Vi sidder bare her

om gruppedynamik

Der er værdi i at lade sig påvirke, i at lade de ydre omstændigheder omrokere og ændre på det, man har skabt, sådan har Jørgen Leth altid tænkt. Sådan har han gjort, når han har ladet andre klippe sine film, sådan gør han i dag, når han lader Michael Simpson og Fritjof Toksvig sætte musik til sine ord. Sammen udgør de trioen Vi sidder bare her. Musikken har indflydelse på ordene, de bliver farvet af musikernes følsomhed og tanker, siger digteren. Han kan godt lide at læne sig tilbage i deres klang. ”Ved koncerterne er der ingenting, der ligger helt fast. Jeg kan mærke musikken pulsere bag mig, og det påvirker selve den måde, jeg taler på. Det er det, der holder det levende for mig. Musikkens livfuldhed og farver skubber til ordene på forskellige måder hver gang. Det er sådan, jeg oplever det,” siger han.

”Man kan sige, at Simpson og Toksvig er heldige at have valgt mig at arbejde sammen med, for jeg har en ret unik approach til det her med at invitere andre ind i processen. Det skraber de indre energier fri, så de lyser. Det kan jeg godt lide. Det kan jeg rigtig godt lide.”

På de fire plader, trioen har udgivet, har Leth behandlet emner som stilhed, ankomst og løgnens natur, men under det konkrete ligger altid forsøget på at forstå noget større. Det er det, der gør, at Vi sidder bare her kan turnere og blive ved med det. Jørgen Leth nyder turnélivet. ”Man kan være dødtræt på sådan en turné, men når man står på scenen, glemmer man trætheden, og så er det, som om selve rummet inspirerer en. I turnélivet knytter man sig til en tradition, som jeg er glad for. Det er en tradition for musikere og for digtere at rejse rundt og optræde. At møde publikum. Den tanke kan jeg godt lide. Det er en troubadouraspiration. Bestemt,” siger han.

Vi sidder bare her består af (fra venstre) Mikael Simpson, Jørgen Leth og Fritjof Toksvig. Når gruppen er på turné, rejser lydmanden Teis Frandsen og altmuligmanden Adam, der også går under navnet Mureren fra Staden, med. Altmuligmanden er med til at skærme Jørgen Leth af, når opmærksomheden om ham bliver for hysterisk, og folk spørger om billeder med ham og også lige har 10 spørgsmål om Tour de France. ”Inde bag Jørgens lille ja, bor der et stort nej,” som Mikael Simpson siger. ”Han skal bare have nogen til at sige det for sig.” Lydmanden er til Jørgen Leths store forundring veganer, fortæller Mikael Simpson. ”Vi sad en gang på Odden-Aarhus-færgen, og Teis holdt det store foredrag om at være veganer. Om alt det, han ikke spiser og drikker. Da han var færdig, sagde Jørgen bare: ’Hvordan har du fået malet dig op i det hjørne?’”

”Jeg har brug for selve rutinen. Jeg skal have en nøjagtigt afmålt tid til at klæde mig på, vi skal ud og spise ved seks-tiden, hvor lydprøven skal være på plads, og vi skal komme tilbage til koncertstedet mindst en halv time før koncerten. Der vil jeg gerne være alene i min garderobe. Uden at snakke, uden at blive forstyrret. Så har jeg en rolig ankomst. En rolig ankomst. Det er sindssygt vigtigt. Måske er det netop, fordi publikum og vores fremførsel af musikken er forskellig fra aften til aften, at roen i rutinerne op til er så vigtige,” forklarer han.

”Jeg har ikke noget politisk budskab i det, jeg skriver. Jeg vil bare gerne have, at publikum finder det menneskeligt interessant. Det er alt, jeg forlanger. At de tager imod det, og det mærker jeg jo, at de gør. Det er helt fantastisk for mig at opleve et publikum, der står op og klapper. For eksempel på Det Kongelige Teater. To aftener i træk, fuldt hus på alle balkonerne, der står de kraftedeme op efter koncerten. Det er overvældende for en gammel digter som mig at opleve det. At være genstand for den opmærksomhed, for den modtagelse, for den varme. Det er ikke givet. Det er noget, man må massere frem. Man må lade sig inspirere at det her glødende rum.”

Fra Dossier nr. 4, september 2017.