Line Vaaben

om at være biavler

Hendes hobby har kostet en brækket næse og en knust knogle i øret. Muligvis er Line Vaaben også allergisk over for bier. Men
tristessen bliver (forhåbentlig) opvejet af over hundrede kilo
honning hvert år, glæden ved at bevæge sig langsomt i naturen
– og ikke mindst at være en del af et vildt matriarkat

EN SOLSKINSSØNDAG MORGEN i oktober (2021, red.) fik de mig. Det var min skyld. Ikke biernes. Inden de går i hi, skal bistadet vejes – for at kontrollere, om de har sukker nok til at overleve vinteren. Jeg var for hurtig med at komme i udstyret og fik heller ikke udskiftet gummisko med gummistøvler. Det er – det har jeg jo lært – en unode at have travlt, når man har med bier at gøre. Men jeg skulle videre til Louisiana med min søn, Frode, og min kæreste, Jacob. Jeg blev stukket. Det er jeg blevet før, sådan er tilværelsen som biavler. Det her var bare en ordentlig omgang: flere bier og flere stik. På fødderne og en bi ind under dragten, som stak mig på armen. Da vi var hjemme fra museet, var armen hævet helt op. Den lignede et uformeligt ballondyr.

Det var ikke det værste. Næste morgen besvimede jeg ude på badeværelset. Jeg var helt væk. Frode fik ringet 112, og jeg blev hentet af en ambulance. Det var sandsynligvis en forsinket allergisk reaktion på bistikkene, der havde sendt mit blodtryk helt i bund. Jeg var indlagt til observation i et døgn. Det var heller ikke det værste. Det værste var, at hjertelægen – i sit resumé af behandlingsforløbet – skrev, at jeg er amatør-biavler! Han kan selv være amatør. Det gjorde ondt. Han kunne i det mindste have skrevet hobby-biavler. Efterfølgende konstaterede en speciallæge, at jeg havde brækket næsen og en knogle i øret. ”Nu skal du hvile din næse,” sagde han. Som om jeg dagligt bruger den til alt muligt vildt?

Journalist Line Vaaben er redaktør på Politiken for stofområdet ’Eksistens, Unge og Velfærd’. Hun har tidligere været ansat på Information og i 2019 nomineret til Cavlingprisen for serien ’1.417 danske drab i 25 år’. Line Vaaben gik bag om tallene. I rækken af artikler satte hun fokus på ofre såvel som gerningsmænd og -kvinder. Line Vaaben har også været ansat som journalist på Berlingske Tidende og Kristeligt Dagblad. Hun har desuden skrevet bogen ’Fortællingernes tid’ om fortællende journalistik, som udkom i 2019, og hun har været journalistisk fellow ved Syddansk Universitet. Lige nu arbejder hun på en bog om drab på kvinder.

Sweater, House Painting Service, 500 kr.

Jeg er virkelig gået op i at være en ordentlig biavler, siden Frode og jeg begyndte at ’gå til bi’ hver torsdag aften fra kl. 18-21 på Landbohøjskolen i 2017. Det tog en hel vinter, og Danmarks Biavlerforening stod for uddannelsen. Frode var ti år og den yngste på holdet. Ellers var det et miks af unge hippier og pensionister med tid på lommen. Vi erfarede hurtigt, at der ventede os et landmandsliv. Der er ikke kun noget med at stå og slynge lidt honning i haven med små søde honningbier sværmende omkring sig. Vi blev undervist i alt fra bisamfundets infrastruktur og dynamikker, rengøring og hygiejne. Loven om biavl. Sygdomsbekæmpelse – og her er Varroa-mider de onde dyr i åbenbaringen; parasitter og snyltere, der angriber honningbier. De suger biernes blod og slår dem ihjel. Varroa-miderne har spredt sig fra Asien til Europa og Nordamerika i 1980’erne. Og der skal myresyre til at knække de mider. Som biavler begynder man hurtigt at gå op i mærkelige ting. Jeg er ellers ikke en taltype – men i et dagbogsark fører jeg regnskab over fodring, antal honningrammer og varroabehandling. Når solen skinner, glædes jeg over, at mine honningbier er ude og bestøve alle æbletræerne i nærområdet. Jeg tænker dagligt på velfærden blandt mine bier. På uddannelsen lærte vi også om udstyr, biernes bolig, bestøvning og ikke mindst honninghøst.

Jeg bor selv i en lejlighed på Amager, så bistaderne har jeg sammen med min veninde Catrine Werchmeister i en fælles venindes have i Valby. Vi betaler årlig husleje i honning, og det fungerer superfint. Jeg er et madøre og optaget af gode råvarer og tanken om fra ’jord til bord’. Men det er jo svært at dyrke egen høst, når man bor på fjerde sal. Jeg elsker honning, og bier er et fascinerende dyr. De er så flittige, og i samarbejde med naturen frembringer de noget så lækkert. I sæsonen – april til oktober – ser vi til vores bier en gang om ugen. Det er så meditativt, ja, fyldt med zen-agtige ritualer. Altså når man husker at tage den med ro! I haven er der ikke noget med at kigge på telefonen. Alt skal gøres langsomt og roligt. Det handler om praktik og håndværk. Biavlere skal bruge deres sanser og sunde fornuft. Det er en fornøjelse at være i så tæt og stille kontakt med naturen og alle de her levende dyr. Det er sundt for sådan en som mig, der i mit arbejde er meget udadvendt og snakkende.

BIERNES VERDEN. En bifamilie bruger 8 kilo honning som flybrændstof for hvert kilo honning, de laver til biavleren. Der er 6 milliarder honningbier i Danmark. I en mark med hvidkløver er der 400-500 millioner blomster pr. ha. De skal alle besøges af en bi for at sætte frø. Honningbier og silke-sommerfugle er de eneste insektarter, der holdes som husdyr i større stil. Duftstoffer er meget vigtige i bi-familien og er blandt andet med til at holde sammen på bierne i en familie.

Dronningekundskab er det mest fascinerende at bliver undervist i. Hun er den vildeste! Dronningebien bor nederst i bistadet, og det er hende, der egenrådigt styrer butikken. Det er hendes temperament, der afgør, om du har et venligt eller aggressivt bistade. Jeg har haft en dronning, der var så hidsig, at hun måtte under gummistøvlen. Vi var så trætte af hende. Hun skabte et uregerligt bistade. Dronningen laver droner ud af ubefrugtede æg og arbejderbier af befrugtede æg. Om sommeren kan hun lægge op til 3.000 æg i døgnet. Det er pænt mange, og derfor har hendes arbejderbier travlt med at fodre og forkæle hende. Og hun har et lille hof – en særlig gruppe bier – der baner vejen for hende, når hun går rundt i stadet. Mens der kan være op til 60.000 bier i et bistade, er der kun én dronning. Og hun kan blive flere år gammel. Dronningen kan godt aflives, når hun er blevet for gammel til sit arbejde, men nogle avlere flytter hende over i en aftægtsbolig i haven, hvor hun kan gå med en flok bier og hygge sig. Det har hun i den grad også fortjent. I biavlerkredse er det kutyme at være på fornavn med dronningen. Vi har blandt andre haft en Margrethe, og en af dem, vi har nu, hedder Stougaard. Hun er opkaldt efter den avler, vi har købt familien af.

Bistadet er et udtalt matriarkat. Det er ikke, fordi jeg er superfeministisk, men der er altså power i det. Arbejderbierne er også hunner, og de har vildt travlt. De gør rent. Fodrer larver, der bliver til nye honningbier. De sveder voks og bygger honningtavlerne. De holder vagt. Og når de er gamle nok – sådan omkring tre uger – flyver de ud og henter nektar og pollen i blomsterne.

Som i alle livets forhold er der også playboys til stede. Det er dronerne. Hannerne er luddovne – og der er kun brug for dem, når nye dronninger fra fremmede bifamilier skal parres uden for stadet. Så sværmer de af sted. Ellers spiser de bare honning og laver ikke en skid. Sent på efteråret bliver de smidt på porten af arbejderbierne. Og hvis de ikke kommer hurtigt nok ud af vagten, bliver de stukket ihjel. Det er helt fair! Så er det tid til, at kvindekollektivet, dronningen og arbejderbierne, skal overvintre. Og det er altid spændende at se, hvordan bistadet har klaret sig, mens de har været i hi. Det tænker biavlere meget på, mens de nyder at spise al deres honning. Det første år producerede vi 15 liter honning på et bistade. I år er vi oppe på 140 kilo fra tre bi-familier. De har virkelig været flittige. Honningen smager forskelligt fra år til år. Vores bier bor i et villakvarter med mange kastanjetræer og blomster fra fennikel-arten. Et år havde den en mild smag af lakrids. I år er den mere blomstret og frugtagtig. Vores honning er flydende, og den kan spises naturel og bruges i stort set al madlavning. Min biavler-makker, Catrine, har fået designet nogle flotte mærkater til vores honningglas: ’Værks & Våbens Familiebiavl’. Når jeg bliver inviteret til en middag, har jeg altid et glas med til værten eller værtinden.

Her til sidst. Som sagt var det værste ikke bistikkene, den allergiske reaktion eller det at blive kaldt amatør. Det allerværste og mest alvorlige var, at uheldet på badeværelset gav mig en forbandet hjernerystelse. Lige nu kan jeg kun arbejde på halv tid. Jeg er træt og har ondt i hovedet. ”Nu må det være slut med de bier,” siger min kæreste. Alle vil have mig til at sælge dem. Jeg svarer: ”No way” igen og igen. Det var som sagt ikke biernes skyld. Jeg har også været ude og hilse på dem igen. De er stille, rolige og søde. Men hvis det bliver konstateret, at jeg er MEGET allergisk … så er biavl måske ikke sagen for mig fremover. Vi må lige se på det.

Fra Dossier nr. 28, januar-februar 2022