Victor Boy Lindholm

om inspiration

Victor Boy Lindholm er ikke vokset op med en bog i hånden. Han dyrkede løb på højt niveau, havde svært ved at læse og skrive, men netop derfor pirrede litteratur ham. Den 30-årige forfatter, dramatiker og journalist finder inspiration i det omkringliggende samfund. Når tankerne bliver for overvældende, tyer han til fiskestangen og racercyklen for at bearbejde dem.

Jeg kunne ikke finde ud af at skrive, og jeg lærte at læse ret sent, og det tror jeg betød, at jeg fik en interesse for at lære det. Jeg har aldrig haft talent for noget. Jeg har altid skulle arbejde for at blive god. Det har interesseret mig at øve mig, at blive ved. Jeg fik først fat i krimi og fantasy. Her var læseglæden lettest for mig at finde. Den læseglæde forsøger jeg at viderebringe i min egen formidling. En fejl folk ofte begår, når det drejer sig om litteratur, er at føle, de skal igennem de tunge litterære værker, når de går i gang, men det er sjældent her læseglæden befinder sig til en start.

I gymnasiet blev jeg mere selvbevidst i forhold til, hvordan jeg ser verden, og hvordan verden ser mig. Der blev konstant sammenlignet med, hvad der var ’det rigtige’ at læse, og her begyndte jeg også selv at skrive. Det startede med at være små brudstykker af, hvordan jeg så mig selv og verden omkring mig. På det tidspunkt var jeg eliteløber og dyrkede min krop rigtig meget – det var mit primære fokus. Selvdisciplinen herfra blev afgørende for min start på forfatterkarrieren, da jeg havde en idé om, at hvis jeg gentog tingene tilstrækkeligt gange, så skulle jeg nok blive god til det. Jeg besluttede at skrive en side om dagen, hvilket jeg levede op til, men resultatet var ikke prangende.

Victor Boy Lindholm bor på Amager med sin kæreste og deres barn. Han kommer oprindeligt fra Værløse, og som han beskriver det, er det ”lige præcis langt nok væk fra København til, at man tager i Ballerupcentret i stedet for ind til byen”, hvilket han mener, har været en stor kulturforskel i hans barndom.

Min inspiration er overordnet set delt op i kasser, der konstant befinder sig i et krydsfelt. En gennemgående tematik kredser om, hvad det er for et samfund, vi lever i, der ofte kommer til udtryk i en venstreorienteret kapitalismekritik. Men ser man på mit forfatterskab og journalistiske linje, så handler det om, hvordan vi er mennesker her i verden. I min første digtsamling var det vores alles afhængighed af elektronik, og hvordan man ophøjer netop iPhonen til trods for dens smertefulde tilblivelse.

En anden kasse er cyklen, hvor det først og fremmest handler om kroppen. Jeg oplevede et misforhold i at starte på litteraturvidenskab sammenlignet med mine tidlige drømme om at leve af at dyrke sport. Jeg kan godt lide at lege med den religiøse tanke om krop og sjæl i den forbindelse. Det handler for mig om at danne bro mellem den kunstige opfattelse af vores intellekt og vores kroppe, som vores samfund på mange områder har, da disse ikke er modsætninger. Hvis man har det dårligt i kroppen, har man det dårligt i hovedet – og omvendt. Cykling er en fantastisk sportsgren, men jeg benytter cyklen mest til at forstå min egen krop igennem et objekt – hvad kan den, og hvad kan den ikke. Jeg veksler tit mellem at være rastløs og dét at være til stede i mit arbejde, der hvor jeg er. Jeg sidder meget stille i mit fag som forfatter, og derfor skal der også være et modsvar.

Jeg er interesseret i nostalgien, især i naturen. Man kan finde den ved at tage et telt under armen og tænde et bål ude i naturen, samtidig med at jeg er interesseret i at fortælle, at de forestillinger, vi har om naturen, er forkerte. Vi lever i en stor biodiversitetskrise og oplever masseudryddelse, hvor verden bliver mindre i takt med, at arter uddør. Denne melankolske realisme fyldte meget i min seneste digtsamling ’Jeg slæber lungerne som en vægt’. Jeg bruger meget naturen til at understrege over for mig selv og omverdenen, at naturen er væk.

Min kommende debutroman bygger videre på de samme tematikker, og bliver en undersøgelse af kombinationen af maskulinitet og stilhed. Mænd, oftest heteroseksuelle i normative fælleskaber, er overrepræsenteret i alle de dårlige statistikker i alt fra selvmord til kriminalitet. Det har jeg undersøgt i den roman. Hvorfor taler man ikke om, hvordan man har det? Den er et forsøg på at skrive en håbefuld roman, om at tingene kan være anderledes, og et forsøg på at undersøge hvordan verden kan blive et bedre sted.

Jeg fiskede rigtig meget som teenager. Det var en vej ud fra de sociale konstellationer, og gav en følelse af at komme væk på samme måde niveau som cykling. Jeg blev virkelig besat af det, da jeg ikke kunne finde min vej ind i de nødvendige fællesskaber. Jeg brugte fiskeriet til at komme ud og gøre noget, og det blev min første interesse for naturen. Grunden til, at jeg blev nysgerrig på det dengang, var, at vandet er så radikalt anderledes fra min verden. Jeg er både skræmt og ekstremt fascineret af vand. Fiskeri er todelt for mig: Det er både et blødt rum, der handler om at passe på noget, og samtidig en forestilling om, hvem fiskeren er, og en undersøgelse af, hvad det gør ved mennesket.

Tvivl er generelt blevet et nøgleord for mig. En sætning, der går igen i mine tanker og i mit forfatterskab er: ”Jeg savner at vide mindre”. Det er jo både naivt, latterligt og privilegeret at have det sådan, men for mig vidner det også om en uskyld, der er blevet fjernet. Jeg er for nyligt blevet far, og her spillede tvivlen mig også et puds. For hvordan kan jeg have det sådan med verdenen, samtidig med at jeg sætter et barn ind i den.