Tobias Rahim

om soundtracket til sit liv

Den dansk-kurdiske sanger Tobias Rahim, der lige nu hitter med nummeret ’Stor Mand’, har altid følt det som et skæbnekald at stå på de største scener. Nu ved han også, hvordan han skal nå dem. Det handler om at gennemskue spillet og spille det på sine egne præmisser i stedet for at deltage i andres selskabsleg. Her fortæller han sin historie gennem syv musiknumre, der har været med til at forme ham

La Lupe: ’Puro Teatro’.
Tekst og musik: Tite Curet Alonso, ‘La Lupe Es La Reina (The Queen)’, 1969.

Jeg burde have skrevet det her selv. Det er mig, der er lyrikeren. Mig, der lever af at sætte ord sammen. Men det er ikke konceptet. Så nu spiller jeg med og fortæller om mit liv til en journalist. Jeg fortæller om La Lupe, som jeg hørte første gang i Columbia. Hun var det her kæmpe cubanske talent, men jeg hørte hende første gang en dag i Medelin, hvor jeg gik rundt et eller andet random sted og kom forbi en madbod, der spillede nummeret ’Puro Teatro’. Og så begyndte hårene på mine arme bare langsomt at rejse sig. Selv om lyden var helt lav og det føltes, som om den kom langt væk fra.

Teatro betyder teater, og det er skrevet så hårdt, det nummer. Hun skriver det, som var det til en mand. Hun synger: ”Din ting, det er teater. Din ting, det er velindstuderet fakeness”. Det lyder som en broken heart-kærlighedssang, men jeg tror i virkeligheden, den handler om hendes møde med musikindustrien. Hun brød aldrig igennem. Hun lå bare altid lige bag den her sangerinde, Celia Cruz, der var en af 70’ernes helt store latin stars. Hun var altid ved at poppe, men poppede aldrig. Og hun endte med at dø, før hun slog igennem. Det er, som om hele den smerte, der ligger i hendes stemme, beskriver det. Det er melankolsk, men det er også fucking vredt. Jeg har haft det ligesom hende på mange måder. Hele tiden stået i skyggen af alle mulige andre. Det er nok det – ud over livet i sig selv – der har gjort mig til den bedste i Danmark lige nu. Vreden over ikke at være blevet set. For mig er den vrede bare eksploderet. I farver og lyrik. Som en orgasme ud over industrien.

Er det måske ikke fucking lyrisk sagt?

Jeg har altid vidst, at jeg havde noget stort at komme med. Følt det som et skæbnekald at stå på de største scener. Og det kan du også høre i La Lupe. Hun er selvfølgelig meget mere end mig. Hun er en gudsbenådet sanger. Sådan en, du kun får én af på en generation. En Amy Winehouse. Men selv om jeg ikke synger lige så godt, genkender jeg længslen og vreden.

Jakke, Casablanca hos Illum, 7.850 kr.
T-shirt, Collusion, 45 kr.
Halskæder, Elhanati hos Collage, 1.800 kr. & 2.980 kr.

Det er en ongoing tilstand. For det hele er jo teater i den her branche. I musikbranchen og i alt det, der er rundt om den. Det her interview. Der er skrevet i jeg-form. Som om det er mig, der skriver. Ikke engang så banalt et ønske kan man få igennem. Så det kan godt være, at det er mig, der er rockstjernen, men jeg er også bare en dansende bjørn. Og nogle gange føler man sig som en stripper om pælen. Det ser glamourøst ud. Det ligner overflod. Der er store røde løbere foran alle award shows. Men backstage er der kun plads til at klæde om, hvis du er med på at tage tøjet af foran Tessa og Jada. Det hele er én stor illusion – det er bare fucking teatro!

Gipsy Kings: ’Djobi Djoba’
Tekst og musik: Gipsy Kings, ’Gipsy Kings’, 1988.

Hvis der er én koncert, jeg gerne ville til – og jeg kunne vælge mellem alle kunstnere i hele verden – så er det en koncert med Gipsy Kings. De er større end Drake, større end Kanye, større end Bad Girl Riri. Gipsy Kings er for sindssyge, jo. Deres musik har overlevet i generationer. Det er lyden af akustisk samspil fra et band, der har spillet 300 koncerter om året i 30 år eller sådan noget. En blanding af spansk tempoguitar og arabiske sangfraseringer. Det er så vildt og smukt på samme tid. Og det vækker en skønhed og en lethed inden i mig.

Jeg opdagede dem, da jeg rejste til Mexico som teenager, så min kærlighed til Gipsy Kings handler 100 procent også om, hvor jeg selv var i livet, da jeg begyndte at lytte til dem. Om hvordan det føltes at komme fra Danmark, hvor jeg var en brun dreng, der måtte overkompensere med mit outfit for at komme ind på en klub, og til Mexico, hvor jeg blev inviteret helt ind i de gamle hvide mænds private lounges.

I Danmark var der hjem, jeg ikke måtte komme i som barn. Fordi forældrene var superracister. Jeg skulle stå foran en eller anden storebror i en opgang og tage bukserne af og vise min pik, så han kunne se, om jeg var omskåret eller ej, for at få lov til at komme med til en fødselsdag. Men så går man jo bare hjem igen. Så meget gider man sgu da ikke til en eller anden lortefødselsdag i et racisthjem.

I Mexico åbnede alle porte sig. Fordi jeg pludselig blev set som hvid. Men Mexico løsnede også op for en grundlæggende identitetskrise. Min mor er dansk, og min far er kurdisk. Og fordi de var skilt, voksede jeg ikke op i en blanding af de to kulturer, men et eller andet sted midtimellem. Det blev helt opløst, da jeg rejste til Mexico. Der var jeg hverken dansker eller kurder, jeg var bare en europæisk udvekslingsstudent, der flyttede ind hos en sindssygt rig familie og begyndte at date overklassepiger, der gik i designertøj, kørte i store biler og boede i mansions med maids og rottweilere, der patruljerede i haven om natten.

Det var som at være med i en film.

En af de piger, jeg datede, var kæreste med en søn af en stor boss i et narkokartel. Han var i eksil i USA og havde været det i to år. Men alle på den high school, jeg gik på, vidste jo godt, at hun var hans. Og selv om hun var den absolut lækreste, var der ingen, der turde røre hende. Indtil Tobias Rahim kom til byen. Jeg var frygtløs, og jeg var høj på det hele. Og så var der også det med det forbudte. At man vidste, at det var fucking farligt. Da jeg endelig var sammen med hende, var jeg alligevel godt klar over, at jeg ikke skulle blive. Så jeg flyttede umiddelbart efter. Jeg rejste videre. Jeg fattede alligevel alvoren.

Jakke, Kenzo hos Illum, 7.450 kr.
Hat, Bailey, 720 kr.
Solbriller, Kamo, 1.000 kr.
Halskæder, Elhanati hos Collage, 1.800 kr. & 2.980 kr.

Men der var den her vibe over mit liv i Mexico. En vibe af vildhed og lethed, som også ligger i Gipsy Kings-nummeret. ’Djobi Djoba’ lyder som heste og revolvere. I dag er det bare store jeeps og semiautomatiske våben.

Andrés Landero: ’La Pava Congona’.
Tekst og musik: Andrés Landero, ’La Fiebra’,1972.

Jeg har altid dyrket at være en social kamæleon. Når du er født ind i forskellige kulturer, lærer du at passe ind i forskellige kontekster. Så jeg har altid været virkelig god til det. Men jeg blev bedre til det i Colombia.

’La Pava Congona’ er et rigtig colombiansk arbejder-track og en af mine absolutte yndlingssange. Der er sådan et fedt drive i det, og det rammer den vibe, jeg følte i Colombia. Jeg var den største vagabond. Jeg var alle steder og ingen steder. Der er store områder ude på landet – red zones uden for militærets kontrol – hvor der er konflikt og høj kidnapningsfare for europæere, så når jeg tog med venner fra Cali og ud på landet for at besøge deres familier, opfandt jeg historier om, hvor jeg var fra. Jeg var fra Brasilien eller bare fra et andet sted i Colombia langt væk. Det blev bare en ting for mig at lave nye historier om mig selv. Øve mig i at lyve. Øve mig i at spille de her forskellige roller. Det er også en måde at teste folks forståelse af verden på. Nogle gange sagde jeg for eksempel, at jeg kom fra Congo. Bare for at se, om folk sådan løftede et øjenbryn, fordi jeg jo ikke ligner den klassiske congoleser. Det startede som en ting ud fra et behov. Og så blev det bare noget, jeg stille og rolig begyndte at dyrke.

I dag er jeg begyndt at vælge virkeligheden og mig selv til. Jeg har valgt at skifte kunstnernavn fra Grande til Tobias Rahim. Jeg er begyndt at stå ved mig selv på en anden måde. Det sker selvfølgelig stadig nogle gange, at man sidder i en barbershop, og der er en eller anden, der genkender en, og man så siger: “Du tænker på min fætter.” For ligesom at lukke den.

Jakke, Kenzo hos Illum, 7.450 kr.
Bukser, NN07, 999 kr.
Sko, Puma, 800 kr.
Solbriller, Kamo, 1.000 kr.
Halskæder, Elhanati hos Collage, 1.800 kr. & 2.980 kr.

Men alle de historier, jeg fortæller, er ægte. Jeg forstår godt, man kan tvivle, fordi det lyder vildt. Men det hele er dokumenteret. I billeder og filmklip. Det hele ligger på YouTube, hvis man vil gå i hælene på det og faktatjekke det. Og det er der sikkert en eller anden taber, der vil en dag, men det eneste, han vil opdage, er, at det hele er sandt.

Når man har levet et liv uden retning, hvor man bare går alle mulige steder hen – ligesom den der hund Ratata i Lucky Luke – så kan man virkelig opleve meget på kort tid. Hvis du bare hele tiden hopper ind i en bil, der er på vej i en ny retning, så kan du faktisk få næsten det hele med.

Tobias Rahim: ’Lidt A D hele’.
Tekst og musik: Tobias Rahim, ’NATIONAL ROMANTIK 2021’, 2020.

Hvis man studerede min dna – på celleniveau – så tror jeg, at det ville lyde som nummeret ’Lidt af det hele’. Det kan virke grådigt at være én, der vil have lidt af det hele. Men i virkeligheden er det misvisende, for jeg vil have meget af det hele. Det er noget, der er opstået inden for det seneste år. Jeg er blevet mere sulten. Mere grådig. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Jeg er selv nysgerrig på det. Men jeg tror, det er noget i den her musikindustri, der gør det. Jeg har været igennem så mange elendige kontrakter, gatekeepers og pis og lort. Jeg er træt af høflighed. Det har antændt en eller anden vild hest inden i mig. Det er en hest, der er en del af mig, og som jeg har mødt før. For det meste er den en kæmpe drivkraft for mig, men nogle gange er den også vred og forstyrret og paranoid og selvsaboterende.

Tomhed har været en stor stemning i mit liv. Også når det er gået godt. Så har tingene pludselig mistet deres mening for mig. Målene har mistet mening. Og så står byen bare rundt om én som tomme arkitekttegninger. Og så er jeg smuttet. Eller har sat mig selv i en situation, hvor jeg har måttet give op. Det der med at ville vinde nu, handler om, at det er gået op for mig, at hey, meningen er der ikke, den er noget, man selv skaber. Man er nødt til at spille et spil for at entertaine sig selv. For at fastholde en mening med det, man laver. Jeg har altid hadet at lave selskabslege, fordi jeg hader andres regler, men jeg har fundet ud af, at man godt kan lege med på sine egne præmisser.

Skjorte, Soulland, 1.595 kr.
Bukser, NN07, 999 kr.
Sko, Puma, 800 kr.
Hat, Bailey, 720 kr.
Solbriller, Kamo, 1.000 kr.
Halskæder, Elhanati hos Collage, 1.800 kr. & 2.980 kr.

Jeg har altid været hamrende intelligent, men fordi jeg netop hader de her systemer og strukturer, har det været enormt svært at få den intelligens til at manifestere sig i penge i samfundet. For det kræver, at man hele tiden bøjer nakken for nogle, der sætter retningslinjerne for én. Det er derfor, jeg er så fucking heldig, at jeg har fundet en måde at vride min sjæl om til kunst på. Fordi det er en måde, jeg kan være på, og samtidig tjene penge og overleve.

Men det, at jeg har sat mig for at være en af landets største kunstnere, har selvfølgelig også låst mig til København. Det har gjort mig statisk. Og så begynder den der hest inden i mig at blive urolig.

Sivan Perwer: ’KirÎvê’.
Tekst og musik: Sivan Perwer, ’Dotman’, 1985.

Det er, som om kurdisk musik – især melankolsk kurdisk musik – går ind og rammer en dyb grundstemning i mig. Den rammer min blå side. Hvis man har svært ved at græde, som jeg har, så kan det musik græde for én. Min far gav mig en stak CD’er hvor sangen KirÎvê’ af Sivan Perwer var iblandt. Det var på et tidspunkt, hvor alle andre for længst var holdt op med at lytte til CD’er. Men jeg har haft et par af de CD’er med alle steder. Og de virker på alle. Alle rundtom i verden, som jeg har spillet det her musik for, begynder at græde.

Det går lige i tårerne. For mig handler det ikke kun om musikken, men også om mit folk. Som kurder kan det med at leve heroppe med velfærd og materialisme og hygge godt nogle gange føles som sådan et low key betrayal af mit folk. Når jeg ved, hvad de går igennem. Det er et dilemma ikke kun for mig, men nok for mange bevidste kurdere i Vesten. Men jeg kan ikke sige mere om det. Det er lukket land. Det er et helligt sted for mig. Og et sted, hvor man ikke bare lader munden løbe.

Teni: ’Hustle’.
Tekst og musik: Teni, ’Wonderland’, 2021.

Jeg har først stiftet bekendtskab med ’Hustle’ for nylig, men det er et nummer, der er meget rammende for mit liv i Ghana og for den tid, hvor jeg arbejdede på at slå igennem med mit afrobeat. Entertainment-gamet i Ghana er fucking hårdt. Det er hårdt i Danmark, men i Ghana er det bare hårdere. Ligesom alle andre brancher uden for Vestens velfærdsstater er hårdere. Teni sætter ord på det. På gamet, på, hvordan det fungerer. Det har lidt samme vibe som ’Teatro’. Ghana hærdede mig, det gjorde mig klar til at håndtere branchen i Danmark. Men jeg blev også spirituel af at bo der. Jeg fik faith og begyndte at tro. På forfædrenes energi, naturens energi, det store heles energi. Det, som mange kalder Gud. Noget af det smukkeste musik i hele verden kommer fra den region. Og du kan høre, hvordan deres kirkemusik, deres gospel, lever videre i deres afrobeat. Også i Tenis ’Hustle’, selv om det er et moderne nummer.

Jeg er sådan en, der kommer for sent i DK, men i Ghana er jeg en up tight bitch fra CBS, der stresser folk og er pisseirriterende. Deres fornemmelse af tid er helt anderledes. De er bedre til at være i verden. Det er, som om folk heroppe er stressede over at eksistere. Altså at selve det at eksistere giver dem stress på en eller anden måde. Mine venner i Ghana er svære at slå ud. Specielt af stress.

Jeg lærte alt muligt af det ghanesiske folk. Jeg lærte at tro, at blive hård, at blive tålmodig. Men det, jeg lærte mest af – selv om jeg jagtede rampelyset og prøvede at skubbe min musik frem – var de dage, hvor jeg holdt fri med mine rastafari-venner og røg weed og badede og snakkede og bare var til stede.

Vi sad på stranden, som var vi Sokrates og de andre gamle grækere. Uden at nogen havde en bagkant. Og det var o.k. Det var afkast nok i sig selv. En berigelse af consciousness. Min ven Osa aka Gaza King sagde for eksempel aldrig: Lad os gå ned og bade. Han sagde: “Lets go get the ginger of the ocean.” En dag, da jeg var tilbage i Europa, poppede der en artikel om havets mineralsammensætning op i mit Facebook-feed. Den handlede om, at man optager forskellige salte og mineraler, når man bader. Osa behøvede ikke den artikel. Han vidste, at der var ginger at hente i vandet. Han havde følt det, siden han var barn. Hele den vestlige ting er så faktabaseret.

En eller anden tysk videnskabsmand skal åbenbart sige, hvad du føler, før du selv kan føle det. Du kan ikke mærke noget, før der er nogle andre med en ph.d., der har legitimeret, at det, du mærker, er rigtigt. Osa motiverede mig til at føle og tage det, jeg følte, seriøst.

Tobias Rahims onkel Cevdet Secilmis ejer baren Mucki Bar, der er Rahims stamsted på Nørrebro, hvor han også bor.

T-shirten & vesten er vintage og er Tobias Rahims egne.
Bukser, NN07, 999 kr.
Hat, Bailey, 720 kr.
Solbriller, Kamo, 1.000 kr.
Halskæder, Elhanati hos Collage, 1.800 kr. & 2.980 kr.

Marco Rahim: ’Afhøring’.
Tekst og musik: Marco Rahim og Princeten Charles, ’MACS’, 2020

Marcos nummer ’Afhøring’ er overset i forhold til, hvor fucking sindssygt et nummer det er. Den måde, han synger på, de toner, han rammer, de ord, han siger. Det sætter billede på en konstant kamp i Danmark. Han siger: “Fucking luder panser, vil ha’ os ud af landet. Og de ka’ bli’ ved, ingen her bli’r udmattet. Ja, jeg fra udlandet, har ikk’ nogen uddannels’. Ku’ ikk’ find’ ud af det …”

Det shit, som Marco Rahim sætter ord på, rammer mig bare lige i sjælen, du ved. Jeg har også venner, der er blevet udvist for sådan nogle teenage crimes. Eller har fået nedsat deres dom, fordi de er gået med til at sige, at de var psykisk syge, og er blevet fede og dumme af antipsykotisk medicin. Men vi stopper her.

Når man fortæller om sit liv til en journalist, der spørger og lytter empatisk, kan man nogle gange komme til at tro, at man sidder og taler med en psykolog. Men det gør man jo ikke. I realiteten er man bare i gang med at lave et interview, hvor hele lortet bliver transskriberet og serveret for verden. Og det er lidt svært, føler jeg. For man kan hurtigt komme til at putte patroner i et magasin, der kan rettes mod én selv eller andre, man holder af.

Og måske netop derfor ønsker jeg at slutte interviewet her.

Fra Dossier nr. 28, januar-februar 2022