Eva Helene Pade

om at dyrke sit talent

Kunstsamlere over hele verden har stået i kø for at få fat i Eva Helene Pades værker. Selv køber hun oversete malerinder på Den Blå Avis, hun har lært Rembrandts teknikker på YouTube og arbejder på en ny udstilling – og den bliver spektakulær. Mød den 24-årige kunstner, der her taler om ambition, eksistentiel ængstelighed og det smukke i det mørke.

Det er gået over al forventning. Mit show til ’Uno, Nessuno, Centomila’ på Palazzo Capris i Torino. Italienske Patrizia Sandretto Re Rebaudengo er en af verdens største kunstsamlere, og det er hendes søn, Eugenio Re Rebaudengo, der med sit projekt, Artuner, hvert år fokuserer på unge kunstnere. Det har været en overvældende oplevelse. Familien Re Rebaudengo fungerer som en slags ’patrons’, der løfter og støtter unge kunstnere. De er indflydelsesrige. Mine fem store værker var samlet i en svejset metalinstallation – præsenteret i en halvcirkel – og jeg blev, indrømmet, stolt, da jeg så dem i det her fantastiske rum i deres palæ. Installationen stod som en juvel omgivet af gamle rokokoguldspejle, silketapet, loftsmaleri og smukke vinduer ud til gaden. Maleriernes farver stod stærkt. Installationens størrelse og lyssætningen skabte en intensitet, så snart man trådte ind i rummet. Jeg tænkte: ”Det er lykkedes. Jeg er på niveau med mine egne kunstneriske forventninger. Nu skal jeg bare i gang med at blive endnu bedre.” Familien Re Rebaudengo er en særegen familie. De har visionerne, indflydelsen og ikke mindst ressourcerne til at spille en afgørende rolle. Men mest af alt, så har de en glødende passion for kunsten og ikke mindst kunstneren. De har en formidabel privat samling og museet Fondazione Sandretto Re Rebaudengo, der rummer kunstnere som Gerhard Richter, Ed Atkins og Maurizio Cattelan. Efter ferniseringen blev der afholdt middag i familiens private residens på palæet. Aftenen efter var 25 mennesker fra kunsteliten inviteret til en seks- retters trøffelmiddag på familiens slot i Guarene, 45 kilometer sydøst for Torino. Det var en ekstraordinær oplevelse at sidde med til den middag.

Skjorte, Saks Potts, 2.240 kr.
Bukser, Acne Studios, 2.200 kr.
Armbånd, Tiffany & Co., 47.400 kr.
Halskæde, Tiffany & Co., 15.000 kr.

Eugenio Re Rebaudengo havde på forhånd købt et af værkerne – et stort fra min bachelor-udstilling fra Det Danske Kunstakademi tilbage i maj. Og i dag har familien købt alle værkerne fra installationen til deres museum, Fondazione Sandretto Re Rebaudengo. At de fem malerier forbliver samlet, var det, jeg ønskede allermest. Nu får de lov til at leve sammen – i deres oprindelige form. Det giver værkerne, mine døtre – som jeg kalder dem – mulighed for at turnere rundt. Det betyder utrolig meget for mig, at de ikke ’blot’ bliver udstillet i fem dage og efterfølgende ender på væggen i et privat hjem. Det er fantastisk, at værkerne nu lever på et museum, hvor en bred offentlighed har mulighed for at se dem.

Man skal passe på sig selv i kunstverdenen, for selv om den gerne vil udgive sig for at være moderne og solidarisk, kan den være utrolig konservativ og hård. Der er mange med de forkerte intentioner, og dem skal man lære at sortere fra. Det gør det ikke lettere at færdes i den verden som kvinde – især ikke ung kvinde. Mange vil enten have noget ud af dig eller have dig. Det er forbavsende, hvor ofte jeg skal håndtere upassende mænd i branchen. Derfor er jeg nødt til at forholde mig skeptisk som udgangspunkt – især over for mænd. Det kan virke uretfærdigt, men min erfaring har lært mig, flere gange, at det ikke er en dårlig ide. Det er desværre stadig nødvendigt i 2021. Derfor er jeg også lettet over, at jeg i dag er repræsenteret af et godt galleri. Det giver mig ro til at skabe og fokusere på mit maleri. Efter min bachelor-udstilling blev jeg kontaktet af mange gallerier – både danske og udenlandske, og det var svært at finde min egen vej i det. Alt blev solgt, før udstillingen lukkede – og i dag ærgrer det mig, at jeg kun beholdt et af værkerne. Men man kan hurtigt blive grebet af stemningen og lade sig rive med. Jeg havde konstant en trykken for brystet og blev kimet ned af samlere fra både ind- og udland. Det kan lyde så privilegeret at blive stresset over sådan noget, men det blev jeg. Jeg var så bange for at tage forkerte beslutninger.

På udstillingens sidste dag kontaktede Nicolai Wallner mig. Vi havde en meget lang og god samtale om kunst, og hvad det vil sige at være repræsenteret af et galleri. Flere gange sagde han: ”Du må love mig ikke at løbe for hurtigt. Du skal bruge tid på at udvikle din kunst – ligegyldigt hvilket galleri du vælger at blive knyttet til”. Hvad han ikke vidste, var, at Nicolai Wallner var mit favoritgalleri. Så jeg fik hurtigt sagt ja tak – efter at vi lige havde tænkt over det, begge to. Jeg er så taknemmelig over at have fået et galleri, der ikke blot tænker priser her og nu, men som arbejder langsigtet, giver ro og vejledning til, at jeg kan udvikle mig som kunstner og også få værkerne ud internationalt. Jeg føler mig godt beskyttet. Det er mærkeligt, at ens nutid og fremtid hænger sammen på den måde. Men den her oplevelse i Torino har givet mig fodfæste.

”Jeg lytter ofte til opera, når jeg maler. Min yndlingsarie er fra operaen ’Samson og Dalila’. I en af arierne synger hun sin kærlighedssang på fransk, jeg forstår ikke rigtigt, hvad hun synger, men det går lige i sjælen på en smuk og svævende måde. Lige nu lytter jeg også til Nick Caves’ seneste to hjertegribende album, der handler om hans søns død. Jeg elsker, når musik leger med de helt store følelser. Og altid lidt Leonard Cohen,” siger Eva Helene Pade fra sit atelier hjemme i lejligheden på Nansensgade. På den antikke kommode ses et maleri af Herdis Gerladi (f. 1916). ”Hun repræsenterer en tid, hvor kun ganske få kvinder fik anerkendelse for deres kunst. Der er så få. Og flere af dem blev jo gift med kunstnere, og så blev de muser og mødre. Og så var det … væk.”

Da det hele var overstået, sov jeg i 15 timer. Så kom min kæreste, Åsmund, heldigvis herned. Vi fik både hygget os og arbejdet. Tog til Milano, Firenze og derefter til Berlin. Vi fik set en masse god kunst. Nu skal jeg bruge den kommende tid på at læse flere bøger af filosoffer som Camus og Sartre. Men også Cervantes ’Don Quixote’ og den russiske filosof Mikhail Bakhtin. De kredser om symbolske ritualer, om død og genfødsel og en grotesk form for folkelig humor, der bliver kaldt ’karnevalesk’. Her kan jeg helt sikkert hente inspiration til mit første soloshow hos Nicolai Wallner. Det bliver intet mindre end spektakulært. Jeg savner allerede at male.

En lugt af terpentin
Jeg er fra en merkantil tandlægefamilie, hvor vi kunne tale både lavstemt og råbe højlydt om (næsten) alt. På få år fik min mor og far banket flere klinikker op. De var travle mennesker, for de havde også mig og mine to ældre søstre, Marie Louise, der i dag er 25 år, og Ane Cornelia, der er 27 år. Mine forældre er begge ret kreative. De havde altid gang i et eller andet byggeprojekt i mit barndomshjem, en flot funkisvilla i Odense. Også i dag, hvor de bor i Otterup på Nordfyn. Mit barndomshjem var moderne indrettet og fyldt med bøger og kunst. Selv om mine forældre ikke har beskæftiget sig professionelt med kunst, har den alligevel fyldt væsentligt meget i vores hjem. Vi hørte også meget musik – fra Mozart til Pink Floyd. Mine forældre begyndte sågar at værdsætte kunst i en sådan grad, at de ville have museumsværkerne hjem. De var gode til at gøre en fornuftig handel og købe efter hjertet, hvilket har ledt dem til nogle ret enestående værker, som de købte, før Danmark genopdagede deres værdi. I mit barndomshjem hang der for eksempel et maleri af Wilhelm Freddie på stuevæggen.

Nede i kælderen spillede vi musik. Det var også her, min far og jeg stod og malede sammen. Vi gjorde det som de store berømte malere – med tyk oliemaling. Jeg syntes, at min far var verdens bedste maler. Det er han jo langtfra, og det driller jeg ham med i dag. Men ikke for meget. For han er et følsomt menneske. Mange af mine tidlige minder er forbundet med lugten af linolie og terpentin. Som seksårig frembragte jeg to værker, som gjorde min far stolt. Det var en frugtskål med en pære, et æble og en banan. Det andet var en bager, der havde en kokkehat på, og som stod foran en disk med franskbrød. ”Er hun ikke god i forhold til sin alder”, spurgte han sin ven Martin. ”Wauw”, tænkte jeg. Det her skal jeg blive ved med. Det var også sjovt at male hånden eller kroppen blå med den tykke oliemaling. Min far rensede det hele af med terpentin, indtil min mor fik stoppet det. Børn skal ikke male med olie. Det er måske derfor, at jeg har så mange allergier i dag.

Mine forældre arbejdede meget. Jeg husker hverdagen som travl og hektisk. Men vi holdt lange ferier, og det var altid i Sydfrankrig eller Italien. Vi kørte i en gammel Volvo med trailer og boede på campingpladser. Og så var det ellers af sted til kunstmuseer og på loppemarkeder – det var tiden før, der var ’Skattejægerne’ i fjernsynet. De fyldte hele bilen op med antikviteter. Mine søstre og jeg er opdraget til at være ambitiøse – og det i en positiv forstand. Vores forældre har altid stolet på vores dømmekraft og klædt os ordentligt på kulturelt. Derhjemme blev der læst forfattere som Tolstoj og Dostojevskij. Og danske klassikere af Herman Bang, Henrik Pontoppidan og Karen Blixen. Det er især min mor, der læser. Der blev også altid diskuteret over middagsbordet – alt fra ens egen dag til politik. Og der er kommet noget godt ud af det. Min ældste søster, Ane, studerer kunsthistorie på Cambridge. Hun er i den grad russofil og kan alle sine litterære klassikere. Hun er den vildeste bognørd og skriver en ph.d. om kvinders rolle i samfundet efter den franske revolution og om klassebrud. Det er en gave for mig at have hende. Hun forstår ofte mine malerier bedre, end jeg selv gør. Jeg er glad for at være vokset op med to søstre. Jeg er tæt forbundet med dem begge, men har selvfølgelig et stærkt fællesskab omkring kunsten med Ane Cornelia. Marie Louise er medicinstuderende, og vores forældre har været gode til at bakke os op. Vi skulle alle tre vælge at blive lige det, vi drømte om.

Behov for teorilære
Har jeg egentlig været enspænder som barn? Ja, det var jeg nok. Og er det vel stadig. Det er svært at sætte ord på. Jeg var ikke ensom. Jeg blev heller aldrig mobbet i skolen. Jeg havde både venner og veninder. Men jeg kunne virkelig godt lide at være alene. Jeg har altid været fascineret af nostalgi. Af gamle tider. Som barn var det bedste at sidde ved mit lille skrivebord på værelset og tegne. Fra vinduet kunne jeg se et gammelt træ med lange grene, og mens jeg tegnede, hørte jeg klassisk musik. Det er jo nok lidt nørdet. Jeg husker det som, at jeg lavede meget drømmende mørke og nok også lidt absurde og følelsesladede tegninger. Jeg var omsluttet af min helt egen verden. Når jeg i dag går i gang med et nyt maleri, tapper jeg ind i kernefølelsen af at være alene. Det har jeg brug for, når jeg sidder og skitserer og bagefter tegner op på mine træpaneler. Selv om jeg kan være superlykkelig og forelsket og glad for mit liv, når jeg maler, så er der et mørke til stede i malerierne. Selv i det smukkeste. Det er ikke noget, jeg dyrker, det er bare den måde, at min kunst opstår på. Men når jeg er godt i gang med maleriet, kan jeg sagtens stå og tale med en god ven.

Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har drømt om at blive noget andet end kunstner. Og da jeg var træt af at gå i gymnasiet, var der ingen løftede forældre-pegefingre. Jeg ville til Berlin og tegne. Det kom jeg også. Men det var mit eget valg først at gøre det, efter at jeg havde afsluttet gymnasiet. Jeg arbejdede først på restaurant og så i en tøjbutik i Prenzlauer Berg. Jeg lavede meterhøje tegninger med farveblyanter og akvarel – det var med dem, jeg blev optaget på Det Danske Kunstakademi. Det var en helt ny verden. Jeg var 21 år og kendte ikke en eneste, der gik derinde. Det er også en angstprovokerende uddannelse. Bare det at sige højt, at man vil være kunstner. Leve af sin kunst. Ja, det lyder som fri fantasi. Jeg følte mig meget anderledes på akademiet. ”Eva? Nåeh, det er hende, der altid er i sit atelier”, sagde de andre. Jeg havde en opfattelse af, at nogle af de andre studerende opfattede mig som en taber. Jeg var usikker på min kunst, og jeg lignede heller ikke en kunstner. Jeg havde også skyhøje forventninger til undervisningen. Jeg havde en forestilling om, at der var adgang til masser af teorilære og kunsthistorisk fokus. Men nej, jeg måtte stå i kø for at få tid hos underviseren og kunstneren Glenn Sorensen. Han var den eneste, der havde tekniske kompetencer, når det gælder maleriet. Men han var kun ansat til at komme et par gange om ugen – og alle hev fat i ham.

Flugten til Otterup
Pandemien gav mig en lang pause fra akademiet. Da Mette Frederiksen lukkede Danmark ned i marts 2020, hentede jeg samme aften alle mine malerier og mit grej. Det var som flugten fra den sorte død i Boccaccios ’Dekameron’. Dagen efter kom mine forældre i deres camper, og vi kørte til Otterup.

I al sin ondskab blev den uhyggelige pandemi i sidste ende kunstnerisk frigørende for mig. Jeg var dybt privilegeret her ude i naturen med en stor lade at arbejde i. Jeg gik i gang med en række stofmalerier og brugte også tiden på at læse i min fars gamle kunstbøger. En af dem handlede om Rembrandts måde at grundere sine malerier på. Han begyndte altid sine malerier på okkergul baggrund. ”Hmmm”, tænkte jeg, og så kom der gang i googleriet. Jeg fandt nogle YouTube-videoer, hvor hollandske konservatorer viste, hvordan de ’malede’ et Rembrandt-værk: ”Nu har jeg grunderet mit kanvas i okkergul …” og sådan fortsatte det. De viste, hvordan Rembrandt malede i lag. Min lærer, Glenn, på akademiet havde forsøgt at forklare mig om at male i lag, men nu gav det total mening. Man skal ikke undervurdere YouTube! Men jeg er jo også generation Z.

Jeg strammede et ret stort lærred op og malede et tyndt lag okkergul. Skitserede op, da det var tørt. Det blev mit første ’rigtige’ maleri, hvor jeg havde fattet teknikken. Og jeg er faktisk ret tilfreds med resultatet. Det er ikke en hemmelighed, at jeg på det tidspunkt havde kigget meget på Lucian Freuds tidlige værker. Jeg havde malet en mand i en seng. En ængstelig mand, jeg på det tidspunkt kunne identificere mig med. Det tog mig en måned at lave det værk. I dag grunderer jeg altid mine træpaneler med en farve. Tak for det, Rembrandt.

”Kvinderne i mine værker kommer fra mig. Jeg føler et stort skæbnefællesskab med dem. Jeg er optaget af at få kvinder ud af de fortegnede endimensionelle roller.”

Eva Helene Pade

Jeg arbejdede i laden de næste mange måneder, og en dag var der en, der delte et af mine tidligere malerier på Instagram. Pludselig var der mange fra udlandet, der begyndte at følge mig. En fransk samler skrev: ”Jeg vil gerne købe to af malerierne”. Det ene var den ængstelige mand. Det var første gang, jeg solgte noget uden for Danmark. Så googlede jeg, hvordan man kunne bygge en trækasse, som maleriet kunne blive fragtet i. Tegnede selv logoet – glasset, der kan gå i stykker. Det var meget ambitiøst. Min far og jeg lavede kassen i hans træværksted. Kvinden i maleriet På tredje år på akademiet havde jeg besluttet mig for at tage på udveksling i udlandet. Jeg er frankofil, så det kunne kun blive Paris. Jeg havde hørt, at jeg her ville kunne få en del praktisk malerisk viden. Kunsthistorisk og teoretisk viden og tegnetimer. Jeg havde virkelig brug for at lære noget nyt – udforske teknik og redskaber. Men efter en måned i Paris gik det igen ned ad bakke med pandemien. Der var ikke fuld adgang til akademiet – og hurtigt kom der udgangsforbud fra klokken 18.00. Så jeg oplevede mest Paris i dagslys og fik set en masse fantastiske udstillinger. Det var her, jeg hentede inspiration til mit bachelor-projekt, der blev et kabinet af 24 værker. Jeg så Monets ’Les Nymphéas’ på Musée de l’Orangerie. Jeg var alene derinde bortset fra en vagt, der sad i hjørnet og sov på en stol.

”Rudolph Tegner betyder noget for mig, først og fremmest på grund af hans formsprog. Det udfordrer normen og leger i overgangen mellem metafysik og virkelighed. Derudover er han citeret for at sige: ’Jeg vilde udtrykke deres Glæder og Sorger, deres Kærlighed og Brud, deres Kampe, Sejre og Nederlag, til Ensomheden tager hver enkelt i sin Favn’,” fortæller Eva Helene Pade, der her er fotograferet på Rudolph Tegners Museum i Dronningmølle.

Jakke, Acne Studios, 4.300 kr.
Skjorte, Saks Potts, 2.240 kr.
Bukser, Acne Studios, 2.200 kr.
Halskæde, Tiffany & Co., 15.000 kr.

Det var en meget definerende oplevelse. Jeg blev opslugt og rørt. Hans værker er kæmpestore og brutalt malet. Mørke motiver, melankoli og skønhed, der smelter ind i hinanden. Jeg stod derinde med tårer piblende ned ad kinderne. Det var så intimt at stå i midten af den kunst-ellipse. Jeg sugede som en svamp og kom i gang med at lave et værk på sådan et af de træpaneler, jeg arbejder på i dag. Jeg nåede at komme hjem til København, lige inden Paris lukkede helt ned.

I mine malerier er det oftest kvinden, der har hovedrollen. Der vil vel nok også altid være en snert af noget selvbiografisk i mine værker. Men det er ikke selvportrætter. De tager udgangspunkt i mit sind og min erfaring og opfattelse af verden – i en fortolket form. Jeg imiterer aldrig mine følelser her og nu i værkerne. Der er altid en hovedperson, en fortæller i dem. Når jeg arbejder, tapper jeg ind i den eksistentielle ængstelighed, alle vi mennesker bærer med os. Jeg har altid gode samtaler om mine værker med min søster Ane. Hun kan den kunstneriske kanon på sin rygrad og er ligesom jeg optaget af de store fortællinger om liv og død. Kærlighed. Sorg og længsel. Hun er optaget af kvindeskikkelserne. Kvinder i et momentum. Kvinder, der er på vej. Vi kan tale om referencer til andre kunstmalere. Jeg elsker vores samtaler. Min installation fra Torino gav jeg titlen ’Danse Macabre’ – altså en dans, der fører til døden – og hvor alle fra paven til bonden danser en grotesk og absurd dødsdans. Jeg lader mig inspirere af andre kunstnere – Edvard Munch er jeg meget fascineret af. I et af værkerne fra udstillingen ’Uno, Nessuno, Centomila’ er dødninge-skikkelsen en reference til Gustav Klimts ’Liv og død’ fra 1916. Jeg er meget optaget af den spanske kunstner Hermenegildo Anglada Camarasas udtryk – og har ’lånt’ af ham, når det gælder kompositioner. Han var samtidig med Edvard Munch – og har en fantastisk måde at male kvinder på. Det er ikke et overseksualiseret mandeblik.

Jeg har det lidt stramt med alle de nøgne kvinder i kunsten. Det er lidt ligesom frugtskålen. Det er rent objekt … det klassiske nøgne muse-maleri. For mig er hun en passiv figur. Eller også taler værkerne ind i en historie, som er skabt af mænd – den gamle fortælling om Maria Magdalene eller Madonna. Synderinden eller fromheden. Forestil dig, hvis kunsthistorien kunne tælle lige så mange malerier af nøgne mænd? Jeg gør mig altid overvejelser om, hvorvidt det for eksempel er nødvendigt med en blottet brystvorte i mine egne værker. Er det vigtigt for fortællingen? Er det den rette måde at kommunikere kvindelig seksualitet på i det her maleri? Eller min egen seksualitet? Skal det være igennem en brystvorte? Og ja, det skal det måske være i et værk, men ikke i et andet. Det er noget, jeg bruger tid på at reflektere over. Jeg ville aldrig male en nøgen kvindekrop, bare fordi den er smuk. Kvinderne i mine værker kommer fra mig, og jeg føler et stort skæbnefællesskab med dem. Jeg er optaget af at få kvinden ud af de fortegnede endimensionelle roller.

Egentlig handler det jo bare om at være menneske, hverken mand eller kvinde. Edvard Munch og Tamara de Lempicka kan male et portræt af en kvinde, hvor jeg kan mærke alle følelserne. Når det er sagt – og naturligvis uden sammenligning – så er jeg glad for, at mine værker taler til mennesker med alle seksuelle orienteringer. Til alle de store følelser, vi mennesker besidder. Det gør mig stolt. Der er mange, der bliver overraskede, når de møder mig efter at have set mine malerier. De forstår ikke, at det er en kvinde på 24 år, der har malet dem i 2021. Jeg oplever, at folk bliver betaget af værkernes tydelige kunsthistoriske referencer, men at de alligevel står stærkt i samtidskunsten.

En bøf i guldramme
For et par måneder siden flyttede jeg fra en lejlighed i Sydhavnen og ind til Nansensgade, hvor jeg har indrettet hjem og atelier. Her er sådan et smukt lysindfald, og det er også skønt at være sluppet for at have Bauhaus som nærmeste nabo. Det er trist, at det byggemarked har overtaget betydningen af navnet. Man glemmer helt, at Bauhaus har stået for en af de mest skelsættende kulturbevægelser i det 20. århundrede, når man glor på deres grimme, røde bygningsfacade.

Jeg elsker at omgive mig med ting, der har sjæl. For tiden er jeg meget begejstret for dba.dk. Mit seneste fund er marmorbordet i mit atelier. Det ligner et Munch-maleri. Men favoritkøbet er maleriet af den danske kunstner Herdis Gelardi. Hun blev født i 1916 og døde som 75-årig. Det fandt jeg på en lidt fancy Instagramprofil, der handler med brugte ting. Jeg elsker motivet – en henslængt krop over et bord. Er det en dreng, en mand, en kvinde? Der er en meget melankolsk og opgivende stemning i maleriet. Det ene øje er lidt mast på grund af hånden, som ansigtet hviler på. Så er der citronen på bordet. Den afgjorde det. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle købe det maleri, for der er stort set altid en citron eller to til stede i mine værker. Det billede taler til mig, og jeg begyndte derfor at snuse rundt på dba.dk. Og så faldt jeg over hendes oliemaleri af en sort-hvid kat, der ligger på et foldet rødt tæppe på en træstol. En kat i 1:1-størrelse. Det er alt for stort, men alligevel fedt. Det var sat til 1.300 kroner, og det er nok lige i overkanten for den kat. Jeg skrev til sælgeren: ”Mit bud er 600 kroner, og så køber jeg det ubeset”. Det havde jo været til salg i flere år, ikke? Han svarede hurtigt og kortfattet: ”Nej, jeg venter på én, der vil sætte pris på maleriet”. Det har jeg virkelig respekt for. Ofte laver jeg impulskøb, men hvis prisen er for høj, mærker jeg lige efter. Jeg har ikke drømt om katten, men jeg har tænkt på den hver dag, så jeg køber nok det maleri en dag. Til 1.300 kroner.

Herdis Gelardi-maleriet, som allerede hænger herhjemme, er et godt værk, der i mine øjne ikke burde hænge her på Nansensgade men i samlingen på Statens Museum for Kunst. Men nu er hendes karriere altså endt på dba.dk og sikkert også i genbrugsbutikker i udkantsdanmark, hvor de kan købes for 200 kroner. Hun repræsenterer en tid, hvor kun ganske få kvinder fik anerkendelse for deres kunst. Der er så få. Og flere af dem blev jo gift med kunstnere, og så blev de muser og mødre. Og så var det … væk. Herdis Gelardi taler til mig. Vi er begge kunstuddannede – men i forskellige tidsperioder. Min karriere går usædvanlig godt. Jeg kan købe hendes maleri. Hun har været med til at bane vejen for mig. Og så var der citronen, ikke?

Min gode ven, kunstneren Rasmus Styrmer, og jeg kan bruge lang tid på at google malerier på dba.dk. Der er mange funky ting. Og virkelig mange billige kopier af Krøyer, Picasso, Cézanne og de andre store. Jeg vil opkøbe en del af de her ’mesterværker’ og lave en lækker, indrammet salonophængning på mit badeværelse. Alle hovedværkerne. Det er min plan. En morgen ringede Rasmus: ”Jeg har fundet det perfekte maleri til dig. Du vil elske det”. Det var et maleri af en bøf. Sælgeren hed Anne M., og det var det eneste, hun havde til salg. Bøffens marmorering er så godt udført. Den har en Lucian Freudsk hvidhed over sig. Den er teknisk flot malet, men tallerkenen er helt off. Hvorfor overhovedet male en bøf? Det talte vi lidt om, men da vi opdagede værkets titel, var vi solgt. Det hedder ’Den nye champagne’. Wauw! ”Du får det i fødselsdagsgave”, sagde Rasmus.

En uges tid senere lå det foran min lejlighedsdør. Anne M. havde selv været forbi for at aflevere det. Jeg var desværre ikke hjemme. Konvolutten var ikke forseglet. Jeg tror, at hun var dukket personligt op i håbet om at se køberen af bøffen. Jeg har gjort mig mange forestillinger om ’Den nye champagne’. Det skal hænge i mit køkken. I en smuk, antik og tyk guldramme.

Fra Dossier nr. 28, januar-februar 2022