Malene Hvidt og Nikolaj Lorentz Mentze

om inspiration

Malene Hvidt står på skuldrene af sin farfar og fars arkitektoniske projekter og møbelklassikere, når hun som arkitekt og partner i Spacon & X tegner steder som Hart Bageri, Wood Wood i Berlin og London og Nomas burgerbar Popl, mens kæresten, Nikolaj Lorentz Mentze, trækker på barndommens ferieminder og hverdagsritualer, når han indretter og designer glas, lamper og møbler for Yonobi, Frama, Hay og Georg Jensen Damask

Nikolaj Lorentz Mentze, designer, stifter af Studio0405

Solen skinnede altid, når vi besøgte det røde sommerhus i Sverige. Lupinerne blomstrede. Køerne gik på marken, og der duftede af nyslået græs. Det var konstant 30 grader. Vi smed fødderne i zinkbaljen med koldt vand og kølede os ned ved en af søerne, som var røde på grund af mineraler i vandet. Jeg husker følelsen af at have mudrede fødder efter en dukkert. Sådan er det med barndomsminder. Det er de bedste 10 procent, man husker. De sanseindtryk står stadig meget stærkt for mig, og jeg bruger dem ofte i mit arbejde i dag. Da jeg indrettede keramikbutikken Yonobi i København, trak jeg netop på minderne fra Sverige. Det lyder måske som en kliché, men jeg lavede et bord til butikken ved at tage nogle store sten, der lå spredt ud på marken i Sverige.

Da jeg var 14 år, solgte mine forældre huset i Sverige og købte i stedet et nedlagt landbrug på Bornholm. Stedet blev en stor del af mine teenageår. Vi rejste aldrig væk fra Danmark om sommeren, vi tilbragte alle ferier på Bornholm. Vi sov middagslur på marken blandt fårene og gik på opdagelse langs åen, der løb igennem gårdspladsen. Det lyder igen meget romantisk, men jeg må have en naturromantisk sjæl. Der er noget ved det kulturlandskab, som jeg altid har fundet mig godt tilpas i. Min tvillingebror, Mathias, og jeg spillede ikke Game Boy, vi var ude og finde knogler i skoven eller fange fisk i åen. På den måde har vi været lette børn. Vi blev bare sendt ud. Jeg husker stadig glæden ved ritualet med at fiske. At fange noget, der havde en værdi, og som vi kunne tage med hjem og spise. Det var kæmpestort at blive belønnet efter at have stået der i tre timer.

T-shirt, Markas, 550 kr.
Bukser, Lanvin hos Braun Hamburg, 6.320 kr

Jeg lavede legetøj og små redskaber som en grydeske til køkkenet ude i min fars værksted. Samt en uro, hvor jeg borede huller i nogle pinde og satte dem sammen. Den anerkendelse, jeg fik af mine forældre, sidder stadig i mig. Jeg fandt en glæde i at kunne tage noget, der ellers skulle i brændeovnen, og får en værdi ud af det. Det er vel det, jeg lever af i dag. At tage et materiale og forædle det, så det får en værdi. Mit udgangspunkt for en designproces er stadig ressourcen, designet er underordnet.

Der var dansk design i mit barndomshjem, det er en del af vores arv. Vores morfar, Ernst Mentze, var kulturredaktør på Berlingske, og han skrev og malede ved siden af. Han var gode venner med Arne Jacobsen og Robert Jacobsen og hele det slæng. Vores farfar, Svend Aage Lorentz, var filminstruktør og førte sig frem i Københavns kultur- og selskabsliv og var på forsiden af bladene med forskellige skandaler. Jeg tror, at vores forældre gik i modsat retning, fordi de var trætte af deres forældre, der gik så meget op i deres arbejde, at det gik ud over børnene. Vores mor er journalist og vores far er tv-fotograf på blandt andet TV 2, men det er ikke noget, de har flaget vildt og voldsomt med. Vi flyttede til et parcelhuskvarter i Virum, som da havde sin charme, men godt nok også meget jævnhed. Der lå et borgerligt tusmørke over det. Og generationers fokus skifter jo hele tiden lidt ligesom mode, så nu kan jeg og Mathias så vise os lidt frem som vores bedsteforældre gjorde.

For et par år siden fandt jeg et glas i mine forældres køkkenskab, som jeg havde lavet på mit første år på Designskolen (i Kolding, red.), hvor jeg havde besøgt en af mine undervisere, som var glaspuster, og prøvet at puste et glas. Det var jeg ikke god til. Jeg kunne ikke holde varmen i det, og derfor var det så bulet og skævt. Hvis du er en dygtig glaspuster, kan du gøre det tyndt fra starten af, så glasset bliver ens og lækkert. Men da jeg stod der i mine forældres hus med glasset i hånden, tænkte jeg, at det alligevel kunne noget. Jeg besluttede mig for at tage glaspusteriet op igen og genskabe det dårlige glas. Det er så blevet til, at jeg har lanceret en glaskollektion af både vand- og vinglas og forskellige kander.
Jeg laver ikke en tegning eller skitse, inden jeg laver glassene. Jeg tegner i glas, når jeg arbejder. Mine glas ligner en børnetegning af et glas. Selve designet er bare et efterbillede på nethinden af, hvordan et glas ser ud. Det vil sige 4.000 års indsamlinger af visuelle billeder af glas, alt fra vilde og detaljerede romerske glas over helt spinkle glas til farverigt glas fra Murano. Hvis du tager summen af alt det, og finder det mest gængse glas, så ser et glas jo for fanden bare sådan ud.

Når du lige kigger på glasset, ser du et almindeligt glas. Det interessante sker først, når du tager glasset i hånden og ikke mærker det, du forventer. Du fornemmer bølgerne og bulerne. Det ukorrekte. Du tager altså stilling til, hvad du omgiver dig med. Når der bliver skabt en dialog mellem menneske og objekt, synes jeg, at vi kan tale om design. Det er ikke en bevidstløs handling som et Ikea-glas, der mimer et andet glas, som bare er noget, du drikker af. Folk reagerer på detaljerne i mine glas. Man kan få et forhold til det. Det har en kæmpe styrke at skabe relationer til det, du omgiver dig med. Jo større min relation til det her glas er, des længere tid går der, før jeg smider det ud. Det kan endda være, det går i arv i min familie.

Hvis ikke der er en dialog, bliver produktet overflødigt og ligegyldigt. Jeg går da ind for gode ideer og innovation, men jeg synes bare, at meget af det nye, vi ser i verden, om det er stole eller husbølger i Vejle, sjældent er skabt på en bæredygtig og omsorgsfuld måde over for vores ressourcer. Jeg kan godt lide, at verden forandrer sig, men jeg tror, at designere skal passe på med at tage for store skridt. Det er i vores produktionsanlæg, vi skal redde verden. I stedet for at putte noget giftigt ind, skal der puttes noget ordentligt ind, så der kommer noget ordentligt ud. Det skal komme i det små. Hvis det, vi har tæt på os, fungerer, tror jeg, at det spreder sig til resten af vores virke. Jeg tror godt, at man med design kan minde folk om, hvordan kvalitet føles.

Nikolaj Lorentz Mentze er fotograferet i keramikbutikken Yonobi, som han har indrettet og skabt alle elementer til – fra bordet med stenene fra de svenske marker til reolsystemer, hylder og en bænk foran butikken.

Jakke, Prada hos Mytheresa.com, 8.200 kr

Jeg har ikke et behov for at opfinde den dybe tallerken, jeg er i stedet mere optaget af ritualer. Det er både i det små: kaffen, vi drikker hver dag, eller fredagsvinen, men også de store ting: Vi bliver gift, vi døber vores børn, og vi begraver mennesker. Vi fejrer vores fødselsdage. Vi har et behov for gentagelser i vores liv. Det tror jeg, at vores sjæleliv er bundet enormt meget op på. At have en form for skabelon. Hvis vi ikke havde det, sejlede det hele. Det er ikke så vigtigt, om det er religiøse ritualer, for mig er det interessante, at vi vælger at huske hinandens fødselsdage og drikker et glas vin hver fredag med vores venner. Det er lige meget, hvor henne på skalaen vi er. Jeg er dybt optaget af ritualer i mit design. Jeg bruger dem til at komme tilbage til noget eksisterende. Hvorfor skal vi hige efter noget nyt? Hvis vi er glade for den der kop kaffe, så lad os da fejre den og lade den blive en vigtig del af vores liv. Men lad os gøre det ordentligt. Når jeg helliger mig ritualet, behøver jeg ikke tage stilling til designet af en kop, jeg vil bare kigge på, hvad koppen skal kunne. Den behøver ikke have en fancy farve eller være firkantet, fordi det var den ikke sidste år. Den må gerne ligne den kop, mine forældre drak kaffe af. Det er der en tryghed i. Jeg vil gerne bo i et hus, der ligner et hus.

Mine forældre havde en stor veneration til de objekter, de havde valgt at leve med. Hvis man slog knoppen af en kaffekop, blev der ikke talt til én i fire dage. Den kærlighed til objekter har jeg nok arvet. Jeg er mere uddannet i at vælge en kaffekop end at vælge en kæreste. Jeg kan ikke slippe det kritiske blik, og det er over for alting, lige fra kaffekoppen til store, verdensomspændende problemer som konventionelt landbrug, som jeg slet ikke kan overskue konsekvenserne af. Jeg har tit tænkt, at det må være en dejlig tilstand at gå igennem livet uden at stille alle de her spørgsmål og bare være til stede. Der er da noget med, at jo mere naiv du er, des lykkeligere er du.

I øjeblikket er Nikolaj Lorentz Mentze i Kroatien en gang om måneden, fordi han er i gang med at sætte et nyt snedkerværksted op. ”Det skal være et sted, hvor jeg kan invitere forskellige designere ned, så de kan få bygget deres design sammen med snedkerne. Outputtet er diverse ting i træ. Vi har lige lanceret hjemmesiden til Fora Projects, som vi kalder det, og indtil videre er der design af Therese Rand og mig selv,” siger Nikolaj Lorentz Mentze, der er fotograferet i Bernstorffsparken i Gentofte, hans foretrukne sted at gå tur med hunden Vilma.

Frakka, Marni hos Braun Hamburg, 10.800 kr.
Bukser, Loewe hos Collage, 4.950 kr

For nogle år siden lavede jeg et stort projekt om produktionen i de danske fængsler, hvor vi undersøgte og udviklede nye produkter, som de ansatte kunne producere. Det var Velux-fonden, der finansierede det. Jeg har skrevet bacheloropgave om produktion i fængsler, så jeg ved en del om det. Produktionen af legetøj i fængsler startede i 1804, fordi der ikke var nogen legetøjsproducenter i Danmark. Man kunne ikke lave børster eller træsko, for der var allerede store, etablerede firmaer, som lavede de ting, og man måtte ikke være en konkurrent til et etableret firma. Derfor begyndte man at producere legetøj i fængslerne. Mange af de heste, man kan trække af sted, og ’Far til fire’-ting, alt det er lavet i fængsler. Der er noget fint ved, at der sidder forbrydere med store tatoverede overarme og snitter i en træhest. Det har noget Emil fra Lønnebergsk over sig. At sidde og tænke over det, man har gjort.

I dag laver de fleste indsatte borde til politistationer, og det har de det ikke særlig godt med, skal jeg hilse og sige. Hvis de kunne lave noget, som rent faktisk hjalp andre mennesker og mindede dem om, hvad det er for en verden, de gerne vil leve i, tror jeg, at design kan noget på et menneskeligt plan. Jeg tror ikke på straf på den måde, jeg tror bare, at de skal glæde andre. Vil du samle stikkontakter eller lave legetøj, der kan skabe glæde? Der er et stort gartneri tilknyttet kriminalforsorgen, hvor de indsatte går og passer grøntsager og krydderurter, og det gør bare noget ved de mennesker. De har det godt. Jeg tror, at vi relaterer os enormt meget til vores omgivelser, og hvis du får lov til at lave noget med hænderne, som skaber værdi, må det give mening på et eller andet plan.

Malene Hvidt, arkitekt, partner i Spacon & X

Jeg havde siddet til en forelæsning med Bijoy Jain fra Studio Mumbai i fem minutter, da jeg besluttede mig for at flytte til Indien. Efter forelæsningen tog jeg fat i ham og sagde, at jeg gerne ville arbejde for ham, og spurgte, om jeg måtte få en jobsamtale. Han var sådan: ”Ja, okay, det kan du godt”. Jeg tog bussen hjem fra Arkitektskolen på Holmen og ringede til min daværende kæreste: ”Jeg flytter til Indien. Vil du med?” Til mit afgangsprojekt støbte jeg mine modeller i bronze, og Bijoy havde også noget med bronze, så jeg tror, at vi mødtes over en fælles fascination, i stedet for at jeg viste ham min portfolio, som ellers er den klassiske tilgang i branchen.

I kontrakten stod der: ’Husk at medbringe en lommelygte’. Okay, hvad er det, jeg skal? Da jeg endelig fik en adresse på tegnestuen, røg min pind i Google Maps virkelig langt uden for Mumbai, og da jeg fik den allersidste adresse, røg den endnu længere ud. Det tog mig to timer at komme frem, og jeg skulle med bus og båd – det var enormt hektisk. Tegnestuen lå tæt på vandet i en palmeplantage. Vi sad i en åben workshop under bliktag og tegnede. Snedkerne gik ved siden af og byggede modeller. Mange af villaerne, som vi tegnede på, skulle bygges tæt på tegnestuen, så vi sad også på byggegrundene og tegnede. Det var en sindssygt sanselig oplevelse. Når man kom om morgenen, kunne man dufte træet, fordi alt blev speciallavet, helt ned til stikkontakterne. Der kom arkitekter fra hele verden for at arbejde hos Bijoy, men snedkerne var lokale, og de var gået i deres forfædres fodspor. Stolte mennesker. De talte meget lidt engelsk, så vi kommunikerede gennem formsprog og modeller.

Skjorte, Acne Studios hos Mytheresa.com, 2.900 kr.
Bukser, AF Agger hos Holly Golightly, 2.900 kr.

Stedet talte til mig og min tilgang til faget. Det var primært private villaer, vi tegnede, og Bijoy arbejder meget med sanselighed, natur og at inddrage konteksten i arkitekturen. Det meste blev bygget i lokale materialer. Alle processer var nære med et stærkt blik på materialer, detaljer og mennesker. I mange byggeprocesser er man som arkitekt fjernt fra det endelige resultat, men Bijoy insisterede på at være en del af byggerierne. Han gik ned i alle detaljer. Vi kunne gå hen på byggegrunden og sige, at et vindue skulle flyttes, og så hev de muren ned og byggede den op igen. Han fortalte os ofte, at vi ikke var samlet her for kun at lære noget af ham, men fordi vi alle sammen skulle give noget til tegnestuen. Og når vi var her, så var vi her 100 procent. Hvorfor ikke gøre alting gennemført?

Det er enormt smukt at skabe hjem til folk. At lave et sted, som skal rumme dagligdagens ritualer. At tænke over, hvornår man føler sig hjemme. Og hvad tryghed er. Jeg har sammen med min ven, arkitekt Hans Bærholm, lavet min søster og hendes mands hjem på Frederiksberg. Jeg blev lidt nervøs, da min søster spurgte mig, fordi det kan være kompliceret at lave noget til sin familie. Og tænk, hvis noget gik galt, så skulle de være utilfredse hver dag. Det var mest Jan (Gleie, red.), min søsters mand, og mig, der skabte huset sammen. Huset, de købte, var et typisk etplanshus fra 70’erne, og processen handlede meget om, hvordan vi kunne bevare de eksisterende kvaliteter i det, samtidig med at vi forenede den nye overetage, som vi tegnede og byggede, med resten af huset. I det hele taget skabe forbindelser på tværs af huset. Der er en stor åbenhed, og der er meget spil i lyset, både indvendigt og udvendigt. Vi skabte en indvendig atriumhave, som er inspireret af klassisk japansk arkitektur og måden, de forener hus og have på. Det var vildt at få lov til at lave noget, som var en forlængelse af mig selv. Der er intet i det hus, som jeg ville have gjort på en anden måde.

Malene Hvidt har sammen med sine kollegaer fra Spacon & X stået for indretningen af Nomas burgerbar Popl, der ligger på Christianshavn.
Det blev samtidig til designet af deres første møbel. ”Vi præsenterede René (Redzepi, red.) for seks forskellige stole, hvoraf vi selv havde designet den ene af dem. Og den valgte han. Vi fik sat den i produktion sammen med det tyske designfirma E15, og det blev starten på vores produktafdeling, der nu har lavet møbler for Bam i Berlin og Vinsupernaturel i København.

Malene Hvidt:
Jakke, Mark Kenly Domino Tan, 5.200 kr.
Bukser, Mark Kenly Domino Tan, 3.200 kr.

Nikolaj Lorentz Mentze:
Jakken er fra Margaret Howell og er Nikolaj Mentzes egen.
T-shirt, Markas, 550 kr

Min farfar, arkitekten Peter Hvidt, døde det år, jeg blev født, men jeg føler mig tæt forbundet med ham. Jeg har gennem hele mit liv søgt efter at lære ham at kende igennem hans værker og arkitektoniske projekter. Min farmor og farfar boede i en lejlighed i det gule hus på Toldboden med kig ud over havnen og Arkitektskolen. Min farfar havde snedkereret de fleste møbler i lejligheden, spisebordet og stolene, mens min farmor gik meget op i farver og tekstiler, som sofaen og puderne skulle betrækkes med. Skulle de have et nyt tæppe, fik de en kunstner til at væve det til dem. Alt var nøje udvalgt. Det var ikke frås, der var en fin balance mellem nødvendighed og et designerhjem, der indeholdt deres interesser. De havde også en del japansk keramik, som var brændt og brunt og sort. Flotte samlinger af skåle i alle størrelser, som jeg har arvet en del af. Min forældre valgte at bo langt mere simpelt med hvide vægge og moderne møbler. Kjærholm-borde og Eames-stole. Alt teaktræet var væk. Det er noget, Nikolaj og jeg har taget op igen.

Nu er jeg blevet en del af Hvidt & Mølgaard Furniture, som blev stiftet for et par år siden. Det er hans arv, vi holder ved lige ved at producere møbler, han har tegnet, både klassikerne og design, som aldrig har været sat i produktion før. Min far har gemt alle min farfars tegninger. Vi slæbte rundt på dem, når vi flyttede. Kæmpe sække fulde af tegninger af klassikere, men også af Lillebæltsbroen, som min farfar tegnede, og fly for den colombianske præsident, hvor han havde tegnet tapet og indbyggede sofaer. Helt sindssygt detaljerede tegninger. Vi har stadig ikke gået dem alle sammen igennem. Opgaven for os er at finde ud af, hvilken tegning der er den endelige i designprocessen. Hvornår stoppede han? Jeg har en stor respekt for at skulle stå på skuldrene af min familiearv og være med til denne relancering.

Hvidt & Mølgaard startede med kun at lave fladtpakkede møbler, så de kunne sende godt design ud til mange mennesker. Nogle af deres første arkitekturprojekter var små lejligheder, hvor det handlede om at pladsoptimere gennem møbler. Det er meget sjovt, for det var også udgangspunktet for Spacon & X.

Jeg har klare minder fra min barndom, når vi i børnehaven kørte i tog forbi nogle af min fars bygninger. Eller når vi kørte over Vejlefjordbroen, som min farfar har tegnet. Jeg elskede at se den på afstand. Den der takt, den har gennem landskabet over vandet. Det er den perfekte balance mellem noget skulpturelt og samtidig så funktionelt. Jeg har aldrig selv været drevet af at skulle bygge store ting. Og da jeg var færdig på Arkitektskolen, følte jeg mig forkert i forhold til den klassiske tilgang til arkitektur, som jeg er vokset op med. Inden jeg blev færdiguddannet, havde jeg arbejdet i modebranchen for blandt andre Max Mara i London og Stine Goya i København, og jeg tænkte, at det var enten eller. Enten laver jeg design, ellers tegner jeg store bygninger. Jeg prøvede at være på en klassisk tegnestue, men det var slet ikke mig. Jeg havde ikke lyst til at sidde og tegne på store byggerier med lange, distancerende processer, som jeg måske aldrig fik at se. Min svoger blev ved med at sige, at jeg skulle finde et sted, som bestod af alt det, jeg interesserede mig for. Jeg så det som en svaghed, at jeg ville flere ting. At det ikke stod helt klart for mig, hvad det præcist var, jeg ville. I dag ser jeg det som en styrke.

Skjorte, Acne Studios hos Mytheresa.com, 2.900 kr.
Bukser, AF Agger hos Holly Golightly, 2.900 kr

Hos Spacon & X er vi interesserede i at have et forskelligartet hold og ser en fordel i, at en medarbejder, som ikke er arkitekt, kan stille mig nogle spørgsmål, som får mig til at tænke på en anden måde. Svend (Jacob Pedersen, red.) og Nikoline (Dyrup Carlsen, red.), som er mine medpartnere, har en anden baggrund end mig. Svend har læst kunsthistorie, lavet setdesign for Henrik Vibskov og arbejdet i reklamebranchen, mens Nikoline er uddannet arkitekt og har arbejdet i branchen siden 2006. Vi har arkitekter, produktdesignere, skulptører, snedkere, ingeniører og tekstildesignere ansat, og vi laver både butikker for Wood Wood og restauranter som Popl og Hart. Men også grafisk design og modeshows for Han Kjøbenhavn, kontorer til banker, og nu er vi også begyndt at designe møbler. Det er i diversiteten, vi skaber godt design.

Vi vil gerne styre hele processen fra idé og tegning til økonomi og selve byggeprocessen. Vi vil også gerne vælge skruerne selv. Vi indså tidligt, at vi ikke kunne bære at tegne noget, som andre skulle bygge for os. Vi kunne se, at der blev gået på kompromis, når vi gav det videre. I kompromiserne mister man tankerne bag. Når vi laver et projekt, er der mange lag, vi tænker igennem. Hvad er det for nogle mennesker, vi skaber for, og hvad er stedet og konteksten. Når man er så meget inde i det, giver det ikke mening at give det videre til nogle andre, der kun kommer med én faglighed. Når en entreprenør tager over i byggeprocessen og beslutter, at der skal skæres ned og laves om, er der bare meget af den oprindelige idé, som går tabt.

Vi deltager sjældent i arkitektkonkurrencer, for vi vil gerne have, at folk kommer til os, fordi de ved, hvad vi står for. Jeg synes, at synergien i projektet opstår i dialogen med kunden. Jeg tror på, at det bedste produkt opstår, når man har et nært forhold til alle led i processen. Der er så meget kønsløs arkitektur og design, som ikke rører ved folk, og hvor man ikke kan fornemme menneskene bag. Vi påtager os et stort ansvar ved at bygge noget i bybilledet eller til folks hverdag. Det er ikke, fordi vi aldrig indgår kompromiser, men hvis det er noget, vi selv kan tænke ind i projektet, kan det ende med at blive en styrke, fordi det har tvunget os til at gentænke en idé. Og på den måde føles det ikke som et kompromis, men mere en balance mellem drømme og virkeliggørelse.

Fra Dossier nr. 28, januar-februar 2022