CHRISTIAN FRIEDLÄNDER

Scenograf, 54 år

”Fødsel. Død. Fødsel. Død. Ny instruktør, nye skuespillere, ny tekst, ny scenografi. Alt sammen forsvinder det igen efter tre måneders arbejde. Det er fødsel og død hele vejen igennem.” Sådan beskriver scenografen Christian Friedländer sit arbejdes flygtige natur. Gennem sin karriere har han skabt kulissen til nogle af de største teaterstykker, balletter og operaer. De sidste otte år har han udelukkende arbejdet på de største internationale opsætninger i blandt andre Tyskland, Sverige og Frankrig. Nu er han tilbage på de hjemlige skrå brædder, og over efteråret cementerede han sin tilbagekomst med to forestillinger på Det Kongelige Teater og kunstudstillinger på Nikolaj Kunsthal og Glyptoteket.

Lyset slænger sig ind i hjertet af hans hvidmalede atelier, et kuppelformet tårn med udsigt over Frederiksberg Allé. Tårnet, kalder han det. Her har han haft atelier i mere end 20 år. Det er basen, gemmestedet, der giver ham ro og frihed. Stille, elektronisk musik siver fra pladespilleren. En blanding af barndomsminder og kommende projekter er spredt ud over arbejdsbordet. Christian Friedländer rækker ud efter et billede, gyldent og falmet fra tidens håndtryk. I forgrunden dominerer en rød plante, i baggrunden aner man en sneklædt bjergtop. Billedet er fra Italien, hvor morfaren og mormoren boede. En stor del af scenografens visuelle æstetik og kode er skabt til lyden af bedsteforældrenes klikkende lysbilledapparat. ”De referencer, jeg har og bruger i dag, kan jeg spore tilbage til min barndom. Jeg trækker ekstremt meget på erindringen. Mit signatur-gardin, wiener-gardiner, er inspireret af nogle gardiner, jeg så på en café, da jeg besøgte min morfar i Norditalien. Udenfor var der palmetræer. Jeg blev dybt fascineret. Den her bjergæstetik, palmer, farverige planter og gardiner har sat visuelle spor i mig. Ligesom jeg bruger nåletræer, blyindfattede ruder og træskodder i mine scenografier, det kommer alt sammen fra mit barndomshjem.”

For tiden drømmer han om at stå på ski. Han har ikke gjort det i mange år, men så snart sæsonen skifter til vinter, ændrer hans drømme sig, og han får behov for at se film om bjerge og klatring. Om sommeren skal han ud og se havet. Det her efterår har han tænkt meget på at stå på skøjter i Norditalien, mens mormoren drak kaffe, og der kørte Abba over anlægget. ”Det er uvidenskabeligt, men jeg har en fornemmelse af, at mine øjne skal stimuleres meget mere end andres. Jeg får altid at vide, at jeg stirrer vildt meget. Min sansning bliver aldrig mæt. Jeg skal se noget mere. Se noget nyt. Jeg behøver heldigvis ikke altid kigge så langt for at blive stimuleret, jeg kan sagtens kigge på de indre billeder, jeg har.” Christian Friedländer er kendt for at skabe maksimalistiske, svulstige universer på steroider, hvor farverne er hidsige og virkeligheden forvrænget. I hans fortolkning af Mozarts ’Tryllefløjten’, en opera fra det 18. århundrede, er hovedpersonernes rumraket styrtet ned på en fremmed planet. Til opsætningen af Fjodor Dostojevskijs ’Onde Ånder’, en allegori om politisk og moralsk nihilismes fatale konsekvenser, fik Christian Friedländer bygget et stort treetagers stillads til at illustrere samfundets klasseforskelle med. Bagtæppet var i øvrigt røde palmer midt i en ørken – milevidt fra Dostojevskijs Rusland. ”Når vi stjæler flere timer af publikums liv, skal vi give noget, der ikke føles tomt og ligegyldigt. Det er drivkraften for mig. Publikum må gerne gå ud og tænke: What the fuck, hvor kom det fra? Qua Netflix forventer folk at blive ført gennem noget fra A til Z, eller at der er et stærkt narrativ. Det vil jeg gerne udenom, uden at det bliver ligegyldig tomgang. Mit arbejde forsøger ikke at besvare spørgsmål, det handler i langt højere grad om at arbejde med en mavefornemmelse og sælge en oplevelse. Jeg vil gerne være med til at skabe noget, hvor folk bliver nødt til at overgive sig.”

Frakke, Rue de Tokyo, 2.000 kr.
Skjorte, Rue de Tokyo, 1.000 kr.
Bukser, Rue de Tokyo, 1.200 kr.
Sko, mfpen x Aieu, 2.900 kr.

Da Christian Friedländer for otte år siden søgte mod udlandet, var det ikke kun for at indfri egne ambitioner. En ulykke sendte ham på flugt. Her er scenen: Christian Friedländer sidder på tilskuerrækkerne i Skuespilhuset og overværer generalprøven på Lulu, en forestilling, han har skabt i samarbejde med instruktøren Katrine Wiedemann. På scenen står skuespilleren Søren Sætter-Lassen og leverer sin afgørende replik og et midlertidigt klimaks. Hans rolle, en bankmand, har ruineret scenens andre karakterer, der på fallittens rand skal reagere med panik. Samtidig skal kulissens tre vægge kollapse. Alt dette sker. Søren Sætter-Lassen står i et virvar af de andres bestyrtelse, råben og skrigen. Væggene kollapser. Men den ene væg falder den forkerte vej, ned over skuespilleren. Et øjeblik tror Christian Friedländer, at han er død. Søren Sætter-Lassen overlever ulykken med en brækket fod, brækket skinneben og brud på fire ryghvirvler. Selv om det ikke var Christian Friedländers skyld, følte han i lang tid, at hans idé var ved at slå et andet menneske ihjel. ”Som instruktør og scenograf iscenesætter man folk og beder dem gøre noget i troen på, at der intet sker. Og når det så sker, tænker man: ’Var det vores skyld?’ Det var jo mig, der fik ideen med de væltende vægge. I lang tid tænkte jeg, at hvis jeg ikke havde fået den, var det aldrig nogensinde sket. Indtil da havde jeg lavet mange store, pumpede forestillinger, og da det nær kostede én livet, var jeg nødt til at stoppe op og genoverveje alt. Jeg spurgte mig selv, om det overhovedet var værd at lave, det her? Om jeg kun skulle lave minimalistiske forestillinger på flade gulve?” Christian Friedländers stemmebånd er snøret til: ”Det var ekstremt traumatisk for alle involverede, og for mig var det så voldsom en oplevelse, at jeg skulle ud af København. Byen blev enormt lille. Man kom ikke uden om at snakke om ulykken. Jeg skulle være et andet sted, komme væk fra det og opleve noget andet. At tage til udlandet var en flugt, men det var også en måde at få bearbejdet et uhelet sår på. Nu er jeg tilbage i Danmark, og det føles som endnu et skridt i arbejdet med traumet. Men hvis det ikke var for corona, var jeg nok ikke vendt tilbage.”

Pladespilleren har kørt i samme rille, mens vi har snakket om ulykken. Christian Friedländer rejser sig op for at sætte en ny plade på, stemmebåndet løsner sig igen. Der er sket meget med den danske scenekunst, siden scenografen for snart 30 år siden skabte sit første univers. Dengang var det hele brunt, gråt, beton og monokromt. Han var med til at gøre det hele mere abstrakt og ekspressivt. Det er en anden scenekunst, han er kommet hjem til. De sidste ti år har de danske scener været præget af nedskæringer og et lillebror-kompleks, hvor man står i skyggen af filmkunsten og oversætter det store lærreds titler til teaterstykker. “Scenekunsten har de seneste par år været en undskyldning for sig selv. Den har ikke udfordret visuelt, og på den måde får man et dovent publikum med sløve øjne. 90’erne og 00’erne var en gylden tid for teatret. Nu om dage har jeg det halve budget af, hvad jeg havde for ti år siden, hvilket er en ærgerlig udvikling. Noget af det mest stimulerende ved mit arbejde er, når jeg sidder helt alene her i Tårnet og finder frem til universet. Her kan jeg knalde fuldstændig ud, der er ingen begrænsninger, jeg skal ikke tænke på budgetter, scenen eller andet. Her er jeg fri.”

Fra Dossier nr. 28, januar-februar 2022.