Rachel Cusk

om at begynde forfra

Rachel Cusks forfatterskab har splittet anmeldere og læsere. Hendes bøger om moderskab og skilsmisse er først de senere år, mange år efter at de er udkommet, blevet massive succeser, og hendes efterfølgende trilogi er udråbt til at være en nyskabelse inden for romangenren. Men hvad så nu? Hvad skriver man – og hvor går man hen, når man – som Cusk – altid har været forud for sin tid og for alt i verden ikke vil gentage sig selv? Svaret er … Paris. Dossiers chefredaktør, Christina Zemanova, har besøgt hende.

Vi er Brexit-flygtninge. Vi havde ikke lyst til at blive i England. I min generation er der en ufattelig vrede over det, der er sket rent politisk. Det er et tab af hele vores virkelighed. Og der er ingen god grund til, at vi skulle lide det tab. Det er gået helt galt politisk, og det er kvalmende. Vi valgte Paris, fordi det er tæt på England, og fordi jeg taler godt nok fransk til at flytte herover. Så det var en rationel beslutning, men den blev truffet i sidste øjeblik. Vi flyttede ud af England, få dage inden man skulle være ude, hvis man ville væk. På grund af den massive lockdown ankom vi først i juni. Det er bittersødt at være flyttet. Det, vi har forladt, kan aldrig genskabes. Det findes ikke mere. Men beslutningen har også vist sig at være rigtig god. Det er et nyt kapitel i mit liv.

Vi solgte vores hus (i Norfolk nord for London, red.), vores ting er opmagasinerede. Det er svært at få revet rødderne over i den her alder. Jeg er flyttet så mange gange i mit liv. Født i Canada, blive flyttet til England, selv om jeg ikke ville, og aldrig vende tilbage. Jeg har også flyttet rundt i England. Men for første gang har jeg nu tid til at tænke over, hvad det betyder at rykke rundt, flytte, få kappet sine rødder. Hvad er rødder? Jeg har ingen. Jeg har ingen der, og jeg får sikkert aldrig nogen her. Er det mon et udgangspunkt for forfatterskaber: en hændelse som en flytning eller sygdom, en oplevelse, der vækker én essentielt og får én til at blive en observator. Mon det betyder, at dét at skrive kommer fra et sår eller en revne i én selv? Jeg overvejer, om det er rigtigt.

Rachel Cusk er 54 år, og bor i Paris med sin mand. Har skrevet romanerne ’Et livsværk’ om moderskab og ’Efterskælv’ om sin skilsmisse. Begge blev mødt af massiv kritik, da de udkom. Trilogien ’Omrids’, ’Transit’ og ’Kudos’ fulgte og senest ‘A Second Place’, der endnu ikke er udkommet på dansk.

Paris var ikke en by, jeg kendte særlig godt. Jeg er kommet meget hos Shakespeare & Co (boghandler og bogcafe i det 5. arr., red.), men ellers har jeg kun været her, som man er det som turist. Shakespeare & Co har opbygget et fællesskab i byen, og de hjalp med at finde denne her lejlighed, som jeg lejer. De er meget mere end en boghandel. De er som en slags ambassade, og de kender alle. Det er et fantastisk sted. Nu er jeg ved at lære byen at kende. Det er nemt at få venner her. Men det er også en lidt klaustrofobisk social verden, hvor alle på min alder kender hinanden. Hvis man bliver her i tyve år, tror jeg nok, at det kan blive lidt for meget.

Læs også:

For os er området omkring Paris Saint Germain fantastisk, men vi ved godt, at der andre steder i byen er et helt andet liv. Mine franske venner siger, at dette område er som et museum. Men det har til gengæld været meget nemt for mig at finde mine fødder her. Det er nærmest en kliche at bo et sted, der er så historisk – men nogle gange er en kliche helt i orden.

Den franske høflighed er noget, jeg virkelig sætter pris på. Det er det modsatte af den britiske lige nu, hvor folk siger de mest modbydelige ting. Selvkontrol, formaliteter, tonen på gaden, alt det giver mere plads til hvert enkelt individ, jeg ser, hvordan også ældre mennesker bliver behandlet med en meget stor grad af respekt. På andre tidspunkter i mit liv ville det have irriteret mig med al den formalitet. Men i øjeblikket, når man på den anden side kan se, at tonen i Storbritannien er barbarisk, fungerer det godt.

Jeg føler, at jeg er tilpas anonym her, til at jeg kan begynde at tænke over tingene på en ny måde. Jeg er begyndt at leve på et andet sprog. Det er ret interessant, for jeg var træt af engelsk. Mit franske er nok som et treårigt barns – jeg taler meget langsomt. Der ligger en uskyld i at have mistet et helt sprogsystem. Jeg går på en lille bitte vejbane sprogmæssigt. I stedet for at stå på 5th Avenue med baner over det hele. Nogle gange er det hæsligt at føle sig så magtesløs. Jeg kan sagtens deltage i indviklede diskussioner om emner, jeg er interesseret i, hvorimod det er svært at føre en simpel samtale med lægen, ekspedienten og taxachaufføren. Men enkelheden i det er meget spændende for mig og en ny måde at tænke på – i forbindelse med at skrive. Lige nu forsøger jeg at skrive nogle meget lange essays. Og jeg kan mærke, at mit sprog forandrer sig og bliver meget mere koncist. Meget ærligt.

Jeg har aldrig kunnet skrive i byer. Derfor er jeg altid taget væk, når jeg var i gang med en bog. Det er en af grundene til, at vi boede ude på landet. Så jeg har tænkt over, hvordan det bliver at skrive her. Jeg har ikke svaret endnu. Jeg er ikke sikker på, at man kan miste sig selv på samme måde her … og hvis man gjorde, ville man øjeblikkeligt blive ramt af nogen, der kom kørende på en cykel virkelig hurtigt ned ad de nye cykelstier, der går imod kørselsretningen. Jeg ser på dem og tænker: Det bliver min død. Og den kan komme snart. Jeg krydser vejen, fordi der er grønt, men cyklerne følger ikke lysene. Den slags gør det svært at miste sig selv.

I denne fase af mit liv kan jeg ikke skrive noget som helst, medmindre det føles nyt for mig. Jeg er meget opmærksom på ikke at komme til at skrive noget, der er ’mig, der imiterer mig’. Jeg ved ikke, om jeg har skrevet 80 procent af alt det, jeg nogensinde kommer til at skrive.

Læs også:

I stedet læser jeg, ser på kunst, rejser. Hænger ud og venter på, at der sker noget. Og pludselig ser jeg dét. Og så går der lang tid, hvor jeg forsøger at komme rundt om og finde ud af, hvad det er, jeg ser. Selve skrivefasen er meget hurtig. Nogle gange kun en måned, men så bruger jeg også tyve timer om dagen på at skrive. Jeg arbejder sådan, fordi jeg ikke plejede at have særlig meget tid til at arbejde, da jeg havde små børn. De vækkede mig ofte om natten, da de var små, og når jeg efterfølgende lå vågen i sengen, skrev jeg i mit hoved. Derfor udviklede jeg stærke hukommelsesteknikker. Til sidst tog jeg væk i en kort periode og skrev, så meget jeg kunne. Det har ændret den måde, min hjerne fungerer på. Men jeg prøver faktisk at komme ud af det igen. Jeg behøver ikke at arbejde sådan længere.

Forfatter Rachel Cusk lejer lejligheden på øverste etage i det arrondissement, mens hun og hendes mand finder et sted, de har lyst til selv at købe. Det eneste, hun har taget med til Paris, er sit tøj og nogle enkelte af sine bøger. Alt andet er opmagasineret i England.

Det er helt fantastisk at tage på museer i Paris efter så lang tid uden. Min mand er kunstmaler, og det seneste halvandet år er jeg taget hen i hans atelier og har set på hans kunst. Nu har jeg lavet mine egne vandreture. Hver eneste dag, siden vi flyttede hertil, har jeg gået 15-20 kilometer og set på kunst og kirker. Jeg har været ude og se en smuk kirke i det

14. arrondissement, som blev skabt til de arbejdere, der byggede Eiffeltårnet. Der er et metalskelet indeni. (Notre dame du Travail, red.). Vi besøger kunstnernes egne huse, der er mange af den slags små museer her i byen.

Jeg har lige talt med min datter om historie versus nyheder. Min datter har netop droppet at være på de sociale medier, og hun fortalte mig, at hun i stedet er begyndt at researche. For eksempel ville hun gerne vide noget om 11. september, fordi hun kun var to år, da det skete. Nu har hun læst en masse bøger og set dokumentarer. Hun er også begyndt at interessere sig for Kinas historie. Jeg har altid tænkt på historien som en fjende, som et sted, hvor man går hen for at gemme sig for nuet. Men nu tror jeg, at gabet mellem nyheder og virkeligheden er så stor for tiden, at historien faktisk er et bedre sted at opholde sig.

Fra Dossier nr. 27, november-december 2021.

Læs også: