Vilhelm Islandi Bramsen

om at investere i ure

Vilhelm Islandi Bramsen samler ure ind til netauktioner hos Bruun Rasmussen hver tredje onsdag og på traditionelle auktioner i Bredgade fire gange om året. Her fortæller den 30-årige afdelingsleder for armbåndsure om sine bedste investeringer, om hvordan urpriserne er skudt i vejret, og om at nye ure har taget rampelyset fra vintageure.

Annoncørbetalt indhold:

Jeg voksede op i Kina, og vi boede der i det meste af min barndom. Kina er ikke ligefrem kendt for deres ure. Snarere deres falske ure. Jeg gik rundt og købte falske Rolex-ure og fik opbygget mig en solid samling af falske ure. Min familie har aldrig haft den store interesse for ure, udover min farfar der gik med et par Omega-ure og især lommeure. Han vakte min interesse. Da jeg kom til Danmark som 12-13-årig, købte jeg som de andre på min alder enten et Casio, Swatch eller Seiko. Jeg husker tydeligt et Casio-ur jeg havde, der både havde indbygget lommeregner og en funktion, hvor man kunne indtaste serienummeret på et fjernsyn og derefter bruge uret som fjernbetjening. Dét kom der mange sjove skoledage ud af i 5. klasse. Inspirationen kom især fra film og andre ikoniske ure, såsom James Bond-filmene og det såkaldte månelandingsur (Omega Speedmaster red.). Også ure fra reklamer, motorløb og andre begivenheder printede sig på min nethinde. Jeg arvede mine farfars Omega-ure, men det var først, da jeg begyndte at arbejde med det, at det virkelig tog fart.

Som urhandler er det vigtigste ved ethvert ur at kunne bestemme originaliteten. Hvordan ser viserne, skiven, kassen og værket ud? Jo flere komponenter, der skiftes ud, des mindre originalt bliver uret. Dernæst kommer naturligvis funktionalitet – hvordan fungerer uret? Jeg har svært ved at se, hvordan jeg skal sælge et ur, der ikke virker. Med de gamle ure kan det være svært at finde originale dele, og derved kan en efterfølgende reparation blive en dyr omgang. Den generelle stand vurderer jeg ud fra ord og ikke tal. Standen er virkelig subjektivt. Jeg vil hellere skrive min vurdering end at give et tal, ingen ved, hvad der ligger bag. Det giver et bredere billede. Afslutningsvist handler det om markedet – hvad er udbud og efterspørgslen på den type ur? Der er mange Rolex-ure, der ikke nødvendigvis er specielt sjældne, og der findes flere tusinde af dem. Men på grund af den store efterspørgsel ender det alligevel med, at det er dem, der kan blive allerdyrest.

De største forskelle på, hvad jeg selv har betalt for ure, i forhold til hvad jeg potentielt kan sælge dem for, ser jeg hos Patek Philippe og Rolex og i særdeleshed sportsmodellerne. Jeg er bare ikke særlig god til at sælge de ure, jeg har købt. Et Audemars Piguet ville kunne give den største indtjening. Det er mange penge værd. Jeg køber kun ure, jeg har lyst til at gå med.

Jeg er storsamler af gammelmands-ure (dressure red.), og det er ikke dem, der rykker sig synderligt rent prismæssigt. Jeg er glad for de lidt ældre modeller af Patek Philippes Calatrava og modeller i den stil. Jeg købte for nogle år siden det Rolex GMT-Master II, som jeg har på nu, i en butik. Det kan jeg gå med og skade det og stadigvæk få markant flere penge for, end hvad jeg selv gav. Det er absurd, men corona har fået folk til at placere deres penge i ure, som de kan købe her og nu fremfor at stå på venteliste i flere år.  

Den øgede pris gør, at det lige nu kan være svært at komme ind på urmarkedet i et investeringsøjemed. Det er blevet sværere at få 10-20% stigning, end det var for to år siden, hvor urene simpelthen kostede mindre. Det, de fleste investerer i, er ikke vintageure. Den bedste investering i dag ville være et ubrugt sportsur fra en autoriseret forhandler. Hvis man lægger det i en bankboks, så ville man kunne tjene mange penge på det. Et eksempel er et Rolex Daytona fra 2016 med ref. 116500 med keramisk sort lynette og hvid skive. Det kostede omkring 90.000 kroner i butikken, da det kom ud, og går i dag for cirka 340.000 kroner. Fra et investeringsperspektiv er Daytona en model, der længe har været penge værd – det er dog klart, at jo bedre stand uret har, jo større efterspørgsel og pris. Hvis uret er købt fra nyt vil differencen fra butikspris til vurderingspris være ganske stor. De dyre vintageure, vi sælger i dag, er ure folk har købt i 1970’erne. Det er klart, at de tjener på det over så mange år. Jeg tror ikke, vi er færdige med vintageure på trods af priserne på nye ure. Der er stadig samlere, der er interesseret i sjældne vintageure i god stand.

Jeg håber, at folk får øjnene op for de mindre ure. Et ur på 34-36mm kan sagtens være et herreur, og der kan man virkelig gøre nogle gode handler. Et eksempel er Patek Philippes Nautilus ref. 5711 med 40mm, der udgik sidste år. I sin tid kostede et cirka 200.000 kroner (30.000 USD) i butikken, nu sælges det for over 1 million kroner. Tager man modellen mindre i ref. 3800, er det lige dét billigere, da det først og fremmest ikke har en lige så kendt reference. Der er mange afarter af de ikoniske ure, der enten har en anden farve eller en anden størrelse, og der kan man få meget ur for pengene. Og jeg synes, at man skal købe ure som brugsgenstand frem for en investering.