Taus Abildgaard

om at få idéer

Uanset hvor mange afslag 36-årige Taus Abildgaard får på en idé, dropper han den ikke, hvis han selv synes, at den er vigtig. Som kreativ chef og medejer af Drive Studios, der producerer tv-programmer og kommercielt indhold til et nyt, broget mediebillede, har han udviklet sin sans for at spotte, hvornår hans egne idéer er gode, og hvornår andre, der pitcher til ham, virkelig mener det.

FOR MIG VIRKER det ikke at sætte mig ned og sige: Nu skal jeg være kreativ. Hos mig kommer ideerne på de underligste tidspunkter, hvor det går op for mig, at to ender inde i mit hoved kan mødes og blive til et program. Ideen til ’Koden til Kærlighed’, som blev sendt på DR3, opstod, da jeg snakkede med vores udviklingschef Sofie om, hvor populært dating er blevet på tv. Programmerne er gode og har høje seertal, men der er jo næsten ingen, der bliver sammen. Her på Drive Studios bruger vi rigtig meget data i vores arbejde: Vi kan se, hvornår folk springer fra og klipper indhold om efter det. Vi kan altså bruge data til at få indsigt i relevante ting, og vi kom til at snakke om, at mange store virksomheder bruger data til at løse deres problemer. Så tænkte vi: Kan man gøre det samme inden for dating? Kan man lave en algoritme, der gør, at folk med høj sandsynlighed bliver sammen, hvis man sætter dem op på en date? Vi kontaktede DTU og allierede os med en masse virkelig kloge mennesker – nørder, der ved en masse om deres felt, er for mig nok den største kilde til inspiration. Vi fik udviklet en algoritme, og snart kommer anden sæson, hvor algoritmen, fordi der er kommet mere data til, bare er blevet endnu bedre. Den idé blev solgt på meget kort tid. Da Sigurd (Bæk Jensen, CEO, red.) og jeg startede Drive for tre et halvt år siden, syntes vi, at der manglede et produktionsselskab, der kunne forstå de nye platforme i et mediebillede i opbrud. Hvis man skal lave indhold til Snapchat, nytter det ikke noget, at man bare klipper en bid ud af sit tv-program og viser det på Snapchat. Man er nødt til at lave et format, der er en del af hovedkonceptet, som er tilpasset flere forskellige platforme og flere forskellige målgrupper.

Ud over tv-programmer fortæller vi historier for brands. Men vi laver ikke reklamer. Så hvis en kunde ved første møde begynder at tale om, hvordan man får produktet mest muligt med i videoen, så er det ikke os, de skal arbejde sammen med. Hvis man gerne vil sælge 4.000 Klovborg-oste på en uge, er det ikke her. Vi vil hellere fortælle historier, der ligger lidt væk fra brandet, men som folk gerne vil se.

Vi har for eksempel lavet en stor kampagne for Carlsberg, og i stedet for at fortælle, at Carlsberg laver gode øl eller sponsorerer Liverpool, fortæller vi, at de gennem deres fond giver en masse ting tilbage til samfundet. Det var for eksempel hos Carlsberg på Valby Bakke, at pH-skalaen blev opfundet (og brugt til at teste øllens surhed, som er afgørende for gæring og smag, red.), og så har vi lavet en historie om en greenkeeper i Skotland, der bruger pH-skalaen hver dag til at holde sin golfbane grøn og flot. I forskellige golfgrupper på Facebook ligger en version, der er ti minutter lang og meget nørdet. Andre steder ligger en kortere version, som du måske vil synes er mere spændende, og som handler om den her greenkeepers forhold til sin søn. Vi har mange journalister ansat, og sådan en kampagne starter med, at de tager ud til brandet og finder ud af, hvilke gode historier der gemmer sig. Og så finder vi ud af, hvordan vi kan fortælle dem, så det er fedt at se på – i stedet for at lave en reklame, man maser ned i halsen på folk.

SIDEN JEG VAR lille, har jeg godt kunnet lide at fortælle historier. I folkeskolen gav min dansklærer mig lov til ikke at holde mig til emnerne i mine stile, fordi hun syntes, at historierne blev meget bedre, når jeg skrev fristil. I et selskab kan jeg også godt lide at fortælle historier. Jeg lægger nok lige 20 procent oveni, hvor vildt det var, men det ved mine venner godt, og så kan de lige trække lidt fra. Alt for den gode historie.

Jeg havde altid troet, at jeg skulle være producent, altså være chef for programmerne. Indtil jeg kom til at arbejde sammen med Casper Christensen, som jeg altid har syntes var virkelig sej. Kort tid efter at jeg var startet i hans produktionsselskab Douglas, sagde han: ’Det skal du ikke. Du skal udvikle ting, det er du meget bedre til.’ Det tog mig virkelig lang tid at tage det til mig, men nu har jeg fundet ud af, at det er det, jeg er god til: at se et marked, se, hvilke programmer der skal laves, og præsentere dem for en kunde, som kan være et medie eller et brand, og få dem produceret. Casper Christensen var meget inspirerende at være tæt på – han kunne få en idé til en fiktionsserie over en frokost. Ham tænker jeg tit på, når jeg skal udvikle et eller andet. Hvad ville han have gjort?

”I et selskab kan jeg også godt lide at fortælle historier. Jeg lægger nok lige 20 procent oveni, hvor vildt det var, men det ved mine venner godt, og så kan de lige trække lidt fra.”

Taus Abildgaard

Jeg oplever, at det med at være god til at få ideer er noget, der kommer over tid. Man skal være åben over for det og træne sig op. Hver gang jeg ser eller hører noget interessant, tænker jeg på, hvordan jeg kan bruge det til at lave indhold. I starten gemte jeg altid på mine bedste ideer for at få credit for dem. Nu har jeg fundet ud af, at jo højere man råber sin idé, og jo flere man fortæller den til, jo flere inputs får man, jo stærkere bliver ideen, og så stiger chancen for, at den bliver til noget. Jeg fortæller om den derhjemme, på kontoret eller til mine venner. Man skal tale om sine ideer med så mange som muligt. Så kan man også mærke, om den er der.

Engang havde jeg en blok med mig overalt, til når jeg fik en genial idé. Og så kiggede jeg på den efter et par måneder og tænkte: ’Hold kæft, det var en dårlig idé!’ Så nu er jeg holdt op med at skrive dem ned. For hvis de bliver siddende og kommer op igen, er det, fordi de er gode nok.

En idé, jeg ikke ville give slip på, handlede om at kommunikere noget om klimaet ud til en yngre generation. Vi udviklede en serie sammen med komiker Magnus Millang, der går meget op i klimaet, og som godt kunne tænke sig at være mere grøn, men ikke vidste, hvordan han skulle gøre, og som hellere ville køre Tesla end Nissan Leaf. Der er normalt ikke så høje seertal i klima, og ingen tv-stationer var interesserede. Men vi syntes, at ideen var så stærk og vigtig, at vi gik til et energiselskab og endte med at producere seks afsnit om, hvordan man bliver mere grøn. Det er jo ikke public service, fordi det er brandet indhold, men derfor kan det alligevel godt være med til at kickstarte et bæredygtigt budskab, og serien fik fantastisk høje tal – nok fordi vi behandlede noget vigtigt på en sjov måde.

Fra Drive Studios’ tre kontorer i henholdsvis Berlin, New York og her i København bestræber Taus Abildgaard og resten af
holdet på produktionsselskabet Drive Studios sig på at skabe begavet indhold til kunder som YouSee, BBC, DR3, Carlsberg og Facebook og distribuere indholdet der, hvor målgruppen er.

Jakke, Hermès, 30.600 kr.
Strik, Selected, 400 kr.
Bukser, NN07, 999 kr.
Sko, Tommy Hilfiger, 1.400 kr.

Der er også mange, der kommer til os for at pitche. Og hvis de brænder nok for deres idé, behøver den ikke være særligt lang for, at jeg tror på, at det kan blive en succes. For noget tid siden kom Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag, to komikere, ind på vores kontor og kunne godt tænke sig at lave en serie. De var begge tæt på at fylde 30, og det ville de gerne lave en serie om til deres egen generation. Der var ikke mere. Intet manus eller noget. Og den ville vi lave, fordi vi kunne mærke, at de to mennesker lige meget hvad ville lave den serie. De havde virkelig god energi og gåpåmod, og det var ikke et spørgsmål, om de skulle lave den, men om vi ville være med til at lave den. Det er vigtigt, at man brænder for en idé. Hvis jeg selv pitcher, skal jeg kunne mærke på mig selv, at jeg bliver insisterende og kan svare på alle spørgsmålene. Den energi er vigtig, for det er et hårdt marked.

ENGANG LÆSTE JEG et interview med Mikael Bertelsen, hvor han fortalte om sin filosofi bag Radio 24syv. I virkeligheden var det nok et benspænd, fordi de havde forholdsvis få penge at lave radio for. De fandt ud af, at de måske ikke behøvede så mange lag af chefer, men i stedet gå med en vært, der har noget, han eller hun synes er vigtigt. Så gør det ikke noget, om man har lavet radio før. Og så kan det godt være, at det bliver et anderledes radioprogram, der falder lidt ved siden af, men til gengæld har det noget på hjerte. Det synes jeg er meget inspirerende, og det er også det, vi prøver her.

Det sted, jeg er i mit liv, betyder meget for, hvad jeg får af ideer. Jeg er vokset op i Espergærde, men gik i skole i Hellerup og havde en stor omgangskreds på Øregård. Et af de første programmer, jeg lavede, var ’Ingen kære mor’, der var en reportageserie med et cast af curlingbørn, som blev sendt til junglen for at prøve at give dem noget selvværd i stedet for al den selvtillid, de havde. Det tema var der mange, ikke kun i Hellerup, der kunne relatere til, det med at forkæle sine børn lidt for meget. Nu er mine ideer lidt mere på et familieplan. For nylig kom jeg hjem efter en lang arbejdsdag og nåede lige at putte min søn. Med den ene hånd gav jeg ham en flaske, og med den anden hånd tog jeg min telefon frem for at se, om der var sket noget. Og så gik det op for mig, hvor dumt det er. Der er jo ikke noget, der ikke kan vente, til han sover, og jeg synes, at det er et problem for mig, at jeg er så afhængig af mine skærme. Så det vil jeg gerne udvikle et program eller koncept om, for vi er jo en hel generation, der har det problem. Jeg har stadig ideer, der er ti år gamle, som jeg er sikker på bliver til noget. Altså jeg er hundrede. Jeg skal bare lige finde rette cast, tid og sted.

Fra Dossier nr. 10, december 2018.