Henrik Vibskov

om sit skrivebord

’Once a Year’ har jeg fået af Hari K. sammen med et brev, hvor han takker for at modtage vores årlige donation (PIG Donation Salami, red.) til et praktisk intelligent geni, som alle, der mener, de er det, kan søge om. Vi sælger de her polstrede salamipølser, som vi lavede 3.000 af til et modeshow for nogle år siden, og alt overskuddet går til at supporte nyt talent. Vi plejer at skrabe omkring 25.000 kroner sammen. I bogen er der syrede fotografier af teaterkostumer fra et karneval i Sydvesttyskland – Hari K. tænkte på mig, da han så den.

Til udstillingen i Lillehammer har jeg lavet en workshop for børn og ældre, ligesom man har på Louisiana. Vores butik i New York er fyldt med kæmpestore blyanter, der er foldet i papir, og jeg har tænkt på, at jeg gerne ville lave buster i papir. Kroppe med ansigter. Jeg tænkte: Enten skal det være megainkluderende med alle hudfarver og seksualiteter, eller også skal jeg lave et projekt, som kun handler om sure og bitre hvide mænd. Jeg synes, det er svært som hvid mand at kommentere andre hudfarver og seksualiteter, men det sidste kan jeg tale med om. Jeg sad i et Zoom-møde forleden og så på billedet af mig selv på skærmen: Hold kæft, jeg lignede en bitter skiderik.

Et værk, som også hænger på den store udstilling på Lillehammer Art Museum, vi lige har sat op. Jeg har aldrig fyldt så mange kubikmeter ud før. Med alt muligt: tøj fra 40 kollektioner, kunstinstallationer og en masse videoer fra balletter og operaer. Fotografiet er skudt i vores gamle studie, hvor vi arbejdede med old school analogt lys og skygger. Der står faktisk en nøgen kvinde foran en stor tekstilramme. Fotograferet af Alastair Wiper og lyset skabt af Viggo Grumme.

Når vi har besøg fra store internationale medier som Vogue, forventer de altid at blive mødt af en sekretær og mig, der sidder for enden af et clean og tomt, sort skrivebord. Obamas ovale bord. Når de ser mit skrivebord, spørger de altid, om jeg også sidder ovenpå. Jeg må have en etage for mig selv. De kan slet ikke få det til at hænge sammen. Den flade struktur, hvor jeg sidder blandt alle de andre. Jeg er meget flydende mellem dem, jeg skal tale med, sofamøder og mit eget bord. Hvis jeg skal have ro, arbejder jeg hjemmefra.

Jeg er faktisk blevet glad for studiet i Carlsberg Byen. Det er fedt, at det ligger lidt væk fra København K, så folk ikke popper ind hele tiden. På Papirøen væltede der tanter og venner ind. Der gik lige fem sekunder før: ”Hej, Henrik, der står nogen, som gerne vil snakke med dig.” Vi har folk, der sidder og maler og syr, og det tiltrækker åbenbart folk – de gik bare ind, som om det var Bornholms Kunstfabrik. Det her studie er knap så lufthavnsagtigt, her kan vi koncentrere os i i hvert fald 10 sekunder ad gangen.

Mapperne er fulde af skitser og tegninger fra tidligere kollektioner. Vi gør en dyd ud af at konstruere designet i papir først, så det hele ikke er en flad 2D-tegning på en computer. Vi skal bruge øjne og hænder til at forholde os til et stykke tøj, som vi skal have på kroppen. Vi har også symaskiner i studiet – dem skal man efterhånden kigge langt efter hos de fleste andre modevirksomheder.

Fra Dossier nr. 28, januar-februar 2022.