Magnus Cort

om at lave hattrick i Vuelta a España

Det var historisk, da Magnus Cort kaprede tre etapesejre i årets Vuelta a España. Det sikrede ham nemlig den danske rekord for flest etapesejre i grand tour-løbene og årets titel som Vueltaens mest aggressive og angrebsivrige rytter. Den bornholmske cykelrytter fortæller her om restitutionsdage, hvor han kun cykler tre timer, om at finde sin identitet som generalist og om vigtigheden af at ligge stille og kigge på rumraketter

6. etape, 19. august 2021

Jeg var i mit livs bedste form, da jeg ankom til Vueltaen. Det var det, der gjorde, at jeg kunne være med og kunne køre på den måde. Det skyldtes til dels, at jeg havde kørt Tour de France inden. Alle cykelryttere prøver jo altid at være i deres bedste form, når de ankommer til en grand tour, og jeg har også forsøgt at blive det før, så jeg ved ikke helt, hvad jeg gjorde rigtigt. Men min form nåede højere niveauer end nogensinde før. Det er jo ikke meningen, at man skal bruge en grand tour som opvarmning, for sådan et tre uger langt cykelløb sidder længe i benene, og man har brug for en slapper bagefter. At køre Tour de France var et stort mål i sig selv, men det er, som om Tour de France lagde en god grundsten inden Vueltaen for mig.

Efter Tour de France tog jeg til Bornholm, hvor jeg kommer fra. Det gælder om at holde kroppen lidt i gang, for man kan nærmest få et chok, hvis man bare stopper direkte efter at have kørt så meget i tre uger, som man gør i de store cykelløb. Den første uge efter et cykelløb er det bedre at køre lidt mere, end man har lyst til, den anden uge kan man køre lidt mindre. Selv om jeg var træt efter Tour de France, gik der ikke mange dage, før jeg havde gode ben igen. Jeg var på Bornholm en lille uge, og jeg tog det stille og roligt, jeg tror kun, jeg cyklede to-tre timer om dagen. Men det handler ikke kun om, at det er færre timer, end når jeg træner hårdt, det er også mere blandet og mere lystbetonet. Jeg kørte en del mountainbike,og så kørte jeg meget på grusveje. Det er dejligt at stemple ud fra landevejen, hvor den meste træning foregår, og lave noget, hvor man bare hygger sig i stedet. Jeg kan godt lide at træne på landevejen, men det er god afveksling bare at være ude og køre, som man har lyst til.

Jeg bor i Girona, og så får jeg ofte noget højdetræning i Andorra. Det gjorde jeg i tre dage før Vueltaen. Men den allersidste uge op til en grand tour er der mange, der restituerer lidt for at komme med noget friskhed. Der cykler man måske kun to-tre timer om dagen. Det er mere den næstsidste og tredjesidste uge op til et løb, at træningen peaker. Der træner man måske 25-30 timer om ugen, og der er det primært træningspas, intervaltræning og så måske den samme rute op ad et bjerg igen og igen, hvor man prøver at slå sin egen tid.

Det er sportsdirektørerne, der bestemmer taktikken før hvert løb og hver etape. Man kan også komme til dem, hvis man har idéer og forslag, og som regel lytter de også til rytterne. Så kan man ret hurtigt blive enige om nogle fælles mål. Før den sjette etape i Vueltaen var det mig, der kom til sportsdirektøren med en idé. Jeg havde brugt aftenen inden på at danne mig et overblik over den kommende dags etape. Jeg sætter mig ind i ruten, studerer, hvilke bjerge og bakker jeg skal lægge mærke til, kigger på finalen og ser, om det er en rute, der kunne passe til mig. Hvis ikke jeg er i nærheden af at kunne cykle om sejren, så sætter jeg mig ikke helt så meget ind i ruten, men det gjorde jeg her. Jeg sagde, at jeg godt kunne tænke mig at gå i udbrud på etapen. Jeg tænkte, at der var en god chance for, at der skulle køres om etapesejren fra et udbrud, så den kunne ligge godt til mig. Sportsdirektøren havde ikke selv kigget på det, men vi snakkede om det, og jeg fik lov til at gå efter det.

Ruten gik fra Requena, og først kørte man ned ad bakke, så fladt i mange timer, og så var hele finalen op ad bakke. Der var mange angreb i løbet af dagen, men de blev altid indhentet. Da der endelig kom et udbrud, ramte jeg det, selv om vi ikke fik så stort et forspring, som vi havde håbet på. Det var en ret stejl bakke, og der var mange angreb.

Det endte med at blive en jagt på de allersidste meter, hvor Primož Roglič var lige bag mig. Der er nogle løb, hvor man ved, at man kommer til at vinde. Og så er der løb som det her, hvor det er så uhyggelig tæt, og jeg ikke vidste, at jeg ville vinde, før der var en meter til mållinjen. Primož Roglič endte med at få samme tid som mig, men han kørte ikke forbi mig.

Inden grand tour-cykelløbene har Magnus Cort ofte fokus på at træne i bjergene, helst i 1850 meters højde. Den sidste uge inden et løb restituerer han, så der cykler han kun i 2-3 timer om dagen, men i anden- og tredjesidste uge inden et stort løb kører han 25-30 timer.

Det var skægt for mig at vinde på en anden måde. Der har næsten altid været tale om deciderede massespurter, når jeg har vundet, hvor feltet måske er blevet reduceret lidt til allersidst. Denne gang var det op ad et bjerg, og det er sjovt for mig at se vinderbilledet og videoen fra de sidste minutter, for det ser nærmest ud, som om jeg er helt alene på toppen af bjerget. Men hele feltet er lige bag mig, det er bare kameravinklen, der snyder lidt.

12. etape, 26. august 2021
Jeg aner næsten ikke, hvor jeg er under en grand tour. Vi bor på de hoteller, vi får anvist af løbsarrangørerne, og der er meget langt mellem de luksuriøse hoteller. Det kan man se på min Instagram-profil, hvor jeg sidste år fotograferede alle de hotelværelser, vi boede på. Jeg tror, de fleste ville blive overraskede over, hvor lidt luksuriøst det er. Der er selvfølgelig, hvad der skal være, men det er ikke ualmindeligt at ankomme til et værelse uden aircondition, selv om det er 35 grader udenfor, og man skal køre dagen efter.

Når jeg sætter mig i holdbussen om morgenen for at køre til etapens start, er min kuffert allerede blevet samlet op ved mit værelse, og når løbet slutter senere samme dag et andet sted, og vi bliver samlet op af holdbussen igen, står den og venter på mig på et nyt hotelværelse. Holdene styrer alt det logistiske, så det eneste, jeg forholder mig til, er at køre løbene.

Vi spiser som regel morgenmad cirka tre timer inden etapens start, og jeg står altid så sent op som muligt. På grand tours har vi vores egen kok med, som kan sørge for, at der er den rette mad, så vi ikke er nødt til at spise hotellets mad. Jeg beder som regel om noget havregrød og en omelet. Efter morgenmad er det direkte ud i bussen, og så er der ofte en times tid til starten på etapen. Vi prøver at ankomme en time og et kvarter inden løbets start. På vej derhen sidder folk og gør det, de nu har lyst til. Der er mange, der hører musik eller ser en serie, og så er der nogle, der forbereder sig til dagens etape, men det gør jeg som regel aftenen inden. Jeg hører typisk en podcast, næsten altid noget cykelrelateret.

De tre etapesejre på årets Vuelta gjorde Magnus Cort til den danske cykelrytter, de har vundet flest grand tour-etaper. Han har vundet syv, mens Bjarne Riis vandt seks. Jesper Skibby og Michael Rasmussen deler tredjepladsen med fem sejre hver.

Når vi ankommer til startstedet, er der taktikmøde, vi klæder om, der er et dopingtjek, og så kan man måske lige sidde ved bussen og få en kop kaffe, inden man kører til starten. De morgener, hvor jeg har vundet etaper, har lignet de andre. Det er ikke sådan, at jeg er stået ud af sengen og har tænkt, at i dag bliver dagen, hvor jeg vinder. Ruterne skal ligge rigtigt, de skal passe til en, og så skal man have heldet med sig.

Morgenen inden min anden etapesejr på årets Vuelta havde jeg det ret hårdt. Jeg havde været i udbrud dagen inden og været uhyre tæt på at lave en gentagelse af sjette etape, jeg var lige ved at vinde. Jeg blev hentet kun 50-100 meter inden mållinjen, så jeg havde tømt mig selv fuldstændig. Jeg følte mig virkelig ikke flyvende til at starte med. Så selv om ruten på papiret egentlig passede godt til mig, sad jeg og puttede mig. Jeg følte, at jeg havde brugt kræfterne, og jeg ville ikke for alvor ud i et udbrud. Etapen, vi kørte, er normalt en udbrudsetape, hvilket betyder, at dem, der kører udbruddet, vinder. Men der var så mange interesser den dag, der gik over to timer, før der var et udbrud af sted, og så var der et hold, der gik op og tog ansvar for at holde udbruddet tilbage.

Der er nogle, der siger, at min styrke er, at jeg er alsidig, men jeg har også hørt det modsatte. Der er ikke noget, jeg er allerbedst til. Jeg er ikke den hurtigste sprinter, og jeg er ikke den hurtigste bjergrytter, hverken i bjerge eller på bakker. Men det, jeg kan, er, at jeg kan mange ting, så på dage, hvor der både skal køres på glat vej og i bakker eller bjerge, og hvor der skal spurtes til sidst, der kan jeg være rigtig god. Der er andre, der ligesom mig kan mange ting frem for at have specialiseret sig i én enkelt, så det er ikke helt vildt unikt, men de fleste prøver at specialisere sig i et eller andet. Det har jeg også tænkt, at jeg burde gennem årene, men nu har jeg valgt at specialisere mig i at kunne flere ting. Jeg har sådan set bare fulgt kroppen i stedet for at prøve at skubbe mig selv i en retning for at blive et eller andet bestemt. Det gør, at jeg følger lidt mere med i hele løbet, og at jeg prøver at tage chancer, når de er der, frem for at følge en bestemt plan.

Udbruddet på fire mand, der var af sted tidligt, blev hentet til allersidst, og der havde jeg samlet kræfter. Jeg kørte med min holdkammerat Jens Keukeleire, som jeg har kørt på hold sammen med i flere år, og vi ved begge to, hvad der skal til for at vinde til sidst i sådan et udbrud. Han kørte helt fantastisk for mig i det reducerede felt, og det var derfor, jeg kunne vinde. Etapen sluttede i Cordoba, hvor der var tæt på at være 40 grader. Vi kom til det sidste stykke, hvor der skulle spurtes, og det gjorde jeg. Når det kommer til sådan nogle sprint, er der ikke nogen, der er hurtigere end mig. Det var en mere klassisk sejr for mig end den første, men derfor var det ikke mindre sjovt.

Magnus Cort startede med at køre mountainbike på Bornholm, hvor han voksede op, men i dag har han base i den catalanske by Girona i Spanien, tæt på Pyrenæerne. Cort er på kontrakt hos det amerikanske UCI Word Tour-hold EF Education-Nippo.

Aftenen efter en etapesejr ser ret anderledes ud end alle de andre. Normalt kører man samlet med holdbussen til hotellet, men når man vinder en etape, har man først travlt med præmieoverrækkelse, dopingkontrol og en lang presseseance. Holdbussen kører af sted uden en, så der holder en bil og venter på mig. Efter hele seancen smider jeg tøjet, og så er jeg tilbage på hotellet et par timer efter de andre. Der venter en ny dag og endnu en etape dagen efter, så man går ikke amok. En del af tiden går bare med massage og sådan noget, så man kan blive klar.

Det første, jeg gør, når jeg kommer tilbage til hotellet, er normalt at gå rundt på værelserne og finde folk og sige tak for hjælpen. De har tit en stor andel i sejren, men det er ikke altid, man når at se dem efter etapen, hvis man har vundet, for så går man direkte fra målstregen til hele presseseancen. Så går vi ned til aftensmaden, hvor der altid er champagne. Vi venter på alle – også mekanikerne, det er tit dem, der er sidst færdige – fejrer det lige hurtigt, og så er det tilbage på værelserne for at slappe af og blive klar til morgendagen. Alkohol på en grand tour er kun forbundet med at vinde, for man drikker som regel ikke. Afhængigt af, hvilken gruppe man er af sted med, og hvem sportsdirektøren er, kan man måske godt få lov til at tage en øl eller et glas vin nogle gange, men det er sjældent. Det er noget, der er forbundet med en sejr.

Den måde, vi spiser og drikker på, er ret anderledes. De fleste cykelryttere er meget seriøse med hensyn til deres kost, og selvfølgelig sørger jeg for at spise sundt, sove nok og ikke gå ud og spille fodbold og bruge alle mine kræfter på det. Men jeg er ikke den mest seriøse på det punkt. Jeg står ikke og vejer al min mad, og jeg går ikke i panik, hvis jeg mangler et kvarter af træningen eller træner 15 minutter for meget. Jeg prøver at slappe lidt af med det.

19. etape, 3. september 2021

Jeg fik min første cykel, da jeg var 12 år gammel, og jeg begyndte at køre cykelløb, da jeg var 14-15 år. Jeg har altid haft drømmen om at blive professionel sportsmand, uanset hvilken slags, så langt tilbage jeg kan huske. Da jeg var barn, var det fodbold, det tror jeg, de fleste drenge drømmer om. Min familie har altid været meget sportsinteresseret, og har også konkurreret inden for forskellige sportsgrene, så jeg har altid dyrket meget sport, og det virkede som et meget naturligt skridt at begynde at køre løb. I starten var det motionsløb, og så blev det stille og roligt større løb. Pludselig blev drømmen om at blive professionel at blive mere realistisk, men jeg har svært ved at huske præcis hvornår. Det var en glidende overgang. Cykelsporten er inddelt i flere niveauer, men det skiller ret klart, når man skriver under på en professionel kontrakt. Det gjorde jeg i 2014, en treårig kontrakt med et australsk team (Orica-Greenedge, red.). Det var selvfølgelig et stort skridt. Det sidste store skridt var at komme med i touren (Tour de France, red.), det er ligesom det højeste, man kan opnå på den internationale scene.

Jeg er stadig meget konkurrencemindet, jeg kan godt lide at køre cykelløb og især at køre aggressivt, så det falder mig naturligt at angribe og gå efter sejren. Det er ikke sådan, at jeg tager en slapper, fordi jeg allerede har vundet to etapesejre, heller ikke i slutningen af et treugers løb, hvor man er ved at have trætte ben. Når formen er god, udnytter jeg det.

Den 19. etape var sådan en klassisk udbrudsetape, hvor man fra starten af kan se, at den kunne ligge godt til et udbrud og kunne ende i en spurt. Ruten var lidt speciel, for den begyndte med 10 kilometer, hvor det gik opad. Ofte kører udbrud ikke før stigninger, men der var et udbrud, inden vi tog den første stigning, og jeg kørte med. Vi endte med at sætte af sted i et stort udbrud på næsten 30 mand og en lidt skæv holdsammensætning. Så den første del af dagen var en lang jagt, hvor udbruddet blev skåret ned fra første stigning, og folk langsomt blev sat af.

Selv om vi ikke bor og træner sammen som på fodboldhold, betyder holdet vildt meget for, hvor meget man kan vinde. Hvis man kører klassement, kan det slet ikke lade sig gøre at være med uden et stærkt hold. Til endagsløb eller på enkelte etaper kan man måske godt klare sig igennem uden, men gode holdkammerater gør hele forskellen. Der er nogle etaper, hvor man kører for andre fra holdet, fordi de har en god chance for at vinde etapen, og så er der de etaper, hvor andre kører for en. Fordi Hugh Carty, som er fra vores hold, og som havde været en af favoritterne, faldt fra, var der et par dage i Vueltaen, hvor der ikke var nogen af os, der skulle noget, så der kunne vi tage det lidt roligere. Der sidder jeg typisk længere tilbage i feltet og prøver at komme igennem så nemt som muligt. Jeg holder mig fra stressen, og chancen for at styrte er mindre der. Men vi skal stadig køre 180 kilometer, så det er ikke gratis.

Det er lidt ligesom på et fodboldhold: Man har både brug for angribere og forsvarsspillere. Med årene er det tiere og tiere mig, der bliver kørt for, men jeg er også vant til at køre for andre, og det har jeg slet ikke noget imod. Jeg kan godt lide at give de andre chancen, både på dage, hvor ruten slet ikke passer til mig, og man bare skal gøre det bedste, man kan for sin holdkammerat, men faktisk også på dage, hvor jeg også godt kunne vinde, hvis jeg fik chancen. Til Tour de France, eksempelvis, hvor en af vores ryttere (Rigoberto Urán, red.) stod til en podieplads, der var det nærmest tre uger i streg med fokus på at køre for andre.

På den her etape var der ikke nogen tvivl om, at de andre skulle køre for mig. Ruten passede godt til mig, og med den gode form, jeg havde haft inden, var det selvsagt. Men jeg havde ikke vundet etapen uden Lawson Craddock. Ham havde jeg med mig hele dagen, og han ofrede sig fuldstændig for mig. Det havde vi været enige om, at han skulle, men han gjorde et fuldkommen fantastisk stykke arbejde. Det var en stærk udbrudsgruppe, og i løbet af dagen blev flere og flere sat af. Det endte i en jagt, der igen var uhyggelig tæt de sidste 20 kilometer. Lawson Craddock var med til at holde tempoet højt, og fordi han vidste, at han ikke skulle spare sig til en spurt eller et angreb helt til sidst, sørgede han for at holde gruppen på afstand og lægge tempoet, så jeg kunne ligge bag ham og bare følge ham. Han leverede mig til forfeltet, og så spurtede jeg. Jeg vandt, men jeg havde ikke gjort det uden ham. Sejren var lige så meget hans. Han havde også armene i vejret, da han passerede målstregen.

Det var helt sikkert en sjov rekord at tage, at jeg nu er den dansker, der har vundet flest grand tour-sejre. Internationalt er det jo ikke en rekord i sig selv, men det er et stort resultat for mig. Jeg kan mærke, at der er flere, der genkender mig nu, når jeg er ude at cykle. Der er flere biler, der lige sætter farten ned, når de overhaler, og der er flere biler, der stopper på toppen af et bjerg og gerne vil tage et billede sammen med mig, når jeg kommer derop. Jeg tror, at jeg især har vundet nogle spanieres hjerter med Vueltaen.

Mit liv handler meget om at cykle. Jeg har hverken kæreste eller kone eller børn, så på den måde er det ikke så svært at balancere tingene. Jeg lytter bare til, hvad jeg selv har lyst til, og der kan måske godt gå for meget cykling i det, men det er ikke noget problem,for jeg er ikke væk fra noget eller nogen. Jeg har ikke rigtig nogen hobbyer, for når ikke jeg cykler, skal jeg sidde meget ned og hvile mig. Det er faktisk en af mine forcer, at jeg er så god til det. Der er nogle, der synes, det kan være kedeligt at være sammen med mig, fordi jeg skal sidde så meget stille og restituere. Jeg ser meget YouTube, ikke så meget om cykling, mere om forskellige tekniske ting, måske rumraketter og andre science-ting.

Jeg har været forskånet for større uheld – jeg har selvfølgelig brækket et par knogler, men ikke noget stort – og jeg har altid været god nok til at kunne få kontrakter uden at skulle være nervøs for det, så på den måde har der ikke været store bump på vejen i min karriere. Men jeg går glip af mange ting, fordi jeg ikke bor i Danmark, og fordi jeg ikke selv kan bestemme, hvornår jeg vil holde fri. Man kører løb, når de er der, og så går man glip af en masse ting i familien.

Det, jeg glæder mig mest til, når jeg ikke længere skal være professionel cykelrytter, er at kunne holde helt fri. Det kan jeg ikke nu, jeg skal altid tænke mig om, jeg kan ikke bare drikke mig fuld, spise på McDonald’s eller spille fodbold. Jeg skal altid sørge for at være klar til træning, at få restitueret og være bevidst om, hvad jeg spiser. Det bliver rart en dag at kunne slappe af, tage en ekstra øl og rejse et sted hen uden altid at skulle have cyklen med og træne.

Men der er mange ting, jeg gerne vil opnå inden. Der er nogle store mål og nogle sejre, jeg ville være ked af ikke at få taget, inden jeg stopper. Jeg vil gerne vinde VM, og jeg vil gerne tage flere etapesejre. Man kan aldrig forvente noget, men jeg håber som minimum, at jeg får taget en lille håndfuld sejre. Og måske lidt mere end det.

Fra Dossier nr. 28, januar-februar 2022.