JONATHAN NOLAN SORIANO

Medstifter og kreativ direktør, VinSuperNaturel, 46 år

Jonathan Soriano har genopfundet sig selv flere gange end de fleste og er typen, der altid har et par con amore-projekter i støbeskeen. Frem til finanskrisen arbejdede han i modebranchen, efter krakket blev han kødgrossist, og i dag er han en af de kreative muskler bag alt-muligt-firmaet VinSuperNaturel — eller bare VSN — der importerer naturvin, sælger merchandise, laver pop-ups og samarbejder med etablerede restauranter og barer om koncepter. Selv kalder VinSuperNaturel sig et ‘entertainment company powered by natural wine’. “Jeg er konceptuel, jeg får ting til at ske. Det sjoveste for mig er at finde på ting og skyde dem afsted. Og så er jeg virkelig god til relationer. Hvis vi arbejder på et projekt, og noget lyder umuligt, skal jeg nok finde ud af det. Jeg er ikke bleg for at tage telefonen, og så skal de nok sige ja. Det er, hvad jeg er virkelig god til,” siger Jonathan Soriano, der senere minder sig selv om, at han skal tjekke ind med sin peanutbutter-mand, der arbejder på en jordnøddesmør til VSN, og i næste åndedrag fortæller, at han drømmer om at starte et badekåbefirma.

VinSuperNaturel bragede ind på naturvinsmarkedet i midten af 2010’erne, før naturvin var på alles læber. De blev hurtigt kendt for deres uformelle tilgang til naturvin, deres excentrisk, spraglede visuelle identitet holdt i skrigende lilla og gul, utallige sideprojekter (som et cykelfællesskab) og gakkede stunts på Instagram. I en tid sablede de vinflasker med alt andet end den klassiske sabel, og over tiden har de åbnet vinflaskerne med alt fra et pizzahjul, en gryde til et cykelstel. “Da vi kom ind på scenen, lavede vi så meget larm på sociale medier. Og med vores merchandise og arrangementer, havde vi en ekstra dimension til naturvinen. Jeg føler, at vi satte en standard og var en inspiration for, hvordan kan man kommunikere. Vores mål var at kommunikere til almindelige mennesker og ikke tale ned til folk. Vi ville gøre vin tilgængeligt. Afmystificere det. Vi oplevede at folk listede ind i butikken og var undskyldende over, at de ikke vidste noget om vin. Vores fornemmeste opgave var og er at tale på niveau med kunden uanset viden og tilgang til vinen,” siger den 46-årige konceptudvikler. “For mig handler naturvin om at være bevidst om, hvad man indtager. Ligesom jeg er med min mad, hvor jeg ikke vil spise noget, der er sprøjtet til. Desværre er vinindustrien ikke pålagt de samme regler som andre fødevareindustrier, hvor alt skal kunne ses på en ingrediensliste. Det hjælper nok ikke miljøet at drikke naturvin, men det sætter måske fokus på sprøjtemidler, og hvordan den store vinindustri har produceret vin gennem tiden.”

Efter snart et årti hvor VinSuperNaturel har været et banner for Jonathan Sorianos personlige legeplads, er det nu tid til at ryste posen igen. I en kombination af at udvalget af naturvinsbutikker er eksploderet, to år med corona, hvor VSN har været afskåret de fællesskaber, bagmændene definerer sig gennem, og Jonathan Soriano har været gennem et stressforløb, er tiden inde til, at både koncept og konceptudvikler finder sig selv igen. “I noget tid har vi været på afveje. Vi har skulle stille os selv spørgsmålet: Hvem er vi? Og hvad er vi som virksomhed? Svaret er, at vi grundlæggende vil skabe en fed arbejdsplads, med fede produkter og et fedt community. Det er nøglen. Og så har vi anerkendt, at vi skal være en europæisk virksomhed. Vi vil skabe et rum, hvor vi kan hoste alt fra boglancering til skolancering til en vinsmagning,” siger Jonathan Soriano. Derfor flytter en del af VinSupernaturel nu til Frankrig, hvor deres vinsalg vil foregå fra. Det giver dem også mulighed for at være i direkte kontakt med de vinbønder, de arbejder med.

Samtidig er der blevet ansat en ny direktør i virksomheden og et nyt hold af kreative kræfter. “Jeg er virkelig imponeret over det team, som han (Alexander Bach Schmidt, red.) har sat. Jeg oplever tit, at jeg møder på arbejde, kommer med en idé og så kigger de forvirret på mig, fordi de allerede er i fuld gang med den,” siger Jonathan Soriano. Ansættelsen af den nye direktør var også nødvendigt for at fjerne et arbejdspres fra Jonathan Soriano. Efter tre år med fuld fart på, løb Jonathan i efteråret 2021 ind i en væg. Han stod for bogholderiet, MUS-samtaler, leverandørsamtaler, skulle samtidig være kreativ og til sidst fik han stress. Oven i startede konceptudvikleren til coach, for at finde overskud, lære at give slip på arbejde og sætte grænser. “Jeg pressede citronen for meget, og sov for lidt. I en lang periode var jeg oppe klokken 2 om natten for at arbejde, og jeg havde arbejdsdage på 18 timer. Når jeg var hjemme, var jeg oppe i mit eget hoved eller på computeren. Jeg har været hjemme, men jeg har ikke altid været til stede.”