Nikolaj Koppel

om at spille skak

Han har aldrig været et geni af en skakspiller, men han er et latterligt stort konkurrencemenneske, der har øvet sig, siden han som barn lærte spillet på en skakcomputer i kantinen i Sydney Opera House. I dag spiller Nikolaj Koppel i to skakklubber og på Chess.com, hvis app han ofte må slette for ikke at blive sindssyg

Jeg lærte mig selv at spille skak som 5-6-årig. Jeg havde en skakcomputer, som dengang var ekstremt avanceret. Det var et bræt, hvor du tastede dit træk ind: E2 til E4, og … bloop … så kom computeren op med sit modtræk: E7 til E5. Der var tre sværhedsgrader. 3’eren var umulig. Men hvis jeg var heldig, kunne jeg vinde på niveau 1 – her gjorde computeren sig dårlig. Jeg havde også en del skakbøger, hvori jeg læste om de mest basale træk og typiske åbninger. Skakcomputere blev først stort, da Deep Blue (en skakcomputer, red.) vandt over Kasparov (regerende verdensmester i skak, red.) i ’97. I dag spiller Magnus Carlsen, som er den suveræne verdensmester, aldrig mod computere, fordi han ved, at han ikke kan vinde over dem. Men da jeg var barn, var computerne nærmest på legetøjsniveau. Jeg spillede en del skak, især da vi boede i Sydney. Når mine forældre havde en forestilling i Sydney Opera House om aftenen, kørte vi altid tidligt derind, og så skulle jeg finde en måde at slå to timer ihjel på. Jeg tog min computer og et lille magnetisk skakspil med, og så prøvede jeg at finde nogle i kantinen, som ville spille med mig.

I årene omkring gymnasiet havde jeg en skakklub med nogle venner, hvor den, der havde lavet aftenens dummeste træk, skulle lide den ydmygelse at cykle hjem med en kæmpestor dinosaur i plastik under armen. I dag spiller jeg rigtig meget online på Chess.com, hvis app jeg ofte bliver nødt til at slette, fordi jeg kan blive helt sindssyg af at spille til langt ud på natten døgn efter døgn. Jeg spiller også i to skakklubber. Den ene er med mine gode venner Claus Meyer, Thomas Skov og Malte Ebert – og så er der sidenhen kommet flere venner til. Den anden er sammen med Simon Frank og Simon Lennet, som har arrangeret nogle turneringer på Søpavillonen. Vi har mødtes 15-20 spillere nogle tirsdage i træk, indtil de måtte lukke ned igen i december.

Nikolaj Koppel var i 2019 med til at grundlægge Podimo sammen med blandt andre serieiværksætter Morten Strunge. Koppel tager sig af al indholdsproduktion i Danmark. I slutningen af 2021 rejste Podimo en halv milliard danske kroner til at kunne åbne i to-tre nye markeder, herunder Holland, i løbet af 2022. Podcast-platformen er allerede til stede i Danmark, Norge, Tyskland, Spanien og Latinamerika. Koppel, der tidligere har været underdirektør i Tivoli og tv- og radiovært, er uddannet pianist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Jeg har aldrig været et geni af en skakspiller, men jeg synes, at det er vildt sjovt at spille, og så er jeg et latterligt stort konkurrencemenneske. Der er også noget enormt good life over at spille skak. At sætte sig ned med et glas rødvin og spille mod en af sine gode venner. I de bedste stunder er skak et smukt spil. Det har visse ligheder med livet. Dramaturgien: Hvad sker der, hvis jeg laver det her træk? Hvem vinder? Måske ser det pludselig lyst ud for en spiller, der ellers var bagud på point. Det er ligesom, når fodbold er smukkest. Det handler også om livet. I skak har man et uofficielt rangsystem for, hvor meget brikkerne er værd. Bønderne, som er dem, man har flest af, er et point værd. Springeren og løberen er tre, tårnet fem, dronningen otte, andre siger ni, og så har du kongen, som grundlæggende er spillet, da det handler om at erobre den. Bønderne er altså dem, du er mest villig til at ofre. De er det svageste led på brættet, men alligevel kan de være den vildeste og mest eksotiske brik med en utømmelig volumen af muligheder i sig, hvis de står rigtigt. Ligesom i livet er det en stor styrke at kunne få det bedste ud af meget lidt.

Omvendt kan du have noget, der på papiret er virkelig værdifuldt, men hvis du står skidt, er det pludselig intet værd. Så kan du stå med en samlet værdi af kvalitet, som det hedder på skaksprog, som er langt overlegent din modstander, men hvis du ikke har positioneret dig rigtigt og udviklet dine brikker, dit spil og dig selv godt nok, så risikerer du alligevel at tabe i sidste instans, fordi du ikke kunne realisere dine muligheder. Allersmukkest er skak, når du har færre muligheder end din modstander, men med den rigtige positionering pludselig kan lave et træk, og det kan bare være at rykke en banal bonde ét skridt frem, der giver dig en vild ahaoplevelse – som når en gåde pludselig går op for dig.

Skak handler i høj grad om at løse gåder. Nogle gange skal man bruge halvanden time på at se, at det bare var et simpelt træk, som fik gåden til at gå op. Ligesom når du har en knude på en snor, som du bare ikke kan få op. Medmindre du lige vender snoren sådan her … nååå … og så går den op så let som ingenting. Skønheden i at noget – der på papiret føles fuldstændig uløseligt – med et lille vrid kan få alt til at åbne sig. Et lille træk, som du bare ikke kunne se før nu. Jeg kan sagtens blive inspireret af at spille skak. Det kan være svært at sætte ord på. Det er ikke sådan, at jeg spiller skak om aftenen og tænker: ”I morgen vil jeg være lidt sødere over for mine kollegaer.” Det er ikke 1:1-inspiration. Men det kan afspejle sig i en større taknemmelighed og evne til at skue det fantastiske. Det rigtige træk i skak kan give mig en åbenbaring. Det kan et maleri på Louisiana også. At bade i koldt vand kan også være inspirerende. Det gør noget ved mit blodomløb og hjerne, som frigiver nogle endorfiner, der gør, at jeg måske kysser min kone ekstra eftertænksomt, fordi det gik op for mig, at jeg bare er et lille sandkorn på stranden, og at min tid på jorden er begrænset. Den der forståelse af, at der er noget, som er større end dig selv, det kan skakken afspejle. Inspiration er vel en form for accept af, at der er noget, du ikke forstår, og en hengivelse til livet.

Jeg spiller som sagt en del på Chess.com. Jeg spiller mod brasilianere, tyrkere, australiere, amerikanere og islændinge, og det sjove er, at der er kæmpestor forskel på, hvordan de forskellige kulturer spiller skak. Sydeuropæerne er jo ofte sådan: Fuld fart fremad! Ud med dronningen tidligt i spillet. Jeg prøver lige at se, om han ryger på de her tricks. De nordiske spillere bygger tingene lidt mere gradvist op. Det er en total stereotyp måde at fremstille folk på, men min oplevelse er, at det også gælder inden for skak, at jo længere du kommer sydpå, des mere rock’n’roll er der. De er mere angrebslystne, og revolverne hænger løsere. I Norden har de deres game plan og logik og bygger spillet bæredygtigt op. De ser lige én an. Jeg spiller nok også mest sådan. Der skal være en form for soliditet. Så kan man altid senere i spillet sige: Nu går jeg til angreb. Jeg er helt klart mere defensivt end offensivt orienteret, men jeg har også altid spillet sweeper i fodbold.

Nikolaj Koppel (tv.) og Thomas Skov Gaardsvig (tv-vært og Head of Entertainment hos Podimo, red.) har sammen med Claus Meyer og Malte Ebert en skakklub, hvor de mødes nogle gange om året. ”Thomas er stadig på begynderniveau, men han har en kæmpestor fascination af spillet. Han spiller ret taktisk, fordi han stadig holder sig til nogle af de indledende tematikker, som du finder i skakbøger. Men han begynder langsomt at bygge på,” siger Nikolaj Koppel.

Nikolaj Koppel (tv.): Skjorte, Comme des Garçons Shirt hos Mads Nørgaard, 2.500 kr.
Bukser, Berner Kühl hos Mads Nørgaard, 1.600 kr.
Ur, Cartier, 75.000 kr.

Thomas Skov Gaardsvig (th.): Sweater, Uniqlo, 899 kr.
Bukser, Tommy Hilfiger, 1.099 kr.

I livet har jeg måske været lidt mere risikovillig. Jeg har i hvert haft adskillige jobskift gennem karrieren. Fra pianist til Euroman-redaktør, til P1-redaktør, til tv- og radiovært til underdirektør i Tivoli, og nu er jeg iværksætter og medstifter af Podimo. Jeg har i hvert fald to gange i mit liv, blandt andet da jeg spillede klaver, sagt: Slut, nu skal jeg noget nyt. Det gjorde jeg senest for tre år siden, da jeg sagde op i Tivoli uden at vide, hvad jeg skulle lave bagefter. Jeg ville finde det næste meningsfulde kapitel i mit liv. Det er selvfølgelig enormt risikobetonet at være med i en startup, hvor man hele tiden skal sikre sin eksistens og samtidig udvide. Jeg har lært det smukke ved at være risikovillig. Det er nok bare ikke sådan, jeg vinder mine skakkampe.

Jeg har brugt de fleste af mine vågne timer de seneste tre år på Podimo. Og her kommer skakken ind i billedet igen. Det er få gange i hverdagen, hvor det rent faktisk lykkes en at glemme alt omkring sig. Du kan have et sammensurium af information, mails, møder og knuder, du ikke har løsningen på, men ved at sætte dig ved skakbrættet, spille en fodboldkamp, lytte til musik, hengive dig til kunst eller, ja, dyrke sex kan du glemme det hele. At sidde foran et menneske af kød og blod med et tredimensionelt bræt foran dig og et ur, der tikker. Det er en søjle af ro og koncentration. Hvis der er noget, vi mennesker, inklusive mig selv, ikke mestrer anno 2022, så er det nuets kunst. Men det er de små sprækker af nu, som kan tilføje livet ekstra dimensioner, og dem finder jeg i kunsten, i fodbold og på et skakbræt.

Fra Dossier nr. 30, marts-april 2022