Nadine Redzepi

om hjemmelavet mad

Jeg har haft næsten alle stillinger på Noma – undtagen kok i køkkenet. Jeg bruger en del tid på kontoret og sørger for, at projekter som Hart Bageri og vores burgerbar Popl bliver realiseret. Jeg har arrangeret vores pop up-restauranter rundtom i verden. René og jeg taler meget om arbejde herhjemme, så jeg er dybt nede i hans tanker, og jeg forsøger at tage noget af presset fra ham, så han kan fokusere på den kreative udvikling i køkkenet. Lige nu er mit primære fokus at skrive opskrifter til alle vores garums (en slags fermenteret fiskesauce, red.), som jeg begyndte at tage med hjem, fordi de tilføjer al den her smag til maden. Det er svært at lave et virkelig tilfredsstillende måltid kun med grøntsager flere gange om ugen, og en garum giver den righed i smagen, som jeg tror, mange savner, når de spiser grøntsager. Garum skal nok blive en fast del af mange andres køkkener lige om lidt, når de kan købe dem på Noma.

René er blevet spurgt mange gange, om han ikke vil lave en kogebog til madlavning derhjemme, men det kunne han aldrig finde på, for, som han svarede forlagene: ”Det er ikke mig, der laver mad hjemme hos os.” Når man er gift med en kok, siger folk altid: ”Du må spise godt derhjemme.” Men han er jo ikke hjemme, når vi skal spise, og jeg synes også, det vil være uretfærdigt at kræve, at han lavede mad, når han har fri. Det føles desuden omsorgsfuldt at lave mad til ham. Jeg har altid ønsket at lave en familiekogebog med ens mormors hemmeligheder, så jeg begyndte at lave en bog med opskrifter til vores børn. Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg skulle pitche den til et forlag, for der kan være noget mærkeligt over en koks kone, der laver en kogebog. Jeg oprettede en Instagram-profil, hvor jeg postede mine opskrifter, og det viste sig, at der var stor interesse for det, og så begyndte forlagene at henvende sig, og jeg har udgivet flere kogebøger siden.

Risretten er en klassiker hos mine børn. Vi laver en variant af den mindst en gang om ugen. Selv om vi har travlt, er det vigtigt for mig, at vi spiser noget lækkert, der også er sundt. Da vi holdt Noma-pop up i Tokyo, var vi heldige at bo på Mandarin Oriental, som havde en fantastisk morgenmadsbuffet. Efter kort tid spiste hele familien risretter i stedet for croissanter og frugt. Det første, vi gjorde, da vi kom hjem, var at købe en riskoger.

Fra Dossier nr. 28, januar-februar 2022.