Lea Korsgaard

om at skabe en røvhulsfri kultur

Da hun grundlagde Zetland, var hendes vigtigste redskab i sin 
nye lederrolle en linje fra en Lars Lilholt-sang. Siden da er 42-årige Lea Korsgaards interesse for ledelse kun vokset. Med inspiration fra alt fra Zentropa til Silicon Valley forsøger hun i dag at skabe en arbejdsplads, der er kendetegnet ved radikal ærlighed, en passioneret, men afgrænset arbejdsdag og en røvhulsfri kultur

HVIS DER ER noget, der ligger helt inde i kernen af, hvordan jeg går til det at være leder, er det den overbevisning, der hedder: ’Lad os bare sige tingene, som de er’. Vi er voksne mennesker, og der er ingen grund til at skjule, hverken hvis vi er topbegejstrede eller megaskuffede. For hvis man kan stole på, at det, der bliver sagt, ræsonnerer med sandheden, skal man ikke gå og have antagelser om, hvad andre i virkeligheden måtte tænke. Så bliver det meget sjovere at gå på arbejde, det bliver meget mere trygt, og man får bare et federe liv.

Derudover er det dybest set sådan, man undgår at blive til Nokia, Volkswagen eller andre af de store virksomheder, der har begået fatale fejl gennem tiden. Nokia fik ikke lavet smartphonen, Volkswagen stod bag et kæmpestort scam-nummer med falske miljøtest. Hvis man kigger på de cases, vil man lære, at det først og fremmest skete, fordi der ikke var en ærlig kultur. Folk turde ikke komme og sige, at chefens antagelser var forkerte. Og fordi de ikke turde det, endte det i katastrofer for begge virksomheder.

Man bliver normalt leder efter først at have været en eller anden form for mellemleder, så mellemleder med en lidt større stjerne på skulderen, og sådan fortsætter man op i hierarkiet. Fordi jeg startede egen virksomhed, gik jeg fra at være journalist med nul stjerner på skulderen til at katapultere mig ind i ledelsesrollen. Jeg har skullet lære det på ultrakort tid. Det har sikkert både været min udfordring, men måske også en kæmpe fordel, at jeg ikke først har været på alle de der masteruddannelser, som typiske ledere har gennemgået.

“Nogle gange siger folk til mig, for at lege djævlens advokat: ”Nå, men skal du så være dommer over, hvem der er et røvhul?” Ja! Det skal jeg faktisk. Det er min virksomhed! Selvfølgelig skal jeg være med til at bestemme, at det ikke er OK, at man tager praktikanten på røven. Det burde være åbenlyst, så derfor kan du heller ikke være ansat her, hvis du gør det. Hvem skulle ellers være med til at bestemme det?” Her besøger Lea Korsgaard Krogerup Højskole i Humblebæk.

Sweater, Rabens Saloner, 1.800 kr.
Bukser, & Other Stories, 560 kr.

Da jeg startede Zetland, var mit vigtigste lederredskab Lars Lilholt-sangen ’Kald det kærlighed’. Det er efter min helt klare overbevisning en overset sang i den danske sangskat, og det er en fornærmelse, at den ikke er kommet i Højskolesangbogen. Dybest set handler den om kærlighed, men også om at være ærlig. Han synger: ”Det, du fortier, slet ingen chance får”. I den sætning ligger der en gigantisk sandhed. Hvis man holder den sindssygt fede idé, man har, tilbage, eller om man falder over noget, ja, så får det ingen chance.

I begyndelsen var det mit ledelsesredskab. Efterhånden er jeg så blevet interesseret i ledelse, og jeg er begyndt at læse flere bøger om det. Jeg har fået mest ud af dem, der handler om den ledelsesteori, der er kommet ud af, hvad jeg vil kalde ’den fede del af Silicon Valley’. Eksempelvis Netflix, hvis administrerende direktør, Reed Hastings, har en ’Radical Candor’-filosofi: ”Lad os sige tingene, som de er. Hvis jeg er i tvivl om, hvorvidt du skal være ansat, vil jeg hellere sige det, i stedet for at jeg en dag kommer og fyrer dig ud af det blå.”

Der er andre ledelsesbøger, der bevæger sig i samme felt, som grundlæggende tager udgangspunkt i følgende faktum: ’På det moderne arbejdsmarked kan man som leder ikke give tryghed i form af struktur og forudsigelighed’. Zetland kan gå på røven om to år. Jeg kan ikke love folk en fastansættelse for livet. Jeg kan ikke i kraft af stabilitet gøre dem trygge, for det er et vildt usikkert marked. Men jeg kan til gengæld være med til at gøre folk så psykologisk trygge som overhovedet muligt ved at være med til at skabe en ærlig kultur, og hvor du ved, at jeg mener det, uanset hvad jeg siger til dig.

NOGLE GANGE HAR jeg den opfattelse, at når folk kigger på os udefra, tror de, at alle på Zetland er på fuldstændig samme måde, går i samme retning og gør honnør, når jeg siger noget. Det er totalt forkert. Det er sindssygt afgørende at kunne være uenig. Et fællesskab, som ikke giver den enkelte lov til at have en personlighed og sine egne aspirationer, lyster og længsler, bliver et totalitært fællesskab. Det dræber i øvrigt også både livslyst og kreativitet. Det stærke fællesskab er afhængigt af det enkelte menneskes autonomi. For hvis ikke det er indlejret i kulturen, at man kan sige højt, at chefen har truffet en forkert beslutning, bliver det klaustrofobisk.

Da MeToo-bølgen for alvor begyndte at rulle i Danmark, måtte man stoppe op og konstatere, at alle de systemer, der skulle sikre os, at det ikke skete, ikke virkede. For der findes et hav af regler og systemer, der er til for at sikre ordentlige vilkår på arbejdspladser. Derfor må man stille spørgsmålet: ”Hvad så?” Personligt tror jeg, at svaret ligger i netop kulturen. Ikke i alle de der strukturer, men i en kultur, hvor man erkender, at man vil komme til at træde andre over tæerne – og omvendt. Hvor man vil blive stødt, og hvor man vil blive krænket i større eller mindre grad. Her snakker jeg ikke om de grove tilfælde, dem skal man selvfølgelig åbenlyst gøre alt for at undgå, men alle de eksempler, hvor det bare er to forskellige værdisæt, der mødes, eller to forskellige typer, der ikke kan få det til at passe sammen. I de tilfælde skal man have en kultur, hvor det er ufarligt og ukontroversielt at sige til og fra.

På Zetland skal den senest ankomne praktikant have en oplevelse af, at det både er forventet at sige fra, men også, at det er muligt at snakke med sin chef om det. Det kan ingen regler sikre. Det er kultur, der skal trænes hver eneste dag. Når den helt nye, unge ansatte åbner munden for at erklære sig uenig, skal jeg bagefter som chef sige: ”Hvor var det fedt, du sagde det!” Vedkommende skal have oplevelsen af, at når lokummet virkelig brænder, også selv om det er skide-ubehageligt, og man virkelig skal tage sig sammen og gå fire gange rundt om huset først, kan man stadig sige det højt. Det er både bedre for den enkeltes liv at få skabt en ærlig kultur, men det er også sådan, at man formår at holde sig i live som virksomhed ved at sørge for, at informationsflowet ikke møder barrierer.

FORMÅLET MED AT lave Zetland i sin tid var at gentænke, hvordan meningsfuld journalistik så ud i det 21. århundrede. Men det var også med den slet skjulte intention at skabe den arbejdsplads, vi godt selv kunne tænke os at være på. På Zetland har vi forsøgt at være superbevidste om, hvad en fed kultur overhovedet vil sige. Vi synger morgensang hver morgen klokken 9. Det er megafedt, for når man har sunget sådan rimelig rustent sammen, er det faktisk ret svært at hade hinanden. Det opbygger fællesskab. Vi spiser også sammen hver dag klokken 12. Man spiser ikke foran sin computer, og der er ikke noget med at cherrypicke sine kolleger, så man laver en lille gruppe for enden af bordet. Nej, man fylder bare op fra en ende af.

Sådan noget har vi tænkt meget over: Hvor er det, at kulturen manifesterer sig? Hver ny medarbejder skal igennem en times kulturterapi med mig, så de ved, hvordan vi gør det herinde. Her prøver jeg også at klappe vores radikale ærlighed ud i stavelser. For som mennesker har vi en tilbøjelighed til at tro, at tavshed gavner os. Det er nødvendigt at pensle ud, at det her er det modsatte. Man har ikke bare mulighed for at være ærlig. Man har faktisk pligt til det.

Det sværeste overhovedet har været at bevare kulturen, i takt med at vi er vokset. Jeg kan huske, at jeg engang mødte Uffe Elbæk og sagde til ham: ”Jeg er megameget i tvivl om, hvordan man gør det her. Mit vigtigste lederredskab er i overført betydning gruppekrammet, hvad gør jeg så, når jeg ikke længere fysisk kan kramme alle?” Så grinede han vildt højt og vidste præcis, hvad jeg mente. Det fortæller noget om, at det ikke er helt nemt. For hvad gør man, når man ikke længere har den der daglige, direkte kontakt?

Men det er jo på en måde også der, hvor kulturen står sin prøve. For hvis den er afhængig af, at chefen kan nå at snakke med alle, så er den kultur måske ikke så stærk. Hvis det er en stærk kultur, bor den netop også hos Marianne, der tager opvasken, og hos den senest ankomne praktikant. Derfor er øvelsen først og fremmest at sørge for, at alle, der træder ind ad døren, kender kulturen, køber ind i den og gør deres bedste for at leve op til den. Så bliver min egen indsats også mindre og mindre vigtig.

Sweater, Rabens Saloner, 1.800 kr.
Bukser, & Other Stories, 560 kr

DET ER FYRINGSGRUND på Zetland, hvis du er et røvhul. Det kan lyde åbenlyst, men vi må jo bare konstatere, hvis man kigger på MeToo-sagerne, at røvhulsadfærd er blevet tolereret. Det er blevet 100 procent tolereret, alene fordi folk er skidedygtige. Michael Dyrby sagde det jo selv: ”Jeg var et dygtigt røvhul.” Det er sgu da ikke godt nok. Fedt, du er dygtig, men totalt ufedt at være et røvhul!

Historisk er det blevet tolereret, og det er stadig slet ikke inde på radaren i mange ansættelsesforløb, hvor alene fagligheden bliver vurderet. Men man kan ikke være et dansk medie i dag uden at kigge sig selv rimelig intenst i spejlet og stille spørgsmålet, hvordan man undgår selv at skabe en røvhulsadfærd. Når man begynder hos os, fortæller jeg derfor også, at på Zetland sladrer vi ikke. Jeg var selv virkelig slem til at sladre engang. Jeg så det som social kapital, at jeg havde noget snusket sladder om andre, og det kunne jeg sagtens dele hen over frokosten. Indtil det gik op for mig, hvor nederen det er. For det er virkelig kæmpe nederen at bruge andres affærer, ulykker eller uheld til at hævde sig selv. Derfor er det også blevet en værdi hos os, at man ikke bruger sin tid under frokosten til at sidde og knevre om, hvem der knalder med hvem.

Hos os er det ikke kun ens faglighed, der afgør, om man er en god medarbejder. Det er fandeme også, hvordan man er som menneske, og hvilke værdier man bærer med sig rundt til hverdag. Ligesom folk har en bullshitdetektor, tror jeg, at jeg har en ret fin røvhulsdetektor. Eller måske snarere et fintunet apparat til at opfange, om mennesker passer ind i vores kultur. Jeg har flere gange gennem tiden sagt: ”Du skal ikke ansættes her, selv om du er dygtig”. Jeg vil hellere vinke farvel til en på papiret vildt dygtig journalist end gå på kompromis med risikoen for at ansætte et røvhul.

PÅ ZETLAND FORLANGER jeg dedikation, engagement, og at folk brænder for det, de laver. Hvis ikke, er de sgu nok bare det forkerte sted. For der findes masser af arbejdspladser, hvor det er totalt legitimt blot at udføre sit arbejde. Sådan er det ikke her. Jeg har den attitude, at vi fandeme skal have noget ud af livet.

Lige så længe jeg kan huske, har jeg været drevet af engagement. Jeg voksede op på en højskole på en mark uden for Slagelse, og der var virkelig sådan en herskende tilgang til tilværelsen: ’Hey, skal vi ikke lave en vindmølle? Jo for helvede, den banker vi lige op i baghaven!’ Eller: ’Lad os lave et kæmpestort cirkus som afslutning på elevernes ophold, selv om ingen af os er cirkusartister’. På en højskole sker alting på baggrund af initiativ. Det har virkelig rundet mig som menneske.

Lea Korsgaard

  • Født 1979. Opvokset på Gerlev Idrætshøjskole ved Slagelse.
  • Bor til daglig på Krogerup Højskole, hvor hendes mand, Rasmus Meyer, er forstander. De har tre børn sammen.
  • Har tidligere arbejdet som journalist på Berlingske og Politiken og er desuden forfatter af flere bøger, bl.a. en biografi om Ghita Nørby.
  • Stiftede i 2012 Zetland med tre andre. I 2016 blev det relanceret som en daglig digital avis.
  • Modtog i 2016 Danske Mediers pris som Årets Redaktør.
  • Er bestyrelsesformand og udgiver på Zetland. Er desuden formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Det er min klare erfaring, at livet bliver 10.000 gange sjovere, hvis man går ind i tingene for fuld udblæsning. Da jeg var ung, gik jeg meget i byen på spillestedet Vega i København. Det var en stor ting i starten af 00’erne. De havde af princip tvungen garderobe. Der er noget over den tilgang. For hvis man har hængt sin jakke i garderoben, er man mere tilbøjelig til at slå sig løs på dansegulvet. Ellers ender man med at stå som en slags tilskuer og glo på de andre, uden at man selv bidrager. Den der indre garderobe har hængt ved. På Zetland skal man være villig til at hænge sit overtøj i garderoben og slå sig løs på dansegulvet.

NÅR JEG LÆSER ledelsesteori, er det meget tydeligt, at de mest succesfulde ledere ofte er ret usynlige. Det er dem, der ligesom glider rundt mellem panelerne, og i virkeligheden mest af alt sætter rammerne, så andre kan shine. Det har jeg faktisk tænkt ret meget over, for jeg må nok indrømme, at jeg lidt har min natur imod mig. Jeg mener hele tiden noget om alting og sidder og råber og skriger ovre i hjørnet. Når jeg får feedback fra de andre herinde, handler det også altid om, at de elsker min begejstring, men at jeg er en kæmpe damptromle og måske burde skrue bare lidt ned. For begge ting kan være rigtige. Der er noget fedt ved begejstringen, men den kommer også med den risiko, at man kan fylde for meget.

Til syvende og sidst vil jeg dog hellere risikere at tippe for meget over til begejstringen. Da jeg studerede litteraturhistorie i Aarhus som ung, oplevede jeg en kultur, der dræbte al engagement. Jeg var topmotiveret for at læse, jeg var flyttet helt til Aarhus for at gøre det, men første dag mødte jeg undervisere, der sagde: ”Her er listen med vores telefonnumre. Lad være med at ringe. Og hvis I læser Ib Michael, så lad være med det, for det er ikke den litteratur, vi går op i her.” De var slet ikke i stand til at formidle, hvor fedt et studie vi skulle i gang med at læse. Der var sådan et totalt anti-engagement, og det dræbte det fuldstændig for mig.

“Der var engang en, der sagde til mig: ”Hvis du ikke kan finansiere din idealisme, så stik den skråt op.” Det tror jeg på. Forretning, der bare er til for forretningens skyld, er kedeligt. Men forretning, der er til for at udbrede idéer, gøre ny viden tilgængelig eller lave verden lidt bedre, er vildt fedt. Det er sådan, vi laver verden om. Vi har ikke tid til at vente på et andet system end det kapitalistiske, så vi bliver nødt til at bruge det som vores styrke.” Lea Korsgaard er fotograferet i sit og manden, Rasmus Meyers, hjem i Humlebæk.

Cardigan, Rabens Saloner, 1.700 kr.
Skjorte, Pernille x Mango, 399 kr.
Bukser, & Other Stories, 560 kr

Det var også derfor, jeg ikke blev forlagsredaktør eller noget i den stil, som jeg egentlig oprindeligt drømte om, men i stedet droppede ud, flyttede til Odense og begyndte at læse journalistik på Syddansk Universitet. Her fik vi sandwich første dag. Nogle havde faktisk tænkt over, hvordan man kunne tage imod studerende på en fed måde, så man var klar til at gå ind i det. Selv om det jo bare var en åndssvag sandwich, kan jeg stadig huske det, fordi det stod i så stor kontrast til, hvad jeg havde oplevet før. Institutlederen holdt også den vildeste tale og sagde: ”Min ambition er, at I skal blive nogle af Europas bedste journalister.” Folk rankede ryggen, og så fræsede man ellers af sted fra første dag. For der var nogle, der ville noget med stedet, der ville noget med os, der var en ambition og en mening med, hvorfor vi var der.

BEGGE MINE SLÆGTER er sådan nogle entreprenørslægter. Min far kommer fra Mors, og hele den sydlige del af øen hedder nærmest ’Korsgaard’ til efternavn. Det er en stor slægt, og alle er rundet af den gamle landbrugskultur, hvor man fik noget fra hånden, for hvem skulle ellers gøre det? I den anden side af familien er der folk som Peter Aalbæk, der grundlagde Zentropa, og nu er ved at bygge sin egen by ved Herfølge. Han er min onkel og min gudfar, og min anden onkel, Niels Aalbæk, har været involveret i alle mulige skøre iværksætterprojekter. It runs in the blood. Lad os stable noget på benene og se, hvad der sker.

Jeg har lært mange ting af Peter, eller Onkel Å, som han hedder hos mig. Han er jo berygtet på godt og ondt. Arbejdskulturen på Zentropa er omdiskuteret, og jeg skal ikke gøre mig til dommer, men der er også kommet så mange fede ting ud af den og i øvrigt helt vildt mange glade medarbejdere. Igennem tiden er jeg kommet til mange Zentropa-julefrokoster, hvor Onkel Å gik rundt i julemandskostume med en pik på næsen, mens han delte slik ud til børnene. Nogle syntes sikkert allerede dengang, at det var totalt off, men for mig var der noget over at se, at sådan kan man også være som chef. Man behøver ikke at ligne en fra Mærsk for at være topboss. Det gjorde tanken om at være chef på min egen måde tilgængelig for mig. Man behøver ikke stå og presse de blå skjorter om morgenen. De kommer også i andre versioner.

Helt tilbage i starten af Zetland tog jeg ud på Zentropa og snakkede med ham. Han havde ikke noget kontor, selv om han var direktør, men sad bare i en gammel sofa i det store fælleslokale. Jeg kan huske, han gav mig rådet: ”Skab en kult! Det er sådan, det sker”. Det har han sgu nok ret i. En kult kan komme i hans version, men den kan også komme i andres. Det kommer jo ekstremt hurtigt til at lyde sekterisk og weird, og det er ikke, fordi jeg snakker om tisseritualer eller sådan noget. Det skal ikke være en kult i den forstand, men en kult forstået sådan, at her er noget andet på spil end blot en arbejdsplads. Livet er alt for kort til at være på en arbejdsplads på den kedelige måde.

JEG KUNNE TIL gengæld aldrig finde på at sige, at folk skal blive til klokken 22 hver aften. For jeg tror, det giver elendige liv, når arbejdet opsluger alt andet. Det er fedt at være andet end et arbejdende menneske. Det var også noget, jeg tog med mig fra min fortid i den øvrige mediebranche. Jeg havde vildt fede oplevelser, men jeg så også, hvor mange der arbejdede, arbejdede, arbejdede og så blev skilt. Eller arbejdede, arbejdede, arbejdede og så havde unger derhjemme, der havde det ad helvede til.

Jeg besluttede mig for, at sådan skulle det ikke være i min virksomhed. Nogle herinde laver cider i deres fritid, nogle fisker, nogle går op i blomstermarker, og andre har en lille vinbutik ved siden af. Jeg tror, det gør dem til federe medarbejdere, og jeg tror helt sikkert, det gør dem til federe mennesker.

Det har i virkeligheden også været et ret stort selvopgør. Da jeg som ung kom i praktik på Politiken, gik jeg som det første fra min ellers utroligt søde kæreste. Han var ikke journalist, men på det tidspunkt kunne jeg kun rumme journalistik. Jeg syntes, jeg var for fed, når jeg var i byen med mine journalistvenner og gik ind forbi 7Eleven, og forsiden på Politiken var min. Sådan så mit liv ud i cirka to år. Så blev det klaustrofobisk. Virkelig klaustrofobisk. Jeg kom til at leve i sådan en lillebitte, selvrefererende verden, og det var, som om svampen blev tør.

I stedet rejste jeg til New York for at læse sociologi, og det er noget af det bedste, jeg har gjort. Det var en eksplosion af alle mulige nye verdener, der åbnede sig. Jeg blev tilbudt helt nye måder at se verden på. Så snart en verden lukker sig om sig selv, får den sine egne logikker, og så bliver det både klaustrofobisk, men faktisk også problematisk, for man glemmer at fortælle resten af verden, hvorfor det, man laver, er vigtigt. Det bliver sgu så iltfattigt.

DET VÆRSTE, MAN kan gøre, hvis man har svært ved at løse en opgave, er at tro, at der på et tidspunkt dumper en guddommelig inspiration ned fra oven. Det findes ikke. I hvert fald ikke hos mig. Hvis jeg selv har svært ved at finde inspirationen, flår jeg ned fra hylderne for at se, hvad andre har lavet. Jeg læser bøger, ser serier, hører podcast, kigger på kunst. Og så begynder jeg at stjæle med arme og ben. Kunne man tage det her element fra den her podcast og kombinere det med klokketårnet, som min onkel har lavet i sin landsby ved Herfølge? Ud af det opstår der måske noget, der virker originalt, men som egentlig ikke er det, men blot er en fusion af andres fede idéer.

I virkeligheden tror jeg, det er sådan, man er original. Steve Jobs sagde engang, at kreativitet dybest set handler om at ’combine the dots’. Jo flere referencepunkter man har fra forskellige miljøer, jo mere tilbøjelig er man til at lave noget originalt. Hvis man omvendt sidder på sin pind fra klokken syv om morgenen til klokken 22 om aftenen og kun går op i journalistik, så tror jeg, man bliver en ret dårlig journalist. Det er fedt at vide en masse om at fiske, være passioneret serienørd eller spille Magic cards hver søndag aften. For inde i de rum vil der være noget erfaring eller viden, man kan trække ind i andre verdener.

Fra Dossier nr. 29, marts-april 2022.