan har det været med FOX News i årevis, men det er en tendens, der har sneget sig ind i næsten alle amerikanske medier. På CNN er værterne nærmest blevet politiske kommentatorer. Selv på hæderkronede The New York Times, som jeg ellers elsker for deres fremragende, dybdeborende journalistik, skinner de politiske holdninger igennem. Jeg synes, at det skader mediernes troværdighed.

Mens jeg cykler hjem fra arbejde, lytter jeg gerne til vores egen nyhedspodcast Pilestræde. Skal det være mere underholdende, lytter jeg til Det, vi taler om, når den udkommer om fredagen. Jeg kender flere af paneldeltagerne personligt, så det er lidt som at være med til en privatfest. Ellers bruger jeg mest podcasts til fascination, fordybelse og perspektiv og lytter også gerne til true crime fra Serial eller Third Ear.

Derhjemme er jeg holdt helt op med at se flow-tv. Engang var det en fast rutine, at jeg satte mig og så TV-Avisen, men det gør jeg ikke længere. Jeg streamer udvalgte programmer, enten dokumentarer eller underholdning. Min guilty pleasure er Gift ved første blik. God tv-underholdning er ofte enten ”gid det var mig” eller ”godt, det ikke er mig”. Gift ved første blik falder i den sidste kategori. Det er et program, som stiller mit behov for at snage lidt i andres liv. Ved 21-tiden om aftenen udkommer e-aviserne fra de danske dagblade. Dem tjekker jeg hurtigt, inden jeg går i seng.

Jeg holdt for nylig et foredrag om #MeToo i Pressen i Politikens Hus. I gave fik jeg en bog fra serien ’Tænkepauser’, som udgives af Aarhus Universitetsforlag. Det er små, hæftede bøger på 60 sider, som tager en time eller to at læse, og som giver læseren et forskningsmæssigt perspektiv på et almengyldigt emne. Jeg læste om politik af professor i statskundskab Michael Bang Petersen. Han beskriver, hvordan mennesket er et politisk dyr, og at vores politiske overbevisning er styret af biologi og drifter. Det forklarer bl.a., hvorfor rationelle argumenter kan have svært ved at trænge igennem i politik. Det var virkelig en intellektuel vitaminindsprøjtning, som jeg gerne vil anbefale til andre.

Fra Dossier nr. 27, november-december 2021.